win-win med elsker?
Jeg er 43 år, har været sammen med min mand i 17 år, vi har 3 børn. Da jeg i sin tid valgte min mand var det med hjernen og hjertet, men ikke med kroppen. Han er en god ægtemand og ven og en fantastisk far. Jeg elsker ham meget, men på samme måde som jeg elsker mine forældre og søskende.
Allerede kort tid efter vi blev kærester skrev jeg i min dagbog at det sexuelle en eller anden gang ville blive et problem og ja, det er det blevet. Min mand har visse problemer i den henseende. Han kommer MEGET hurtigt. I starten kunne han slet ikke gennemføre, men efterhånden som han blev mere tryg gik det bedre og jeg lærte at indrette mig – jeg kan komme meget hurtigt hvis det er nødvendigt. Han er meget seksuelt genert, er nervøs ved at afprøve nye ting og tænder slet ikke på mange af de ting jeg selv tænder på. I starten forsøgte jeg at indføre nye ting, men efterhånden gav jeg op.
For ½ år siden troede jeg at mit sexliv var ved at være slut. Jeg følte ingen sexuel lyst, tændte ikke på andre mænd (hvilket jeg ellers meget har gjort), jeg ornanerede ikke mere, havde ingen sex fantasier og når vi havde sex var jeg tør og fik smerter der kunne vare flere dage efter. Jeg troede jeg var ved at gå i meget tidlig overgangsalder.
Lige indtil jeg for 2 mdr. siden mødte en mand som gik lige i mit underliv om man så må sige. Jeg var simpelthen tændt fra første færd. Efter at vi havde mødtes et par uger på offentlige steder tog vi til sidst skridtet fuldt ud og havde sex. Det var så fantastisk! Jeg har aldrig oplevet noget lignende og jeg har da haft en del sexpartnere før min mand. Og trods massiv dårlig samvittighed overfor min mand er jeg simpelthen blevet nødt til at fortsætte.
Min elsker fik mig til at indse at jeg ikke kan undertrykke den side af mig selv. Han opfordrede mig til at konfrontere min mand med at jeg har et behov og at han bliver nødt til at oppe sig hvis jeg skal blive hos ham. Det har jeg gjort og min mand og jeg har fået talt om det og oplever en ny sexuel start hvor vi forsøger at lære hinanden og vores behov at kende. Men selvom han virkelig forsøger, så er der meget jeg ikke kan med ham, både fordi han ikke tænder på det samme som jeg og fordi han jo altså ikke holder så længe.
Som det er nu er livet egentlig perfekt. Min elsker supplerer min man perfekt, min mand får mere og bedre sex end han længe har gjort og jeg er absolut en gladere og mere energisk mor.
Men jeg hader hemmelighedskræmmeriet og jeg har dårlig samvittighed.
Skal jeg leve i nuet og fokusere på at det egentlig er en win-win situation for alle?
Eller skal jeg droppe min elsker og acceptere at jeg resten af mit liv ikke skal opleve passioneret sex?
Eller skal jeg forlade min mand, kaste mine børn ud i et skilsmisseliv og leve alene med skiftende elskere? (jeg tror ikke jeg ville orke at kaste mig ud i et nyt ægteskab)?
Allerede kort tid efter vi blev kærester skrev jeg i min dagbog at det sexuelle en eller anden gang ville blive et problem og ja, det er det blevet. Min mand har visse problemer i den henseende. Han kommer MEGET hurtigt. I starten kunne han slet ikke gennemføre, men efterhånden som han blev mere tryg gik det bedre og jeg lærte at indrette mig – jeg kan komme meget hurtigt hvis det er nødvendigt. Han er meget seksuelt genert, er nervøs ved at afprøve nye ting og tænder slet ikke på mange af de ting jeg selv tænder på. I starten forsøgte jeg at indføre nye ting, men efterhånden gav jeg op.
For ½ år siden troede jeg at mit sexliv var ved at være slut. Jeg følte ingen sexuel lyst, tændte ikke på andre mænd (hvilket jeg ellers meget har gjort), jeg ornanerede ikke mere, havde ingen sex fantasier og når vi havde sex var jeg tør og fik smerter der kunne vare flere dage efter. Jeg troede jeg var ved at gå i meget tidlig overgangsalder.
Lige indtil jeg for 2 mdr. siden mødte en mand som gik lige i mit underliv om man så må sige. Jeg var simpelthen tændt fra første færd. Efter at vi havde mødtes et par uger på offentlige steder tog vi til sidst skridtet fuldt ud og havde sex. Det var så fantastisk! Jeg har aldrig oplevet noget lignende og jeg har da haft en del sexpartnere før min mand. Og trods massiv dårlig samvittighed overfor min mand er jeg simpelthen blevet nødt til at fortsætte.
Min elsker fik mig til at indse at jeg ikke kan undertrykke den side af mig selv. Han opfordrede mig til at konfrontere min mand med at jeg har et behov og at han bliver nødt til at oppe sig hvis jeg skal blive hos ham. Det har jeg gjort og min mand og jeg har fået talt om det og oplever en ny sexuel start hvor vi forsøger at lære hinanden og vores behov at kende. Men selvom han virkelig forsøger, så er der meget jeg ikke kan med ham, både fordi han ikke tænder på det samme som jeg og fordi han jo altså ikke holder så længe.
Som det er nu er livet egentlig perfekt. Min elsker supplerer min man perfekt, min mand får mere og bedre sex end han længe har gjort og jeg er absolut en gladere og mere energisk mor.
Men jeg hader hemmelighedskræmmeriet og jeg har dårlig samvittighed.
Skal jeg leve i nuet og fokusere på at det egentlig er en win-win situation for alle?
Eller skal jeg droppe min elsker og acceptere at jeg resten af mit liv ikke skal opleve passioneret sex?
Eller skal jeg forlade min mand, kaste mine børn ud i et skilsmisseliv og leve alene med skiftende elskere? (jeg tror ikke jeg ville orke at kaste mig ud i et nyt ægteskab)?
Kommentarer
Han må kunne mærke, at han ikke tilfredsstiller dig, og du har truet ham med at forlade ham, hvis jeres sexliv ikke blev bedre, så jeg kunne forestille mig, at han bærer rundt på en stille frygt.
Du nævner på intet tidspunkt, at der er den mulighed, at du fortæller din mand om din elsker.
Din mands seksualitet er lige så rigtig som din.
Måske han kan acceptere, at du har en elsker som du kan lave det halløj der ikke interesserer ham med.
Hvis ikke, SÅ kommer spørgsmålet, om I skal forlade hinanden.
Nu læser jeg mit indlæg, og uha - jeg lyder godt nok fordømmende!
Det var overhovedet ikke hensigten.
Jeg havde skrevet et virkelig, virkelig langt indlæg til dig i aftes, og havde undervejs fået revet internetstikket ud, så indlægget forsvandt før jeg fik det postet.
Troede jeg fik formuleret mig fornuftigt i min opsummering
Det gjorde det ikke.
Du har måske ikke TRUET ham, men jeg læser i dit første indlæg, at du har sagt til ham, at jeres sexliv må ændres hvis du skal blive sammen med ham. Men det var sådan du havde talt med din elsker om det - jeg ved naturligvis ikke hvad du har sagt til din mand...
Det jeg havde ridset op før det forsvandt var de forskellige muligheder. Dem du selv nævner, og så alle de mulige scenarier der vil kunne opstå, hvis du vælger at tale med din mand om det. For det undrede/undrer mig, at du ikke selv nævnte den mulighed.
For det hælder jeg til, at du bør.
Der er den mulighed, at han ikke kan acceptere det, og går fra dig i vrede/skuffelse.
Der er den mulighed, at han ikke kan acceptere det, men kan tilgive, at du har været utro - og SÅ skal du komme frem til, om du vil forlade ham.
Der er den mulighed, at han kan acceptere at du har en elsker, men ikke ønsker at være involveret.
Og der er den mulighed, at han kan acceptere det, og ønsker at møde manden, og være aktiv part af det ved at deltage i planlægningen af hvor og hvornår du møder ham...
Det er en reel mulighed i nogle forhold.
Dit afsluttende spørgsmål om, om du skal forlade ham, syntes jeg ikke er helt relevant lige nu.
Endnu et forslag, som min elsker kom med, var at min mand og jeg simpelthen brugte ham som et stykke "sexlegetøj". At han kom med hjem i dobbelt sengen. Meget pirrende tanke, men nok ikke en reel løsning hvis jeg ellers kender min mand.
For mit vedkommende ville den bedste løsning være at min mand accepterede det , men derudover ikke ville blande sig. Jeg tror bare ikke det er en reel mulighed.
Jeg tror at hvis jeg fortalte det derhjemme, så ville han tilgive utroskaben under den forudsætning at det stoppede.
Jeg ville have meget svært ved at bede min mand om at acceptere at jeg blev ved med at se den anden - under den ene eller anden form - fordi jeg ikke tror jeg selv ville kunne leve med sådan en løsning hvis det havde været omvendt. Et princip i mit liv er at jeg ikke vil forlange noget af nogen, som jeg ikke selv ville kunne gøre.
Hvis min mand kom hjem og fortalte at han havde været utro er jeg ret sikker på at jeg ville tilgive det.
Har selv en dejlig mand som jeg har levet sammen med i over 20 år og vi har 2 dejlige børn sammen.
Han blev syg med kræft i 2008, blev erklæret rask i 2009. Bivirkningen ved den forebyggende medicin er ingen lyst eller det er ubehageligt for han at have sex.
Jeg har flere gange lidt i sjov forsøgt at få lov til at have en sexpartner ved siden af, men han er for stolt og siger han vil gå.
(Og egentlig har jeg også det problem at jeg er temmelig genert, så vil have svært ved det.)
Jeg står i den situation at jeg har en meget dejlig kollega som kender til situationen og som jeg har kysset en gang sidste år og jeg mærkede en lidenskab som jeg troede var død i mig og det samme gjorde han. (han gik fra sin kone 1/2 år før gennem 16 år pga mangel på samme)
Han vil mig så gerne og længes efter det samme som mig, nemlig lidenskab.
Jeg er sku bange for jeg er forelsket og er så ærgelig over at min mand og sygdommen har ladet mig sidde med et stort afsavn at jeg har haft behov for at kysse en anden.
Du kunne jo sætte dig ned og sige til ham at du ikke er tilfreds med jeres sexliv, og spørge ham om han vil være med til at løse problemet.
- Hvis ikke han vil, må du jo forklare ham at det gør dig ulykkelig at du ikke bliver tilfredsstillet. Så må han jo forholde sig til det problem. Du kunne jo foreslå, den teoretisske mulighed, at du kunne få dig en elsker... Du behøver vel ikke at nævne at du rent faktisk har en?
Men spørgsmålet er så: Vil du kunne leve med den lille hvide løgn. For jeg mener ikke løgnen er så stor, hvis han accepterer at du får en elsker. Så er det jo "kun" tidspunktet for hvornår han kom ind i billedet der er en hemmelighed - og ikke at du har ham.
- Du burde selvfølgelig have talt med din mand om problemerne inden de udviklede sig hertil hvor du er nu... Men det har du ikke gjort, så nu må du løse problemet inden det bliver større. For jeg tror ikke på at man kan være lykkelig i et forhold fyldt med hemmeligheder - løgn er roden til alt ondt, og den ene løgn vil tage den anden. Til sidst vil du føle at din mand bliver en klods om benet for dig, fordi han vil blive mistænkelig overfor dig... Før eller enere vil det ske! Og det vil til dentid såre din mand til et niveau du ikke drømmer om. Forestil dig selv at skulle forholde dig til at han måske havde været dig utro gennem flere år - ikke fedt!
Der er jo også andre muligheder at tilfredsstille på end ved alm. samleje. Er det noget din mand vil være med til? Jeg mener sex-legetøj eller evt. oralt - eller endnu bedre, begge dele?
Alternativt lange aftener med romantik og så må din mand have noget hjælp med nogle Viagra-piller, hvor han tilfredsstiller dig for din skyld, og ikke så meget for han egen - det kan jo være at han finder noget tænding frem ved at se dig blive mere lykkelig, og hvis du signalerer til ham at han tilfredsstiller dig? Måske han ikke føler sig god nok til dig?
Og lige for at svare på dit spørgsmål: NEJ! Det er ikke win-win med en elsker! I hvert fald ikke som det er nu, hvor dit liv er en løgn...
Det kan dog være at det kan blive win-win, hvis din mand ved det og accepterer det. Og hvis du vel at mærke selv kan styre dine følelser, så det udelukkende er sex det handler om. Der må ikke gå noget fra din mand, ved det at du har en elsker...
Din mand har også krav på at leve det liv, han helst vil. Og hvis du ikke indvier ham i dine tanker om, hvordan jeres samliv skal udmøntes, så umyndiggør du ham og fratager ham et valg, som han har krav på at være med i.
Åbenhed og ærlighed er vejen frem på sigt, alt andet skaber dybe sår og traumer, som efterfølgende skal håndteres - det er ikke det værd.
Fortæl om dine følelser, jeg synes egentlig også, at du er nødt til at fortælle ham at du har taget forskud på jeres nye aftale, selv om det sikkert vil være vanvittig svært for dig.
Så må i tage den derfra. Hvis han ikke synes, at dine aktiviteter er en god ide, så må du tage konsekvensen derfra, du er jo et voksent menneske.
Så hvis du er ligeglad med din faste partner og hans/hendes følelser, så er det da sikkert win-win. Og når så din partner også bedrager dig med en anden uden at fortælle dig om det, så bliver det vel win-win-win, eller...?
Jeg tror på ærlighed og åbenhed som bærende fundament for et godt parforhold, både på kort sigt og lang sigt. Jeg lever i et forhold som lider under den mistillid, som min kones utroskab har skabt. Og det er altså ikke særligt fedt og føles bestemt ikke som win-win.
Du foregøgler dig selv noget, hvis du tror, at der ikke går noget fra din familie pga. din utroskab - men den benægtelse er desværre også meget typisk for dem som vælger utroskaben, de omskriver virkeligheden og lyver for både sig selv og alle andre.