Indstillinger
Deprimeret, stresset eller bare i hormonel ubalance?
Hej,
Jeg håber der er nogen, der vil tage sig tid til at læse dette. Det vil betyde meget.
Jeg er klar over at folk i min alder (16) ofte er i hormonel ubalance. Man har oftere humørsvingninger og omskiftelig humør. Alting er meget ustabilt og varierende. Min pointe er, at jeg gerne vil vide hvorvidt om det er sådan jeg har det eller om jeg måske er stresset eller har en depression?
Jeg startede i gymnasiet i sommers. Det startede ud med at være sjovt, og jeg kastede mig selv ud i at være åben og deltage i arrangementer og være social. Jeg er normalt genert og en anelse indelukket, når jeg ikke kender de mennesker der er omkring mig, men denne gang besluttede jeg mig for, at det ikke skulle være sådan.
Nå, men der hændte nogle dårlige episoder, og jeg er en meget følsom person og reagerer stærkt. Jeg husker det som, at det var der, det begyndte at gå ned ad bakke. Jeg er ikke sikker, og jeg tror egentlig ikke, at det var det som "udløste", sådan som jeg har det nu.
Jeg står op halvanden time før, jeg skal møde. Alligevel kommer jeg for sent hver morgen, og det skal lige siges at jeg bor ca. 3-5 minutter væk fra min skole. Det at jeg kommer for sent har forsaget at min fraværsprocent er for høj. Okay, måske har jeg også en tendens til at såkaldt 'pjække'.
Jeg kan ikke overskue at være ovre i skolen. Det er netop derfor jeg også pjækker. Jeg har ikke pjækket meget før i tiden overhovedet. Jeg bliver helt varm og sveder. Det føles som om mit hoved ikke kan indeholde mere. Hvis jeg er i en mindre forsamling, og folk snakker negativt, er jeg lige ved at græde, fordi jeg ikke kan indeholde mere negativitet.
Min selvtillid er i bund. Jeg kan ikke tage mig sammen til noget. Jeg kan ikke tage mig sammen til at træne eller lave lektier eller være sammen med nogen. Jeg kan ikke holde ud at være i en større forsamling. Jeg har ikke lyst til at være på eller kaste mig selv ud i noget. Jeg har lyst til at gemme mig under dynen og sove.
Jeg vågner op hver morgen og er træt, selvom jeg har sovet over 8 timer.
Jeg græder hver dag og føler mig magtesløs og rastløs. Jeg kan ikke overskue at læse 2 sider i en bog, hvis jeg har det for. Jeg kan mærke min hjertebanken tydeligt meget af tiden.
Nogen gange føler jeg mig underligt tom inden i. Jeg har jeg bare ikke lyst til at leve længere. Jeg har snakket med mine forældre om det, specielt min mor. De siger: "Hvad skulle vi bruge lægelig hjælp til? Hvad skulle lægen fortælle dig?"
I det hele taget græder jeg meget mere end jeg plejer, er meget mere deprimeret og indelukket. Jeg har mindre lyst til at deltage og være med i sociale arrangementer. Jeg orker og overskuer nærmest intet. Det eneste jeg laver er at sidde herhjemme, så meget jeg får lov til.
Jeg tror aldrig, jeg har været så meget hjemme i mit liv, som jeg er for tiden. Hver gang jeg får lejlighed til det, tager jeg hjem.
Når skoledagen er slut, og jeg tager hjem, har jeg brugt alt mit overskud. Alle mine planer om at jeg skulle træne og lave lektier, er væk. Jeg kan ikke længere overskue dem.
Jeg er klar over, at mine forventninger til mig selv måske er for høje. Jeg har lavet en liste over mine forventninger til mig selv, og markeret dem med rødt, som jeg aldrig ville kunne forvente af andre. Jeg burde arbejde med dem, men jeg kan ikke få mig selv til det.
Hvis jeg ikke havde så meget fravær, ville jeg ikke slæbe mig selv i skole hver dag.
Nogle dage har jeg ikke lyst til at leve længere. Jeg føler mig helt tømt for følelser og lysten til at leve. Det er som om, der bare ikke er noget godt tilbage i livet, selvom jeg altid prøver at se det lyse i ting, kan jeg bare ikke finde noget.
Desuden har jeg mistet lysten til at lave det jeg elsker allermest. Jeg plejer at spille musik mindst 1 time om dagen. Lige nu kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har rørt min guitar eller mit klaver.
Jeg håber der er nogen, der vil tage sig tid til at læse dette. Det vil betyde meget.
Jeg er klar over at folk i min alder (16) ofte er i hormonel ubalance. Man har oftere humørsvingninger og omskiftelig humør. Alting er meget ustabilt og varierende. Min pointe er, at jeg gerne vil vide hvorvidt om det er sådan jeg har det eller om jeg måske er stresset eller har en depression?
Jeg startede i gymnasiet i sommers. Det startede ud med at være sjovt, og jeg kastede mig selv ud i at være åben og deltage i arrangementer og være social. Jeg er normalt genert og en anelse indelukket, når jeg ikke kender de mennesker der er omkring mig, men denne gang besluttede jeg mig for, at det ikke skulle være sådan.
Nå, men der hændte nogle dårlige episoder, og jeg er en meget følsom person og reagerer stærkt. Jeg husker det som, at det var der, det begyndte at gå ned ad bakke. Jeg er ikke sikker, og jeg tror egentlig ikke, at det var det som "udløste", sådan som jeg har det nu.
Jeg står op halvanden time før, jeg skal møde. Alligevel kommer jeg for sent hver morgen, og det skal lige siges at jeg bor ca. 3-5 minutter væk fra min skole. Det at jeg kommer for sent har forsaget at min fraværsprocent er for høj. Okay, måske har jeg også en tendens til at såkaldt 'pjække'.
Jeg kan ikke overskue at være ovre i skolen. Det er netop derfor jeg også pjækker. Jeg har ikke pjækket meget før i tiden overhovedet. Jeg bliver helt varm og sveder. Det føles som om mit hoved ikke kan indeholde mere. Hvis jeg er i en mindre forsamling, og folk snakker negativt, er jeg lige ved at græde, fordi jeg ikke kan indeholde mere negativitet.
Min selvtillid er i bund. Jeg kan ikke tage mig sammen til noget. Jeg kan ikke tage mig sammen til at træne eller lave lektier eller være sammen med nogen. Jeg kan ikke holde ud at være i en større forsamling. Jeg har ikke lyst til at være på eller kaste mig selv ud i noget. Jeg har lyst til at gemme mig under dynen og sove.
Jeg vågner op hver morgen og er træt, selvom jeg har sovet over 8 timer.
Jeg græder hver dag og føler mig magtesløs og rastløs. Jeg kan ikke overskue at læse 2 sider i en bog, hvis jeg har det for. Jeg kan mærke min hjertebanken tydeligt meget af tiden.
Nogen gange føler jeg mig underligt tom inden i. Jeg har jeg bare ikke lyst til at leve længere. Jeg har snakket med mine forældre om det, specielt min mor. De siger: "Hvad skulle vi bruge lægelig hjælp til? Hvad skulle lægen fortælle dig?"
I det hele taget græder jeg meget mere end jeg plejer, er meget mere deprimeret og indelukket. Jeg har mindre lyst til at deltage og være med i sociale arrangementer. Jeg orker og overskuer nærmest intet. Det eneste jeg laver er at sidde herhjemme, så meget jeg får lov til.
Jeg tror aldrig, jeg har været så meget hjemme i mit liv, som jeg er for tiden. Hver gang jeg får lejlighed til det, tager jeg hjem.
Når skoledagen er slut, og jeg tager hjem, har jeg brugt alt mit overskud. Alle mine planer om at jeg skulle træne og lave lektier, er væk. Jeg kan ikke længere overskue dem.
Jeg er klar over, at mine forventninger til mig selv måske er for høje. Jeg har lavet en liste over mine forventninger til mig selv, og markeret dem med rødt, som jeg aldrig ville kunne forvente af andre. Jeg burde arbejde med dem, men jeg kan ikke få mig selv til det.
Hvis jeg ikke havde så meget fravær, ville jeg ikke slæbe mig selv i skole hver dag.
Nogle dage har jeg ikke lyst til at leve længere. Jeg føler mig helt tømt for følelser og lysten til at leve. Det er som om, der bare ikke er noget godt tilbage i livet, selvom jeg altid prøver at se det lyse i ting, kan jeg bare ikke finde noget.
Desuden har jeg mistet lysten til at lave det jeg elsker allermest. Jeg plejer at spille musik mindst 1 time om dagen. Lige nu kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har rørt min guitar eller mit klaver.
Kommentarer
Jeg kan godt forstå at du er rigtig ked af det og helt fortvivlet... Du spørger om det er normalt at have det sådan... Til det vil jeg sige, at det er svært at definere, hvad der er normalt - men det er almindeligt, som du også selv skriver, at have humørsvingninger og op-og-ned ture, særligt i teenageårene... På mig lyder det dog som om, at i dit tilfælde er det i ekstrem grad, når du ligefrem har mistet lysten til at leve og gøre det du holder allermest af (musikken)...
Når man starter på noget nyt, en overgang fra noget kendt til noget ukendt, så er det altid en stor omvæltning... Du startede med en masse positiv energi og åbenhed til det, som du også selv skriver, hvilket jo er positivt og friskt, men måske er det hele gået lidt for stærkt for dig, så du ikke har haft dig selv med hele vejen...så du nu er endt nede i en grøft, som det er vigtigt, at du ligeså stille får bevæget dig selv opad... Det er vigtigt at huske på, at det er ok at du har det sådan og ingen følelser er forkerte at have.... Det er bare vigtigt, at du får livslysten tilbage og får mod og lyst på livet (og musikken)igen...
Det er rigtig flot selverkendelse og et skridt på vejen at du har skrevet et indlæg hertil...Hvis ikke du allerede har søgt eller fået videre hjælp, så synes jeg du skal gøre det...Det er måske ikke altid nok at tale med ens forældre om det, eller ens venner eller lærer, eller psykolog... Der findes en hjemmeside der hedder "Cyberhus.dk" som jeg synes du skal checke ud. Det er er anonym rådgivning for børn og unge, hvor der sidder ansvarlige voksne der er klar til at lytte og hjælpe...
Håber det kan hjælpe og du får det bedre...
Vh Kirstine
Jeg håber virkelig for dig at du har fået noget hjælp i de 3 måneder der er gået. Det er IKKE normalt at have det sådan som du har det. I din alder suser hormonerne godt nok rundt, det kan give nogle humørsvingninger og smækken med dørene derhjemme men det er jo ikke det du beskriver. Der er flere ting jeg hæfter mig ved: Du skriver at du har lavet en liste med forventninger til dig selv. Det ramte mig meget, da jeg var 8 lavede jeg lange lister for at ”forbedre mig”. Det kendetegnende var, at de lister var helt urealistiske, og det er dine sikkert også. Du skriver også at din selvtillid er helt i bund. Men endnu vigtigere, så tror jeg at dit selvværd også er i bund, ellers ville du ikke skrive de lister. Selvværdet er den følelse du har indeni, at du har værdi i dig selv, altså værdi fordi du er til og er dig og ikke fordi du er god til noget.
Du skriver: ”Jeg står op halvanden time før, jeg skal møde. Alligevel kommer jeg for sent hver morgen. Jeg kan ikke overskue at være ovre i skolen. Det er netop derfor jeg også pjækker. Jeg har ikke pjækket meget før i tiden overhovedet. Jeg bliver helt varm og sveder. Det føles som om mit hoved ikke kan indeholde mere. Hvis jeg er i en mindre forsamling, og folk snakker negativt, er jeg lige ved at græde, fordi jeg ikke kan indeholde mere negativitet. Jeg græder hver dag og føler mig magtesløs og rastløs. Jeg kan ikke overskue at læse 2 sider i en bog, hvis jeg har det for. Jeg kan mærke min hjertebanken tydeligt meget af tiden.
Nogen gange føler jeg mig underligt tom inden i. Jeg har jeg bare ikke lyst til at leve længere.” Det er ikke meningen at livet skal være så svært, heller ikke når man er 16! Det du fortæller der, kunne godt passe med at du har en depression og nok også det man kalder social angst. Men det er altså en læge der skal afklare det. Depression og angst er IKKE FLOVT, der er desværre flere der har det end du tror. Og der er hjælp at hente. Din mor siger " Hvad skulle vi bruge lægelig hjælp til? Hvad skulle lægen fortælle dig?" Det skal jeg sige dig: Lægen skal hjælpe dig, for at DU kan få det bedre! Lægen har tavshedspligt, og jeg kan fortælle dig, at fra det 15. år bliver man i sundhedsvæsenet i praksis betragtet som voksen, forstået på den måde at du selv har lov til at bede om behandling, selv hvis dine forældre er imod. Når du kommer op til lægen, så kan du evt. medbringe et udprint af dit indlæg her på ND, det beskriver vældig godt de ting du tumler med. Herefter vil lægen stille dig en række uddybende spørgsmål efter et skema, der kan hjælpe ham/hende til en foreløbig diagnose. Den er foreløbig fordi du måske skal henvises til en ungdomspsykiater, men det skal du ikke blive bange for. En psykiater er en læge med speciale i psykiske lidelser, og en sådan kan virkelig hjælpe dig. Din egen læge vil måske også tage nogle blodprøver for at udelukke at der er en anden grund til at du har det sådan. Han vil også spørge om du har taget på/tabt dig i vægt og om du har haft tanker om, eller måske allerede har skadet dig selv. Han vil også spørge om du har tænkt på selvmord eller måske har forsøgt. Og så vil han spørge om du ”hører stemmer”, altså stemmer inde i dit hoved der ikke er dine egne tanker men lyder som andre personer der snakker, bare inde i dit hoved. Hvis du har oplevet det, skal du ikke blive forskrækket for det kan nemlig sagtens ses ved depression. Og så vil lægen selvfølgelig gerne snakke med dine forældre også, så I sammen kan hjælpe dig. Men i første omgang er det måske nemmest at du kommer alene. Du kan finde navn og nummer på din læge på dit sygesikringsbevis. Du skal ringe mel. 9-16, fortæl sekretæren at det er fordi du går og har det skidt, at du gerne vil komme alene og at du gerne vil have en lang konsultation. En normal konsultation tager nemlig kun 10 min. og det er jo slet ikke nok til dig.
Det kan godt lyde som en stor mundfuld, det her. Og det er det jo også. Men du SKAL have hjælp og det kan kun gå for langsomt! Depression og angst kan ikke bare blive kronisk og forfølge dig i årevis, det kan også sætte sig som en personlighedsforstyrrelse, og det kan være svært at behandle. Du skal have voksne omkring dig, der kan støtte og hjælpe dig til at finde den smukke og vidunderlige person du helt har glemt at du er! Du skal gå ud i livet med glæde og gåpåmod og ikke med tungsind og angst. Dine forældre vil sikkert mene, at man kun går til læge når der er noget alvorligt galt. Men der ER jo noget alvorligt galt. Du har ikke lyst til at leve! Det er sandelig meget mere alvorligt end lungebetændelse og brækkede ben, for det er din sjæl der er brækket. Dine forældre har det måske svært med følelser, og synes at psykiske problemer det er kun for svage mennesker. Intet kunne være mere forkert. Jeg har på fornemmelsen, at du måske har haft det svært meget længere end du tror. Du skriver at du er indelukket og genert, jamen det bliver børn hvis de ikke bliver set og forstået som de væsener de er. Børn der føler at de kun er værd at elske hvis de er på en helt bestemt måde, kan jo ikke være sig selv, vel? Men nu skal jeg fortælle dig noget: Det er dine forældre der har valgt at få dig, ikke omvendt. Dine forældre er de voksne og må forventes at kunne rumme dine følelser, både da du var lille og nu. Det er deres pligt at elske dig og give dig selvværd og ballast til at komme ud i verden. Og det har de vist glemt. Der er sikkert nogle rigtig gode grunde i dine forældres liv til, at det er sådan, men det er deres ansvar at det ikke går ud over dig. De har haft 1000 steder de kunne få hjælp som voksne. Du har haft 0 da du var lille. Jeg ved godt det lyder lidt hårdt, men det er for at understrege, det er IKKE din skyld at du har det sådan her. Det er ikke fordi du er særlig sart eller noget. Få nu en tid hos din læge. Hvis det er et lægehus, må du gerne tage en af de andre, hvis du ikke vil ind til familiens læge. Lægen har pligt til at hjælpe dig! Bed om en henvisning til psykiater, der kan desværre godt være lang ventetid, men når du har fået henvisningen kan du ringe og høre om du må komme ind på afbud.
Det blev et langt svar, men du har da søreme også brug for hjælp og støttende ord.
Mange knus til dig
Jeg er også bange for, at jeg er ved at udvikle en spiseforstyrelse nu. Jeg HAR nemlig prøvet at tabe mig i vildt lang tid. Jeg har tabt og taget omkring 7-8 kilo på i 1,5 år snart. Jeg får æde-flip, hvor jeg spiser kæmpe mængder mad, hvilket er ret utroligt at jeg overhovedet kan indeholde, da jeg er ret lille. Jeg er ikke overvægtig eller undervægtig. Bare en lille delle på maven og inderlårene. Ikke noget seriøst. Det værste er, at jeg føler, at jeg er rask oven i mit hoved. Jeg kan jo godt se, at jeg ikke er for tyk, men jeg vil bare gerne være tyndere.
Jeg har gået ca. 3 uger uden at være sammen med nogen på min egen alder. Jeg har ingen trang til at se nogle på min egen alder. Jeg føler, at jeg fuldstændig har lukket for mine følelser og derfor ikke kan have det sjovt med dem eller snakke ordentlig med dem. Jeg føler mig ikke som mig selv. Jeg har prøvet at snakke med mine tætteste veninder, men de forstår det heller ikke. Der er så mange ting, jeg ikke kan overskue, og når jeg siger ligeud, at jeg ikke overskuer den foreslåede ting, er deres respons ofte i stil med: "Der er ingenting at overskue?". Jeg ved, at de (på min egen alder) kan mærke, at jeg har det skidt, selvom jeg prøver alt hvad jeg kan at skjule det. Jeg har snart mistet kontakten med alle mine 'før gode venner', fordi de ikke kan håndtere, at jeg har det skidt. Mange har reageret med at holde mig udenfor. Jeg tror grunden til, at jeg bliver holdt udenfor er fordi jeg ikke kan overskue noget, men prøver alligevel. Ingen gode resultater ud af det.
Jeg vil gerne opsøge en læge, men jeg er bare bange for, at de vil sige til mig, at det bare er en teenage-ting. Det har været rart med de små fremskridt, men jeg ved, at jeg har brug for hjælp til at komme helt over broen og få en bedre og overskuelig hverdag. Jeg RINGER til lægen. Jeg skal bare tage mig sammen. Jeg synes, at det er en hård ting at sige, og jeg græder allerede ved tanken.
Jeg er dybt taknemmelig for jeres svar. Det er rart at blive hørt, og få af vide at man ikke er skør. Jeg har gået et stykke tid, uden én eneste person der har forstået mig, hvilket har resulteret i grædeture, hvor jeg har skældt mig selv ud og fortalt mig selv, at jeg var sindsyg, fordi jeg skældte mig selv ud. (kun når det virkelig har været slemt).
Men jeg vil gerne lige understrege, at jeg føler mig helt rask i hovedet og tænker klart. Jeg hører ingen stemmer. Men jeg synes bare heller ikke, at det er 'almindeligt' at have sådan et brændende ønske om at være tynd, at man er villig til at kaste op for det eller udelukke sig fra alle dem på sin egen alder samtidig med man mister flere og flere, og de begynder at holde en udenfor. Jeg gad egentlig hellere have influenza.
Til at starte med vil jeg sige, at fordi din søster har en depression er overhovedet ikke ensbetydende med, at du vil udvikle en eller det er det du er igang med... Det er ikke for at underkende at du har det meget skidt, for det er jeg godt klar over, at du har, men depression "smitter" ikke på den måde...
Når det så er sagt, så synes jeg at det er rigtig flot at du siger du vil ringe til lægen...så skal du så bare gøre det, tag det nødvendige skridt som det er...og jeg lover dig næsten, at lægen vil ikke blot sige at det bare er en teenage-ting..så er det hvertfald en yderst ukompetent læge! Jeg ved ikke om du har prøvet det der Cyberhus, som er en anonym chatrådgivning for unge - det kan hvertfald være en måde for dig at møde nogle der vil lytte til dig - det har du jo behov for når du har det som du har det, og ikke føler dig mødt eller forstået nogle steder... det gør hvertfald ikke situationen bedre...
Jeg kan ikke understrege det nok, hvor vigtigt det er at du får noget hjælp....på den ene eller den anden måde, så tingene ikke bliver værre...
Der er ikke noget galt med dig - men der er noget du er ked af, træt af, har det skidt med osv.. Og du har brug for at få lysten til livet tilbage igen og få troen på at du er god nok som du er....
Jeg tænker også, at det med at du er gået ud af skolen, jo også er tegn på, at du har brug for noget hjælp fra nogle voksne der kan give dig den støtte og den hjælp... Nu må du få ringet til lægen, det skal nok gå, og en sød og komptetent læge ønsker kun at hjælpe dig.... Og så synes jeg du skal gå ind på Cyberhus.dk. Der sidder søde og kompetente voksne, der vil lytte til dig og forsøge at forstå dig...
Jeg håber virkelig for dig, at du snart får det bedre... Og husk på at hver gang du rækker hånden ud for hjælp så er det et tegn på styrke..
De bedste tanker fra Kirstine
Desuden fik jeg ringet til lægen, men da dagen kom blev jeg en kylling. Lige fra sekundet efter jeg ringede til lægen, har jeg haft som om, at jeg har været på et eller andet, som bare har givet en lykkelig fornemmelse konstant. Så da dagen kom, turde jeg ikke og kunne ikke finde ud af, hvad jeg før havde synes var 'galt'. Da jeg skrev oplægget, havde jeg det så skidt, nu føler jeg at jeg pludseligt spiller alles tid. Jeg har endda lidt lyst til at sige; undskyld for ulejligheden.
så derfor syntes jeg du skal kontakte lægen igen ---det svarer lidt til ----
at når man kommer til tandlægen ---gør det ikke ondt i tanden lige der --men det gjorde det der hjemme ---ellers havde man ikke kontaktet lægen /tandlægen
Det med at din søster er deprimeret,. kan jo sagtens have en påvirkning af dit humør... Det er sjædent én ting der gør, at man får det på en bestemt måde, men en masse faktorer og kræfter der spiller ind...
God ide med at kontakte Cyberhus, og så tag kontakt til lægen igen..
Lad mig høre hvordan det går:-)
Nu er der gået noget tid. Jeg har det bedre. Jeg kommer mere ud, og jeg er mere sammen med mennesker. Det går oftest rigtig godt. Jeg vil ikke udelukke, at jeg stadig ikke er 'rask'. Jeg kan mærke, når jeg er sammen med mennesker som er glade, er jeg ved siden af en sortseer og pessimist. Jeg prøver virkelig, at holde hovedet højt, men det virker som om de fleste dage i mit liv er en kamp.
Mit problem med opkastningerne har taget rigtig overhånd efterhånden. Det er blevet meget værre. Jeg grov-æder, får æde-flip og spiser uforståeligt store mængder mad, som jeg brækker op igen. Stadig tager jeg på. Jo mere jeg tager på, jo mere får jeg lyst til at brække mig. Jeg er fanget i en ond cirkel. Jeg har virkelig forsøgt at få det sagt til mine forældre, og jeg har også ringet til lægen, men jeg blev en kylling og blev væk.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg står hele tiden i vejen for mig selv. Jeg prøvet hjemmesiden Cyberhus for at få snakket med nogen om det. Jeg fortalte ham, at jeg tager næsten alting alvorligt og næsten intet er sjovt længere. Og så gjorde han grin med mig. Det var forfærdeligt. Jeg har det så svært med at kontakte andre mennesker og lade dem høre på mig. Jeg blev så vred og ked af det. Jeg forventede, at jeg kunne få nogle svar eller råd, men i stedet, fik jeg lyst til at spise en helt masse, og i ved nok hvor jeg vil hen af.
Han fik mig til at tænke på, at selv dem som "lever for at hjælpe" en er mennesker. Jeg ved ikke, om jeg kan hjælpes af nogen længere. Jeg vil rigtig gerne ud af det her, hvad end det er, men jeg er ved at miste modet. Jeg har ikke lyst til at være her længere. Jeg fungere hverken med mig selv eller med nogen, så jeg ser ingen pointe.
Du bliver simpelthen nød til at få ringet til din læge og få kontakt til en psykolog.... Du skal have noget hjælp, og dert skal du have NU, så du kan blive rask igen...
Vh Kirstine