er min mand alkoholiker?
Min mand er i tjer og kok og drikker alt for meget efter min mening.
Han synes tilsyneladende ikke det er et problem, selvom han har mistet sit kørekort i spritkørsel hvor han kørte bilen ind i et træ og totelskadede bilen (1,8 promille).
Han kan ikke holde sig til ét glas hvilket han siger at kun er fordi JEG beder ham om det at han ikke vil.
Han drikker vin hver dag og har problemer med at vente til han kommer hjem med at drikke.
Jeg har fået nok nu, selvom jeg selv elsker vin og vi kan godt lide at ta ud og spise god mad med lækre vine til.
Jeg vil vide hvor jeg har ham og helst ædru. Han er ubehagelig og utilregnelig når han er fuld og jeg hader det!
Vi har været sammen i 10 år og har to børn på 2 og 8.
Han har altid drukket meget og hans far døde af alkoholisme.
Hvordan får jeg sagt til ham at jeg synes det er et problem uden han benægter og bliver sur og føler sig anklaget?
Hvad skal jeg gøre.... hjælp mig!
Den anonyme
Han synes tilsyneladende ikke det er et problem, selvom han har mistet sit kørekort i spritkørsel hvor han kørte bilen ind i et træ og totelskadede bilen (1,8 promille).
Han kan ikke holde sig til ét glas hvilket han siger at kun er fordi JEG beder ham om det at han ikke vil.
Han drikker vin hver dag og har problemer med at vente til han kommer hjem med at drikke.
Jeg har fået nok nu, selvom jeg selv elsker vin og vi kan godt lide at ta ud og spise god mad med lækre vine til.
Jeg vil vide hvor jeg har ham og helst ædru. Han er ubehagelig og utilregnelig når han er fuld og jeg hader det!
Vi har været sammen i 10 år og har to børn på 2 og 8.
Han har altid drukket meget og hans far døde af alkoholisme.
Hvordan får jeg sagt til ham at jeg synes det er et problem uden han benægter og bliver sur og føler sig anklaget?
Hvad skal jeg gøre.... hjælp mig!
Den anonyme
Kommentarer
vil også sige at vi har mange gode vine hjemme og jeg drikker selv et glas om dagen... oftes kl 17, hvor ungerne ser tv og der er faldet ro på lejren, synes jeg det er dejligt at slappe af til et godt glas vin... er villig til at undvære det for min mands skyld.
Tænkte om man kunne sige til ham om vi kunne holde os til kun at drikke i festlige lejligheder...?
Derfor kan han øjensynligt slet ikke magte at indse, at hans drikkeri efterhånden har taget overhånd - han kan ikke her og nu forholde sig til de - for ham uoverskuelige - problemer, han vil møde, hvis han f.eks. kommer på antabus.
Jeg vil foreslå dig at gå en anden vej. Du skriver at han er både ubehagelig og utilregnelig, når han er fuld, og det er der, du skal sætte bremsen i. Du skal fortælle ham, at det er hans ansvar at drikke og at du respekterer, at han selv påtager sig det ansvar. Du vil ikke påtage dig det ansvar. På den anden side vil du ikke længere stå model til hans opførsel, når han er fuld, og at du vil tage jeres børn og forlade ham, hvis ikke han vil begrænse sit forbrug så meget, at han i det mindste kan respektere dig og jeres liv så meget, at han kan opføre sig ordentligt.
Det her skal du naturligvis tænke over, for det nytter ikke at komme med tomme trusler - så derfor skal du være indstillet på, at du må forlade ham.
Det er således dig, der må finde ud af med dig selv, om du vil leve med en mand, der har sådanne utilregnligheder eller ej, og handle ud fra det.
Jo, hvis ikke han allerede er alkoholiker, så er han på vej til at blive det, men desværre er det alkoholikeren selv, der er den sidste til at indse det, og det gør han ikke så længe, han tror, at det bare er dig, der er "vanskelig". Han skal desværre mærke de alvorlige konsekvenser af sit forbrug, og forhåbentligt indser han det, hvis du og jeres børn vælger at forlade ham på det grundlag.
Og ja det er en svær branche at være i uden alkohol.
Han føler helt sikkert at det er mig der er bussemand og bare for meget... at der ikke er hold i det.
Problemet er også at han ikke vil indrømme at han opfører sig som han gør fordi han har drukket. Det er udelukkende fordi jeg pisser ham af (det gør jeg åbenbart altid når han har drukket lidt for meget) siger han. Jeg har jo heller ingen beviser på at han er fuld.... og han benægter som sagt.
Jeg kan ikke konfrontere ham i situationerne fordi så flyver han helt op i det røde felt og dagen efter vil han også kun huske at det var mig der var en idiot.
Selv når han til tider er kærlig (og fuld) synes jeg heller ikke det er fedt. Jeg ved aldrig hvornår jeg kommer til at trykke på en forkert knap.
Jeg er begyndt... alt for meget at holde øje med hvor meget han drikker og om han nu gør/siger det ene eller andet fordi han har drukket
Jeg elsker den ædru mand og ved det bliver svært at sige til ham, og desværre har jeg ikke midler til at smutte for good.
Jeg tror, du allerede er ved at blive trukket ind i en ond spiral. Du er jo ikke lykkelig i det forhold - jo ind i mellem, når han er ædru, men du er hele tiden på vagt, om du kommer til at gøre det "forkerte". Mener du seriøst, du vil kunne leve et liv på den måde, uden på et tidspunkt at blive fuldstændigt psykisk nedbrudt? Kan du leve med en mand, der synes, du er en idiot?
Jeg googlede lige "pårørende til alkoholiker". Det vil jeg også foreslå dig at gøre. Der vil du kunne finde flere professionelle rådgivningssteder, der kan give lige netop DIG den hjælp og det råd, du har brug for.
Og min mor? Jo hun tillod det jo! Hun blev ved manden, fortalte, at hun elskede ham, at han var sådan en god far, når han var ædru, at han ville os det bedste og alt muligt andet pis. Og hvis det ikke er at svigte sine børn, så ved jeg ikke, hvad det er. Det eneste jeg ønskede var, at kommunen kom og fjernede mig, men det gjorde de aldrig, for vi var jo en "pæn" familie.
I dag har jeg været gennem en del gruppeterapiforløb med andre voksne børn af alkoholikere, og jeg kan høre, at min historie ikke er enestående. Så når jeg læser dine indlæg, kan jeg mærke vrede mod dig. Vreden mod det svigt, du udsætter dine børn for p.g.a. din egen bekvemmelighed og manglende mod og vilje til at handle. Gu er din mand alkoholiker, og du er medalkoholiker, hvilket er ok for mig, at du vælger, men det er f..... ikke ok, at du træffer sådan et valg på dine børn vegne. Så bør du sende dem i familiepleje eller noget andet, for du kan IKKE beskytte dem mod sorgen, flovheden og alle svigtene ved at have en alkoholiker som far!
Lotte jeg vil prøve at google lidt... tak
Cirkeline:
Jeg er ked af at høre om din barndom med din far og vil sige at du har taget en fornuftig beslutning om at skære hånden af dem.
Men når det så er sagt vil jeg tilføje at min mand på ingen måde er så alkoholiseret.. det ku jo ske at det ender med det, og det er også derfor at jeg skriver ind her. Jeg vil jo netop gøre noget ved det... jeg har fået nok og vil konfrontere ham med det. Og håbe på at der vil ske noget dratisk.
At gå fra ham... ja jeg vil da gøre det hvis han benægter og synes at jeg er hul i hovedet fordi jeg kan finde på antyde at han har et problem (hvilket godt ku ske).
Men som det er nu, så går det overhovet ikke ud over børnene.
Min søn så ham fuld og ubehagelig, nogle gange da han var lille, men det er ikke noget han husker.
Altså min mand er ikke ubehagelig overfor dem.
Hvis de oplever ham fuld er det når vi har gæster eller er ude og så er han jo bare super kærlig overfor dem.
Det er ikke dem der pisser ham af når han er fuld, men mig.
Han drikker ikke i dagtimerne, først fra sen eftermiddag og desuden kommer han som regel først hjem når ungerne sover.
Så det er udelukkende mig der ikke bryder sig om når han drikker.
Det er jo bare sådan at jeg er usikker på om det er noget jeg bilder mig ind (altså at han hidser sig op FORDI han drikker). Der står jo ikke "jeg er fuld nu" i panden på ham og jeg synes det er grænseoverskridende at anklage ham for noget, som måske ikke holder stik
Jeg har aldrig kunne lide da mine forældre var fulde, da jeg var barn. Jeg synes det var ubehageligt fordi de ikke var sig selv. Derfor er jeg også meget imod at mine børn skal se ham fuld.
Derfor er det måske også derfor at jeg ikke kan lide ham fuld, for der er jo nogle gange han også er sød, når han har drukket. Men vil helst have ham som HAM.
Det har bare stået på i lang tid (år) og jeg er begyndt at sige til mig selv at hvis jeg er i tvivl, så er jeg ikke i tvivl!
Men hvordan siger man til sin mand "jeg tror du er alkoholiker" på en pæn måde?
Når du bliver generet af det er der slet ingen tvivl.
Jeg har også altid været nervøs for om jeg tænkte noget forkert. Ville ikke være uretfærdig.
Det var noget andet, men når man lider ved det, så er det galt. Jeg fik det at vide fra andre, jeg havde ret.
Der er ikke andet at gøre end sige nok er nok.
Det forstod han ikke før jeg gik.- og så fortrød han, men det var for sent.
Jeg fik det meget bedre, da jeg ikke skulle være så nervøs hele tiden.
Kommer din mand først hjem når børnene sover, så er der da noget galt. Eller arbejder han og drikker i arbejdstiden. Hvis det er tilfældet så mister han jo det job på et tidspunkt.
Jeg bliver så vred, når ægtefællen viser så lidt hensyn. Du skulle give ham et los, men det ved jeg godt, det gør du ikke. Ak ja, det er jo heller ikke så nemt, men du vil få det værre og værre.
Du er allerede begyndt at tro det måske er dig, der kræver for meget. Det er det ikke !!!!!!!!
Du træffer selv dine valg, men du skal overveje konsekvenserne, for vil du ende som min mor og mange andre mødre, der valgte en alkoholiker frem for deres børn? Og syndes du, at det er rimeligt, at dine børn skal betale den enorme pris, det er for et barn at vokse op i en alkoholikerfamilie? Også selv om det er en pæn alkoholikerfamilie.
Nej du, det jeg klandrer ham for at drikke alt for meget. Så når man lægger sammen, at han aldrig er hjemme og stang stiv, når han endelig er - ja, så begynder det nok at blive noget illusorisk, at man er en god far.