Syg i en anden region
lotte123
✭
Jeg er rystet i min grundvold. For snart fem år siden flyttede jeg fra en region i Danmark til en anden. (Ja, den gang var regionerne ikke oprettet, men for nemheds skyld...) Selvfølgelig meldte jeg flytning, fik nyt sygesikringskort, ny læge osv. osv.
Men – her i week-enden var jeg på familiebesøg i denne tidligere region, og jeg blev syg; så syg, at jeg måtte have fat i lægevagten. Der gik det op for mig, at jeg til trods for korrekt personnummer, stadig er oprettet under min gamle adresse!!!
Det lykkedes med meget besvær at få rettet min adresse, men da jeg der fra blev sendt videre til indlæggelse, gik det op for mig, at jo, jo, man kunne vel godt ændre min adresse, men der fra og til også at interessere sig for, at jeg altså ikke stadig har en privatpraktiserende læge mere end 250 km fra min nuværende bopæl, var vel at trække lige vel meget på offerviljen.
Da jeg fejler noget, jeg har prøvet før, lykkedes det mig at få lov til at komme ud igen. Min sygdom blev desværre værre, så vi gjorde forsøget med at køre hjem og jeg måtte så starte forfra. Det første sted fik jeg at vide, at der stod en seng parat til mig, hvis jeg fik det værre; jeg kunne bare komme, så ville jeg ryge direkte ind, men her – på vej hjem, måtte jeg igen ringe til lægevagt, få en tid ved en læge, og så der fra til modtagelsen, hvor der blev gjort alle de ting, man jo gør der, og som lige var blevet gjort dagen før på et andet sygehus, inden jeg så blev indlagt. Jeg prøvede naturligvis at gøre denne telefoniske lægevagt begribeligt, hvad jeg lige havde være gennem, men næ nej – det kunne man ikke tage sig af. Vær så god – for fra.
Spild af tid, kræfter og ressourcer.
Problemet nu er, at naturligvis falder det ikke nogen ind lige at udveksle oplysninger regionerne i mellem. Det er helt utænkeligt at sygehuset her lige kontakter det sygehus, jeg var på i den anden region – for det kan man ikke!! Det er nemlig helt forskellige systemer, man kører efter, så jeg måtte starte helt forfra igen på sygehuset
Og – det andet problem er, at jeg går ud fra, at den læge jeg havde for fem år siden nu har fået en information, om at jeg har været inde. Fred nu med det, men hvad skal han bruge det til? Men – min nuværende læge kunne faktisk godt bruge informationen, så det er jeg nødt til at klare selv.
Jeg er netop hjemvendt fra sygehuset, stadig totalt afkræftet, men når jeg kommer der til, har jeg tænkt mig at handle på det her. For tænk, hvis jeg nu havde været så syg, at jeg ikke kunne kæmpe for at gøre opmærksom på disse ting? Jeg mener, jeg kunne jo fejle noget, som der er behandlet for et andet sted, og så chokerer det mig, at man ikke kan trække oplysninger fra hinanden.
Naiv som jeg er, troede jeg faktisk at noget sådant var en selvfølge.
Mit spørgsmål: Hvor skal jeg gå hen med denne klage? Sundhedsministeriet? Den tidligere region? Eller?
Lige nu tales der om at nedlægge regionerne. Lige nu synes jeg faktisk, at det da er en vældig god ide. For hvad koster det ikke samfundet, at regionerne skal have hvert deres system, der ikke kan arbejde sammen? Hvem har interesse i at der ikke kan korresponderes?
Er jeg virkelig den eneste her i Danmark, der er flyttet fra en region til en anden? Er der ikke andre, der nogensinde har været et andet sted i landet og er blevet syg? Er det helt utænkeligt, at et sygehus et andet sted i landet kunne have brug for lige at trække nogle oplysninger om en patients sygdom?
Som nævnt – jeg er dybt rystet.
Men – her i week-enden var jeg på familiebesøg i denne tidligere region, og jeg blev syg; så syg, at jeg måtte have fat i lægevagten. Der gik det op for mig, at jeg til trods for korrekt personnummer, stadig er oprettet under min gamle adresse!!!
Det lykkedes med meget besvær at få rettet min adresse, men da jeg der fra blev sendt videre til indlæggelse, gik det op for mig, at jo, jo, man kunne vel godt ændre min adresse, men der fra og til også at interessere sig for, at jeg altså ikke stadig har en privatpraktiserende læge mere end 250 km fra min nuværende bopæl, var vel at trække lige vel meget på offerviljen.
Da jeg fejler noget, jeg har prøvet før, lykkedes det mig at få lov til at komme ud igen. Min sygdom blev desværre værre, så vi gjorde forsøget med at køre hjem og jeg måtte så starte forfra. Det første sted fik jeg at vide, at der stod en seng parat til mig, hvis jeg fik det værre; jeg kunne bare komme, så ville jeg ryge direkte ind, men her – på vej hjem, måtte jeg igen ringe til lægevagt, få en tid ved en læge, og så der fra til modtagelsen, hvor der blev gjort alle de ting, man jo gør der, og som lige var blevet gjort dagen før på et andet sygehus, inden jeg så blev indlagt. Jeg prøvede naturligvis at gøre denne telefoniske lægevagt begribeligt, hvad jeg lige havde være gennem, men næ nej – det kunne man ikke tage sig af. Vær så god – for fra.
Spild af tid, kræfter og ressourcer.
Problemet nu er, at naturligvis falder det ikke nogen ind lige at udveksle oplysninger regionerne i mellem. Det er helt utænkeligt at sygehuset her lige kontakter det sygehus, jeg var på i den anden region – for det kan man ikke!! Det er nemlig helt forskellige systemer, man kører efter, så jeg måtte starte helt forfra igen på sygehuset
Og – det andet problem er, at jeg går ud fra, at den læge jeg havde for fem år siden nu har fået en information, om at jeg har været inde. Fred nu med det, men hvad skal han bruge det til? Men – min nuværende læge kunne faktisk godt bruge informationen, så det er jeg nødt til at klare selv.
Jeg er netop hjemvendt fra sygehuset, stadig totalt afkræftet, men når jeg kommer der til, har jeg tænkt mig at handle på det her. For tænk, hvis jeg nu havde været så syg, at jeg ikke kunne kæmpe for at gøre opmærksom på disse ting? Jeg mener, jeg kunne jo fejle noget, som der er behandlet for et andet sted, og så chokerer det mig, at man ikke kan trække oplysninger fra hinanden.
Naiv som jeg er, troede jeg faktisk at noget sådant var en selvfølge.
Mit spørgsmål: Hvor skal jeg gå hen med denne klage? Sundhedsministeriet? Den tidligere region? Eller?
Lige nu tales der om at nedlægge regionerne. Lige nu synes jeg faktisk, at det da er en vældig god ide. For hvad koster det ikke samfundet, at regionerne skal have hvert deres system, der ikke kan arbejde sammen? Hvem har interesse i at der ikke kan korresponderes?
Er jeg virkelig den eneste her i Danmark, der er flyttet fra en region til en anden? Er der ikke andre, der nogensinde har været et andet sted i landet og er blevet syg? Er det helt utænkeligt, at et sygehus et andet sted i landet kunne have brug for lige at trække nogle oplysninger om en patients sygdom?
Som nævnt – jeg er dybt rystet.
Kommentarer
Hvad fejler du? Uanset hvad, bør din læge sende - i det mindste en kopi - eller noget elektronisk fra din journal til den nye læge, måske kræver det samtygge, en henvendelse, ellers ville jeg klage på rette sted, øverste myndighed indefor området.
Helt ærligt forstår jeg ikke det er et problem at du befinder dig i din tidligere region, tænk hvis du havde sommerhus i den anden ende af landet, de må ikke nægte, elller for den sags skyld, gøre det besværligt for dig at blive behandlet, det kunne jo gøre en mere syg. God bedring, selvom det måske er kronisk. Helle8
Hele vores sundhedssystem virker rodet. Regeringen har lavet regioner og nu skal de nedlægges.
Det siger nogle vil koste en formue og gøre det hele endnu værre, fordi de så skal begynde forfra. Måske skulle de hellere rette op på fejl og bruge pengene fornuftigt. Ellers bruger de vel hver en krone på ændringen, så der ikke er noget til at holde det i gang. Jeg fatter ikke det de laver og det gør de vist heller ikke selv.
Du skulle henvende dig til en patientvejleder og få at vide, hvordan du skal forholde dig. Hvem du skal klage til, hvis det overhovdet er muligt at finde ud af.
Jeg skulle have fjernet en knude. 3 læger har scannet den. Jeg bliver indkaldt til et andet sygehus, fordi den skal fjernes, men får der at vide, det er brok og jeg hellere skal lade det være. Knuden blev der bare følt på af en ganske ung læge.
Jeg blev så paf, at jeg tog hjem uden at sige noget. Knuden sidder der stadig og vokser langsomt.
Hvad har lægen på det sidste sygehus fået at vide, intet, ser det ud til. Knuden trykker på andre ting og det er ikke rart.
Hvor meget tid kunne der ikke spares, hvis de talte med os og kunne/ville indhente oplysninger. Alt foregår hen over hovedet på folk. Sådan føler jeg det.
Jeg blev på ingen måde nægtet behandling - tvært i mod. Det er en desværre ret almindelig sygdom, der kan ramme især modne mennesker, og alle læger jeg mødte i denne omgang, var overhovedet ikke uenig med mig i min mistanke, der senere viste sig at være korrekt, og denne gang en ret aggressiv udgave af slagsen.
Det her handler slet ikke om min sygdom, men om den administrative side af sygehusvæsenet.
Jeg finder det chokerende, at man ikke helt automatisk er oprettet med korrekt adresse og lægeoplysninger i samtlige regioner. Nu har jeg boet i denne tidligere region i mange år, og har da også tidligere både været syg og indlagt der.
Nu har jeg aldrig prøvet at have brug for læge i en region, jeg ikke tidligere har boet i, men jeg kan da ikke lade være med at spekulere på, om jeg så overhovedet eksisterer, hvis jeg skulle få brug for en læge et helt tredie sted? Ja, det var et vits, for det gør jeg vel, men tvivler? Det gør jeg altså efter denne oplevelse.
Jeg ved godt, at en del handler om samtykke, men helt elementære oplysninger burde da være en selvfølge, at man lige kan trække ud.
Nu har jeg ligget nogle dage på sygehuset og har derfor fået talt med nogle læger og plejepersonale, og de bekræfter alle, at nej - der er ikke nogle former for kontaktoplysninger på tværs af regionerne.
Jeg finder det også vanvittigt, at jeg - der dagen før, havde været gennem alle de indledende undersøgelser, der jo kræver flere timer i modtagelsen, og havde fået tilbudt en seng, - skal gennem hele denne øjensynligt komplicerede og tidskrævende omgang igen, fordi jeg valgte at opsøge et sygehus nærmere mit eget hjem. I min verden, havde det været 100 gange nemmere, hvis man lige kunne taste mit cpr-nummer ind og få oplysningerne, og så ellers putte mig i en seng på den rette afdeling med det samme. Ikke for at gøre det nemmere for mig, men denne gang udviklede denne sygdom sig ret hurtigt, og man stod faktisk søndag nat, og havde kraftige overvejelser om at operere mig, da man havde mistanke om, at det kunne være meget værre end det heldigvis viste sig at være, så her havde tidsfaktoren altså en betydning, og så er det da vanvittigt, at bruge al den energi på alt det administrative - der jo altså lige var blevet foretaget.
Mit spørgsmål er stadig: Er der nogen, der ved, hvor rette sted er til en henvendelse om klage om denne tåbelighed om, at regionerne simpelt hen overhovedet ikke kan finde ud af at arbejde sammen? I nogle tilfælde må det da koste liv.
Mener du ikke en patientvejleder kan fortælle, hvor du kan klage. Det ville jeg da tro. De skriver jo de kan hjælpe med klagevejledning.
Jeg klagede på et tidspunkt over, der blev sagt at kopimedicin og originalmedicin var det samme. Det var til sundhedsministeriet og det var åbenbart et forkert sted. Jeg fik intet svar.
Jeg tror slet ikke på, det hjælper at klage nogen steder. Ingen hører det.
Ja, det går ikke så hurtigt her lige pt., - jeg er stadig ret så smertepåvirket, så jeg kan ikke sidde ret længe ad gangen - så ovenstående indlæg er skrevet mens du skrev dit, så nu følger en reaktion på dit.
Jeg er helt enig, det er en underlig rodebutik; jeg vil dog påpege, at jeg egentlig har fået ret god behandling, men det skyldes selvfølgelig, at jeg fejler noget, der er helt genkendeligt; dog er jeg voldsomt medicinfølsom, så derfor får jeg ikke smertestillende. Jeg har i mange år sagt, at jeg ikke kunne tåle morfin, og derfor ikke ville have det, men denne gang tænkte jeg, at hellere måtte finde ud af, om det nu havde sin rigtighed, så jeg takkede ja. Puh ha – det er rigtigt, hold da op, hvor blev jeg dårlig. Jeg tåler heller ikke acetylsalicylsyre, så jeg er slet ikke i smertebehandling.
Man var meget betænkelig ved at sende mig hjem i går – ville gerne have beholdt mig, men det altså udelukkende p.gr.af mine smerter, for jeg er i den grad undersøgt og diagnostiseret, og naturligvis i heftig penicinbehandling, så det skal ”bare” gå over nu, og det mener jeg så godt, jeg egentlig bedre klarer herhjemme, men – der står en seng til mig i det øjeblik, jeg siger til.
Men – det er korrekt, at alle de læger der kommer ind til en, fortæller tingene på hver sin måde, så man bliver hurtigt ”rundt på gulvet” og forvirret. Mine smerter er denne gang ret voldsomme, og et par læger har revet sig i håret og ment, at jeg også måtte fejle noget andet, men det gør jeg ikke - i hvert fald ikke efter diverse scanninger. Og – så kommer en ny læge ind og fortæller mig, at det altså er helt normalt at have så voldsomme smerter ved denne sygdom. Hvorfor fik jeg ikke det at vide på dag et? Altså, at man KAN have så voldsomme smerter, men man da lige vil undersøge, så man kan udelukke, at der ikke er noget andet. Det ville jeg jo kunne forstå, men nu har jeg jo fået indtrykket af, at man har kastet håndklædet i ringen, man kan ikke finde ud af, hvorfor smerterne er så voldsomme, så nu må man hellere sige, at det er normalt, og ”farvel med dig”.
Persille, hvis jeg var dig, så ville jeg insistere på at komme til en specialist, og jeg ville blive ved og ved, til jeg havde fået en diagnose.
Jeg ved det – det kræver et jernhelbred at være syg - og det er ikke en vits, deværre.
Ja, en sammenlægning af regioner vil sikkert koste enorme summer til ingen verdens ting. Og – som jeg nu har fundet ud af, så er det fuldstændigt vanvittigt, at man ikke fra starten har kørt efter samme system. Men det er jo politiske beslutninger – og politiske beslutninger har det med at koste formuer i tåbelig administration.
Min fætters 17 årige søn fik morfin og blev meget syg. Ved en frygtelig fejl fik han en sprøjte til og denne gang døde han. Jeg forstår ikke den slags fejl kan ske, de må jo ikke læse hvad der står i journalen eller har glemt at skrive han blev syg af første sprøjte. Åh, det var forfærdeligt, stakkels dreng og forældre.
Min fætter græd, da han fortalte det og det gør jeg også nu.
Gid jeg kunne hjælpe dig, men det kan jeg jo desværre ikke. Jeg har dog læst man kan få andre smertestillende midler end morfin. Er du ikke blevet tilbudt noget andet.
Jeg har fået at vide knuden er uskadelig, men trykker på andre organer. Det sagde de tre første læger. Ældre erfarne læger, det stoler jeg på. Der skal mod til at tage på sygehuset.
Man skal underskrive en samtykkeerklæring om udveksling af helbredsoplysninger - også fra den ene sundhedsinstans til den anden, så det vil vist kræve en lovændring at få ændret på dette.
Det burde dog uanset nuværende lovgivning i dette tilfælde være ret simpelt at bede dig underskrive en erklæring, faxe denne til det første sygehus og derefter få oplysningerne sendt til det sygehus hvorfra du sendte erklæringen.
Det alvorlige problem opstår så bare hvis en patient der ikke er i stand til at fortælle at der findes oplysninger andetsteds kommer ind på sygehuset.
I Sundhedslovens kapitel 9 §41 stk. 2 nr. 1 er anført, at helbredsoplysninger kan videregives til andre sundhedspersoner såfremt
"det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten, og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov".
Sundhedsloven findes her: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0 ... 130455#K18
Men hvordan skulle de kunne det, når de ikke ved, at patienten har været indlagt andetsteds?
Der kunne være et landsdækkende register hvori helbredsoplysninger kan uploades.
Men i hvilke tilfælde skal der uploades oplysninger? Altså hvem skal vurdere, om oplysningen er af en art som potentielt vil være nyttig for en anden sundhedsinstans? Patienten?
Skal hele journalen uploades eller skal der blot stå, hvor, hvornår og for hvad patienten er blevet behandlet?
Hvem skal have adgang til dette register? Skal fysioterapeuter og psykiatere have adgang til oplysninger om udposninger på tarmen?
Er det relevant for den læge der syr 10 sting i panden på en efter et fald at se, at patienten har fået foretaget en abort, haft et hjertestop eller været indlagt til afrusning?
Når en sundhedsperson går ind i dette fiktive register, vil h*n jo straks blive oplyst om patientens øvrige helbredsforhold.
Sundhedsloven ligger under Indenrigs- og Sundhedsministeren, hvorfor det for indeværende er Bertel Haarder du skal stile din klage - eller måske rettere dit forslag på baggrund af dine oplevelser - til. Altså sundhedsdelen af ham.
Derudover kan du skrive til Sundhedsordførerne for diverse partier.
Og for at bringe problemet frem i offentligheden, kan du kontakte pressen (evt. klumme eller læserbrev).
Du kan kontakte patientkontoret i din region for vejledning omkring emnet.
Det eneste jeg ser du kan decideret klage over er, at dine adresseoplysninger og oplysning om din praktiserende læge ikke er opdateret i de offentlige registre.
Det tror jeg skal være til kommunen og eventuelt også til Indenrigs- og sundhedsministeren (indenrigsdelen af ham).
- I havde skrevet mens jeg var igang med ovenstående.
Persille:
Jeg klagede engang til en borgmester over kommunens sagsbehandling. Jeg fik fint skriftligt svar tilbage om, at borgmesteren ville se på det og vende tilbage. Det skete aldrig - men jeg fulgte ikke op på det.
Hvis det er kommunen som har med sagsbehandling at gøre, så har de x uger til at behandle og svare på klagen. Men jeg ved ikke om det også gælder dem højere oppe i systemet.
Det svar jeg fik fra kommunen slog mig så meget ud, at jeg magtede at reagere på det eller rykke borgemesteren for et svar.
Det er slet ikke der mit problem er. Jeg har da bestemt oplevet at få en sådan erklæring til underskrift, men det er overhovedet ikke sket i dette tilfælde, og det handler faktisk om, at det ikke er umiddelbart muligt at hente sådanne oplysninger, der måske - måske ikke kunne være til gavn i dette tilfælde. Jo, man kunne måske have sendt en fax, som en sekretær så modtager, når hun kommer til den henvendelse i sine arbejdsopgaver - og så behandler med den fart noget sådant nu forekommer.
Her handler det oven i købet om, at jeg blev syg en week-end, fik indledende behandlinger i en region, og valgte så at komme hjem til egen region. Jeg havde gerne skrevet under på hvad som helst, for at lette denne "ekspedition", men muligheden var slet ikke tilstede.
Det er helt utænkeligt, at trække oplysninger fra hinanden - og det er her, jeg er himmelråbende rystet.
At jeg oven i købet er kodet ind med forkert adresse og læge er dybt kritisabelt, men altså ikke en livstruende fejl.
Både min mand og jeg er så "heldige" at vi ikke mener, der overhovedet kan stå noget nogle steder, som kan skade en evt, behandling, og vi har gentagne gange skrevet under på netop de erklæringer, der giver tilladelse til at give og søge alle relevante informationer. Vi har bare begge oplevet, at når man så kommer videre i systemet, så bliver disse tilladelser overhovedet ikke benyttet. Nej - man begynder helt forfra - hver gang!
Og ja, jeg er da blevet tilbudt andre former for smertestillende, men jeg må erkende, at nu har vi prøvet en slags, som jeg blev hamrende syg af, og jeg er ganske enkelt for dårlig til at indlade mig på flere forsøg i denne omgang. Jeg har simpelt hen ikke overskuddet og kræfterne til et nyt eksperiment lige nu, men jeg har da besluttet at hvis der kommer en næste gang, så prøver vi næste type i rækken.
Det kan endda være, det bliver snart, for hold da op, hvor har jeg smerter lige nu. :-( - og jeg er da egentlig ikke helt tryg ved at være alene lige nu.
Men - det hjælper at sidde her og forsøge at koncentrere mig om noget andet. :-) - Og jo, hvis jeg ringer til min mand, så kommer han hjem - men ja - sej er man jo. Hm....
Mærkeligt, som alting foregår. Jeg skiftede jo til en anden lægen for et stykke tid siden. Da jeg skulle have fornyet en recept mødte jeg op medbringende min medicin. Jeg tænkte det var bedst.
Min journal var flyttet til min nye læge. Jeg troede, der skulle gives en accept først.
Så det vil sige min "gamle" læge har fået meddelelse om, hvilken læge jeg har valgt og sendt journalen.
Jeg føler mig fuldstændig umyndiggjort.