Indstillinger
Så respekter mig dog!
I min barndom var jeg udsat for incest. Som årene er gået og gennem psykologsamtaler har jeg erkendt at der er følger af det som jeg skal leve med gennem hele livet. Min familie kommer selvsagt også til at "lide" under det. Det meste af tiden går det godt nok, men der er situationer hvor jeg tænker "gad vide om dette er en normal reaktion?" - reaktionen er normal for mig, men er det også den mest fornuftige i forhold til mine børn?
Jeg har skrevet herinde før, men det er ved at være længe siden - idet jeg har været i en god periode... men men men - og nu kommer det.
For ca. 3-4 år siden fortalte jeg mine svigerforældre om hvad jeg har været udsat for. Jeg synes de skulle vide det - også for at forstå hvordan jeg har det med at mine børn skal være hos dem - og for at de forstod hvad der var ekstra vigtigt for mig. Det var min svigermor jeg fortalte det til og hun var meget forstående og imødekommende. Hun talte så med min svigerfar om det.
Jeg synes altid mit forhold til min svigermor har været helt fantastisk. Hun har lyttet og det har også virket på mig som om hun har forstået. Nu er der så sket det forfærdelige at min svigerfar døde i efteråret. Helt uventet og ganske pludseligt - i en forholdsvis ung alder. Et chok for alle - og det tager tid at komme over.
Min svigermor kom for halvanden måned siden og fortalte at hun havde fundet sig en kæreste. Det er helt fint, men jeg snakkede efterfølgende med hende om at jeg ikke var klar til at møde ham. Jeg gjorde det også klart for hende at jeg var nødt til at vide 100% at det kun er hende der er tilstede når hun passer vores børn. Hun understregede at det kunne vi stole på. Hun kendte jo til min baggrund m.m. Godt så!
Tre uger senere skal vi på ferie i sommerhus. Vi er der i den ene uge og hun kommer fredag aften - hvor vi kører hjem lørdag. Inden vi kører på ferie spiser vi sammen og hun fortæller at kæresten kommer i løbet af lørdagen. Min mand siger at vi kører hjem straks efter morgenmaden lørdag. (ingen tvivl, i måden det bliver sagt på, at vi ikke er interesseret i at møde kæresten).
Fredag aften ankommer svigermor. Hun når lige at sige godnat til ungerne og aftale at de skal komme op i huset om morgenen og vække farmor. (ungerne og os forældre sover i et anneks). Vi voksne sidder og får en kop kaffe og sludre lidt i et par timer eller tre inden vi også siger godnat.
Næste morgen da min datter står op i annekset og kigger ud af vinduet siger hun: "mor hvad er det for en bil der holder der?" Gud hjælpe mig om så ikke min svigermor har fået besøg i løbet af natten!!!
Jeg bliver så rasende! Ryster helt indvendigt. Ungerne siger at de vil op og vække farmor, men de kan tro nej! Ikke på vilkår om de skal op og vække farmor, putte under dynen, fjolle, hygge m.m. sammen med en vildt fremmed mand!!! Vi har ikke fortalt ungerne om at farmor har fået en kæreste. Min mand og jeg er i chok... Hvad har hun gang i??? Hvad gør vi? Heldigvis havde vi pakket de fleste ting i bilen dagen før, men der var da stadig en del i huset som vi skulle have med hjem... min mand henter vores ting (da jeg overhovedet ikke er i stand til det). Vi pakker vores ting og kører. Kun min mand ser og taler med min svigermor om morgenen.
Nu har hun så - efter en uges tid sendt en mail at hun er ked af den misforståelse der skete... MISFORSTÅELSE??? Ej ved du hvad... Kun tre uger efter at jeg fortalte hende direkte, at jeg ikke var klar til at møde hendes kæreste, mener hun så at nu må tiden være inde?
Hun har altid virket så forstående, men hvordan kan hun tro at jeg vil synes det er okay at mine unger skal op og vække/putte i farmors seng, når hun har en kæreste ved siden af sig som ingen af os kender?
Hun skriver/siger ofte at hun ikke vil ende bitter og ensom og tror åbenbart igen og igen at vi har noget imod at hun har fået en kæreste. Selvom det er underligt at hun har fundet en anden - så har vi intet imod det... det hele bunder i at vi/jeg selv vil bestemme hvornår vi skal involvere os i den del af hendes liv.
Der er/ligger selvfølgelig meget mere i denne historie end lige det jeg har fortalt, men jeg har bare brug for at få af vide at det er okay at jeg handler og synes som jeg gør.
Jeg sendte hende et svar hvor jeg skrev at jeg ikke synes der var tale om en misforståelse. Jeg skrev min opfattelse af det hele og at jeg følte hun havde misbrugt min tillid.
Kan jeg stole på hende igen?
Det sker ikke så tit at vi har brug for pasningshjælp, men vi har en aftale i næste måned. Jeg har lyst til at aflyse aftalen. To grunde dertil: 1: Jeg vil ikke slappe af og nyde festen optimalt. 2: (ret barnligt i grunden) den eneste måde jeg kan straffe min svigermor på er ved at tage mine børn fra hende, men ungerne vil hende jo gerne.
Jeg har ikke mange pasnings-alternativer. For hvem er jeg tryg ved? Jeg kan også godt se at jeg, grundet mine reaktioner, begrænser mig selv og mit liv. Det går jo ikke at jeg afskærer mig fra alle, men jeg synes godt nok at hun har trådt på mig!
Ronja
Jeg har skrevet herinde før, men det er ved at være længe siden - idet jeg har været i en god periode... men men men - og nu kommer det.
For ca. 3-4 år siden fortalte jeg mine svigerforældre om hvad jeg har været udsat for. Jeg synes de skulle vide det - også for at forstå hvordan jeg har det med at mine børn skal være hos dem - og for at de forstod hvad der var ekstra vigtigt for mig. Det var min svigermor jeg fortalte det til og hun var meget forstående og imødekommende. Hun talte så med min svigerfar om det.
Jeg synes altid mit forhold til min svigermor har været helt fantastisk. Hun har lyttet og det har også virket på mig som om hun har forstået. Nu er der så sket det forfærdelige at min svigerfar døde i efteråret. Helt uventet og ganske pludseligt - i en forholdsvis ung alder. Et chok for alle - og det tager tid at komme over.
Min svigermor kom for halvanden måned siden og fortalte at hun havde fundet sig en kæreste. Det er helt fint, men jeg snakkede efterfølgende med hende om at jeg ikke var klar til at møde ham. Jeg gjorde det også klart for hende at jeg var nødt til at vide 100% at det kun er hende der er tilstede når hun passer vores børn. Hun understregede at det kunne vi stole på. Hun kendte jo til min baggrund m.m. Godt så!
Tre uger senere skal vi på ferie i sommerhus. Vi er der i den ene uge og hun kommer fredag aften - hvor vi kører hjem lørdag. Inden vi kører på ferie spiser vi sammen og hun fortæller at kæresten kommer i løbet af lørdagen. Min mand siger at vi kører hjem straks efter morgenmaden lørdag. (ingen tvivl, i måden det bliver sagt på, at vi ikke er interesseret i at møde kæresten).
Fredag aften ankommer svigermor. Hun når lige at sige godnat til ungerne og aftale at de skal komme op i huset om morgenen og vække farmor. (ungerne og os forældre sover i et anneks). Vi voksne sidder og får en kop kaffe og sludre lidt i et par timer eller tre inden vi også siger godnat.
Næste morgen da min datter står op i annekset og kigger ud af vinduet siger hun: "mor hvad er det for en bil der holder der?" Gud hjælpe mig om så ikke min svigermor har fået besøg i løbet af natten!!!
Jeg bliver så rasende! Ryster helt indvendigt. Ungerne siger at de vil op og vække farmor, men de kan tro nej! Ikke på vilkår om de skal op og vække farmor, putte under dynen, fjolle, hygge m.m. sammen med en vildt fremmed mand!!! Vi har ikke fortalt ungerne om at farmor har fået en kæreste. Min mand og jeg er i chok... Hvad har hun gang i??? Hvad gør vi? Heldigvis havde vi pakket de fleste ting i bilen dagen før, men der var da stadig en del i huset som vi skulle have med hjem... min mand henter vores ting (da jeg overhovedet ikke er i stand til det). Vi pakker vores ting og kører. Kun min mand ser og taler med min svigermor om morgenen.
Nu har hun så - efter en uges tid sendt en mail at hun er ked af den misforståelse der skete... MISFORSTÅELSE??? Ej ved du hvad... Kun tre uger efter at jeg fortalte hende direkte, at jeg ikke var klar til at møde hendes kæreste, mener hun så at nu må tiden være inde?
Hun har altid virket så forstående, men hvordan kan hun tro at jeg vil synes det er okay at mine unger skal op og vække/putte i farmors seng, når hun har en kæreste ved siden af sig som ingen af os kender?
Hun skriver/siger ofte at hun ikke vil ende bitter og ensom og tror åbenbart igen og igen at vi har noget imod at hun har fået en kæreste. Selvom det er underligt at hun har fundet en anden - så har vi intet imod det... det hele bunder i at vi/jeg selv vil bestemme hvornår vi skal involvere os i den del af hendes liv.
Der er/ligger selvfølgelig meget mere i denne historie end lige det jeg har fortalt, men jeg har bare brug for at få af vide at det er okay at jeg handler og synes som jeg gør.
Jeg sendte hende et svar hvor jeg skrev at jeg ikke synes der var tale om en misforståelse. Jeg skrev min opfattelse af det hele og at jeg følte hun havde misbrugt min tillid.
Kan jeg stole på hende igen?
Det sker ikke så tit at vi har brug for pasningshjælp, men vi har en aftale i næste måned. Jeg har lyst til at aflyse aftalen. To grunde dertil: 1: Jeg vil ikke slappe af og nyde festen optimalt. 2: (ret barnligt i grunden) den eneste måde jeg kan straffe min svigermor på er ved at tage mine børn fra hende, men ungerne vil hende jo gerne.
Jeg har ikke mange pasnings-alternativer. For hvem er jeg tryg ved? Jeg kan også godt se at jeg, grundet mine reaktioner, begrænser mig selv og mit liv. Det går jo ikke at jeg afskærer mig fra alle, men jeg synes godt nok at hun har trådt på mig!
Ronja
Kommentarer
Allerførst vil jeg sige, at jeg ikke har læst den tidligere debat, du henviser til, og at jeg ikke har erfaring med incest, så derfor læser jeg måske dit indlæg her med nogle helt andre briller, men der er dog nogle ting, der springer mig i øjnene, hvorfor jeg alligevel skriver et indlæg.
Jeg kan sagtens følge, at når man har været udsat for, hvad du har, så er man omend endnu mere påpasselig med, hvem ens børn kommer i kontakt med. Dog vil jeg da nok mene, at alle forældre da lige ville se en sådan kæreste an, inden man sender sine børn der hen.
Selv om du gentagne gange skriver, at du og din mand ikke har problemer med, at din svigermor har fået en ny kæreste så hurtigt efter din svigerfars død, så tror jeg alligevel det er der, hunden ligger begravet. For det har I jo. Nej, I vil ikke endnu involveres i den del af hendes liv, men hvorfor dog ikke mødes stille og roligt til en kop kaffe og hilse på? Hun har fundet en ny kæreste meget hurtigt efter din svigerfars død – det kan der være mange årsager til, også årsager som jeres svigermor ikke mener vedrører jer. Det er desværre langet mere almindeligt, end man umiddelbart forestiller sig, at voksne børn ikke kan acceptere at deres forældre også har brug for et kærlighedsliv, og kan have et endog meget stort behov for at blive lykkelige igen, når den ene part falder bort, så denne del af det har intet med din opvækst at gøre.
Din svigermor har lovet dig, at når hun skal passe børnene, så er det kun hende, der gør det – det synes jeg altså ikke, der er noget, der tyder på, at du ikke kan stole på. Du mener, hun ikke har overholdt aftalen ved at have listet ham ind den nat oppe i sommerhuset. På det tidspunkt var hun jo IKKE alene med børnene, I var der jo, og mit gæt er, at hun ved at gøre det på den måde, virkelig har et meget, meget dybfølt ønske om, at I skal møde denne kæreste, og derfor prøvede at gøre det på den måde, så I kunne få hilst på. Og jo – det var måske ikke så smart, hvilket hun givet har indset, for I fik da i den grad fortalt hende, at I ikke accepterer det, selv om I påstår det modsatte.
Men – hvad jeg tror har noget at gøre med dine reaktioner på din opvækst, er at du øjensynligt er overbevist om, den eneste måde dine børn møder denne kæreste på, er ved at blive puttet ned i sengen til ham! Det er dig og din mand der kender din svigermor. Tror du virkelig hun kunne finde på det?
I har brug for at få jeres børn passet om nogle uger. Mit forslag er da, at I inden den tid stille og roligt mødes med din svigermor og hendes nye kæreste til den kop kaffe, jeg nævnte før. Selv om i ikke føler jer klar, så synes jeg alligevel I skal respektere hendes ønske om at hilse på ham. Tag jeres børn med, prøv at være lidt afslappede. Og der får I lige en snak mere om, hvor væsentligt det er for jer, at jeres børn på intet tidspunkt er alene med denne kæreste. Mit gæt er, at din svigermor måske allerede nu har fortalt sin kæreste om det her, så derfor vil I givet også møde forståelse fra kæresten. En eller anden forklaring på jeres voldsomme reaktion oppe i det sommerhus, har hun jo nok givet ham. Hvis I mødte den kæreste, kunne det endda være, at han helt af sig selv vil berolige jer ved at love, at han holder afstand.
Din svigermor ved da godt, at børnene garanteret efter denne pasning vil blive udspurgt af jer, og det er uholdbart at hun fremover hele tiden skal vælge mellem sit kærlighedsliv og sine børnebørn. Det kommer der kun splid og fortvivlelse ud af, og vil i den grad også komme til at gå ud over jeres børn. Det synes jeg, I skal tænke over.
Jeg kan sagtens følge din angst for at dine børn skal blive udsat for, hvad du har været udsat for, men det er dog heldigvis de færreste og ikke de fleste mænd, der er pædofile, og det taler da til denne kærestes fordel, at han har valgt at være sammen med en moden kvinde.
Jeg tror at din angst for dette netop handler om, at du og I slet ikke har mødt ham, og derfor bør I gøre det nu.
Jeg har læst dit indlæg, og jeg må også erkende, at jeg intet kender til incest. Men jeg synes at du og din mand reagerer meget voldsomt på flere ting.
Med hensyn til din svigermor, der har fundet en kæreste, så mener jeg at det er dejligt og skønt for hende. Jeg synes, det er trist, sørgeligt og meget egoistisk, at I ikke har lyst til at hilse på ham, og jeg tror, at det er fordi, I synes at det ikke er længe nok siden, at din svigerfar døde. Hvem siger, at der skal gå et hvis antal år, måneder eller dage. Hun har mødt kærligheden, og den spørger ikke om det er for tidligt, nej den opstår bare mellem to mennesker. Tænk på at det snarere kan blive for sent. Jeg tror at det var Piet Hein der skrev: Lev mens du gør det og elsk mens du tør det… jeg elsker dette citat:-)
Jeg vil absolut opfordre dig til, at møde den mand som din svigermor nu er blevet glad for, og så synes jeg, at du skal prøve at bruge din sunde fornuft med hensyn til, at dine børn ikke må være i stue med en kæreste, som din svigermor har valgt. Der mener jeg, at du overreagerer, for alle mænd er sgu ikke pædofile, og det er heller ikke godt og sundt for dine børn, med så voldsom en reaktion fra din side.
Børnene skulle gerne vokse op som hele og glade mennesker, uden at opleve at du hele tiden er angst for at de skal blive udsat for incest, for den frygt vil helt sikkert smitte af på dine børn. Børn er ikke dumme, og de fornemmer meget hurtigt når de voksnes adfærd bliver så ekstrem, som jeg synes din er.
Du skriver også, at du kan straffe din svigermor med at tage børnene fra hende, men hvorfor i alverden synes du, at du skal straffe hende, hun har intet gjort forkert, nej du straffer kun børnene.
Hilsen Sofie
Jeg er i samme situation som denne svigermor, men jeg er heldig. Alle mine børn og børnebørn er meget glade for, at jeg har fundet en ven. Det samme gælder hele min mands og min omgangskreds. Min ven skal for første gang med til privat fest hos nogle af min mands og mine venner. Det er meget, meget positivt.
Mine børn og svigerbørn har lige været og male hus, min ven foretog sig noget andet, og jeg skulle "bare" gøre det jeg altid har gjort, nemlig sørge for kaffe og mad til "det arbejdende team".
Mine børn godtog uden videre, at jeg har en ven, børnebørnene elsker ham og løber ligeså meget ind til ham, som til mig.
Min mand døde også i efteråret, ingen overhovedet har nævnt noget om, at det var for tidligt med en ven, tværtimod. Mine børn syntes endda det var rigtig fint, at jeg havde en at hygge mig med, oveni købet en de har kendt fra barnsben.
Om der kan sættes nogen tid på, hvornår det er passende? Nej, og det skal ingen blande sig i. Man siger en normal sorgproces tager et halvt års tid, så skulle man gerne være klar igen til det nye liv. Ikke alle er så længe om det. Jeg og min mand vidste han skulle dø. Vi/ jeg koncentrede os om, at få en god og dejlig tid, med mange gode minder i det halve år vi havde til at sige farvel.
Som svigerdatter kan man ødelægge et ellers godt forhold ved ikke at respektere svigermors valg i livet. Svigermor er også andet og mere end en der passer børnebørn, hun har også et liv der skal leves på sine egne betingelser. I sidste ende skal man være glad for, at svigermor er levende og interessant også uden for familien.
Mine frustrationer går ikke på at min svigermor har fået en kæreste. Det blev ellers konkluderet i det første svar på min tråd.
Jeg har intet problem i at hun har fundet en ny ven som hun er glad for! Intet! Jeg synes at det er fint. Hvorvidt det er for hurtigt eller ej... det vil jeg slet ikke tage stilling til. Jeg kan forstå hvis min mand tænker over det, men det føler jeg ikke er mit bord.
Mit problem er at hun bryder en klar aftale som jeg føler vi havde indbyrdes. Hun må gerne have en kæreste - det blander jeg mig ikke i, men jeg synes ikke hun respekterer mig når jeg har givet udtryk for at jeg ikke er parat til at møde ham - og hun så bare laver et "overraskelse-angreb" på den måde.
En af konsekvenserne, fra min barndom, for mig er at jeg har det svært med nye personer som jeg ved jeg skal have et tillidsforhold til - eller som jeg ved mine børn skal have et tillidsforhold til. Det er svært at forklare hvordan jeg har det... Jeg mistænker bestemt ikke alle, men fordi jeg ikke mistænker folk er det ikke det samme som at jeg har tillid til dem.
Jeg ved at denne kæreste ikke er den første siden hun blev alene. I starten af det nye år fortalte hun om en anden ven - og der snakkede vi frem og tilbage om hvordan vi skulle mødes og hilse på hinanden. Vi blev enige om at vi voksne skulle ses først også kunne børnene være med en anden dag. Dette blev så ikke aktuelt alligevel, men jeg gik da ud fra at aftalen også var gældende med den nuværende kæreste.
Jeg sidder så og vurderer hvorvidt hendes forhold er holdbart og om der er nogen form for ide i at introducere mine børn til en kæreste som måske ikke er der om tre måneder. Der vil jeg sige at jeg gerne vil være mere sikker på at der er noget i det forhold - før mine børn og jeg skal involvere os.
Hvor lang tid de skal have været sammen ved jeg ikke - og det er svært at svare på hvornår jeg er klar, men jeg kan mærke helt ind i sjælen på min krop at jeg ikke synes om den måde hun havde tænkt første møde skulle foregå på.
Ja, jeg skal respektere min svigermor og hendes valg, det synes jeg også jeg gør, men skal respekten ikke gå begge veje?
Ronja
Hvorfor skulle dine svigerforældre involveres i eller forstå dine vanskeligheder?
Det er dig der har et problem i forhold til din fortid og nutid. Det er dig, der skal lære at håndtere dig selv i alle henseender.
Som jeg læser dit indlæg og det du gerne vil have bekræftet, får jeg fornemmelsen af, at du på en eller anden måde kommer til, at bede om forståelse, så du undgår konfrontationen med dig selv.
Det er ikke sjovt, at være i dine sko, men det er heller ikke morsomt for andre, at skulle lægge låg på sig selv, for at virke forstående og respekterende overfor dig. Det skaber splid i det lange løb og spliden kommer fra dig, fordi du ikke kan håndtere dig selv.
Jeg synes du går meget op i din svigermors bekendtskaber, du følger op i dit nye indlæg med, at den nuværende ven ikke er den første.
Kan du ikke betragte din svigermors venner, som det de er, venner. Hvad galt er der i, at dine børn hilser på farmors venner? Kunne du ikke få det til at blive en helt naturlig ting?
Jeg tror ikke din svigermor betragter dem som andet end rigtig gode venner. Jeg tror ikke, at hun på nuværende tænker på nogen, som en evt. livsledsager eller ægtemand.
Børnene betragter vel sagtens bare disse venner, som nogen farmor kender. Det er så det.
Resten er noget man som forældrer nedfælder i børnene på den ene eller den anden måde.
Jeg selv kunne ikke tænke mig en ny mand, men jeg er meget, meget glad for min ven, og vi sover da tit sammen. Om vi gør det ene eller det andet, kommer slet, slet ikke mine børn ved.
Men måske er der noget jeg godt kan forstå. Jeg ville f.eks. aldrig have min ven sov her, hvis mine børnebørn skulle sove her. Så måske kan jeg alligevel godt følge dig. Sådan er det bare for mig og min ven, vi har slet ikke diskuteret det, og vi er ikke "blevet taget på sengen".
Jeg er meget enig i, at det virker som om, at konflikterne og spliden kommer fra dig, fordi du ikke kan håndtere din egen situation, og så prøver at forskubbe den over på andre. Problemet er bare, at din svigermor ikke ønsker denne byrde, og derfor prøver at få ret til at leve sit eget liv. Og hun har alt det, du ikke har: tillid til andre mennesker, evnen til tilknytning, varme, integritet m.v. Så straffer du hende, fjerner du samtidig noget af det mest væsentlige, du kan give dine børn med ud i livet, nemlig kærligheden.
Den der med, at man beskytter sine børn mod potentielle farer - sludder og vrøvl. Man forsøger at tackle sine egne problemer gennem sine børn, og det giver altid bagslag. Ens oplever og ens livskvalitet skal man selv tackle og leve med. incest er forfærdelig, men den latente videreførelse, der bliver beskrevet her til både ens egne børn og familie - ja, den er lige så forfærdelig, fordi den altid vil betyde en indskrænkning i andres livsglæde, og det vil altid gå ud over jer selv i sidste ende.
Så jeg vil virkelig mene, at du bør vende tilbage til terapien.
Jeg kan godt følge, at du mener at det hele tog en anden drejning, men hvis du læser dit første indlæg med en helt udenforståendes briller, så vil du muligvis også komme frem til, at det primært handler om den manglende forståelse for din svigermors liv, men som du rigtigt nok også skriver, så er der mere i det – og selvfølgelig er der det; man kan nu en gang ikke skrive alt i et debatindlæg.
Jeg er enig med Viktoria langt hen ad vejen, dog mener jeg at det er af altafgørende betydning at man fortæller sine nærmeste om sin baggrund, og derfor på den måde har mulighed for forståelse, hvorfor jeg synes, det både er rigtigt og meget fornuftigt af dig, at du har fortalt om dig selv, for det giver altså en helt anden forståelse for hinanden, når man kender til bagrunden. Jeg bliver jævntligt misforstået i min nuværende mands familie, for de har egentlig ikke vist interesse for min baggrund og mine bevæggrunde for at gøre, som jeg gør, så hvis man skal have et godt og nært samvær, bør man kende hinanden.
Jeg kan langt hen ad vejen sagtens følge dig og angst for at dine børn skal blive udsat for noget grimt. Jeg er selv vokset op med en lidt barsk baggrund – men dog med stik modsat fortegn end din. Mine forældre havde ikke antydningen af interesse for min bror og mig, og vi blev langt hen ad vejen overladt til os selv. De gad da ikke møde op til nogen former for arrangementer i børneregi. Og det skulle mine børn i hvert fald ikke opleve, så jeg har jo også været om dem som en hønemor mht. omsorg og engagement. Jeg har siddet i samtlige forældrebestyrelser, deltaget aktivt, når der var spejderudflugt, skolekomedie, børnehaveudflugter osv.osv. - og det ikke bare som tilskuer, nej jeg har også været med ”backstage”, sy kostumer, lave mad osv. Det har jeg bestemt nydt og været meget, meget glad for, så det har aldrig været et ”offer” fra min side, men nu, hvor mine børn er voksne, så har jeg da også fået at vide af dem, at jeg måske også var lige i overkanten med at være ”på”, selv om min datter nu i øvrigt gør det samme med sine børn. :-)
Grunden til at jeg skriver det her, er at du måske skal tænke lidt over, hvad du egentlig byder dine børn ved at være så overforsigtig. Din svigermor har fået en ven, men jeg synes nu, der er himmelvid forskel på at mødes med denne ven og så til at involvere sig.
Jeg har da også i forhold til min mands datters kærester for længst sagt, at det der, det gider jeg simpelt hen ikke bruge kræfter på – men derfor kan jeg da godt sige goddag og være høflig, men forholde mig og involvere mig i ham og hans liv? Nej – det må lige vente til jeg finder ud af, om jeg møder ham igen. Husk nu, det er – desværre vil jeg næsten sige – blevet helt almindeligt, at når de unge har mødt en, så har de dårligt lært vedkommende at kende, før de bliver hevet med til samtlige familiearrangementer. Det har vi vel efterhånden vænnet os til – hvorfor kan den ældre generation så ikke gøre det samme? Jeg vil påstå, at I er forkerte på den ved at mene, at den slags vil jeres børn ikke kunne takle – det kan de altså sagtens. Og de kan sagtens takle at få at vide, at farmor har en god ven, som hun glad for. Og de kan også takle det, hvis farmor bliver uvenner med denne ven, og ikke ser ham mere.
Dine børn vil jo – og har vel allerede gjort det – møde mennesker, som kommer kortvarigt ind i deres liv for så at forsvinde igen; det er jeres opgave som forældre, at lære dem at takle den slags.
Du har været udsat for incest – og incest er jo netop begået af et menneske, man er i familie med, og som man derfor på den måde har haft tillid til, og det er jo netop det forfærdelige ved den forbrydelse. Men - det bør altså ikke have den konsekvens at dine børn ikke skal møde menensker, der ikke i forvejen er 100% godkendt af jer. Dette er i øvrigt heller ikke muligt at efterleve, med mindre I totalt isolerer dem fra andre mennsker. De vil jo komme hjem til kammerater, hvor der altså godt lige pludseligt kan komme en fremmed på besøg; de vil i skolen/børnehaven opleve en vikar, de aldrig har set osv. osv.
Tilbage til emnet: Jeg spekulerer en del på, hvad I fortalte jeres børn, den dag oppe i sommerhuset, hvor de blev forbudt at rende op til farmor, ja også blev forbudt at sige farvel til hende – og I på det tidspunkt var helt oppe i det røde felt? Er I helt sikre på, at I ved denne adfærd ikke gjorde noget, der i den grad fik sat sine ret ubehagelige spor hos jeres børn?? Og også langt mere ubehageligt end et ”dav” til denne ven? Nej, det var ikke incest, men noget der sagtens kan have påvirket dem for livet! Et for dem totalt uforståeligt og totalt uforberedt raseri. Jeg har nu – som 55 -årig – stadig nogle erindringer om sådanne fuldstændig uforståelige voldsomheder fra mine forældre, som jeg stadig kan mærke, jeg får det dårligt af.
Jeg vil foreslå dig -og din mand – at sætte jer sammen med din svigermor og så få ryddet op i det her. Jeg synes sagtens I kan insistere på, at jeres børn ikke kommer ned i sengen til denne kæreste. Hvis han overnatter, når børnene er der, så bør I også insitere på, at hvis børnene kommer ind og vil have sengehygge med farmor, så bør hun øjeblikkeligt stå op, og hygge med dem på anden vis. I kan også fortælle hende, at I i det hele taget ikke vil synes om, at hun ”kissemisser” foran børnene, i hvert fald ikke før, det er et noget mere fasttømret forhold. Fortæl jeres børn, at farmor har en ven, der måske kommer på besøg, så de er forberedt, hvis det sker.
Men – jeg er nu ret overbevist om, at din svigermor er voksen nok til at adskille tingene, hun ville bare så gerne have, at I netop lige fik sagt goddag. Og – ret beset så KAN det jo være den gang oppe i sommerhuset, at det var kæresten, der af sig selv var kommet tidligere end aftalt, fordi det var HAM, der var ivrig efter at hilse på. Og så har din svigermor jo ret – det VAR en misforståelse, noget hun ikke havde planlagt, men selvfølgelig har hun eftefølgende forsvaret ham, fordi det i hendes verden så heller ikke var denne voldsomme katastrofe, som du og din mand har udlagt det til. Men – okay – det ved jeg naturligvis ikke.
Og så vil jeg lige sige, at jeg faktisk finder det meget forkert, at I ikke har fortalt jere børn, at farmor har en god ven. Jeg gætter på, at de ikke er ret store, men de kan altså sagtens forholde sig til at folk har venner – det har de jo også selv, og de forbinder jo overhovedet ikke en sådan ven med alt det, som I gør.
Jeg tror faktisk, I måske har overreageret lige voldsomt nok, men få dog tingene på plads med din sviermor, og hvis det er afgørende betydning for jer at denne ven ikke er tilstede, når hun passer jeres børn, så tal dog sammen om det, men få også talt om, hvor rimeligt det i bund og grund er at stille det krav.
Undskyld – det her blev en lægnere smøre, men jeg sætter altså nogle lighedstegn til, hvad jeg selv har været udsat for.
Det er dig der har haft nogen problemer igennem dit liv, og har det med i bagagen. Dette må du endelig ikke lade gå ud over din familie og specielt ikke dine børn - for som cirkeline også skrive, så påvirker dine reaktioner overfor svigermor dine børn - sikkert mere end du aner..
Du har en fortid som du ikke kan lave om på. Du kan bearbejde den, hvilket det også lyder til du har gjort, bare ikke nok.
Jeg har et godt råd til dig - læs bogen "Nuets kraft" af Eckhart Trolle. Den giver dig et godt indblik i af leve i nuet, og glemme alt det som egentlig ikke betyder noget længere, nettop fordi det er fortid eller fremtid. Det er nuet der er ægte
Og få da så lige mødt svigermors mand. Grunden til hun laver det du kalder et overraskelses angreb, er vel at hun er glad for manden, og ønsker at vise ham frem overfor familien så disse kan bekræfte hende i at han er god for hende. Jeg tror bestemt ikke hun har gjort det for at genere dig eller af disrespekt.