Åhhh kunne man bare hjælpe dem...?

Memme83

Hej Lotte123

Tilstadighed i vores liv, bør vi tage i mod konstruktiv kritik, tænke over den og så gøre hvad vi hver især føler er bedst. Hvad enten det er at tage kritikken til efterretning eller ignorere den, valget er op til hver enkelt...

Jeg ved godt at jeg lader mig rive med af en diskussion, og ikke altid udtrykker mig hensigtsmæssigt, bøjet i neonrør så enhver forstår præcist hvad jeg mener. Men det er noget jeg altid arbejder på at gøre bedre.

Det forekommer dog indimellem at jeg møder mennesker som så absolut ikke er på samme bølgelængde som jeg, det er vi to tilsyneladende ikke. Men det jeg siger, siger jeg ikke for at såre nogens følelser.

Denne lille kritik der kommer nu kan du vælge at gøre med hvad du lyster, den er på ingen måde ondt eller sårende ment.

I denne debat, vælger du at tage fokus på stort set alt andet end det jeg ønsker at få et godt råd til. Tiltrods for at jeg har skrevet det klart og tydeligt i alle mine indlæg, på nær et?
Jeg ved ikke hvorfor du absolut vælger at misforstå hvad mit ønske med denne debat er.

Lad dette være min lille, meget velmenende, konstruktive kritik til dig: Måske du skulle prøve at fokusere lidt mere på hvad folk rent faktisk ønsker at få et godt råd til?
Og ikke alt det andet pladder der bliver skrevet, udelukkende for at forklare hvad situationen går ud på?

Men mange tak for din deltagelse i denne debat, om ikke andet har det da åbnet mine øjne for at der er meget ved min formulering der kan forbedres endnu!

Kan du have en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

Hilsen Memme

lotte123

Et eller andet sted kan vi vel blive enige om, at vi i den grad er gået forbi hinanden, og også jeg vil vældigt gerne lære formuleringens kunst, så derfor vælger jeg at bruge et øjeblik mere her. :-)

Som jeg læser dine indlæg, så vil du frygteligt gerne hjælpe dine overvægtige venner/familie til at blive klar til kampen om at tabe kilo? Har jeg forstået det korrekt?

Jeg læser, at du har forsøgt diverse modeller, men er blevet mødt med vrede ”eller også resulterer det i et raseriudbrud som vil få en hver atombombe til at ligne en lille ubetydelig prut?” Har jeg forstået det korrekt?

Jeg tillader mig så at dvæle lidt ved, at overvægtige selv er fuldstændigt klar over, at de er overvægtige, og ofte føler det som et personligt overgreb når andre også skal fortælle dem det, og min holdning er, at det også er der, man som velmenende hjælper virkelig løber på en mur – og jeg gætter, at det er her, debatten i din verden glider af sporet?

Bevares – jeg prøver også at komme ind på, at langt de fleste overvægtige er kede af, at være overvægtige og netop HAR forsøgt alle mulige og umulige kure, og at det nok er der, du blev vred på mig? Det var – for mig at se – udelukkende en vinkel til også at have en forståelse for den overvægtige – og en sådan forståelse er absolut nødvendig, hvis man vil hjælpe. Jeg gætter på, at du en den grad mener at have denne forståelse, hvorfor du følte det som et irrelevant emne at tage med?

Min holdning er, at da dette er et offentligt debatforum, og at andre læser med, givetvis også overvægtige, da vi netop er i emnet ”overvægt og vægttab” - og min sekvens her, var egentlig udelukkende at udtrykke forståelse for overvægtige, deres nederlag og kampe. Og det mener du så er pladder???

Dernæst kommer jeg med et reelt forslag til dig, som bud på dit spørgsmål, som du stiller igen og igen: Hvordan kan du hjælpe dine overvægtige venner til at blive klar til kampen? Jeg svarer – også igen og igen: Ved selv at foregå med det gode eksempel. Og det er altså MIN gode erfaring, jeg så prøver at give videre.

Og her glider den så helt af sporet, for det er IKKE det råd, du vil høre, -ligegyldigt hvor effektivt, det i øvrigt er - og ja; så må det vel opfattes til, at jeg flytter fokus.

Jeg prøver nu igen med et nyt forslag: Hvad med at prøve at formulere det, du gerne vil i en helt ny debat?

Jeg lover dig 100% at jeg vil holde mig væk fra den.

Også en glædelig jul til dig og dine. :-)

persille1

Min mor, som havde sukkersyge, vidste godt hun skulle passe på med, hvad hun spiste. Men hun elskede en kage og sagde:
Jeg spiser, hvad der passer mig. Det vedkommer ikke andre, det bestemmer jeg selv. Det skal andre ikke blande sig i.
Jeg tror ikke man skal blande sig i, hvad andre gør. Hvis de ønsker en eller anden form for støtte skal de nok finde ud af det.
Det andet vækker kun harme og irritation. Min mor kunne finde på at spise en kage og chokolade, hvis nogen kom med "gode råd". Hun følte andre ville tage magten fra hende og bestemme, hvad hun skulle eller ikke skulle.

Calyps0

Sommetider er det mest effektive råd at sige tingene ligeud.

Jeg var 25 kg overvægtig, selvfølgelig vidste jeg det og var også ærgelig over det, men gad ikke tage mig sammen - adfedning er ikke ligefrem det morsomste i verden og undskyldninger var der nok af. Af og til prøvede jeg halvhjertet - sådan mandag, tirsdag var jeg af sporet.

En dag sagde en god veninde til mig, uden omsvøb og men kærligt ment helt fra hjertet, at jeg skulle tabe de overflødige kilo. Andet sagde hun ikke.

Jeg tyggede lidt på det over det, ordene fik lov til at bundfælde og et stykke tid efter blev jeg inspireret af en TV udsendelse - hey jeg gør det squ, det her vil jeg. Og jeg gjorde det - det tog 8 måneder med en god kostplan, der passede til mit temperament.

Hvergang jeg mødte veninden fik jeg rygklap - hun fik mig med som gæst i hendes firmafitness og det var sjovt, så motionen blev en del af min hverdag og er det stadig.

Senere har jeg tænkt, at ingen andre sagde noget til mig, de bekræftede kun mine selvløgne - ja man lægger sig ud med alderen, du er da meget pæn osv.
De ville bare være søde og ikke såre mig.

Så rådet kan være at give det kærlige spark bagi, udfordre, men ikke være over èn konstant. Beslutningen om at ændre livsstil er ens egen, man styrer sit eget slankeprojekt og gider ikke have alle mulige råd og madopskrifter - men heppere langs vejen holder én på det rette spor.

Glædelig jul

persille1

Jamen, jeg har da forstået det sådan, det er sagt og de vil netop ikke vil høre på "gode råd".


citat

Der er specielt en som jeg meget gerne ville kunne hjælpe, men bare man nærmer sig emnet vægttab, i en eller anden form. Klapper vedkommende i som en østers eller også resulterer det i et raseriudbrud som vil få en hver atombombe til at ligne en lille ubetydelig prut?

citat slut

Memme83

Hej Calyps0

Hvad din veninden har gjort for dig, er præcist det jeg har forsøgt at opnå, i alle tænkeligt snedige former.

Som Lotte123 opfordrer til har jeg også forsøgt at gå foran med et godt eksempel, ved selv gå fra en kampvægt på 114 kg, til 93 kg på et års tid. Men heller ikke det har hjulpet meget, jo for mig, men der har ikke været nogen større interesse fra hende?

Det jeg gjorde var en kold tyrker fra sodavand, chokolade oa. snask, og derudover en kost omlægning i al almindelighed, uden at gå over i den anden grøft og blive kaloriefanatiker, intet andet.

Det gør mig utroligt ked af det, at være vidne til at hun bare får sig en bredere og bredere skygge...?

Det der gør mest ondt i min sjæl, er at jeg kan da sagtens sidde her og tude over at jeg skal tabe lige så meget endnu, det var i alt ca. 45 kg, jeg skulle tabe fra min kampvægt og til ca. min idealvægt.

Men min kamp er ingenting, og jeg mener virkelig ingenting i forhold til den kamp hun stå overfor, hvis hun engang skulle blive klar til at tage den op!

Min kamp er svær nok i sig selv, så hvis jeg bare kunne hjælpe hende bare en lille smule til at kunne tage kampen op. Så lover jeg jer alle dette:

Jeg står forrest og i centrum, og hepper allermest af alle!!

Hilsen Memme

persille1

Memme, jeg har lige så stille taget 4 kg på. Dem ville jeg gerne af med igen. Jeg har ikke ændret på noget som helst. Det irriterer mig en hel del, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal slippe af med dem. I forvejen drikker jeg f.eks. aldrig sodavand eller lever fedt på nogen måde. Hvis ikke de forsvinder af sig selv har jeg tænkt på at henvende mig hos en diætist.

Nogen mennesker tager åbenbart på af årsager, som vi ikke uden videre kan komme af med uden faglig hjælp.
Måske er det viden, de mangler. Måske har de prøvet at tabe sig uden at det virkede. Man taber jo modet og lysten, hvis kroppen skriger på mad og man holder igen og det stadig ikke hjælper. Så tror jeg mange opgiver og bliver stiktosset, når andre taler om det.
Ja, det er jo bare tanker, jeg sidder med. Prøv at læse dette.

http://videnskab.dk/krop-sundhed/er-for ... ld-i-fedme

Memme83

Jeg er helt klar over at hun ikke kan gennemføre et så stort vægttab, uden at hun på et eller andet tidspunkt, søger noget professionelt hjælp. Men jeg tror at der ville forsvinde mange kilo, udelukkende ved at lægge kosten om og blive det der sukker kvit!

Hvis man drikker meget sodavand, kan man med fordel skifte det ud med danskvand! Danskvand kan fås i flere smags varianter i dag og bor man i nærheden af grænsen, kan man med fordel hente dem der, man skal bare altid huske at have dem i køleskabet, for en lunken danskvand er bestemt ikke spændende!

En ting jeg meget hurtigt lærte var at man ALDRIG må tage ud og handle når man er sulten! Så falder men nemmere for fristelsen!

Men jeg ved stadig ikke hvordan jeg kan hjælpe hende?

Jeg ønsker mig en åbenbaring i julegave!

Hilsen Memme