sidder fast og er bange
Hej, jeg er en pige på 20 år, der har fået konstateret depression hos lægen for nogle måneder siden. Jeg har fået medicin i ca. 2 mdr. men føler bare jeg får det værre og værre, og forstår det ikke, det burde jo gå den anden vej.
Det hele vil jeg tro startede for nogle år siden, da jeg netop var færdig med folkeskolen og mine forældre besluttede vi skulle flytte til den anden ende af landet, jeg ville bestemt ikke flytte væk fra mine venner og alt hvad jeg kendte, men var 15 år på daværende tidspunkt så havde ikke noget valg, bebrejder heller ikke mine forældre for mine problemer mere overhovedet, det er jo ikke deres skyld jeg klarede det så dårligt derfra, men i starten efter vi var flyttet var jeg meget vred på mine forældre og følte de havde svigtet mig, og var ligeglade med hvordan jeg havde det. Efter 10. klasse tog jeg et sabbatår hvor jeg arbejdede kun, det var et hårdt år, fordi jeg kendte ingen i miles omkreds. Jeg begyndte at være meget indelukket og i stedet for at føle vrede over min situation begyndte jeg nok mere at være ked af det hele, og var meget ensom.
Jeg har aldrig haft det bedste forhold til mine forældre, vi har altid skændtes meget, også inden vi flyttede, og jeg har altid følt de langt bedre kan lide min bror frem for mig, og gør det stadig, bebrejder og ikke min bror for dette, elsker ham meget højt, og det er jo ikke hans skyld.
Jeg var til sidst så deprimeret at jeg græd mig selv i søvn hver aften, og følte et hele var dybt håbløst. Jeg prøvede at snakke med min mor om dette, men nogle år tidligere havde der været et selvmord i familien på hendes side og hun blev bare meget ked af det da jeg prøvede at snakke med hende om det, græd og sagde at nu ville jeg måske også begå selvmord? Hun hentede min far, som jeg var meget bange for i den periode pga. hans voldsomme temperament, han har aldrig slået mig, men havde bare en evne til at få mig til at føle mig som et værste menneske i verden, og som om jeg intet var værd. Han blev rasende, og mente det bare var et forsøg på opmærksomhed og han stod og skældte mig ud meget længe, 20 min måske.. Jeg græd og græd, men fik af vide jeg skulle pakke krokodilletårerne væk.
Derefter snakkede vi aldrig om det igen.
Da jeg fyldte 18 år flyttede jeg tilbage til hvor jeg kom fra, i et forsøg på at få mit gamle liv og livslyst tilbage, men kunne ikke få noget sted at bo, arbejde og min su blev ikke udbetalt til mig som den burde. Jeg måtte bo rundt omkring hos venner og bekendte og skyldte mange penge væk til sidst. Endelig fik jeg både lejlighed og arbejde, og tingene begyndte at lysne op for mig.
Men min økonomi er stadig meget dårlig, og jeg har ufatteligt svært ved at passe min skole, og har meget meget højt fravær allerede af den ene grund at jeg ikke kan overskue at tage i skole. Jeg bruger dagen på at sidde i min lejlighed alene, med gardinerne trukket for, og laver ingenting, udover at se film, og surfe på nettet.
Jeg er meget bange for hvad de andre tænker om mig i skolen, jeg er meget bange for at de dømmer mig, og ikke kan lide mig og snakker om mig når jeg ikke er der, og at de syntes jeg er dum og underlig.
Jeg er også begyndt at ryge en del hash ind imellem, for at kunne slappe..
Jeg sætter ofte min telefon til at viderestille alle opkald, fordi jeg ikke kan overskue at snakke med nogen, eller er bange for at blive konfronteret med virkeligheden. Får hjertebanken og sveder hvis min tlf ringer med et nr jeg ikke kender eller jeg får en sms fordi jeg er bange for hvad det er for noget. Jeg sover dårligere og dårligere, og spiser mindre og mindre, og tænker så meget over hvad der skal ske med mig, og hvor langt ude jeg har sørget for jeg selv er, og hvordan jeg skal kunne se andre i øjnene igen at jeg bliver direkte bange og nærmest panisk og lukker mig mere og mere ind i mig selv. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre.. Snakker kun med min læge om tingene, og ham ser jeg kun hver 3-4 uge og det er bare ikke nok, men jeg ikke råd til psykologer.
Jeg har ofte både hovepine og mavepine, og oplever nogle gange en underlig trykken for brystet.
Jeg har meget svært ved at lade andre vide hvordan jeg har det, og snakker derfor også kun med min læge om det, og det var i sig selv en meget stor overvindelse at gå til ham og snakke med ham, og jeg har svært ved at fortælle ham åbent om hvordan jeg har det, da jeg er bange for han tror jeg overdriver. Ikke engang mine forældre kender til mine problemer da jeg er bange for hvordan de vil reagere.
Jeg lukker mig mere og mere inde hver dag og får det værre og værre, vil bare så gerne have det bedre, og skabe et godt liv for mig selv, men er mere og mere bange for aldrig at komme videre og det hele virker så håbløst og uden ende, aner ganske simpelt ikke hvorfor og hvad jeg skal gøre.
Der er selvfølgelig også en masse andre ting, men tror ikke jeg skal skrive mere..
Er der andre der har samme problemer, eller bare kan hjælpe mig?
Vh
Det hele vil jeg tro startede for nogle år siden, da jeg netop var færdig med folkeskolen og mine forældre besluttede vi skulle flytte til den anden ende af landet, jeg ville bestemt ikke flytte væk fra mine venner og alt hvad jeg kendte, men var 15 år på daværende tidspunkt så havde ikke noget valg, bebrejder heller ikke mine forældre for mine problemer mere overhovedet, det er jo ikke deres skyld jeg klarede det så dårligt derfra, men i starten efter vi var flyttet var jeg meget vred på mine forældre og følte de havde svigtet mig, og var ligeglade med hvordan jeg havde det. Efter 10. klasse tog jeg et sabbatår hvor jeg arbejdede kun, det var et hårdt år, fordi jeg kendte ingen i miles omkreds. Jeg begyndte at være meget indelukket og i stedet for at føle vrede over min situation begyndte jeg nok mere at være ked af det hele, og var meget ensom.
Jeg har aldrig haft det bedste forhold til mine forældre, vi har altid skændtes meget, også inden vi flyttede, og jeg har altid følt de langt bedre kan lide min bror frem for mig, og gør det stadig, bebrejder og ikke min bror for dette, elsker ham meget højt, og det er jo ikke hans skyld.
Jeg var til sidst så deprimeret at jeg græd mig selv i søvn hver aften, og følte et hele var dybt håbløst. Jeg prøvede at snakke med min mor om dette, men nogle år tidligere havde der været et selvmord i familien på hendes side og hun blev bare meget ked af det da jeg prøvede at snakke med hende om det, græd og sagde at nu ville jeg måske også begå selvmord? Hun hentede min far, som jeg var meget bange for i den periode pga. hans voldsomme temperament, han har aldrig slået mig, men havde bare en evne til at få mig til at føle mig som et værste menneske i verden, og som om jeg intet var værd. Han blev rasende, og mente det bare var et forsøg på opmærksomhed og han stod og skældte mig ud meget længe, 20 min måske.. Jeg græd og græd, men fik af vide jeg skulle pakke krokodilletårerne væk.
Derefter snakkede vi aldrig om det igen.
Da jeg fyldte 18 år flyttede jeg tilbage til hvor jeg kom fra, i et forsøg på at få mit gamle liv og livslyst tilbage, men kunne ikke få noget sted at bo, arbejde og min su blev ikke udbetalt til mig som den burde. Jeg måtte bo rundt omkring hos venner og bekendte og skyldte mange penge væk til sidst. Endelig fik jeg både lejlighed og arbejde, og tingene begyndte at lysne op for mig.
Men min økonomi er stadig meget dårlig, og jeg har ufatteligt svært ved at passe min skole, og har meget meget højt fravær allerede af den ene grund at jeg ikke kan overskue at tage i skole. Jeg bruger dagen på at sidde i min lejlighed alene, med gardinerne trukket for, og laver ingenting, udover at se film, og surfe på nettet.
Jeg er meget bange for hvad de andre tænker om mig i skolen, jeg er meget bange for at de dømmer mig, og ikke kan lide mig og snakker om mig når jeg ikke er der, og at de syntes jeg er dum og underlig.
Jeg er også begyndt at ryge en del hash ind imellem, for at kunne slappe..
Jeg sætter ofte min telefon til at viderestille alle opkald, fordi jeg ikke kan overskue at snakke med nogen, eller er bange for at blive konfronteret med virkeligheden. Får hjertebanken og sveder hvis min tlf ringer med et nr jeg ikke kender eller jeg får en sms fordi jeg er bange for hvad det er for noget. Jeg sover dårligere og dårligere, og spiser mindre og mindre, og tænker så meget over hvad der skal ske med mig, og hvor langt ude jeg har sørget for jeg selv er, og hvordan jeg skal kunne se andre i øjnene igen at jeg bliver direkte bange og nærmest panisk og lukker mig mere og mere ind i mig selv. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre.. Snakker kun med min læge om tingene, og ham ser jeg kun hver 3-4 uge og det er bare ikke nok, men jeg ikke råd til psykologer.
Jeg har ofte både hovepine og mavepine, og oplever nogle gange en underlig trykken for brystet.
Jeg har meget svært ved at lade andre vide hvordan jeg har det, og snakker derfor også kun med min læge om det, og det var i sig selv en meget stor overvindelse at gå til ham og snakke med ham, og jeg har svært ved at fortælle ham åbent om hvordan jeg har det, da jeg er bange for han tror jeg overdriver. Ikke engang mine forældre kender til mine problemer da jeg er bange for hvordan de vil reagere.
Jeg lukker mig mere og mere inde hver dag og får det værre og værre, vil bare så gerne have det bedre, og skabe et godt liv for mig selv, men er mere og mere bange for aldrig at komme videre og det hele virker så håbløst og uden ende, aner ganske simpelt ikke hvorfor og hvad jeg skal gøre.
Der er selvfølgelig også en masse andre ting, men tror ikke jeg skal skrive mere..
Er der andre der har samme problemer, eller bare kan hjælpe mig?
Vh
Kommentarer
Det er godt du allerede er i behandling!
Det betyder meget for at få det godt igen at du får rette medicin og dosis. Lægen er nødt til at tro på dig og kan sikkert aflæse dit kropssprog og andre signaler.
Der er flere muligheder: Samtale tiere hos lægen, henvisning til psykiater og måske er der et sted i nærheden af dig hvor du kan få gratis psykolog samtaler? Tal evt. med kommunen om mulighed for særtilskud. KH Helle8
En psykiater er læge med sindets sygdomme som speciale.
En psykolog kan hjælpe med at finde ud af hvordan du er som menneske, stærke og svage sider. Måske kan de hjælpe dig med de ting der er svære for dig f.eks. bryde et uhensigtsmæssigt handlemønster.
Fælles for begge er samtaleterapi, men psykiatere kan ordinere piller ligesom lægen.
Som du beskriver din situation lige nu, ville jeg tro du kunne have brug for det sidst nævnte.
Hvis det bliver endnu værre, kan du måske blive henvist til psykiatrisk afd.?
Du kunne også kontakte depressionsforeningen og forhøre dig om forskellige muligheder.
Kan du få dine tanker ud ved skrive, digte, tegne eller andet kreativt? KH Helle8
jeg har aldrig gjort mig så meget i at fx skrive, tegne eller digte, har ikke tålmodigheden og bliver hurtigt distraheret og kan ikke koncentrere mig, sådan har det altid været med den slags. kommer faktisk ikke rigtig ud med mine følelser andet end gennem snak, men det er alt for svært at snakke med andre end lægen, det er svært nok
Velbekomme
Så véd du allerede at du har problemer med følelser og koncentrationsbesvær, du nævnte også bange som måske endda er angst?
Jeg kender selv til det du beskriver og har været igennem forskellige tilbud, faktisk fik jeg gratis psykologsamtaler på et hospital under distriktspsykiatrien, men det er nogle år siden.
Nu er jeg i gestaltterapi, som jeg selv betaler. Først i dette forløb er jeg kommet ind til sagens kærne, som for mit vedkommende, handler om overgreb igennem opvæksten. Måske har du været udsat overgreb, hvis ikke fysisk så psykisk?
Hvis det er tilfældet, er det vigtigt du får god professionel hjælp, det gennemsyrer nærmest ens liv og måde at være på. Som du måske har set skriver jeg jævnligt i en tråd om tilbagevendende depressioner, som jeg har haft. Tidligt i denne tråd blev jeg klar over konsekvenserne, du er velkommen til at læse med og se om du kan kende noget af det vi taler om. KH Helle8
jeg er 21 år, arbejdsløs med deppresion (er ved at blive udredt for ADHD, men tænker at det måske kan være skizofreni). jeg tror ikke dine antideppresiver virker(som de heller ikke gjorde for mig) fordi det kun er et symptom på et dypere "problem".
jeg synes selv at jeg har mange sociale problemer, selvom jeg er god til at snakke med andre mennesker skal der meget til før jeg kan holde ud at se mine venner mere end max max max en gang om ugen. jeg føler enormt meget stress selvom jeg laver ingenting. og da jeg gik på gymnatiet havde jeg så meget fravær at det som med dig, stessede mig så meget at jeg ikke havde psykisk overskud til at tage i skole. Jeg ryger en del hash nu her, da jeg har brugt de sidste 3-4 måneder på at blive udredt for ADHD. jeg er bange for at folk ser på mig som doven, eller som en dårlig ven, eller dårlig datter. jeg prøver altid (som det også lyder som om du gør) at være det perfekte menneske. problemet er bare at når jeg så dummer mig, er det altid min skyld og mit problem i mine øjne.
du må undskylde hvis jeg skrev for meget om mig selv, og hvis du ikke fik noget ud af det. jeg kunne bare genkende nogle af dine tegn, og det her (hvad end det er) føles ensomt.
Sarah
hvornår og hvordan fandt du ud af du havde ADHD?
og droppede du ud af gymnasiet?
Det er ærgerligt at ingen har svaret på dit spørgsmål. En psykolog kan måske hjælpe med at finde ud af om du har ADHD men psykiatere er specialister i netop dette og kan bedre stille en rigtig diagnose.
Jeg har nu også lyst til at sige at stoffer ikke er af det bedste, jeg kender til en som blev psykisk syg af det; man skal nok være disponeret for at blive det, men det kan man jo ikke vide om man er, vel? KH Helle8
Kom af med alle de mennesker der generer dig eller taler dårligt til dig, søg nye intresante mennesker der er mulighed de kan fortelle eller hjælpe dig på vej.
Du har lige god ret til at få og ha det godt som alle andre, jeg kende mig selv i din historie, jeg ville anbefalle dig at søge AA det er til alle der har et ønske om at leve rusfri, om det heder misbrug av lige meget hvad det er, medicin, hasj, amfetamin, cannabis. Lige meget hvad du tar påvirker det din psyke og Jeg Du vil blive deprimeret. Der er 1000 vis af unge som eldre der er kommet sig efter brug og missbrug af forskellig slaks.
Jeg synes ADHD? hemmm dyrk sport ;-)
Hold ud kære ven det vil blive bedre. Jeg ved du kan jeg ser mig i dig, det er hårt, men kæmp. Den rette søvn og motion er helt sikkert vejen.
Ikke vær bange for at opsøge AA det er til for alle og en. ;-)