Indstillinger
min mand slår mig, men sjældent.HJÆLP.
beklager hvis jeg glemmer at sætte puntkt osv. jeg skriver bare løs.
Jeg er en kvinde på 28 år. valgte min mand (36år) selv og trodsede mine forældre som ikke er biologiske men det har været dem der jeg er vokset op hos. Jeg blev forkælet og fik al den kærlighed som man som barn har brug for. Jeg skulle bare pege på det jeg ønskede mig og jeg fik det.
2000........blev gift næsten 12 år siden, vi har mødt mange nedture i forbindelse med vores ægteskab. men jeg holdte dog fast i at han den eneste ene. som 17 årig blev jeg gift han var 24 dengang. jeg var i fastboende i danmark og han fik opholdstilladelse efter vi blev gift.
jeg blev gravid og blev slået første af ham under min graviditet, jeg var 7 mdr henne. hans bror som tit kommer til danmark i forbindelse med sit arbejde var til stede, han fik ham væk fra mig. men han slog sgu hårdt, men sine ben og trampede på mig. troede jeg var at føde pga det.
han var i den tid i lønnet arbejde, og inden min graviditet gik jeg på handelsskolen. efter min barsel forsatte jeg på skole. jeg aflevede min datter i dagpleje og senere i børnehave, mens han var hjemme og sov. jeg stod for alt det praktiske, og nu skal dog også siges han af og til var kærlig og hjalp med maden. men det var sjældent.
2003.........senere hen fik blev han selvstændig og 2004........jeg fik barn nr 2, mit første barn var blevet 2 år 9 mdr da jeg fik mit barn nr. 2.
når men har var meget optaget at sit arbejde, økonomisk begyndte det gå rigtig ned af bakke. da jeg bad om penge til at handle ind var det altid i form af 50-200 kr af gangen, havde penge selv. jeg begyndte at kede mig, og tiggede næsten om at han skulle være mere hjemme, vi lavede intet sammen. han foreslog vi rejste ned til hans familie så jeg kunne møde dem. det var en god tur, men jeg blev altid rettet i mange ting af ham foran hans forældre og familie. og det brød jeg mig ikke om. når men jeg holdte kæft og tænkte jeg må hellere lade være med svare igen for ellers er det mig det går ud over. hov, glemte lige at nævne han også slog mig under vores ophold hos hans forældre, simpelthen foran dem.
vi kom hjem igen, og han tilbage på arbejdet, han var så meget væk, og kedede mig så meget, jeg savnede ham altid. og hans bror kommer og overnattet hos os når det er han er på forretningsrejse, og hvis det var jeg så sur ud eller vi skændtes så blev min mand sur, og min svoger sagde altid, hvergang jeg er hos jer så kommer i oppe og skændes og det faktisk din skyld, altså mig, og så tog han sine ting og kørte væk, og så slog min mand mig, og tvang mig tit til at ringe hans bror op og sige undskyld. så kom han igen, og hvad skulle jeg foretage mig andet end at servicere dem. ALTID.
på et tidspunkt gik jeg på nettet og kedede mig, jeg har virkelig ikke lyst til at nævne det her, men det skal jeg for I bedst kan hjælpe mig. jeg får tårer i øjnene nu, fordi jeg er SÅ ked af det. jeg hader mit liv.
jeg logger ind på en chat side og falder i rigtig god snak med en fyr derinde. vi snakker over tlf og vi brugte webcam, men jeg gjorde ikke andet end bare snakkede med ham. han var så sød, han lyttede altid, altid, han tog altid tlf hvis jeg ringede til ham. men vi mødtes aldrig, aldrig. han var bare skøn. han siger jeg skal ud det forhold og ikke finde mig i det længere og at han kender nogen som gerne vil hjælpe hvis jeg gerne vil skilles. samtidig havde jeg meget dårlig samvittighed over det. vi nåede at kende hinanden over et år. også sker der det værste der kan ske.
feb 2007.........jeg fortæller min mand om det og fortæller ham ærligt jeg ikke længere vil være sammen med ham og gerne vil skilles. han blev rasende, klart han bliver det, det vil enhver mand blive. og han slog mig foran børnene lussinger og knytnæver til jeg bløder, jeg kunne have politianmeldt ham, men det gjorde jeg ikke, jeg tænker jo, han er jo trods alt mine børns far. han fortæller mig de værste ord, kalder mig luder, uopdragen og har ikke noget ansvar for mine børn, trods jeg elsker mine børn over alt på jorden.det er altid mig der er med til forældremøder, og fester på skolen, han gider aldrig deltage.
vi når frem til at han siger han gerne vil lade mig skilles. og at vi skal til en imam den dag på det tidspunkt. jeg bliver så glad, og tænker at det hele nok skal løse dig. vi aftaler vi mødtes hos nogen af hans venner/bekendte og kører afsted til en imam til kbh. i mellem tiden er mine børn hos en veninde som gerne vil passe dem.
vi kører til en imam og der venter jeg sammen med hans venner men han dukker aldrig op. jeg ventede til kl. var 23. de ringer, jeg ringer men han tager ikke tlf. jeg bliver kørt hjem, og går op for at ville hente mine børn, så siger min veninde til mig at det er længe siden men mand har hentet dem, kl. 19 blev de hentet.
jeg fik det så skidt, begyndte at slå på mig selv og gik hjem, men der var han heller ikke. jeg ringer til polititet og fortæller dem om hændelsen.
kl. 02.00 ringer han til mig fra et udenlandsk nr. I kan tro jeg er så ked at det nu. han siger til mig "jeg er rejst med børnene og hvis du vil have dem at se igen skal du bestille en billet og komme til mig. der ligger 3000kr til dig på bordet". hvis du ikke kommer slår jeg dig ihjel, og hans bror er pludselig i røret og kalder mig for luder. han havde fortalt dem det hele. og det troede jeg aldrig han ville gøre.
jeg ringer til politiet og fortæller dem hvad der er sket. også ringer jeg til min kære ven og han foreslår han kommer og henter mig, for der v ille jeg være i sikkerhed. det gør han. her ser jeg ham for første gang. jeg pakker mine ting.
jeg kommer hjem til ham. i en periode på en måned er han stadig i i hans hjemland, og der er fuld gang i en masse ting fra politiets side af.
mens jeg er hos ham, sover jeg den første uge på sofaen, og så ved jeg ikke om jeg sige det her, jeg er så skammet over mig selv, men efter en uge så går jeg i seng med ham. desværre. jeg fortryder og begynder at slå på ham fordi han lod det ske. jeg vil aldrig lade såden noget ske igen aldrig.
men jeg vil ærligt sige at jeg aldrig før har været så lykkelig. han var så sød, kærlig, og jeg fik endda undskyld mig, orgasme. det havde jeg aldrig prøvet før. jeg nød det. undskyld. jeg holdte om mig, jeg rørte ved mit hår på en anden måde, han lyttede til mig. jeg skulle nok ikke have kommet hjem til ham, men det skete.
marts 2007...........jeg er hver dag i kontakt med politiet og opfordrede ham stærkt til at komme til danmark med børnene. det gør han efter en måned. mens han er på rejse med børnene har han forbudt mig at snakke med dem, hvergang jeg ringer lægger han røret på. jeg savnede så meget at jeg troede jeg aldrig mere vil se dem. vi kommer i avisen og i radioen.
jeg ser mine børn efter jeg aftaler med politiet han kan afl dem deroppe også jeg henter dem, jeg tager dem til der hvor jeg er nu, altså 2007 hos min søde ven.
han får lov at snakke med børnene hverdag kl. 19. hverdag. jeg gjorde som han gjorde, jeg var sød, men det jo også hans ret. han vil altid være deres far til sidste dag i livet.
på et tidspunkt mens mig og min ven bliver lidt sure på hinanden vælger jeg at ringe til min mand og aftaler at vi ses. da vi gør det sammen med børnene, spørger han mig selvfølgelig hvod jeg bor og med hvem. jeg fortæller ham hele sandheden. han bliver sur og giver mig ordre til at jeg skal væk derfra. samme dag, pakker jeg mine ting. min han vil ikke have mig hjem, han kører os på et vandrerhjem/danhostel. der bor vi 6 dage. først derefter må jeg komme hjem, han siger det er en skam for ham bare lade mig komme hjem. jeg skal lide siger han. efter 6 dage kommer jeg ikke hjem men til en nær bekendt. jeg bor hos hende samme med mine børn i 10 dage. på dag nr 6, ringer han til mig og siger: hvis du vil hjem og du vil have jeg skal tilgive dig, er du nødt til at sige til hele omgangskredsen at du fortryder og at du ikke har kendt eller snakker med nogen mand. han har åbebart fortalt hele byen om vores hemmelighed og grunden til jeg vil skilles. jeg hader ham.
der kommer 7 kvinder og hører mig fortælle jeg fortryder, det er så pinligt og nedgørende. tænk de tænker jeg er en luder som kommer tilbage til sin mand.
vi sammen igen, men han ændrer sig meget lidt. bliver ved med at minde mig om at "glem ikke hvad du gjorde, hvis du var gift med en anden mand var du død nu" hele tiden sagde han det. og tæsk fik jeg også. jeg skulle bare betale for det jeg gjorde.
jeg får arbejde som ufaglært hjælper på en center forhjerneskadede, og her får jeg så meget ros. efter et år startede jeg på uddannelse som social og sundhedshjælper. jeg er så glad for det. da jeg begynder at tjene mine egne penge og det går meget skidt med hans arbejde begynder han måske at føle sig mindreværd af det. han slår mig igen igen. han siger undskyld, jeg tilgiver og vores liv fortsætter. jeg prøver virkelig på at få en god hverdag, men han slår igen og udøver meget psykisk vold mod mig,
2010........på et tidspunkt han er på forretningsrejse, pakker jeg min og børnenes ting og kører på krisecenter, han finder os pga en fejl ved postdanmark. vi flyttet til at andet krisecenter der er vi 2 en halv måned, jeg søger skilsmisse og bolig osv. han får lov at snakke med børnene, men han fortæller dem også jeres mor er en dårlig mor fordi hun har taget jer fra mig, jeg skal nok få hende i fængsel.
så ved jeg ikke lige hvad der skete, jeg ringer ham op og vi mødtes og er sammen igen. sikke et liv, eller nærmere sagt, jeg er så svag jeg vender tilbage til ham hvergang.!!!!!!!!! hvorfor kan jeg ikke få en lærestreg!!!!!
straks efter vi er sammen bliver jeg gravid, og jeg insisterer på at ha det barn, måske bliver vores forhold bedre af det, som om jeg inderst inde ved det ikke bliver det. men hvorfor gør jeg som jeg gør???????!!!!!!!!!!!!!
jeg søger ind for at genoptage mit stuidie og bliver udlært med topkarakter, under begge mine praktikker fik jeg ros til ikke troede på det, jeg blev så stært af det,. og fortalte ham altid om, delte altid min oplevelser med ham. han var den eneste jeg talte med.
2011....... får jeg mit 3. barn............ en dejlig guldklump. jeg skal lige nævne at han under alle mine fødsler var til stede og støttede mig.
vi skændtes meget, utrolig meget, og hvis ikke lige jeg gjorde som han sagde så blev gal. og slog.
nov. 2011 efter min barsel starter jeg i noget vikarsevice indenfor ældreområdet, jeg bliver konstant ringet op og tager imod alle de vagter jeg bliver tilbudt, han passer så den lille i weekenderne. han har ikke noget fast arbejde, og hænger meget i rki og inkasse og meget stor gæld.
han hjælper ikke til noget med huslige overhovedet, hvis jeg smører pigernes madpakker og lægger tøj frem til dem, kører han dem gerne i skole 2 min, og kommer igen. og hvis jeg fortæller jeg har brug for han hjælper mig siger han, hvorfor er det jeg blev gift med dig!!!!!
torsdag d. 24.jan. 2012 bliver vi uvenner igen jeg svarer igen og her slår han mig. mens jeg skifter den lille og vores store pige på 10 sidder og laver lektier, han samler begge sine hænder og slår med al sin kraft på mine arme, og siger til ham, gør hvad du vil, men lad vores pige gå ind til sig selv, hun skal ikke se det, han svarer og siger måske lærer hun hvordan hun skal opføre sig og snakke pænt til sin mand når hun bliver stor. og fortsætter med slå mig rigtig hårdt flere gange, og river mig i håret, min lille bliver forskrækket og græder. han slår stadig. dagen efter er jeg på arbejde, og jeg kiggede på mine arme de var blevet meget blå, meget. efter mit arbejde kører jeg til lægen og snakker med hende, og skriver om de blå mærker. og jeg henvendte mig også til vores lokaepoliti station, men de kan ikke lave en anmeldelse, med mindre jeg siger god for at de må tage en snak med min mand, og jeg vil jo ikke have han skal vide det. så hjælp derfra fik ikke.
sammen dag om aftenen kommer han og "siger undskyld, men du gjorde mig så sur, og du ved jo godt jeg har store problemer på mit arbejde og har ingen penge til at betale regningerne, du er nødt til at være mere forstående. jeg vil gerne sige undskyld og tilbyder mig en tur på restauranten, børnene hører det og bliver så glade, og siger kom så mor sig nu ja, pleaseee siger de. lidt engelsk kan de........." og de elsker deres far meget.
jeg tager med dem, og spiser ude.stemningen mellem os er meget dårlig, han siger "du kan da ikke være bekendt at sige nu er alting ok og bagefter stadig klage.. jeg har jo sagt undskyld."
men det gjorde utrolig ondt, og jeg kan ikke glemme det. jeg er så ked af det.
jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, skal jeg accepterer, og tro på han bliver god igen,
min store pige på 10 vil ikke på krisecenter igen jeg vil heller ikke og hun er så sur for tiden, og hun vil have mor og far skal være sammen. jeg har arbejde hver ander week, hvordan skal jeg passe det, hvad skal gøre ved det, har ingen penge og ingen steder at gå hen. hvordan bliver mit liv.......
skal jeg heletiden gå og være ked af det????? jeg er altså en smuk pige trods min vægt, og jeg ved jeg kan uden ham, men hvordan skal jeg gøre.
jeg savner at komme ud og shoppe, savner en dag uden skænderier....... en dag hvor jeg bare kan smide benene på sofaen koble helt af. jeg har ike store krav, eller har jeg?? er det min skyld han slår mig??? holder han op?? skal jeg tro på ham?? eller skal vente lidt??
en meget lang historie, det må i undskylde, men jeg kan ikke gøre det bedre.
håber virkelig i kan komme med et rigtigt godt råd.
i tænker nok det hele er min egen skyld, for det er jo mig der hele tiden kommer tilbage til ham.
TUSIND TAK FOR HJÆLPEN.
Jeg er en kvinde på 28 år. valgte min mand (36år) selv og trodsede mine forældre som ikke er biologiske men det har været dem der jeg er vokset op hos. Jeg blev forkælet og fik al den kærlighed som man som barn har brug for. Jeg skulle bare pege på det jeg ønskede mig og jeg fik det.
2000........blev gift næsten 12 år siden, vi har mødt mange nedture i forbindelse med vores ægteskab. men jeg holdte dog fast i at han den eneste ene. som 17 årig blev jeg gift han var 24 dengang. jeg var i fastboende i danmark og han fik opholdstilladelse efter vi blev gift.
jeg blev gravid og blev slået første af ham under min graviditet, jeg var 7 mdr henne. hans bror som tit kommer til danmark i forbindelse med sit arbejde var til stede, han fik ham væk fra mig. men han slog sgu hårdt, men sine ben og trampede på mig. troede jeg var at føde pga det.
han var i den tid i lønnet arbejde, og inden min graviditet gik jeg på handelsskolen. efter min barsel forsatte jeg på skole. jeg aflevede min datter i dagpleje og senere i børnehave, mens han var hjemme og sov. jeg stod for alt det praktiske, og nu skal dog også siges han af og til var kærlig og hjalp med maden. men det var sjældent.
2003.........senere hen fik blev han selvstændig og 2004........jeg fik barn nr 2, mit første barn var blevet 2 år 9 mdr da jeg fik mit barn nr. 2.
når men har var meget optaget at sit arbejde, økonomisk begyndte det gå rigtig ned af bakke. da jeg bad om penge til at handle ind var det altid i form af 50-200 kr af gangen, havde penge selv. jeg begyndte at kede mig, og tiggede næsten om at han skulle være mere hjemme, vi lavede intet sammen. han foreslog vi rejste ned til hans familie så jeg kunne møde dem. det var en god tur, men jeg blev altid rettet i mange ting af ham foran hans forældre og familie. og det brød jeg mig ikke om. når men jeg holdte kæft og tænkte jeg må hellere lade være med svare igen for ellers er det mig det går ud over. hov, glemte lige at nævne han også slog mig under vores ophold hos hans forældre, simpelthen foran dem.
vi kom hjem igen, og han tilbage på arbejdet, han var så meget væk, og kedede mig så meget, jeg savnede ham altid. og hans bror kommer og overnattet hos os når det er han er på forretningsrejse, og hvis det var jeg så sur ud eller vi skændtes så blev min mand sur, og min svoger sagde altid, hvergang jeg er hos jer så kommer i oppe og skændes og det faktisk din skyld, altså mig, og så tog han sine ting og kørte væk, og så slog min mand mig, og tvang mig tit til at ringe hans bror op og sige undskyld. så kom han igen, og hvad skulle jeg foretage mig andet end at servicere dem. ALTID.
på et tidspunkt gik jeg på nettet og kedede mig, jeg har virkelig ikke lyst til at nævne det her, men det skal jeg for I bedst kan hjælpe mig. jeg får tårer i øjnene nu, fordi jeg er SÅ ked af det. jeg hader mit liv.
jeg logger ind på en chat side og falder i rigtig god snak med en fyr derinde. vi snakker over tlf og vi brugte webcam, men jeg gjorde ikke andet end bare snakkede med ham. han var så sød, han lyttede altid, altid, han tog altid tlf hvis jeg ringede til ham. men vi mødtes aldrig, aldrig. han var bare skøn. han siger jeg skal ud det forhold og ikke finde mig i det længere og at han kender nogen som gerne vil hjælpe hvis jeg gerne vil skilles. samtidig havde jeg meget dårlig samvittighed over det. vi nåede at kende hinanden over et år. også sker der det værste der kan ske.
feb 2007.........jeg fortæller min mand om det og fortæller ham ærligt jeg ikke længere vil være sammen med ham og gerne vil skilles. han blev rasende, klart han bliver det, det vil enhver mand blive. og han slog mig foran børnene lussinger og knytnæver til jeg bløder, jeg kunne have politianmeldt ham, men det gjorde jeg ikke, jeg tænker jo, han er jo trods alt mine børns far. han fortæller mig de værste ord, kalder mig luder, uopdragen og har ikke noget ansvar for mine børn, trods jeg elsker mine børn over alt på jorden.det er altid mig der er med til forældremøder, og fester på skolen, han gider aldrig deltage.
vi når frem til at han siger han gerne vil lade mig skilles. og at vi skal til en imam den dag på det tidspunkt. jeg bliver så glad, og tænker at det hele nok skal løse dig. vi aftaler vi mødtes hos nogen af hans venner/bekendte og kører afsted til en imam til kbh. i mellem tiden er mine børn hos en veninde som gerne vil passe dem.
vi kører til en imam og der venter jeg sammen med hans venner men han dukker aldrig op. jeg ventede til kl. var 23. de ringer, jeg ringer men han tager ikke tlf. jeg bliver kørt hjem, og går op for at ville hente mine børn, så siger min veninde til mig at det er længe siden men mand har hentet dem, kl. 19 blev de hentet.
jeg fik det så skidt, begyndte at slå på mig selv og gik hjem, men der var han heller ikke. jeg ringer til polititet og fortæller dem om hændelsen.
kl. 02.00 ringer han til mig fra et udenlandsk nr. I kan tro jeg er så ked at det nu. han siger til mig "jeg er rejst med børnene og hvis du vil have dem at se igen skal du bestille en billet og komme til mig. der ligger 3000kr til dig på bordet". hvis du ikke kommer slår jeg dig ihjel, og hans bror er pludselig i røret og kalder mig for luder. han havde fortalt dem det hele. og det troede jeg aldrig han ville gøre.
jeg ringer til politiet og fortæller dem hvad der er sket. også ringer jeg til min kære ven og han foreslår han kommer og henter mig, for der v ille jeg være i sikkerhed. det gør han. her ser jeg ham for første gang. jeg pakker mine ting.
jeg kommer hjem til ham. i en periode på en måned er han stadig i i hans hjemland, og der er fuld gang i en masse ting fra politiets side af.
mens jeg er hos ham, sover jeg den første uge på sofaen, og så ved jeg ikke om jeg sige det her, jeg er så skammet over mig selv, men efter en uge så går jeg i seng med ham. desværre. jeg fortryder og begynder at slå på ham fordi han lod det ske. jeg vil aldrig lade såden noget ske igen aldrig.
men jeg vil ærligt sige at jeg aldrig før har været så lykkelig. han var så sød, kærlig, og jeg fik endda undskyld mig, orgasme. det havde jeg aldrig prøvet før. jeg nød det. undskyld. jeg holdte om mig, jeg rørte ved mit hår på en anden måde, han lyttede til mig. jeg skulle nok ikke have kommet hjem til ham, men det skete.
marts 2007...........jeg er hver dag i kontakt med politiet og opfordrede ham stærkt til at komme til danmark med børnene. det gør han efter en måned. mens han er på rejse med børnene har han forbudt mig at snakke med dem, hvergang jeg ringer lægger han røret på. jeg savnede så meget at jeg troede jeg aldrig mere vil se dem. vi kommer i avisen og i radioen.
jeg ser mine børn efter jeg aftaler med politiet han kan afl dem deroppe også jeg henter dem, jeg tager dem til der hvor jeg er nu, altså 2007 hos min søde ven.
han får lov at snakke med børnene hverdag kl. 19. hverdag. jeg gjorde som han gjorde, jeg var sød, men det jo også hans ret. han vil altid være deres far til sidste dag i livet.
på et tidspunkt mens mig og min ven bliver lidt sure på hinanden vælger jeg at ringe til min mand og aftaler at vi ses. da vi gør det sammen med børnene, spørger han mig selvfølgelig hvod jeg bor og med hvem. jeg fortæller ham hele sandheden. han bliver sur og giver mig ordre til at jeg skal væk derfra. samme dag, pakker jeg mine ting. min han vil ikke have mig hjem, han kører os på et vandrerhjem/danhostel. der bor vi 6 dage. først derefter må jeg komme hjem, han siger det er en skam for ham bare lade mig komme hjem. jeg skal lide siger han. efter 6 dage kommer jeg ikke hjem men til en nær bekendt. jeg bor hos hende samme med mine børn i 10 dage. på dag nr 6, ringer han til mig og siger: hvis du vil hjem og du vil have jeg skal tilgive dig, er du nødt til at sige til hele omgangskredsen at du fortryder og at du ikke har kendt eller snakker med nogen mand. han har åbebart fortalt hele byen om vores hemmelighed og grunden til jeg vil skilles. jeg hader ham.
der kommer 7 kvinder og hører mig fortælle jeg fortryder, det er så pinligt og nedgørende. tænk de tænker jeg er en luder som kommer tilbage til sin mand.
vi sammen igen, men han ændrer sig meget lidt. bliver ved med at minde mig om at "glem ikke hvad du gjorde, hvis du var gift med en anden mand var du død nu" hele tiden sagde han det. og tæsk fik jeg også. jeg skulle bare betale for det jeg gjorde.
jeg får arbejde som ufaglært hjælper på en center forhjerneskadede, og her får jeg så meget ros. efter et år startede jeg på uddannelse som social og sundhedshjælper. jeg er så glad for det. da jeg begynder at tjene mine egne penge og det går meget skidt med hans arbejde begynder han måske at føle sig mindreværd af det. han slår mig igen igen. han siger undskyld, jeg tilgiver og vores liv fortsætter. jeg prøver virkelig på at få en god hverdag, men han slår igen og udøver meget psykisk vold mod mig,
2010........på et tidspunkt han er på forretningsrejse, pakker jeg min og børnenes ting og kører på krisecenter, han finder os pga en fejl ved postdanmark. vi flyttet til at andet krisecenter der er vi 2 en halv måned, jeg søger skilsmisse og bolig osv. han får lov at snakke med børnene, men han fortæller dem også jeres mor er en dårlig mor fordi hun har taget jer fra mig, jeg skal nok få hende i fængsel.
så ved jeg ikke lige hvad der skete, jeg ringer ham op og vi mødtes og er sammen igen. sikke et liv, eller nærmere sagt, jeg er så svag jeg vender tilbage til ham hvergang.!!!!!!!!! hvorfor kan jeg ikke få en lærestreg!!!!!
straks efter vi er sammen bliver jeg gravid, og jeg insisterer på at ha det barn, måske bliver vores forhold bedre af det, som om jeg inderst inde ved det ikke bliver det. men hvorfor gør jeg som jeg gør???????!!!!!!!!!!!!!
jeg søger ind for at genoptage mit stuidie og bliver udlært med topkarakter, under begge mine praktikker fik jeg ros til ikke troede på det, jeg blev så stært af det,. og fortalte ham altid om, delte altid min oplevelser med ham. han var den eneste jeg talte med.
2011....... får jeg mit 3. barn............ en dejlig guldklump. jeg skal lige nævne at han under alle mine fødsler var til stede og støttede mig.
vi skændtes meget, utrolig meget, og hvis ikke lige jeg gjorde som han sagde så blev gal. og slog.
nov. 2011 efter min barsel starter jeg i noget vikarsevice indenfor ældreområdet, jeg bliver konstant ringet op og tager imod alle de vagter jeg bliver tilbudt, han passer så den lille i weekenderne. han har ikke noget fast arbejde, og hænger meget i rki og inkasse og meget stor gæld.
han hjælper ikke til noget med huslige overhovedet, hvis jeg smører pigernes madpakker og lægger tøj frem til dem, kører han dem gerne i skole 2 min, og kommer igen. og hvis jeg fortæller jeg har brug for han hjælper mig siger han, hvorfor er det jeg blev gift med dig!!!!!
torsdag d. 24.jan. 2012 bliver vi uvenner igen jeg svarer igen og her slår han mig. mens jeg skifter den lille og vores store pige på 10 sidder og laver lektier, han samler begge sine hænder og slår med al sin kraft på mine arme, og siger til ham, gør hvad du vil, men lad vores pige gå ind til sig selv, hun skal ikke se det, han svarer og siger måske lærer hun hvordan hun skal opføre sig og snakke pænt til sin mand når hun bliver stor. og fortsætter med slå mig rigtig hårdt flere gange, og river mig i håret, min lille bliver forskrækket og græder. han slår stadig. dagen efter er jeg på arbejde, og jeg kiggede på mine arme de var blevet meget blå, meget. efter mit arbejde kører jeg til lægen og snakker med hende, og skriver om de blå mærker. og jeg henvendte mig også til vores lokaepoliti station, men de kan ikke lave en anmeldelse, med mindre jeg siger god for at de må tage en snak med min mand, og jeg vil jo ikke have han skal vide det. så hjælp derfra fik ikke.
sammen dag om aftenen kommer han og "siger undskyld, men du gjorde mig så sur, og du ved jo godt jeg har store problemer på mit arbejde og har ingen penge til at betale regningerne, du er nødt til at være mere forstående. jeg vil gerne sige undskyld og tilbyder mig en tur på restauranten, børnene hører det og bliver så glade, og siger kom så mor sig nu ja, pleaseee siger de. lidt engelsk kan de........." og de elsker deres far meget.
jeg tager med dem, og spiser ude.stemningen mellem os er meget dårlig, han siger "du kan da ikke være bekendt at sige nu er alting ok og bagefter stadig klage.. jeg har jo sagt undskyld."
men det gjorde utrolig ondt, og jeg kan ikke glemme det. jeg er så ked af det.
jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, skal jeg accepterer, og tro på han bliver god igen,
min store pige på 10 vil ikke på krisecenter igen jeg vil heller ikke og hun er så sur for tiden, og hun vil have mor og far skal være sammen. jeg har arbejde hver ander week, hvordan skal jeg passe det, hvad skal gøre ved det, har ingen penge og ingen steder at gå hen. hvordan bliver mit liv.......
skal jeg heletiden gå og være ked af det????? jeg er altså en smuk pige trods min vægt, og jeg ved jeg kan uden ham, men hvordan skal jeg gøre.
jeg savner at komme ud og shoppe, savner en dag uden skænderier....... en dag hvor jeg bare kan smide benene på sofaen koble helt af. jeg har ike store krav, eller har jeg?? er det min skyld han slår mig??? holder han op?? skal jeg tro på ham?? eller skal vente lidt??
en meget lang historie, det må i undskylde, men jeg kan ikke gøre det bedre.
håber virkelig i kan komme med et rigtigt godt råd.
i tænker nok det hele er min egen skyld, for det er jo mig der hele tiden kommer tilbage til ham.
TUSIND TAK FOR HJÆLPEN.
Kommentarer
Selvom du har hørt det før, så må du simpelthen ud af det forhold. Som du selv skriver, så misbruger din mand dig fysisk og psykisk, og intet menneske bør leve under det konstante pres, som du lever under.
Jeg forstår dit ønske om at undgå krisecentre, men du er nødt til at gøre op med dig selv, om det ønske ikke langt overgås af hensynet til dine børn og ønsket om at give dem og dig selv en tryg hverdag.
Så jeg håber, at du vil tænke dig om en ekstra gang inden du affinder dig med et trist ægteskab.
Jeg ønsker alt det bedste for dig og dine børn.
Som jeg ser det, så er der udelukkende én mulighed, og det er at gå fra din mand - og IKKE gå tilbage til ham igen.
Jeres forhold vil aldrig blive fri for frygt og vold.
Jeg kan ikke gøre andet end at prøve at give dig nogle argumenter til at komme væk...
Du skal gøre op med dig selv, om du vil byde dig selv og dine børn det her. For det er ikke kun dig der ligger under for fysisk og psykisk vold.
Det kan godt være, at han ikke rører børnene, men de SER og de HØRER og hvad de hverken ser eller hører, det FORNEMMER de - og det er 100% sikkert, at de er dybt, dybt påvirkede.
Og det er ligeledes sikkert, at hverken du eller han vil ændre sig i jeres forhold. Der er kun én mulighed for ændring, og det er at gå fra ham.
Det lyder som om, at du bilder dig selv ind, at det er bedst for dine børn, at du bliver i det her ægteskab, men der er virkelig noget du har misforstået.
Du gør dem en kæmpestor bjørnetjeneste ved at lade dem vokse op i det her.
Prøv at læse det du har skrevet. Især denne del:
"torsdag d. 24.jan. 2012 bliver vi uvenner igen jeg svarer igen og her slår han mig. mens jeg skifter den lille og vores store pige på 10 sidder og laver lektier, han samler begge sine hænder og slår med al sin kraft på mine arme, og siger til ham, gør hvad du vil, men lad vores pige gå ind til sig selv, hun skal ikke se det, han svarer og siger måske lærer hun hvordan hun skal opføre sig og snakke pænt til sin mand når hun bliver stor."
Du er i fuld gang med at lære din datter, at det er helt okay, at en mand slår på hende. Skal hun have det liv du lever?
Det får hun, hvis du ikke får hende væk fra det her straks og sætter ind på at lære hende, at det her er helt, helt forkert.
Hvis det skal undgås, så allierer du dig med din læge, politiet og et krisecenter og bliver skilt og får fuld forældremyndighed og får en hulens bunke social og psykologisk hjælp - og undlader at tale med din mand igen uden en fast støtte ved siden af dig, så du ikke lader dig overtale til at ses.
Og arbejder HÅRDT sammen med en psykolog så du kan finde styrke til at frigøre dig fra ham. Du må ud af det afhængighedsforhold!
Jeg har ondt af dig, men ærligt talt, så er det dine børn jeg bekymrer mig mest for.
En ting er, at du ikke har respekt nok for dig selv til at kappe kontakten til den mand som betragter dig som sin husslave, fører psykisk vold mod dig og tæver dig en gang i mellem - det er trist og gør ondt i mit hjerte.
En anden ting er, at du lader børn bo sammen med jer. Det er også trist og gør ondt i mit hjerte, men det gør mig også harm og bange.
Stakkels unger at leve i sådan et hjem! De har brug for at komme langt væk og de har brug for psykologisk støtte til at bearbejde det de har oplevet.
Jeg er vildt bange for hvad der skal ske med din datter om et par år hvis du bliver boende der! Hun kommer snart i puberteten, og jeg kunne sagtens forestille mig, at hun så også "skal lære at opføre sig ordentligt" ved hjælp af slag og skal varte sin far op som en lille tjener.
Selvfølgelig vil din datter ikke på krisecenter igen, og selvfølgelig vil hun have, at hendes far og mor er sammen! Alle vil have en lykkelig familie. Men det har I ikke, og det får I heller aldrig.
Og det er helt sikkert, at din datter på 10 år ikke skal have et eneste ord at have sagt i forhold til om I skal på krisecenter eller ej. Det er hun overhovedet ikke gammel nok til at have en velovervejet holdning til.
Jeg håber virkelig at du kommer væk, og at du vil læse din beretning her hver evig eneste gang du er den mindste lille smule i tvivl om om du skal vende tilbage.
Det her drejer sig ikke bare om dit liv. Det drejer sig om dine børns liv. Og de vil ikke blive bedre, før I kommer væk fra det hjem.
Jeg kan forstå på det du skriver, at han / I er muslimer.
I den religion er kvinder undertrykte.
Men du behøver jo kun, at melde ham til politiet for vold og bortførelse af jeres børn, det kommer man i fængsel for.
Så ved du hvor du har ham, en overgang.
I den tid skal du have den hjælp du har brug for, så der er ordnede forhold for dig og børnene, den dag han kommer ud af fængslet.
Jeg vil mene han skal overvåges under samvær med sine børn, så han ikke stikker af igen, til udlandet med dem.
Du har dit job, og du er god til det, du vil klare dig meget bedre uden din mand, som stifter gæld.
Du mødte en sød fyr, og du oplevede kærlighed i en kort periode, desværre havde du dårlig samvittighed, det skulle du ikke have, for alle fortjener kærlighed.
Selvfølgelig er det en ulykkelig situation for dine børn, og selvfølgelig vil alle børn gerne have, deres forældre ikke slås men alt er fred og idyl.
Men sådan er det ikke, og det bliver det heller ikke, med jer.
Han vil og har sikkert, givet børnene et dårligt indtryk af dig.
Du skal ikke finde dig i mere, du ved kærligheden findes, du har mødt den.
Held og lykke
At blive slået en gang er en gang for meget.
Han kan søge hjælp til at undgå vold, hvis han ikke vil det, gør han det igen.
Hvorlænge vil du vente? KH Helle8
Det er så lettende for mig at vide at det jeg har tænkt mig at gøre er det mest rigtige. Problemet er bare at jeg var ikke nok klar over om det var den bedste beslutning for mig og mine børn. følelsmæssigt tænker jeg om man kan tillade sig at tænke om man vil savne den mand man har været sammen med i 12 år?? Kan han klare det selv?? Det er nogle mærkelige spørgsmål jeg stiller!! Sorry.
det sidste vi er nået frem til er at vi skal skilles, han siger han vil ud og finde noget, og hvis jeg ikke kan vente må jeg bare selv starte med at finde en lejlighed, eller hvad det nu kan være. ved sgu' ikke om jeg kan tro ham.
Men i den tid vi er sammen endnu, hvordan skal jeg dog bære mig ad???
Kan Kommunen hjælpe en gang igen økonomisk?? eller er slaget tabt?
jeg tør nemlig ikke ringe til min sagsbehandler og spørge om det igen, hun vil ikke tro jeg forlader ham, og det har hun selvfølgelig grund nok til.
Pigerne skal helst blive i deres skoler.
På forhånd tak til jer alle.
Og det tror jeg også på en måde at du godt ved nu. Og jeg tror at du på et eller plan at du havde håbet på at du havde lyttet til dine forældre.
Men nu handler det om at du skal tænke på dine børn. De står i første række, og det gælder om at de skal kunne føle sig tryg uden at de behøver at frygte at deres far tæsker deres mor.
Så selvfølgelig skal du ud af det forhold og det kan vidst ikke gå for stærkt.
Kan måske ikke helt forstå at du alligevel ikke helt kan slippe ham, men du har jo også været sammen med ham i så mange år.
Du har brug for hjælp så du kan slippe ham helt. Og du har brug for at få snakket ígennem hvorfor du valgte en mand der systematisk ødelagde din selvtillid og selvværd. For jeg har svært ved at tro at hans ubehagelige adfærd først dukkede op da I blev gift. Der må have været nogle små ting som undrede dig ved ham.
Og et forhold hvor parterne kommer fra forskellige kulturer kan være så problem fyldte, jeg har familie som kæmper med det, det ene forhold gik i stykker desværre med børn.
I Det andet forhold har kvinden totalt fravalgt sin egen kultur, for mándens muslimske baggrund. Det er ikke sjovt at se på. Så jeg kan kun se problemer når to med forskellige baggrund finder sammen, jeg kender ingen lykkelige forhold, men jeg håber da at der er nogen.
Håber det bedste for dig og dine børn.
Lisbeth
Og nej kvinder bliver ikke undertrykt i islam det er kulturen og hvor de kommer fra eller deres opdragelse som gør at nogle mænd slår på deres koner men det er ikke alle der er voldelig.
Jeg kan ikke forstå at du i al den tid har givet ham lov til at slå dig, du er en voksen kvinde på 28 år som kan sige fra og ikke skal finde sig i det. Det er nok grunden til at han stadig slår dig for du ikke er stærk nok til at sige fra og sige at du vil forlade ham hvis han ikke holder op med at være voldelig.
Du er dn første jeg har set, skrive at Islam ikke undertrykker kvinder..
men i dette tilfælde sker det.
Citat
" han siger det er en skam for ham bare lade mig komme hjem. jeg skal lide siger han. efter 6 dage kommer jeg ikke hjem men til en nær bekendt. jeg bor hos hende samme med mine børn i 10 dage. på dag nr 6, ringer han til mig og siger: hvis du vil hjem og du vil have jeg skal tilgive dig, er du nødt til at sige til hele omgangskredsen at du fortryder og at du ikke har kendt eller snakker med nogen mand. han har åbebart fortalt hele byen om vores hemmelighed og grunden til jeg vil skilles. jeg hader ham.
der kommer 7 kvinder og hører mig fortælle jeg fortryder, det er så pinligt og nedgørende. tænk de tænker jeg er en luder som kommer tilbage til sin mand."
Citat slut
hvad vil du ellers kalde det?
http://www.b.dk/kommentarer/kvindeunder ... slams-navn
Kvindeundertrykkelse i islams navn
Jeg kan selvfølgelig forstå at i ikke kendte hinanden godt nok og kendte heller ikke hinandens grænser for hvornår noget er nok.
Derfor er der selvfølgelig ikke noget galt i at give sin ægtefælle en chance til hvis han/hun begår en fejl man ikke ønsker skal være del af ægteskabet. I dette tilfælde udøvede din mand vold mod dig, og det ser ikke ud til at være et lille skub, nej det er grov vold.
Efter første voldsepisode burde have gjort det meget tydeligt og klart at hvis han ønsker at være i ægteskabet så skal det ikke ske igen. ALDRIG.
hvis han så gjorde det igen, ja så burde du have sagt farvel og tak og fået en god afslutning på ægteskabet.
Hvis du overhovedet skal blive sammen med manden må du gør det klart at du ikke ønsker vold i forholdet og han må gør sine krav klart. også bør du måske også kræve at han hjælper til derhjemme når han ikke arbejder ude. Der skal jo være en ballance..
Pige 65.
Nada er absolut ikke den første til at sige at Islam ikke undertrykker kvinder.
Det er en kendsgerning, en fakta at kvinder har rettigheder i Islam og det manden i denne historie har gjort ikke har nogen plads i Islam.
Du skriver Islam undertrykker kvinder fordi denne mand siger til sin kone hun skal lide og fordi han behandler hende skidt.
Hvis dette er dit bevis på at Islam er det ene eller det andet (uanset), så fortæller det altså meget mere om dig end Islam.
Du må være en meget ung pige eller så er du bare inkometent og formår ikke at forstå.