Deprimeret, stresset eller bare i hormonel ubalance?

FrejaAndrea1

Hej,

Jeg ha kontktet lægen, og jeg har været derinde sammen med min søster. Jeg skal derhen igen på torsdag og få taget en test. Jeg aner ikke hvilken test det er, men jeg tror, det er en depressionstest.
Indtil videre synes jeg, at processen har været lang. Jeg snakkede med lægen, og nu er der gået 7-10 dage, og nu skal jeg derind igen.
Jeg har også fortalt det til mine forældre. Min mor reagerede stærkt på det dagen efter og "smed" mig ud af kolonihavehuset, hvor jeg derefter levede med min søster i 8-10 dage. Nu er jeg hjemme igen, men det er som om alt er det samme. Jeg skjuler stadig, når jeg har det dårligt. De prøver ikke at gøre noget ved, at jeg overspiser hele tiden. De prøver ingenting. Jeg har indviget dem i alt jeg gør, men der er ingen forandringer. Jeg vidste ikke, hvor svært det ville være at få hjælp. Jeg troede, at når jeg fik fortalt det, ville jeg få hjælp af min familie, men det der er sket er, at alt er gået tilbage til normalt.
I starten hjalp min søster mig rigtig meget, hun spurgte tit hvordan jeg havde det osv., men hver gang jeg fortalte at jeg ikke havde det godt, havde hun bare sådan en opgivende rynke i panden der sagde "jeg gør så meget, men får intet ud af det." Så naturligt gik det stille og roligt fra. "ikke godt.." til: "jeg har det fint" eller "jeg har det godt i dag." Så at fortælle tingene har ikke rigtig gjort nogen forskel. Det er som om, at de tror, at nu hvor jeg har sagt det til dem, har jeg allerede fået det tusind gange bedre, og de kan jo heller ikke mærke på mig, hvor skidt jeg har det. Jeg er vant til at skjule det ned til mindste detalje.
Jeg ved, at det her lyder mærkeligt, men jeg græder inden i mig selv. Jeg kan føle, den smerte jeg har så tydeligt, og det er som om at jeg skriger inden i og græder mig selv ihjel, mens jeg er glad udenpå og smiler til folk på mit arbejde.
Det "sjove" er, at de føler en glæde der kommer fra mig, jeg slet ikke selv føler. Jeg ved ikke, hvad jeg er. Jeg ved, at kunder er gladest når ekspedienten er glad, så det er jeg. Hvorfor føler jeg mig så ikke glad? Er det noget jeg bilder mig ind? At jeg er glad, eller at jeg ikke er glad?
Jeg ville ønske mere end noget andet, at jeg kunne kontrollere hvad jeg spiser eller nogen ville hjælpe mig med at kontrollere det..
Jeg prøver at finde en mening, en grund til at jeg gerne vil leve, men det er så svært. Jeg kan slet ikke se det. Jeg vil så gerne hjælpes, og det kan ikke gå hurtigt nok. Jeg kan slet ikke kontrollere maden, og vægten stiger dag for dag. Det varer ikke længe før jeg går noget overordentligt dumt. Jeg kan ingengang stole på mig selv. Sygdom vs. fornuft. Sygdommen har det med at vinde, selvom fornuften prøver stærkt på at modstå.
Jeg får også tit folk til at grine, men ikke sikker på hvordan. De griner af noget jeg siger, men jeg vidste ingengang det var sjovt. Jeg synes ingenting er sjovt. Alt er så dødalvorligt. Jeg kan ikke tage jokes. Jeg bliver ikke fornærmet, jeg svarer bare seriøst tilbage på dem. Hvis den bedste medicin er latter, er jeg doomed.
Jeg føler mig helt syg, når jeg har kastet op. Det gør bare så ondt inden i, og jeg ved ikke hvad i alverden der skal fjerne den smerte, når intet menneske jeg nogensinde har mødt har kunnet det. Hvorfor skulle en psykolog eller læge hjælpe mig? De er bare mennesker ligesom alle de andre har været derude.
Jeg forstår ikke, hvorfor mine forældre ikke vil bruge penge på en psykolog/terapeut eller hvad jeg har brug for? Vi har massere af penge! Jeg går ikke på privat skole eller til guitar mere, så vi har flere penge end før, men de synes at det er for dyrt! FOR DYRT! DET er det svar man får, når man har brug for hjælp?! Jeg er så ked af det! Hvorfor sagde de ikke: "selvfølgelig skat. Uanset hvad der koster at få dig på rette køl, så skal vi nok gøre det, og vi skal gøre det sammen." Det er utrolig hårdt at vide, at det ikke er sikkert jeg kan få den hjælp jeg behøver pga. penge, som vi har mere end nok af. Det kan være jeg lyder snobbet, men jeg kender udmærket godt værdien af penge. Jeg ved også godt, at vi ikke kaster penge til højre og venstre, fordi selvfølgelig skal man værdsætte en masse ting og tænke sig om, ikke bare forlange dit og dat, men når det kommer til dette, føler jeg ikke at jeg er uretfærdig. Hvordan kan penge betyder mere end mit helbred? Hvis vi var fattige ville jeg forstå det, men det er vi ikke, og jeg er ikke længere en stor udgift. Jeg køber alt selv, ingen privatskole eller privatundervisning. Det eneste er mad. (Ikke alt det ekstra jeg køber ved ssiden af. Det køber jeg i al hemmelighed.)

Kirstine1983

Hej igen! Jeg kan virkelig godt forstå at det er frustrerende og enormt sårende, når dem der står en allernærmest ikke vil hjælpe en...men de er åbentbart ikke klar over hvor stort et problem det er og hvor skidt du egentlig har det.. Men det jeg vil sige til dig er at det er utrolig flot og stærkt at du har fortalt det og er kommet det skridt videre... at det så bare ikke er blevet modtaget på den måde der var ønskeligt er selvfølgelig rigtig ærgeligt....men det betyder ikke at det var forkert at sige det eller at du så ikke kan få hjælp.. for du er rigtig meget på rette vej... især når du rækker hånden så meget ud som du gør og har sådan et stort ønske om at få hjælp...det er rigtig godt, så hold fast i det! Nu skal du så bare det rette sted hen og have hjælp...og hvis dine forældre ikke vil/kan hjælpe dig, må du selv tage affære... Du skal tage kontakt til Center for spiseforstyrrelse på telefon 78473349 eller 21370193.. Detter er nummeret til centeret i Århus..Nu ved jeg ikke hvor i landet du bor, men det ligger flere steder i landet...så hvertfald kan de dirigere dig videre til den rigtige afdeling... De kan hjælpe, både med rådgivning, samtale osv.... Jeg håber virkelig for dig at du snart får det bedre... Igen så husk at du er på rette vej og at du nok skal få hjælp...... Se at få ringet derfra.. Selvom du måske er nervøs over at skulle ringe, så er det vigtigt at du gøre det...og med det samme!! Lad være at vent længere tid...bare få ringet...så skal du nok snart få det meget bedre!
Håber det bedste for dig!
Knus herfra

FrejaAndrea1

Jeg siger endnu engang tusind tak for hjælpen. Jeg fik snakket med lægen omkring noget terapi, men hun henviste mig til en børneafdeling (for børn der går i folkeskole), så min mor besluttede sig, at nu skulle vi selv gøre noget ved det. Det er jeg enormt glad for, og jeg tror endelig, at hun har indset, det er virkelig alvorligt, hvad jeg går rundt og bærer på. Så - jeg har været til coaching et par gange, og jeg synes min coach virker som en med meget erfaring og kendskab samtidig med, at hun ved og snakker åbent omkring, hvilke kompetencer hun har. (som lægen ikke gjorde, da hun ikke kunne finde ud af at finde noget til en på min alder.)

Kirstine1983

Det synes jeg lyder rigtig godt FrejaAndrea! Er glad for at høre at du er kommet endnu mere på rette vej... Fortsæt ad den vej - det er rigtig flot - og så skal du nok blive helt rask og glad igen!
Knus herfra