Indstillinger
jeg får det bare aldrig sagt.
Hej.
Jeg har skrevet herinde før. De søde mennesker der svarede på mit indlæg sagde jeg skulle tale med min læge, og mine forældre. men der er bare som om jeg aldrig får det gjort, jeg kan ikke stoppe min far og sige til ham at jeg ikke har det godt. jeg kan ikke bare tage ned til min læge og sige jeg ikke har det godt. jeg ved ikke hvad det er med mig? jeg føler skyld når jeg skal fortælle om det, for jeg kan jo påvirke deres tankegang med alt mit negative.
hvordan skal jeg dog få det sagt?
hvad skal jeg dog sige?
Altså det er jo heller ikke sikkert at der er noget at hente, jeg har bare været ked af det siden syvende (jeg går i niende) og har måske skåret i mig selv et par gange, og sådan lidt, de teste jeg har taget igennem det sidste lange stykke tid, har sagt jeg har en svær depression, men de er jo også bare ledende? Jeg tror også bare at jeg er bange for at høre sandheden, for hvis jeg virkelig er syg, hvad så?
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg kan bare ikke fortælle folk om det. Jeg får det bare så dårligt.
Er der nogle der har nogle råd til hvor jeg kan starte? uden det bliver for voldsomt? ellers ved jeg også bare med mig selv at jeg aldrig kommer i gang.
hvad skal jeg dog gøre af mig selv?
18. maj 2012.
Jeg ville lige give en opdatering og sige at jeg er kommet til psykolog, og har snakket med mine forældre nu, selvom jeg ikke kan mærke nogle forandring, så er jeg i gang! I skal have tusind tak for jeres hjælp! det har betydet rigtig meget for mig, og hvor jeg er nu! tusind tak, jeg kan ikke beskrive hvor meget det har hjulpet! I er nogle dejlige mennekser!
Jeg har skrevet herinde før. De søde mennesker der svarede på mit indlæg sagde jeg skulle tale med min læge, og mine forældre. men der er bare som om jeg aldrig får det gjort, jeg kan ikke stoppe min far og sige til ham at jeg ikke har det godt. jeg kan ikke bare tage ned til min læge og sige jeg ikke har det godt. jeg ved ikke hvad det er med mig? jeg føler skyld når jeg skal fortælle om det, for jeg kan jo påvirke deres tankegang med alt mit negative.
hvordan skal jeg dog få det sagt?
hvad skal jeg dog sige?
Altså det er jo heller ikke sikkert at der er noget at hente, jeg har bare været ked af det siden syvende (jeg går i niende) og har måske skåret i mig selv et par gange, og sådan lidt, de teste jeg har taget igennem det sidste lange stykke tid, har sagt jeg har en svær depression, men de er jo også bare ledende? Jeg tror også bare at jeg er bange for at høre sandheden, for hvis jeg virkelig er syg, hvad så?
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg kan bare ikke fortælle folk om det. Jeg får det bare så dårligt.
Er der nogle der har nogle råd til hvor jeg kan starte? uden det bliver for voldsomt? ellers ved jeg også bare med mig selv at jeg aldrig kommer i gang.
hvad skal jeg dog gøre af mig selv?
18. maj 2012.
Jeg ville lige give en opdatering og sige at jeg er kommet til psykolog, og har snakket med mine forældre nu, selvom jeg ikke kan mærke nogle forandring, så er jeg i gang! I skal have tusind tak for jeres hjælp! det har betydet rigtig meget for mig, og hvor jeg er nu! tusind tak, jeg kan ikke beskrive hvor meget det har hjulpet! I er nogle dejlige mennekser!
Kommentarer
Vil det ikke være lettest at gå ind i din e-mail, skrive din fars eller lærers adresse i "til"-feltet og så skrive en kort mail hvor du skriver, at du har det dårligt, og så sende den afsted? Eller skrive tingene i en sms og sende den.
Så har du taget første skridt.
Min mor er ikke til at snakke med om sådan noget, hun har ingen følelser og jeg vil derfor tage udgangspunkt i at fortælle min far det.
Men tak for de gode svar :-)
Så få det gjort i dag så det er gjort
Jeg er en pige på 16 år, som har stået i præcis samme situation som dig.
Jeg kender til følelsen af, at mine tanker og følelser vil være fuldstændig håbløse at dele med andre, hvilket betød, at jeg gik med mange negative følelser og tanker alt for længe.
Det er altid svært at tage det første skridt, men det er nødvendigt, hvis du skal have det godt igen. For mig var det lettest at tale med en lærer om det - netop fordi jeg følte, at det var for grænseoverskridende at tale med mine forældre om det. Så jeg snakkede med en lærer, som jeg stolede på, og hun tog derefter kontakt til skolens psykolog og så var processen allerede igang.
Jeg synes, at du skal gøre det samme. Snak med dine forældre eller hiv fat i en af dine lærere. Du kan også bestille en tid his din læge, som højst sandsynligt vil henvise dig til en psykolog eller psykiater.
Det er slet ikke så slemt, som man skulle tro :-)
Mange hilsner
Idapigen
Tusind tak for dit svar! Jeg har snakket lidt med min lærer som også har hjulpet mig en hel masse! Men jeg føler skyld over at fortælle andre om mine "lidelser". For jeg føler mig bare så kav, og nogle gange er det som om ingen forstår mig. Men det er helt sikkert en ide som du siger der! Og min lærer ved ikke alt om mig, men jeg tror min lærer tror at jeg har det fint nu. Og jeg vil ikke spilde min læres tid mere end jeg allerede har gjort ved at tale med mig.
Øhm jeg kan ikke få mig til at gå til min læge uden mine forældre ved det, hvorfor ved jeg ikke?
Men jeg tror også det går bedre nu end før, eller det er det jeg prøver at sige til mig selv for at skubbe det længere væk at skulle sige det til dem - tror jeg?
Men hvad jeg helt nøjagtigt skal sige til de gamle endnu er jeg stadig uvidende over for. Men jeg kæmper en kamp inde i mig selv for at få det sagt. Men det er som om den kamp allerede er tabt?
Men tak for dit svar!
det er nogle super gode råd du kommer med der! og jeg kan skam også godt se det. Og jeg tror også helt sikkert jeg bliver nød til at tale med en voksen om det hele. jeg syntes også bare det er så svært at ''blotte'' ens følelser for andre. men jeg kan godt se det er en nødvendighed! jeg kan allerede mærke at det påvirker min hverdag.
men jeg vil helt sikkert bruge jeres råd, tak! ideen med brevet der er også en rigtig god ide! det vil jeg helt sikkert overveje stærkt!
Og mht. det med at skrive sine følelser ned på et papir så har du fuldstændig ret! det virker, og jeg har gjort det i noget tid nu, nærmest som en dagbog. og det hjælper med at få renset ud i alle tankerne!
Tusind tak for de mange støttende ord! Det er sådan nogle alle kan bruge om de har det dårligt eller ej! Rigtig mange gange tak!