Indstillinger
Abort eller ikke abort?
Smider lige den her beslutning ud i universet. Er simpelthen sådan i tvivl og lidt råd fra helt fremmede kan måske hjælpe. Jeg er gravid i 5 uge (I virkelighed 3 uge siden befrugtning). Det var ikke planlagt, men jeg var stoppet med p-piller pga. pigmentfejl og vi vidste jo godt, at der var en større risiko ved at bruge kondom. Jeg føler lidt, at vi har opført os som uansvarlige teenagere. Men det gik kun 'galt' en enkelt gang, og jeg tog en fortrydelsespille dagen efter. Så jeg er åbenbart meget frugtbar. Jeg bor sammen men min kæreste, og vi har et godt forhold og elsker hinanden. Han vil støtte mig uanset hvad jeg vælger, og forstår godt min tvivl. Men jeg kan mærke at han vil det mere end mig. Og at det vil gøre ham glad. han er allerede vildt beskyttende og sød. Vil f.eks. ikke drikke, når nu jeg ikke kan. Og sørger for god, sund mad til mig. Det påvirker mig, men jeg er bange for det er hans kærlighed jeg er forført af, og ikke ideen om at barn.
Jeg fik en abort som 17-årig og det er ikke noget jeg ser noget galt i. Lige nu er det jo kun et par celler.
Min situation i dag er dog helt anderledes. Jeg er i et godt og stabilt forhold, jeg har en god universitetsuddannelse og jeg er 31. Så på papiret er de ting jo i orden. Det der taler imod at få et barn nu er primært, at jeg har en stor gæld, blandt andet studiegæld, at jeg har været arbejdsløs i snart 2 år. Og jeg frygter, at jeg aldrig kommer i gang med karrieren. Selv om min kæreste har fast job, og aldrig ville lade mig i stikken, føler jeg, at jeg selv skal være istand til at tage mig af det barn, der kommer ud af min krop. Jeg har muligvis fået et (drømme)job, der kræver at jeg rejser til Afrika næste år. Min kæreste vil gerne tage med og holde sin barsel der og passe barnet. Men jeg ved ikke, om det er realistisk at vi vil det, når først vi sidder med et skrigende spædbarn i armene.
Jeg går også og er utrolig ærgerlig over alt det jeg går glip af - ingen rødvin til vores tapas på den planlagte ferie til Spanien. Ingen fredags øl med en vigtig kontakt til mit job der kommer til Danmark. Ingen frihed til at gøre, hvad jeg har lyst til. Ingen spontane strandture og cocktails med veninderne. Ikke flere lange nætter, hvor jeg bare læser en god bog og ikke mere aftensmad kl 22 og morgenmad, når vi engang vågner. Ikke flere sjove weekendture til London, og ikke flere spændende eventyr ud i verden. Hvis jeg virkelig ønskede barnet, ville vi jo finde ud af det - uanset hvad. Så måske er det et tegn at de her små ting går mig sådan på. Og måske skal jeg bare vænne mig til tanken.
En af mine andre bekymringer handler mere om, hvorvidt jeg er psykisk parat. Jeg har altid sagt at jeg aldrig ville have børn. Og jeg har det utroligt svært med den traditionelle kvinde/moder rolle, som jeg finder triviel, humorforladt og ærlig talt dødssyg. Jeg ved det er groft at sige, men jeg er nok lidt af en drengepige i hvert fald på det område.
Min egen barndom var præget af en mor der på sin vis opgav alt for os og gav os masser af kærlighed og omsorg, men samtidig levede hun nærmest et martyrium af selvopofrelse. Og en far der var en kolerisk og både psykisk og fysisk voldelig hustyran. Der var aldrig nogen penge, møbler blev fundet på lossepladsen, vi fik aldrig nyt tøj og var aldrig på ferie. Så for mig at fattigdom meget virkeligt, og jeg frygter det inderligt. Og frygter at ligne mine forældre. Jeg er i behandling for en længerevarende depression, samt ADHD, som dog er behandlet fint med medicin og psykoterapi. Jeg er dog bange for, at jeg ikke er stabil nok til at kunne rumme den livsforandring, det er at få et barn. På den anden side vil de forbehold nok aldrig forsvinde. Og man skal jo også passe på ikke at ødelægge livet for sig selv ud af frygt.
Det var en ordentlig smøre.
Gode råd er velkomne - kristne budskaber er ikke.
Tophat
Jeg fik en abort som 17-årig og det er ikke noget jeg ser noget galt i. Lige nu er det jo kun et par celler.
Min situation i dag er dog helt anderledes. Jeg er i et godt og stabilt forhold, jeg har en god universitetsuddannelse og jeg er 31. Så på papiret er de ting jo i orden. Det der taler imod at få et barn nu er primært, at jeg har en stor gæld, blandt andet studiegæld, at jeg har været arbejdsløs i snart 2 år. Og jeg frygter, at jeg aldrig kommer i gang med karrieren. Selv om min kæreste har fast job, og aldrig ville lade mig i stikken, føler jeg, at jeg selv skal være istand til at tage mig af det barn, der kommer ud af min krop. Jeg har muligvis fået et (drømme)job, der kræver at jeg rejser til Afrika næste år. Min kæreste vil gerne tage med og holde sin barsel der og passe barnet. Men jeg ved ikke, om det er realistisk at vi vil det, når først vi sidder med et skrigende spædbarn i armene.
Jeg går også og er utrolig ærgerlig over alt det jeg går glip af - ingen rødvin til vores tapas på den planlagte ferie til Spanien. Ingen fredags øl med en vigtig kontakt til mit job der kommer til Danmark. Ingen frihed til at gøre, hvad jeg har lyst til. Ingen spontane strandture og cocktails med veninderne. Ikke flere lange nætter, hvor jeg bare læser en god bog og ikke mere aftensmad kl 22 og morgenmad, når vi engang vågner. Ikke flere sjove weekendture til London, og ikke flere spændende eventyr ud i verden. Hvis jeg virkelig ønskede barnet, ville vi jo finde ud af det - uanset hvad. Så måske er det et tegn at de her små ting går mig sådan på. Og måske skal jeg bare vænne mig til tanken.
En af mine andre bekymringer handler mere om, hvorvidt jeg er psykisk parat. Jeg har altid sagt at jeg aldrig ville have børn. Og jeg har det utroligt svært med den traditionelle kvinde/moder rolle, som jeg finder triviel, humorforladt og ærlig talt dødssyg. Jeg ved det er groft at sige, men jeg er nok lidt af en drengepige i hvert fald på det område.
Min egen barndom var præget af en mor der på sin vis opgav alt for os og gav os masser af kærlighed og omsorg, men samtidig levede hun nærmest et martyrium af selvopofrelse. Og en far der var en kolerisk og både psykisk og fysisk voldelig hustyran. Der var aldrig nogen penge, møbler blev fundet på lossepladsen, vi fik aldrig nyt tøj og var aldrig på ferie. Så for mig at fattigdom meget virkeligt, og jeg frygter det inderligt. Og frygter at ligne mine forældre. Jeg er i behandling for en længerevarende depression, samt ADHD, som dog er behandlet fint med medicin og psykoterapi. Jeg er dog bange for, at jeg ikke er stabil nok til at kunne rumme den livsforandring, det er at få et barn. På den anden side vil de forbehold nok aldrig forsvinde. Og man skal jo også passe på ikke at ødelægge livet for sig selv ud af frygt.
Det var en ordentlig smøre.
Gode råd er velkomne - kristne budskaber er ikke.
Tophat
Kommentarer
Jeg forstår din tvivl. Mit bedste råd er at det kun er dig og din kæreste, der både tager beslutningen og tager ansvaret for beslutningen! Man kan så let blive smaskforvirret af alle andres meninger.
Hvis du kan mærke at din kærestes begejstring og holdning fylder for meget lige nu til at du selv kan nå at få tænkt og følt, så bed ham give dig plads og fortæl ham, at du nok skal sige til, når du er klar til at dele dine tanker med ham igen. Sæt evt. en dato på, så I på forhånd aftaler et tidspunkt og et sted at tale sammen om det I så til den tid begge har tænkt og følt i de mellemliggende dage. Lyt så grundigt til hinanden...er mit råd.
Det jeg bed mest mærke i at du skrev, var forholdet til dine forældre. Selvom det kan være svært at løsrive sig selv fra identifikationen med dem, så er dine forældre dem de er - og du en anden. Det er dig selv (og ikke din fortid eller dine forældre) du bør tage udgangspunkt i, uanset hvilke beslutninger du træffer i livet. Prøv for en stund at lade som om, du slet ikke har nogle forældre, men blot er en person, som er dumpet ned på jorden fra universet og tilfældigvis er dig. Hvilken betydning har dét billede for dine tanker om dig selv? For dine tanker om at få et barn eller ej? For dine tanker om hvem dit evt. kommende barn mon er?
Held og lykke med din beslutning.
Kærligst Karmacure
Jeg vil ikke tolke på dit indlæg. Jeg håber, at det har hjulpet dig at skrive det hele ned, og at du læser det igennem flere gange de kommende dage. Og så sætter dig og skriver dine tanker omkring det du har skrevet ned.
Det tror jeg vil kunne hjælpe dig.
Grunden til at jeg skriver er, at jeg bider mærke i det med ADHD og depression, som "er velbehandlet med MEDICIN og psykoterapi".
Tager du stadig medicin?
I så fald skal du læse indlægssedlen og tale med din behandler, for der er mange typer psykofarmaka der frarådes i forbindelse med graviditet.
I så fald kommer der nogle flere faktorer i spil i forhold til om du skal gennemføre graviditeten (hvis altså den bliver siddende) eller ej.
Som råder lægevidenskaben til abort i tilfælde af graviditet med det præparat, råder de til at man trapper ud hurtigst muligt, er det i så fald realistisk at du vil kunne klare dig uden medicin / på et andet præparat osv. osv. osv.
Det ærger dig, at du ikke kan drikke rødvin til din tapas, når I skal på ferie??
Ud fra sådan et udsagn - jo, du skal få en abort, for du er bestemt ikke klar til at få et barn. Når man får børn skal man ofre mange "luksusting" - det er du vist ikke helt klar til!
Tilgengæld så får man en masse andre dejlige oplevelser når man får et barn - og det starter allerede når man er gravid.
Jo, det er "bare" celler du har i din livmoder, men cellens hjerte slår allerede...
Læs dit eget indlæg igennem, og se på om du synes, at en der skriver sådan er klar til et barn.
Johanne
Jeg vil gerne blande mig lidt igen. Jeg giver Anna ret i, at det er vigtigt at du får set på din medicin og i samråd med lægen finder ud af, om den skal seponeres i forhold til graviditet.
Abort er stadig et tabu. Når du stiller dit spørgsmål om abort eller ej, er der derfor nogle mennesker, der får trigget deres egne følelser af vrede, skyld og skam.
Nogle mennesker reagerer som om, der findes en endegyldig sandhed, som gælder alle mennesker. Særligt i spørgsmål som abort. Udfordrer man dén sandhed, er det som om, deres verden næsten falder sammen.
Tabuer provokerer og nogen vil derfor ubevidst besvare dit spørgsmål med et "angreb". I stedet for at forsøge at hjælpe dig, vælter deres egne subjektive sammenligninger og negative vurderinger op. Men da disse "angreb" netop er subjektive og negative, kan du spørge dig selv om de hjælper dig til selv at træffe den beslutning, der er rigtig for dig...? I dit tilfælde: Spørgsmålet om abort eller ej?
Mit råd er derfor, at du med fordel kan sortere i andres svar (herinde og i livet i det hele taget) ved at spørge dig selv, om du kan bruge andres subjektive vurderinger og sammenligninger til noget i forhold til din konkrete situation (her emnet abort). Mennesker kan desværre komme til at reagere ud fra deres egne erfaringer og verdenssyn og helt glemme at skelne mellem dem og dig.
Så lad mig prøve at hjælpe mere konkret: Har andres ønsker om selv at få børn i praksis noget med dine ønsker at gøre? Er andres meninger vigtige?
Måske kan nogle af idéerne fra mit svar tidligere her i tråden være en hjælp....måske ikke. Uanset hvad: Lykke på vejen.
Kærligst Karmacure
Mange tak for jeres svar. Jeg har undersøgt – som noget af det første – hvad min medicin betyder for graviditeten. Jeg er stoppet med at tage ritalin, et stof mod ADHD, men fortsat med min antidepressive medicin, da den netop er af en type, man fortrækker at give til gravide. Hvis jeg vælger at bevare graviditeten, vil jeg tale med min læge om mulighed for udtrapning. Det er nemlig ikke medicin, man bare lige stopper med fra den ene dag til den anden. Det kan også sagtens være, at jeg har bedre af at fortsætte med medicinen gennem hele graviditeten.
Jeg er stadig meget i tvivl, men det hjalp faktisk at skrive det hele ned. Det er meget ulig mig at skrive indlæg i internetfora – faktisk tror jeg aldrig, det er sket før. Og jeg sætter derfor stor pris på jeres gode og velreflekterede svar. Jeg har sat en dato på at træffe en beslutning. Og har bedt min kæreste skrue lidt ned for omsorgen, selvom det er godt ment.
Med hensyn til det indlæg Johanna kom med, så vil jeg sige, at spørgsmålet om at ville have børn er vildt svært for mig, og altid har været det. Måske på grund af min opvækst. Jeg har altid haft svært ved at forstå, hvorfor alle gerne ville have børn. Det er ikke ment som et debatindlæg, og jeg vil helst ikke ind i en længere for- og imod abortdebat. Jeg mener, at det er et legitimt valg i en vanskelig situation. Men jeg forstår godt, at følelserne omkring det kan være svære, hvis man selv har haft svært ved at få - ønske - børn. Og ja, for mig hvor det her er uventet, er det voldsomt at skulle miste den frihed, jeg holder så meget af. Vinen er bare et eksempel på det. Og jeg tror ikke helt jeg forstår, hvad jeg får til gengæld.
Igen tak fordi I har brugt jeres tid på en vildt fremmedes problem. Det er da lidt fantastisk.
'Tophat'
Jeg lider af skizofreni, generaliseret angst, OCD og i perioder depressioner. Jeg er selv vokset op med en mor der led af angst.
Da vi besluttede os for at få et barn, var det da også med store overvejelser for og imod.
Angsten gør, at jeg tvivler meget på mig selv og min egen dømmekraft.
NÅR jeg gør det, så kigger jeg på min lille datter - ser hvor glad og tilpas hun er! Hun har det sgu godt, og jeg er mega stolt af mig selv!
Vi prøvede at få et barn i 4 år inden det lykkedes. Da jeg blev gravid, blev jeg scannet første gang i uge 7. DER lå vores lille baby og det mindste hjerte slog! allerede der blev jeg nærmest forelsket i den lille snotklat.
Vi havde solgt et hus med stort tab, da min mand blev fyret fra sit daværende job. Den gæld betaler vi nu af på, og imens må vi bo til leje. Jeg var helt nygravid, da alt dette skete. Set på den lyse side, så gik min mand hjemme de sidste måneder af min graviditet og de første 6 måneder af vores datters liv. Det var guld værd
Jo, man mister sin "frihed", men er det den der gør en glad?
Johanne
"Jo, man mister sin "frihed", men er det den der gør en glad?"
Det er "MEN" som trikker mig.
Som jeg læser hele den her tråd, så ER det netop friheden til at kunne tage på café, blive længere på arbejdet, rejse m.m. som gør trådstarter glad.
Du ønskede og forsøgte at få et barn i årevis (efter først at have gjort dig nøje overvejelser for og imod) og det var det at få et barn der ville gøre dig glad.
Trådstarter har lige pludselig fået en positiv graviditetstest smidt ned i det frie liv som hun skatter højt. Hun tog endda en fortrydelsespille efter ubeskyttet samleje for at sikre sig mod at blive gravid.
Du skriver i starten af indlægget, at man skal være klar til at ens liv ændrer sig radikalt.
Det er ikke alle der er det når de bliver gravide. Eller nogensinde bliver det for den sags skyld.
Og det er der ikke det mindste i vejen med.
Det er heldigvis sjældent man hører om nogen der har fortrudt at de er blevet forældre - men det betyder ikke, at det er forkert at fravælge at blive det.
Jeg kan godt forstå, at hvis man har taget en fortrydelsespille og den ikke har virket, at man så føler sig frustreret.
Det kræver store overvejelser at beslutte sig for og imod.
Jeg tror aldrig jeg ville komme mig over en abort. Jeg ville altid gå og tænke på, hvilket lille menneske det ville være blevet.
Johanne
Rigtig mange graviditeter går til grunde af sig selv i starten af graviditetsforløbet (især helt i starten), så det er slet ikke sikkert, at fostret overlever til en fuldbyrdet graviditet.
Det syntes jeg er vigtigt at holde sig for øje når man får en positiv test.
Uanset om man ønsker abort eller at gennemføre graviditeten.
Det er vildt dejligt for dig at projektet lykkedes - tillykke med det!!!
Du må bare huske på, at ikke alle har den prioritet i livet.
Jeg læste en artikel eller så et tv-program om par som ikke ønskede børn og deres store frustration over den manglende accept/forståelse de mødte.
Det var egentlig ret interessant; for ja, i vores samfund er der en forventning om, at man ønsker at stifte familie, og anser man ikke det som den ultimative lykke falder man udenfor.
Ja, mange graviditeter går til grunde af NATURLIGE årsager. Fordi fostret er ulevedygtigt eller andre ting. Mange gange når kvinderne slet ikke at finde ud af, at de har været gravide.
MEN, jeg synes bare også, at abort er blevet "lidt for legalt". Ikke at jeg er imod abort, for det er jeg ikke. Men jeg synes tit, at folk er ret sløsede for "man kan altid få det fjernet".
Den mentalitet bryder jeg mig ikke om. Vil man ikke have børn, så må man gøre alt i sin magt for at undgå det.
Trådstarter havde taget p-piller, men kunne ikke fortsætte. Ja, de brugte kondom, men en enkelt gang svipsede det... Den ene gang er en gang for meget!
Som jeg har skrevet tidligere - abort skal ikke fungere som præventionsmiddel. Det skal være en nødløsning!!
Trådstarter har allerede én gang fået en abort - så skulle man lissom mene man havde lært det!