Hjem Sex & samliv Ægteskabsproblemer

Jeg er helt udbrændt i ægteskabet?

Redigeret 17 april, 2012, 06:00 i Ægteskabsproblemer
Hej, jeg er en mand i min bedste alder, og har været gift i 18år, de sidste 4-6 år har været dårlige, det startede med at sex gled stille og roligt væk fra vores forhold, når jeg talte med min kone om det og fortalte at det var et problem for mig, blev hun sur på mig, og fortalte mig at det nok kom på et tidspunkt, det kom bare aldrig, min kone er jalus og derfor meget kontrolerende, hvilket betød at jeg fx. ikke havde lyst til at gå til julefrokost, fordi jeg vidste problemerne ville over stige glæden.
For 2 år siden mødte jeg en pige fra min gamle klasse, som jeg ikke havde set i mere end 30år, vi talte sammen og vi havde det faktisk hyggeligt. jeg fortalte intet om det hjemme, vel viden om de problemer det ville give, selv om det var ganske uskyldig snak, men min kone fandt ud af det, og "gik helt amok" faktisk måtte jeg flygte ud af huset med børnene for at sikre vores sikkerhed, disse kontrolerende udbrud fortsatte og gik ud over os alle, børnene fik det meget dårligt, jegselv havde problemer på jobbet.
Vi søgte hjælp og fik hjælp gemmen et år, uden resultat, jeg søgte seperation sidste år, men da det gik bedre trak jeg den tilbage, men i samme øjeblik den var trukket tilbage var det samme sag igen, min kone flyttede dog en periode hjemmefra, og i den periode var jeg alene med børnene og vi havde det bare godt sammen.
Men min selvtillid vedr. om jeg stadig kunne bruges som elsker ville jeg have bekræftet eller afkræftet, og det fik jeg ved at være utro (set i bakspejlet nok ikke smart) min selvtillid fik et spark bagi, jeg var jo ikke færdig som mand, og ville nu skilles, men det ville min kone slet ikke, alt skulle blive godt igen hun skulle nok osv osv... hun flyttede hjem, og hun var dårligt inden for døren før det var meget værer end før, hun truede med selvmord hvis jeg flyttede, eller søgte om seperation.
Faktisk så udvikler vores forhold til had/kærlighed hvor det psykiske bliver kørt meget hårdt på mig, til tider også med vold, hvor hun slår mig, jeg er utroligt bange for at hun endag får mig så langt ud at jeg slår igen.
Det letteste er jo bare at flytte, men jeg holder jo af hende, men kan ikke fordrage hendes måde at være på, jeg tror dog ikke den ændre sig.

Det korte spørgsmål er, : Skal jeg være ligeglad med hendes trusler vedr. selvmord?
Jeg har tænk at udfylde seperationpapirer snart (igen) og holde fast denne gang, men har svært med de trusler hun stiller i udsigte.

Kommentarer

  • persille1persille1
    Redigeret 6 oktober, 2011, 06:20
    For to år siden mødte du en pige til en fest, som du havde det godt sammen med. Din kone fik det at vide og tog sig det nær. Det forstår jeg så udemærket godt. Men det vedkommer jo ikke mig.
    Hun har vist ikke været jaloux uden grund.

    Du spørger om du skal være ligeglad med truslerne, ja.
    Måske gør hun alvor af det, måske ikke. Men det er ikke dit ansvar.
    Det ansvar må hun selv påtage sig. Det er min mening.
  • Hej med dig.
    Trusler om selvmord - den er grim, rigtig grim.
    Min mand brugte også sådanne trusler, og en dag jeg havde fået nok, blev jeg simpelthen så gal. Jeg sagde til ham: " Så gør det for helvede, men find et andet sted at skyde dig end i garagen, så jeg ikke også skal tørre svineriet op efter dig".
    Jeg fik det meget dårligt, men jeg mente det faktisk. Jeg var totalt udkørt, og fik en henvisning til psykolog. Her fik jeg ros for min udtalelse, det var et udmærket svar, men jeg skulle ikke gå alene med det.
    Truslerne om selvmord holdt op, de kunne tilsyneladende ikke true mig mere.
    Hvis din kone ligefrem er voldelig, skal du nok overveje at sætte hende stolen for døren. Flygt før du kommer derud, hvor du slår igen. Du vil stå meget dårligt i forhold til dine børn, hvis du begynder at slå.
    Nævn tingene ved deres rette navn, din kone er voldelig på flere måder. Se det i øjnene og tal med nogen om det. Lad være med at skamme dig over det, det er først en skam når man bliver i det. Din kone må gøre noget for sig selv. Du kan ikke, og du kan ikke forhindre at hun begår selvmord, hvis det er det hun vil.
    Din kone har brug for hjælp, men den hjælp hun har brug for, kan du ikke give hende. Der skal noget professionel hjælp på banen.
    Hvis det var en anden mand der fortalte dig sådan en historie og bad dig om et svar på spørgsmålet, "hvad skal jeg gøre"? Hvad ville du svare?
    Stil dig selv det spørgsmål, og svaret du ville give til en anden, er det du skal gøre for dig selv og dine børn.
    Hilsen Victoria
  • Som jeg læser dit indlæg, så har din kone nogle voldsomme problemer, jeg vil endda vove påstanden, at hun er alvorligt psykisk syg, og hun bør have hjælp snarest. Ligeledes læser jeg, at du i den grad har gjort, hvad du kunne for at hjælpe og støtte hende. Gang på gang lover hun bod og bedring, og gang på gang holder hun det ikke. Du er nødt til at erkende, at du ikke kan hjælpe hende. Du er nødt til at erkende, at du ikke skal ødelægge dit – og jeres børns – liv for at redde hendes, for det kommer I ikke til. Tvært i mod, hvis ikke du stopper det her nu, så vil hun givet få det værre.

    Min holdning er, at du ikke snart skal udfylde de separationspapirer, nej, du skal gøre det nu – lige nu, og du skal stoppe jeres forhold lige nu. Enten er det hende, der rykker ud, eller også gør du og dine børn det, men – som nævnt NU.

    Du holder af din kone, trods alt, men du ved jo godt, at hun kører dig ned både psykisk og fysisk, hvilket naturligvis også går voldsomt ud over jeres børn, så kan du ikke finde andre argumenter, så bør du tænke meget over de skader, der allerede er påført jeres børn, og de der vil komme.

    Du skal naturligvis fortælle din kone, at du holder af hende, men det der og den opførsel? Det vil du ganske enkelt ikke stå model til længere: Du har givet hende flere chancer end rimeligt er, og nu må hun altså selv tage konsekvenserne og hvis hun vil begå selvmord, så er det hendes ansvar – ikke dit. Og brug dog endelig Victorias model, den er bare så rigtig. Bed hende vise så meget hensyn, at det ikke bliver dig eller eventuelt jeres børn, der skal konfronteres med ”svineriet” - brug endelig det ord. I øvrigt kan man da ikke synke lavere end at true med selvmord, for at holde på et andet menneske, hvilket jeg også synes, du skal fortælle hende.

    Og – mht. din utroskab. Der er jeg ikke enig med Persille, der mener, at din kone havde grund til at være jaloux. I dit tilfælde var du jo ikke utro for at være utro; jeg læser faktisk, at det var din kone, der drev dig ud i et andet forhold, hvor du kunne finde ud af, om du overhovedet kunne fungere på det punkt, hvor du kunne mærke om du overhovedet var i live. Det har i min verden intet med utroskab at gøre, og hun har ingen ret overhovedet til at være jaloux. Hvis I havde haft et godt og ligeværdigt forhold, så havde du jo aldrig budt hende den slags, vel? Jeg synes, du har al mulig ret til at søge noget glæde og varme andre steder.

    I øvrigt er jeg enig med Victoria; prøv en gang at gå et skridt til side og forestil dig, at en ven stillede dig det spørgsmål, du stiller her?
  • Mange tak for jeres svar, jeg er lidt mere rolig nu, jeg var ved at tro at det var mig der var unromal, det er jeg nåske også, men ikke mere end så mange andre :-)
    Det var ikke til en fest jeg mødte pigen, som jeg ikke havde set i 30 år, men på gaden og vi talte sammen derefter, og jeg var ikke utro med hende, men måske kan man sige at den konflikt der opstod omkring hende, var "den udløsende faktor" til de kommende års konflikter og forsøg på genforening.
    Men da jeg endelig var utro, var det en helt bevist handling bare for at mærke om jeg nu også ar i live. Og jeg er glad for dit synspunkt at jeg var drevet så langt ud, fordi jeg ville under normale omstendighedder ikke foretage mig sådan noget.
    Jeg har vendt spørgsmålet om, som jeg skulle svare min ven.... tja... i har bare så ret.
    Der er pt. 8-10 ugers ventetid i amtet, så omkring juletid bliver der altså mindre sjovt her, jeg vil trække tiden, så vi undgår konflikter lige omkring højtiden, jeg bider tænderne sammen, retter ryggen og takker rigtigt mange gange for den moralske opbakning.
    Jeg skal nok lade høre fra mig igen. Knus
  • Det er dejligt, du melder tilbage, tak for det. Så vidt, jeg læser dit indlæg, så har du taget beslutningen, du har indset, at det ikke går, så jeg forstår ikke, hvorfor du nu vil vente - bide tænderne sammen, måske endda bøje dig og finde dig i endnu mere urimelighed?

    Jeg forstår ikke, hvorfor du absolut skal vente på amtet? Man kan jo godt blive separeret her og nu, man kan godt flytte fra hinanden uden amtet er inde over.

    Ja, jeg ved godt, at mange mener at i julen skal alle være glade og hykle følelser, de ikke har, og hvad er resultatet gerne? Jo, de børn man tror man viser hensyn, kommer til at opleve en jul - den sidste med begge deres forældre - som et stort og dybt ubehageligt hykleri. Jeg ved ikke, hvorfor mange forældre vælger at byde sine børn en sådan oplevelse. Børnene er da fuldstændig klar over, at der er noget helt galt, - i øvrigt ligegyldigt hvor meget man forsøger at skjule det - og når de så ser deres forældre sidde der med falske smil, bliver de da først forvirrede og begynder at føle skyld.

    Du fortæller, at du og børnene havde det rigtigt godt sammen, da du og din kone var fra hinanden, hvorfor vil du trække pinen ud også for dem?

    Hvem får glæde af, at du bider tænderne sammen? Din kone har det jo også dårligt.

    Nej - hvis du ellers har taget beslutningen, så er det om at komme videre og gøre noget ved det nu. Efter jul kommer påsken - og så er det sommerferie. Der er altid undskyldninger, så når du er helt sikker på din beslutning, bør du handle.

    Du tror, det bliver en dårlig jul - er du sikker på det, hvis luften er renset og både dine børn og din kone ved, hvor I alle sammen står?
  • Skønt jeg selv sidder her og græder over noget andet (en anden boldgade og jeg tager lige en pause i tuderiet) har jeg dog åndsevner nok til at sige:

    Du skal se at komme ud af det ægteskab nu ...Flyt, pak dine ting og gå - og det kan ikke gå stærkt nok - hellere dét, end én dag mere i det helvede du beskriver der.

    Det er hverken godt for dig, din kone og slet slet ikke for jeres børn!

    Er det ikke næsten kriminelt at true med sådan noget? Og jeg mener det!

    Det kan være at det er hende, der må ud og du må så overtage børn og hus.
    Og så må hun få den professionelle hjælp hun skal have - at blive med en der siger sådan? Nej det gør man ikke. Du/i sku være splittet op forlængst.

    Det ved du nok også.

    For børnenes skyld og din egen.
  • Hej jeg har lige været til foredrag med joan ørting , det du beskriver sådan er der rigtig mange kvinder der bliver i dag , så synes du , i skulle tale med en sexulog og lære at tale sammen , værdsætte det i gør sammen , i har ikke de samme mål i bygger jeres parforhold på. jeres liv er blevet for kedeligt , mange praktiske gøremål der først skal laves før der kommer kærlighed. tag lidt mere i byen sammen og bliv forelsket på ny. og ja den virker stadig. din kone elsker dig sikkert stadig , ellers ville hun ikke være så gal på dig og brokke sig. hun ønsker nok du hjælper hende. værdsætter hende. det er iorden at ikke synes om ved den anden . men kan også sige hun er modig hun tør skælde dig ud . og slå dig. det gør hun i afmagt. det er ikke i orden at slå. men er det tæsk du får er det noget andet. alle kan komme til at slå i dyb fustration . og det er det du skal dømme efter. i har to børn, så i skal kunne have et samarbejde , bag efter en seperation. så i må sammen have hjælp. og lære at kunne tale sammen og forstå hvad hinanden siger og mener. Det er ikke sikkert det hjælper for dig at få en anden kone, hvis der er problemer med at forstå opgaven , og du taler forbi en anden person, eller lukker ørene for det der bliver sagt. ja så er der krig fra kvinders side. og du og din nu værende kone er uenige om børne opdragelse , så går det helt galt, for hver holder på det som den lærte som barn , er bedst og det skal gives vidre til deres fælles barn , og har begge forældre dette mål , og ikke kan blive enig , bliver der krig. også selvom du evt bliver seprereret så kontakt en sexulog. og få nogle råd. hvis du vil beholde din kone kan du købe blomster til hende. lægge dem på små gemmesteder i huset. eller noget hun ellers godt kan lide , små kærligheds ord. være lidt romantisk. lave mad til familien , vaske op , vaske tøj, prøv at se om hendes humør ikke ændre sig hvis du også gør noget for hun får det godt. hun er en slags afhæng af at du hjælper hende med at klare tingene, ellers får du tilgængæld heller ikke noget kærligt eller lyst til sex fra hende, og i synes bare hinanden er nogle dumme nogen . ja finder alle de dårlige ting ved hinanden, og cikanere hinanden med det. det er ikke unormal , det er når vi glemmer at være søde ved hinanden , hjælpe hinanden, hvile ,mm ja se hvordan dit liv er . om du kan rede det . der er kriser i alle ægteskaber. hej
  • Hej Peter,

    Hvis jeg var dig, så ville jeg smutte og få dig et godt liv, mens du stadig har et.

    Samtaler, parterapi etc... det giver jeg personligt ikke meget for det. Jeg har selv brugt år på samtaler med konen, for blot at opleve at alt var det samme.

    Du kan ikke ændre andre end dig selv og hvis du vil noget med dit liv, så smut mens tid er.

    Hvis hun vil begå selvmord, så lad hende gøre det... Det er hendes liv... Det lyder måske lidt barskt, men fakta er at du kan bruge evigheder på at forbedre dit ægteskab, uden noget resultat, hvis konen også ikke vil det.

    Man kan kun ændre sig selv og ikke andre mennesker... At hun slår dig er jo fuldstændig uacceptabelt. Prøv bare at klappe hende een og se hvad der så sker...

    Næ du... Dum dig ikke som jeg gjorde og bliv ved med at vente på bedring. Det kommer ikke og du kan ligeså godt forbedre dit liv nu som senere...

    Sindsyge kvinder er der nok af... find dig i stedet en der respekterer og elsker dig. Mand dig op!
  • Din kone har nok psykopatiske træk, læs om det og forbered dig på at komme ud af det på en holdbar måde. Mest for dine børns skyld, skal de se at det er sådan man skal leve sammen med den man elsker??
    Ville du ikke hade at se de gentager det som i har været rollemodeller for?
Log in eller Registrér for at kommentere.