Jeg er helt udbrændt i ægteskabet?
Hej, jeg er en mand i min bedste alder, og har været gift i 18år, de sidste 4-6 år har været dårlige, det startede med at sex gled stille og roligt væk fra vores forhold, når jeg talte med min kone om det og fortalte at det var et problem for mig, blev hun sur på mig, og fortalte mig at det nok kom på et tidspunkt, det kom bare aldrig, min kone er jalus og derfor meget kontrolerende, hvilket betød at jeg fx. ikke havde lyst til at gå til julefrokost, fordi jeg vidste problemerne ville over stige glæden.
For 2 år siden mødte jeg en pige fra min gamle klasse, som jeg ikke havde set i mere end 30år, vi talte sammen og vi havde det faktisk hyggeligt. jeg fortalte intet om det hjemme, vel viden om de problemer det ville give, selv om det var ganske uskyldig snak, men min kone fandt ud af det, og "gik helt amok" faktisk måtte jeg flygte ud af huset med børnene for at sikre vores sikkerhed, disse kontrolerende udbrud fortsatte og gik ud over os alle, børnene fik det meget dårligt, jegselv havde problemer på jobbet.
Vi søgte hjælp og fik hjælp gemmen et år, uden resultat, jeg søgte seperation sidste år, men da det gik bedre trak jeg den tilbage, men i samme øjeblik den var trukket tilbage var det samme sag igen, min kone flyttede dog en periode hjemmefra, og i den periode var jeg alene med børnene og vi havde det bare godt sammen.
Men min selvtillid vedr. om jeg stadig kunne bruges som elsker ville jeg have bekræftet eller afkræftet, og det fik jeg ved at være utro (set i bakspejlet nok ikke smart) min selvtillid fik et spark bagi, jeg var jo ikke færdig som mand, og ville nu skilles, men det ville min kone slet ikke, alt skulle blive godt igen hun skulle nok osv osv... hun flyttede hjem, og hun var dårligt inden for døren før det var meget værer end før, hun truede med selvmord hvis jeg flyttede, eller søgte om seperation.
Faktisk så udvikler vores forhold til had/kærlighed hvor det psykiske bliver kørt meget hårdt på mig, til tider også med vold, hvor hun slår mig, jeg er utroligt bange for at hun endag får mig så langt ud at jeg slår igen.
Det letteste er jo bare at flytte, men jeg holder jo af hende, men kan ikke fordrage hendes måde at være på, jeg tror dog ikke den ændre sig.
Det korte spørgsmål er, : Skal jeg være ligeglad med hendes trusler vedr. selvmord?
Jeg har tænk at udfylde seperationpapirer snart (igen) og holde fast denne gang, men har svært med de trusler hun stiller i udsigte.
For 2 år siden mødte jeg en pige fra min gamle klasse, som jeg ikke havde set i mere end 30år, vi talte sammen og vi havde det faktisk hyggeligt. jeg fortalte intet om det hjemme, vel viden om de problemer det ville give, selv om det var ganske uskyldig snak, men min kone fandt ud af det, og "gik helt amok" faktisk måtte jeg flygte ud af huset med børnene for at sikre vores sikkerhed, disse kontrolerende udbrud fortsatte og gik ud over os alle, børnene fik det meget dårligt, jegselv havde problemer på jobbet.
Vi søgte hjælp og fik hjælp gemmen et år, uden resultat, jeg søgte seperation sidste år, men da det gik bedre trak jeg den tilbage, men i samme øjeblik den var trukket tilbage var det samme sag igen, min kone flyttede dog en periode hjemmefra, og i den periode var jeg alene med børnene og vi havde det bare godt sammen.
Men min selvtillid vedr. om jeg stadig kunne bruges som elsker ville jeg have bekræftet eller afkræftet, og det fik jeg ved at være utro (set i bakspejlet nok ikke smart) min selvtillid fik et spark bagi, jeg var jo ikke færdig som mand, og ville nu skilles, men det ville min kone slet ikke, alt skulle blive godt igen hun skulle nok osv osv... hun flyttede hjem, og hun var dårligt inden for døren før det var meget værer end før, hun truede med selvmord hvis jeg flyttede, eller søgte om seperation.
Faktisk så udvikler vores forhold til had/kærlighed hvor det psykiske bliver kørt meget hårdt på mig, til tider også med vold, hvor hun slår mig, jeg er utroligt bange for at hun endag får mig så langt ud at jeg slår igen.
Det letteste er jo bare at flytte, men jeg holder jo af hende, men kan ikke fordrage hendes måde at være på, jeg tror dog ikke den ændre sig.
Det korte spørgsmål er, : Skal jeg være ligeglad med hendes trusler vedr. selvmord?
Jeg har tænk at udfylde seperationpapirer snart (igen) og holde fast denne gang, men har svært med de trusler hun stiller i udsigte.
Kommentarer
Hun har vist ikke været jaloux uden grund.
Du spørger om du skal være ligeglad med truslerne, ja.
Måske gør hun alvor af det, måske ikke. Men det er ikke dit ansvar.
Det ansvar må hun selv påtage sig. Det er min mening.
Trusler om selvmord - den er grim, rigtig grim.
Min mand brugte også sådanne trusler, og en dag jeg havde fået nok, blev jeg simpelthen så gal. Jeg sagde til ham: " Så gør det for helvede, men find et andet sted at skyde dig end i garagen, så jeg ikke også skal tørre svineriet op efter dig".
Jeg fik det meget dårligt, men jeg mente det faktisk. Jeg var totalt udkørt, og fik en henvisning til psykolog. Her fik jeg ros for min udtalelse, det var et udmærket svar, men jeg skulle ikke gå alene med det.
Truslerne om selvmord holdt op, de kunne tilsyneladende ikke true mig mere.
Hvis din kone ligefrem er voldelig, skal du nok overveje at sætte hende stolen for døren. Flygt før du kommer derud, hvor du slår igen. Du vil stå meget dårligt i forhold til dine børn, hvis du begynder at slå.
Nævn tingene ved deres rette navn, din kone er voldelig på flere måder. Se det i øjnene og tal med nogen om det. Lad være med at skamme dig over det, det er først en skam når man bliver i det. Din kone må gøre noget for sig selv. Du kan ikke, og du kan ikke forhindre at hun begår selvmord, hvis det er det hun vil.
Din kone har brug for hjælp, men den hjælp hun har brug for, kan du ikke give hende. Der skal noget professionel hjælp på banen.
Hvis det var en anden mand der fortalte dig sådan en historie og bad dig om et svar på spørgsmålet, "hvad skal jeg gøre"? Hvad ville du svare?
Stil dig selv det spørgsmål, og svaret du ville give til en anden, er det du skal gøre for dig selv og dine børn.
Hilsen Victoria
Min holdning er, at du ikke snart skal udfylde de separationspapirer, nej, du skal gøre det nu – lige nu, og du skal stoppe jeres forhold lige nu. Enten er det hende, der rykker ud, eller også gør du og dine børn det, men – som nævnt NU.
Du holder af din kone, trods alt, men du ved jo godt, at hun kører dig ned både psykisk og fysisk, hvilket naturligvis også går voldsomt ud over jeres børn, så kan du ikke finde andre argumenter, så bør du tænke meget over de skader, der allerede er påført jeres børn, og de der vil komme.
Du skal naturligvis fortælle din kone, at du holder af hende, men det der og den opførsel? Det vil du ganske enkelt ikke stå model til længere: Du har givet hende flere chancer end rimeligt er, og nu må hun altså selv tage konsekvenserne og hvis hun vil begå selvmord, så er det hendes ansvar – ikke dit. Og brug dog endelig Victorias model, den er bare så rigtig. Bed hende vise så meget hensyn, at det ikke bliver dig eller eventuelt jeres børn, der skal konfronteres med ”svineriet” - brug endelig det ord. I øvrigt kan man da ikke synke lavere end at true med selvmord, for at holde på et andet menneske, hvilket jeg også synes, du skal fortælle hende.
Og – mht. din utroskab. Der er jeg ikke enig med Persille, der mener, at din kone havde grund til at være jaloux. I dit tilfælde var du jo ikke utro for at være utro; jeg læser faktisk, at det var din kone, der drev dig ud i et andet forhold, hvor du kunne finde ud af, om du overhovedet kunne fungere på det punkt, hvor du kunne mærke om du overhovedet var i live. Det har i min verden intet med utroskab at gøre, og hun har ingen ret overhovedet til at være jaloux. Hvis I havde haft et godt og ligeværdigt forhold, så havde du jo aldrig budt hende den slags, vel? Jeg synes, du har al mulig ret til at søge noget glæde og varme andre steder.
I øvrigt er jeg enig med Victoria; prøv en gang at gå et skridt til side og forestil dig, at en ven stillede dig det spørgsmål, du stiller her?
Det var ikke til en fest jeg mødte pigen, som jeg ikke havde set i 30 år, men på gaden og vi talte sammen derefter, og jeg var ikke utro med hende, men måske kan man sige at den konflikt der opstod omkring hende, var "den udløsende faktor" til de kommende års konflikter og forsøg på genforening.
Men da jeg endelig var utro, var det en helt bevist handling bare for at mærke om jeg nu også ar i live. Og jeg er glad for dit synspunkt at jeg var drevet så langt ud, fordi jeg ville under normale omstendighedder ikke foretage mig sådan noget.
Jeg har vendt spørgsmålet om, som jeg skulle svare min ven.... tja... i har bare så ret.
Der er pt. 8-10 ugers ventetid i amtet, så omkring juletid bliver der altså mindre sjovt her, jeg vil trække tiden, så vi undgår konflikter lige omkring højtiden, jeg bider tænderne sammen, retter ryggen og takker rigtigt mange gange for den moralske opbakning.
Jeg skal nok lade høre fra mig igen. Knus
Jeg forstår ikke, hvorfor du absolut skal vente på amtet? Man kan jo godt blive separeret her og nu, man kan godt flytte fra hinanden uden amtet er inde over.
Ja, jeg ved godt, at mange mener at i julen skal alle være glade og hykle følelser, de ikke har, og hvad er resultatet gerne? Jo, de børn man tror man viser hensyn, kommer til at opleve en jul - den sidste med begge deres forældre - som et stort og dybt ubehageligt hykleri. Jeg ved ikke, hvorfor mange forældre vælger at byde sine børn en sådan oplevelse. Børnene er da fuldstændig klar over, at der er noget helt galt, - i øvrigt ligegyldigt hvor meget man forsøger at skjule det - og når de så ser deres forældre sidde der med falske smil, bliver de da først forvirrede og begynder at føle skyld.
Du fortæller, at du og børnene havde det rigtigt godt sammen, da du og din kone var fra hinanden, hvorfor vil du trække pinen ud også for dem?
Hvem får glæde af, at du bider tænderne sammen? Din kone har det jo også dårligt.
Nej - hvis du ellers har taget beslutningen, så er det om at komme videre og gøre noget ved det nu. Efter jul kommer påsken - og så er det sommerferie. Der er altid undskyldninger, så når du er helt sikker på din beslutning, bør du handle.
Du tror, det bliver en dårlig jul - er du sikker på det, hvis luften er renset og både dine børn og din kone ved, hvor I alle sammen står?
Du skal se at komme ud af det ægteskab nu ...Flyt, pak dine ting og gå - og det kan ikke gå stærkt nok - hellere dét, end én dag mere i det helvede du beskriver der.
Det er hverken godt for dig, din kone og slet slet ikke for jeres børn!
Er det ikke næsten kriminelt at true med sådan noget? Og jeg mener det!
Det kan være at det er hende, der må ud og du må så overtage børn og hus.
Og så må hun få den professionelle hjælp hun skal have - at blive med en der siger sådan? Nej det gør man ikke. Du/i sku være splittet op forlængst.
Det ved du nok også.
For børnenes skyld og din egen.
Hvis jeg var dig, så ville jeg smutte og få dig et godt liv, mens du stadig har et.
Samtaler, parterapi etc... det giver jeg personligt ikke meget for det. Jeg har selv brugt år på samtaler med konen, for blot at opleve at alt var det samme.
Du kan ikke ændre andre end dig selv og hvis du vil noget med dit liv, så smut mens tid er.
Hvis hun vil begå selvmord, så lad hende gøre det... Det er hendes liv... Det lyder måske lidt barskt, men fakta er at du kan bruge evigheder på at forbedre dit ægteskab, uden noget resultat, hvis konen også ikke vil det.
Man kan kun ændre sig selv og ikke andre mennesker... At hun slår dig er jo fuldstændig uacceptabelt. Prøv bare at klappe hende een og se hvad der så sker...
Næ du... Dum dig ikke som jeg gjorde og bliv ved med at vente på bedring. Det kommer ikke og du kan ligeså godt forbedre dit liv nu som senere...
Sindsyge kvinder er der nok af... find dig i stedet en der respekterer og elsker dig. Mand dig op!
Ville du ikke hade at se de gentager det som i har været rollemodeller for?