Jeg er den onde stedmor!!
Må simpelthen komme af med mine frustrationer, og fandt dette forum, så først undskyld det skal gå ud over jer...
Da jeg mødte min mand havde han i forvejen en datter på 7 år, som aldrig har været en del af hans liv. Han og hans daværende kæreste var eninge om at gå hver til sit, og hun har aldrig forventet hans deltagelse. Hvis det skal være helt ærligt mener han slet ikke han er far til barnet, men påtog sig faderskabet, fordi kæresten mistede sin mor og bror under graviditen, og han ønskede ikke at skabe yderligere dilemma for hende. Da hun mistede sin mor, blev hans forældre en slags ståsted for hende, og hun er kommet der meget. Hun og børnene (hun har 2 mere) har i lange tider haft en god kontakt med hele min mands familie, der dog med årerne ikke længere er så intens.
Med tiden bliver situatioen mellem mor (altså mind mands eks.) og datter anspændt, og hun anbringes som 16 årig på en institution, vi får at vide hun har fået diagnosen ADHD- og alt er kørt i hårdknude i hjemmet.
Jeg spørger min mand om vi ikke skal melde os på banen, og tilbyde vores hjælp.
Han afslog hårdnakket, siger det for sent, han ønskde stadig ikke kontakt, og kendte heller ikke pigen (de har slet ikke haft kontakt i de mellemliggende år).
Sammen har vi nu 3 børn og jeg elsker min mand!
Sagen er nu den, at vi netop er blevet kontaktet af pigen, hun vil gerne lære hendes far at kende. Hun er nu 19 år og bor sammen med sin kæreste. Jeg synes egentlig de første par dage, at det var okay, og det var hendes ret. min mand og hende snakkede i timevis i telefon de første dage, og til sidst kørte han op og besøgte hende, mest fordi han gerne ville have klar besked på, hvilken forventnigner hun har til den nyoptaget kontakt.
Det viser sig så, at hun ikke blot vil lære ham at kende, hun vil have en FAR - for alle pengene. Hun vil gerne bo i nærheden af os, lære vores børn at kende, gerne med på ferie, holde jul osv. hun vil have en familie!! hun siger hun er blevet uvenner med hendes mor, hvilket vi ved ikke passer, da min mands søster er veninde med hende. På besøget fik min mand mulighed for at hilse på kæresten (som hun indrømmer ryger en del hash) hun har aldrig afsluttet skolen, de er begge på kontant hjælp, og hun mangler i øvrigt penge til p-piller og cigaretter (!) Der slog jeg bare helt bak, og jeg er gået fra at være den der ville bringe familien sammen, til at være den der siger, det bliver bare løgn!! Jeg orker det ikke! Min mand er i et dilemma, han ønsker egentlig slet ikke kontakten, men er bange for hun kan gøre skade på sig selv hvis han afviser hende. Han har tilbudt de kan ringe sammen og ses en gang i mellem, hvortil hun svarede "jeg vil have en familie- og du er mit kød og blod" han forsøgte at sige at de måtte tage små skridt, og en dag af gangen, hun var jo også en voksen pige nu, og for ham helt fremmede. Dette var hun ikke tilfreds med, og sender dagligt "hej far-hvad laver du nu" sms'er. Hun siger hun har "krav" på at se vores fællesbørn, som jeg pludselig har fået totalt ejerfornemmelse af og tit tager mig selv i at sige "mine" børn. Jeg hader mig selv for det, men jeg føler næsten hun truer min familie- kommer her og gør krav på både min mand og børn- ved godt jeg er helt åndsvag, men kan slet ikke stoppe det. jeg har opfordret ham flere gange til at tage kontakten op, før vi fik fællesbørn, hvilket han har afslået... og nu??? Ja, nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal stille op.. Jeg kan jo sagtens følge pigen og hendes følelser, jeg kan også følge min mand, hvilket gør det så svært at forstå mine egne
Da jeg mødte min mand havde han i forvejen en datter på 7 år, som aldrig har været en del af hans liv. Han og hans daværende kæreste var eninge om at gå hver til sit, og hun har aldrig forventet hans deltagelse. Hvis det skal være helt ærligt mener han slet ikke han er far til barnet, men påtog sig faderskabet, fordi kæresten mistede sin mor og bror under graviditen, og han ønskede ikke at skabe yderligere dilemma for hende. Da hun mistede sin mor, blev hans forældre en slags ståsted for hende, og hun er kommet der meget. Hun og børnene (hun har 2 mere) har i lange tider haft en god kontakt med hele min mands familie, der dog med årerne ikke længere er så intens.
Med tiden bliver situatioen mellem mor (altså mind mands eks.) og datter anspændt, og hun anbringes som 16 årig på en institution, vi får at vide hun har fået diagnosen ADHD- og alt er kørt i hårdknude i hjemmet.
Jeg spørger min mand om vi ikke skal melde os på banen, og tilbyde vores hjælp.
Han afslog hårdnakket, siger det for sent, han ønskde stadig ikke kontakt, og kendte heller ikke pigen (de har slet ikke haft kontakt i de mellemliggende år).
Sammen har vi nu 3 børn og jeg elsker min mand!
Sagen er nu den, at vi netop er blevet kontaktet af pigen, hun vil gerne lære hendes far at kende. Hun er nu 19 år og bor sammen med sin kæreste. Jeg synes egentlig de første par dage, at det var okay, og det var hendes ret. min mand og hende snakkede i timevis i telefon de første dage, og til sidst kørte han op og besøgte hende, mest fordi han gerne ville have klar besked på, hvilken forventnigner hun har til den nyoptaget kontakt.
Det viser sig så, at hun ikke blot vil lære ham at kende, hun vil have en FAR - for alle pengene. Hun vil gerne bo i nærheden af os, lære vores børn at kende, gerne med på ferie, holde jul osv. hun vil have en familie!! hun siger hun er blevet uvenner med hendes mor, hvilket vi ved ikke passer, da min mands søster er veninde med hende. På besøget fik min mand mulighed for at hilse på kæresten (som hun indrømmer ryger en del hash) hun har aldrig afsluttet skolen, de er begge på kontant hjælp, og hun mangler i øvrigt penge til p-piller og cigaretter (!) Der slog jeg bare helt bak, og jeg er gået fra at være den der ville bringe familien sammen, til at være den der siger, det bliver bare løgn!! Jeg orker det ikke! Min mand er i et dilemma, han ønsker egentlig slet ikke kontakten, men er bange for hun kan gøre skade på sig selv hvis han afviser hende. Han har tilbudt de kan ringe sammen og ses en gang i mellem, hvortil hun svarede "jeg vil have en familie- og du er mit kød og blod" han forsøgte at sige at de måtte tage små skridt, og en dag af gangen, hun var jo også en voksen pige nu, og for ham helt fremmede. Dette var hun ikke tilfreds med, og sender dagligt "hej far-hvad laver du nu" sms'er. Hun siger hun har "krav" på at se vores fællesbørn, som jeg pludselig har fået totalt ejerfornemmelse af og tit tager mig selv i at sige "mine" børn. Jeg hader mig selv for det, men jeg føler næsten hun truer min familie- kommer her og gør krav på både min mand og børn- ved godt jeg er helt åndsvag, men kan slet ikke stoppe det. jeg har opfordret ham flere gange til at tage kontakten op, før vi fik fællesbørn, hvilket han har afslået... og nu??? Ja, nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal stille op.. Jeg kan jo sagtens følge pigen og hendes følelser, jeg kan også følge min mand, hvilket gør det så svært at forstå mine egne
Kommentarer
Jeg syntes også hun virker lidt anmasende. Penge og en kæreste på stoffer.
Jeg tror virkelig ikke, jeg kunne eller ville klare den slags. Ikke sådan uden videre, det måtte komme langsomt.
Hvis det var et lille barn bliver jeg mere blød, men det er der jo ikke tale om.
I er så forskellige at det kunne skabe meget ballade. Ja, det er så bare min mening, andre må have deres.
Gøre skade på sig selv. Det tror jeg næppe, så ville hun gøre det alligevel på et tidspunkt. Undskyld, men hvis det er så alvorligt ville jeg ikke være med til at lukke hende ind i familien.
Det var noget helt andet, hvis der var tale om et barn.
Diagnosen ADHD er ikke gyldig, medmindre den er stillet af en speciallæge. Mange kommuner bruger denne diagnose, uden at det er undersøgt om der virkelig er tale om denne tilstand.
Hun er ikke uden penge, hold fast i det. Det er ikke nogen hjælp, at give hende penge, hun skal lære at administrere dem hun får.
Når det så er sagt, så er hun stillet som de fleste unge der har været anbragt. Dårlig eller ingen skolegang. Det er ikke pigens skyld, men samfundets. De får ingen hjælp til uddannelse eller bare det at få et arbejde.
Din mand har muligvis lidt dårlig samvittighed overfor pigen, og derfor kan hun lettere "snøre" ham.
Hun kan ikke stille krav om nogen ret til jeres familie. Havde hun det, havde kommunen forlangt samvær under anbringelsen.
Det bedste, set med mine øjne er, at i formidler en hjælp til hendes skolegang. Mange muligheder er åbne, hvis hun vil.
Jeg har et par børnebørn der er anbragt. Pigen nærmer sig nu de 18 år.
I alle de år hun har været anbragt, har ingen taget sig af et lille problem, hun havde med regning. Jeg vidste hvori problemet var. Hun har fået 00 i regning, i alle de år. Vi har ikke haft kontakt med børnene, men nu har pigen på egen hånd søgt kontakt til sin far. Hun fortalte ham, at "de" troede hun var talblind, læg mærke til ordet troede, det var ikke undersøgt, og man havde bare ladet problemet være.
Min søn "busede" lige ud med, hvad det var for et problem, hvorfor de bare havde ladet hende sejle sin egen sø, og vupsi, så fik hun en lærer, der kunne hjælpe hende. Nu kan hun regne og hun glæder sig til at få en god eksamen.
Sådan en dårlig skole koster samfundet 35000,00 kr. pr. måned. (Ikke 3500,00) plus 65000,00 kr om pr.md. for selve anbringelsen. Det er hvad de unge mennesker bliver udsat for og samfundet betaler gladeligt godt og vel 1 mill. kr. om året pr anbragt barn.
Så dit "nye" barn har brug for meget hjælp til at komme i gang, det vigtigste er hendes skolegang.
Jeg kan forstå dine frustrationer, men du kan bruge dem til at stille krav til den unge dame. Hun mangler ikke penge, men hun mangler at kunne administrere dem. Hun har også ret og krav på efterværn. Men det er bedst hvis hun kan komme ud af kommunesystemet.
Victoria
1000 tak for dit svar - det er dejligt at få andres syn på sagen! Især er det dejligt at du siger hun ikke kan kome og gøre "krav" på vores familie. Jeg tror også hun er blevet meget misforstået som barn, og uden helt at have så meget forstand på ADHD diagnosen tror jeg ikke hele hendes opførsel kan undskyldes med det. Hun får i hvert fald ingen former for medicin - men ved ikke helt hvilken betydning det har i forhold til "sværdhedsgraden". Jeg vil jo egentlig gerne forsøge at støtte og hjælpe hende, men bryder mig heller ikke om følelsen af hun pludselig kommer og sætter dagsordenen - så ja, du har helt sikkert ret i det med grænserne
Tak for dit svar! Jeg har også tænkt på dna test, men min mand synes det er synd, når hun har gået alle de år og været sikker på han er hendes far - det kan jeg godt se- på en måde
I hvert fald har jeg besluttet at jeg ikke ønsker mine børn (se nu skrev jeg MINE igen) blandet ind i det rod, her er der tale om tvillinger på 6 og en på 4, de vil slet ikke kunne forstå hvis hun pludselig skal være en stor del af deres verden, som der jo i virkeligheden heller ikke er nogen af os der ønsker... og i hvet fald er mit hjem satdig mit, og mine grænser. Tror bare jeg må se tiden an - og forsøge at få noget søvn, så jeg tænker mere klart! I hvert fald tusind tak for dit svar! God søndag
Jeg mener ikke det er synd for hende. Hun er voksen og er vel også selv interesseret i at være helt sikker.
Når man ser sporløs kan man jo se, hvor meget det betyder med biologisk familie.
Jeg kan godt forstå dig, hvor må det være svært.
Din mand dulmer sin samvittighed, men burde tænke sig godt om, at han ikke får ødelagt jeres fred. Men det er jo let nok sagt af mig.
Nej, du er ikke nogen ond stedmor, bestemt ikke.
Jeg turde ikke gøre det. Hun er som en fremmed. Hun kan aldrig blive, som en datter der er vokset op i familien.
Hun kræver noget hun ikke kan opnå. Det synes jeg godt man kan sige til hende.
Når hendes kæreste ryger hash, gør hun det sikkert også. Det er et almindeligt problem for unge der har været anbragt.
Som jeg læser dit første indlæg, er din mand jo også lidt betænkelig, og det gør han ret i. Den fornemmelse kommer ikke ud af den blå luft.
Jeg har selv mine betænkeligheder med de to anbragte børnebørn. Vi kender ikke hinanden mere, jeg har ikke set dem i mange år, så vi er fremmede for hinanden.
Min søn formår at have datteren på besøg, hvor de undlader at tale om "vigtige ting".
Din "papdatter" kan ikke en gang respektere jer som familie, hun forstår ikke, at hvis hun gerne vil være en del af jeres liv, så skal hun holde op med at kræve det som en ret hun har. Det er det ikke.
Det kan skabe splid i jeres familie, Jeg ville have mine betænkeligheder.
Så jeg mener, du skal holde op med at kalde dig "den onde stedmor". Det er lige det modsatte du er.
Man kan være så god, at man er ond. Man være så ond, at man er god.
Når et barn anbringes, skal kommunen sørge for kontakt til netværk, evt. en far der ikke har været der.
Så dårlig samvittighed overfor den unge dame, kan godt lægges på hylden. Kommunen har ansvar for anbringelsen og følgerne af den.
I ved jo heller ikke hvorfor pigen blev anbragt. Der kan have været nogle problemer i ikke ved noget om. Hvis i kender anbringelsesstedet, kan i søge på nettet. Her kan i finde ud af, hvilke børn/unge der er anbragt det pågældende sted.
Det lyder ikke betryggende, at både hun og kæresten er på kontanthjælp. For hendes vedkommende har kommunen stadigvæk en forpligtelse overfor hende til og med det 23. år.
I kan ikke hjælpe hende. De krav hun stiller er fuldstændig urealistiske, det vil skabe problemer for jer.
Læg dårlig samvittighed m.m. væk, og beskæftig jer ikke mere med den.
Brug realitetssansen og sæt nogle rammer for evt. kontakt. Kan de ikke godtages, jamen så var det det. Det er jeres hjem.
Endvidere lyder det også underligt, at hun ikke på egen hånd har opsøgt jer, da hun blev 18.
Jeg har en anelse om, at hun vil bruge sin far, som en pengeautomat, og det hun skal bruge penge til, får mig til at tænke på misbrugsmiljø.
De mangler ikke penge. Gør man regnestykket op, har de sikkert flere penge til rådighed, end en almindelig familie har.
Jeg tænker lidt over, hvad din mand egentlig mener om alt det her. Han er jo trods alt faderen, og han HAR svigtet sin datter gennem mange år, sådan ER det bare, et barn man har sat i verden, har man et ansvar for PUNKTUM. Samfundets ansvar, ja men det er vel kun kommet dertil, fordi der har været voksne omkring barnet, som ikke var DERES ansvar voksne. Stakkels pige !!! Jeg foragter altså voksne mennesker, som lader et barn betale den høje pris for deres egen svigt/svaghed, og så oven i købet undskylder det efterfølgende. Det er mere klædeligt, at vedgå sig de fejl man har lavet, og så gøre hvad man kan for at få det bedste ud af det. Barnet har betalt ALT for længe, ja og nu er det din mands tur. Da du er en del af hans liv, vil det naturligvis også påvirke dig, sådan er livet nu engang. Det handler ikke om hvad der er nemmest, men om hvad der er muligt og rigtigt i den givne situation. Klar har hun ret til at være den del af sin fars liv, hvad ville du mene om, at "dine" børn ikke var velkomne i deres fars liv ? - tænk lige den tanke igennem. Skal hun så være en del af jeres familie, er det jo en del af jeres familie ikke hendes drøm om en familie, der er gældende for hans liv nu. Det vil sige uanset hvor gammel hun desværre er blevet, så har hun naturligvis at respektere jer som i nu engang "driver" familie. Hun kan ikke stille krav til, hvordan i skal aggere som familie. Men hun kan som den voksne pige hun nu engang er inviteres indenfor som en del, der må fylde det, som børn i den alder må i jeres familie (se hvad jeres fælles børn må engang). Har hun problemer, skal i støtte hende, så meget i nu kan, det vil måske få enorm betydning for hende i længden, at i gør det. Tænk bare hvis hun engang kan sige, hvor var det godt, at jeg har sådan en far med så storslået en kone. Ville det ikke være hele prisen værd ? Jeres fælles børn bliver helt sikkert ikke dårligere stillet fordi de pludselig får en bonus søster, også selv om hun er bistandsklient. Jeg håber i kan finde plads til hende, en plads hun altid skulle have haft.