Skyldfølelse.
Hej alle.
Jeg står i et svært sted i livet ligenu, og ligenu føler jeg bare det hele er galt. Jeg har ikke nogen og snakke med, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det.
Jeg er kommet til at tænke på hvor meget min forældre har gjort for mig uden at jeg har sat pris på det. Det har jeg det virkelig dårligt over.
Jeg har været en røv, og de har begge holdt det ud i 18 år.
Det var skilt siden jeg var 2. De har aldrig haft mange penge, men alligevel har de ofret alt det de havde på mig. Og jeg har aldrig takket dem. Hvordan gør jeg det?
Fx for nogle år siden havde min mor sparet 25000 sammen til en rejse for os to. Det var en fantastisk rejse, men har aldrig fået udtrykt. Har aldrig sagt tak.
Hvordan siger man tak for alt?
Jeg har det også dårlig overfor nogle ting jeg har sagt. I min tidlige teenage-vrede har jeg bl. a. kaldt min mor for dum.. hjernedød... og sagde at jeg hadede hende hvorefter jeg løb vred ud af døren. Det er mange år siden, men når jeg husker tilbage på hendes ansigt kunne jeg se, at hun blev såret. Det hjælper ikke at hun selv har haft et hårdt liv med nogle psyk. sygdomme undervejs.
Jeg har det simpelthen så dårligt med det.
Hvordan siger jeg undskyld?
Jeg har aldrig snakket "dybt" med mine forældre, så har det ret svært med det
Jeg står i et svært sted i livet ligenu, og ligenu føler jeg bare det hele er galt. Jeg har ikke nogen og snakke med, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det.
Jeg er kommet til at tænke på hvor meget min forældre har gjort for mig uden at jeg har sat pris på det. Det har jeg det virkelig dårligt over.
Jeg har været en røv, og de har begge holdt det ud i 18 år.
Det var skilt siden jeg var 2. De har aldrig haft mange penge, men alligevel har de ofret alt det de havde på mig. Og jeg har aldrig takket dem. Hvordan gør jeg det?
Fx for nogle år siden havde min mor sparet 25000 sammen til en rejse for os to. Det var en fantastisk rejse, men har aldrig fået udtrykt. Har aldrig sagt tak.
Hvordan siger man tak for alt?
Jeg har det også dårlig overfor nogle ting jeg har sagt. I min tidlige teenage-vrede har jeg bl. a. kaldt min mor for dum.. hjernedød... og sagde at jeg hadede hende hvorefter jeg løb vred ud af døren. Det er mange år siden, men når jeg husker tilbage på hendes ansigt kunne jeg se, at hun blev såret. Det hjælper ikke at hun selv har haft et hårdt liv med nogle psyk. sygdomme undervejs.
Jeg har det simpelthen så dårligt med det.
Hvordan siger jeg undskyld?
Jeg har aldrig snakket "dybt" med mine forældre, så har det ret svært med det
Kommentarer
Jeg er mor til nu voksne børn, men jeg var også alene med mine teenagebørn, og havde små penge, og jeg kan godt fortælle dig, at det ikke altid var lige morsomt, og i lighed med dig opførte de sig ikke altid lige pænt, og jo, selvfølgelig gjorde det ondt, selvfølgelig var det ind i mellem sårende, men teenagere ER generelt ikke særlig morsomme at være forældre til, så det kan du "glæde" dig til, når det en gang bliver din tur.
Jeg vidste det nu godt i forvejen, og det har dine forældre givet også gjort, så lidt forberedt har de sikkert været. Jeg kan i øvrigt fortælle dig, at hvis vi skal generalisere, så er teenagepiger en hel del værre at være forældre til end teenagedrenge, så der er givet unge, der er - og har været - mange gange værre end dig, hvis det ellers kan være dig en trøst. :-)
I og med, at du nu har det sådan, og nu har indset, at dine forældre har gjort alt, hvad de kunne for dig, at de har været så gode forældre, som det overhovedet har været dem muligt, så er du allerede i gang med at "betale" tilbage, hvis man kan bruge det udtryk, og jeg er 100% sikker på, at både din mor og din far har bemærket den positive forandring hos dig.
Du har garanteret hørt talemåden, at teenagere er i en fase af deres liv, hvor der burde sættes en seddel på hovedet af dem, hvorpå der står: "Lukket på grund af ombygning". :-)
Din ombygning lader nu til at være færdig - og det er faktisk ret hurtigt; for de fleste varer "ombygningen" lidt længere tid, så det kan du da glæde dig over.
Du taler ikke dybt med dine forældre, og du vil gerne udtrykke, at du er ked af, at du har opført dig, som du har. Det tror jeg ikke, du skal bruge så megen energi på; de har opdaget det, og de har opdaget, at du nu er meget mere opmærksom på de goder du har og har fået.
Så sig f.eks. på et tidspunkt til din mor, at du tit tænker på den dejlige ferie, I havde, og du godt kunne tænke dig, når du engang kommer til penge, at invitere hende på en tur. Om det så nogensinde bliver til noget, er ikke helt så vigtigt, men at du har sådanne tanker, vil gøre hende meget, meget glad, og hun vil bestemt få fornemmelsen af, at hun alligevel ikke har gjort det hele forkert. Snup støvsugeren en gang i mellem, og gå en tur med den – uopfordret, vel at mærke. Gør helt af dig selv nogle ting hjemme, som hjælper din mor, især hvis hun i perioder ikke er helt rask. Og gør det samme hos din far – det kan måske være andre ting. Du ved selv, hvor du lige kan give en hånd med.
Og prøv en gang at spørge din far til råds om f.eks. et seksuelt anliggende. Jeg vil love dig, at selv om han måske bliver forlegen, så vil han leve meget, meget højt på, at du er kommet til ham i tillid.
Eller et andet råd om andre "mand til mand"-anliggender.
Der, hvor jeg har fået "gaven" retur fra mine børn har netop været, hvor de er kommet og har enten spurgt mig til råds i tillid, eller har haft behov for at fortælle lige netop mig noget væsentligt i deres liv.
Man behøver ikke skulle tale "dybt" for at komme med sådanne små tilkendegivelser, men tag det roligt - som nævnt; i og med du nu har disse tanker, så har dine forældre allerede opdaget denne positive ændring hos dig, og de er garanteret allerede nu meget glade over det.
Jeg er lykkelig, hvis jeg kan gøre noget for dem og de bare siger: Det var dejligt. Der skal så lidt til.
Som mit barnebarn der ringer og sludrer om alverdens ting. Jamen så ved jeg hun tænker på mig.
Jeg hører naboens søn råbe til sin mor: Du er dum. Jeg ved han elsker sin mor og det ved hun også.
For mange år siden skreg jeg efter min far og jeg har også gjort det efter min mor. Jeg tror ikke nogen kan sige sig fri.
Alle dårlige ord bliver glemt, så snart hånden rækkes frem. Giv dine forældre et knus, de bliver så glade. Eller smil og sig et venligt ord. Mere skal der ikke til.
Når min ene søn uventet dukker op, eller den anden ringer. Jeg er lykkelig.
Jeg er helt enig med de andre. Nu kan vi selvfølgelig ikke vide, hvor slemt du har opført dig, men umiddelbart vil jeg også sige: Sådan er teenagere!
Personligt har jeg da også somme tider behandlet min mor på en måde, som jeg bagefter har fortrudt! Hun har nogle gange givet mig gaver, som jeg har afvist med den begrundelse, at de ikke var min smag. Jeg kunne bestemt have været mere taktfuld og mindre sårende i mine udtalelser.
Men ved du hvad: Skyldfølelse har Fanden skabt! Den kan man ikke bruge til noget. Men du kan gøre, som Lotte foreslår. Jeg tror, at dine forældre vil forstå og være taknemmelige.
Du skriver, at du står i et svært sted i livet lige nu, og at det hele er galt. Det får nogle alarmklokker til at ringe hos mig: Pas på med den skyldfølelse. Den kan være tung at bære og måske fuldstændig ubegrundet, fordi du muligvis blot har opført dig som alle andre umulige teenagere.
Men jeg er overbevist om, at dine forældre vil blive glade, hvis du herefter opfører dig pænt over for dine forældre.
Mange hilsner
Kameliadamen
Du har sikkert ikke set mit indlæg til dig, jeg appellerer til dig igen. Jeg vil så gerne læse dine indlæg, men jeg kan ikke, fordi det står for tæt. Det er på grund af mine øjne.
Ville du have noget imod at lave afsnit.
Venlig hilsen. persille.
Jeg er i en tid hvor jeg sammenligner mig selv med andre, og spørger mig selv hvorfor jeg ikke er som dem. Samtidig er jeg begyndt at savne barndommen, og de ting man havde og den frie følelse der var. Jeg savner familieturene.
Jeg bliver misundelig når jeg fx er i et indkøbscenter og ser bedsteforældre tage deres børnebørn med på tur. Jeg savner det, og kan ikke komme til det mere.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er blevet ret distanceret fra min familie de seneste år. Jeg elsker dem, men snakker sjældent med dem. Til familiesammenkomster holder jeg mig som regel for mig selv, men jeg ville sgu gerne være en del af det hele.
En anden ting jeg ikke har takket min mor ordentlig for var et surprise-party på min 18-års fødselsdag. Hun havde planlagt det hele selv, sammen med nogle af vores naboer, som vi er gode venner med.
Jeg synes bare at jeg har så mange gode minder, som ikke er blevet "afsluttet" ordentlig.
Jeg har selv tænkt på at når jeg engang begynder at tjene penge vil jeg fx købe et krydstogt til min mor. Det kunne være så fedt.
Jeg kommer bare til at sammenligne med selv med andre. Især her i sommerferien, hvor jeg bare er hjemme, og ikke laver en dut.
Det her handler jo ikke om, at du har det dårligt over at have været en ”skidt knægt”. Nej, det handler om, at du har det meget, meget dårligt med dig selv – og det skyldes givet ikke, at du ikke har været sød over for dine forældre.
Du lader til at være voldsomt ensom, lader til at lade livet passere forbi dig i stedet for at deltage.
Jeg kunne stille dig masser af spørgsmål om hvorfor du ikke gør dit eller dat, men det vil jeg undlade, for jeg tror, du enten er på vej ind – eller allerede befinder dig – i en depression, som du givet behøver noget professionel hjælp til.
Jeg vil derfor foreslå dig, at du får en tid ved din læge med henblik på en henvisning til en psykolog.
Jeg har forstået, at der ikke er de store økonomiske midler til en privat behandling af dig, men jeg mener at vide, at der er muligheder for psykologhjælp til unge mennesker, og det bør du søge. Dog vil jeg sige, at du skal ikke lade dig ”spise af" med at få en recept på et eller andet medicin. Medicin for depression bør kun gives i forbindelse med psykologisk behandling, men mange læger kan desværre godt finde på at give medicin uden videre.
Du er ung – der skal ske mange gode ting i dit liv, hvorfor det er nu, du behøver noget hjælp til at komme gennem denne periode af dit liv, hvor du tydeligvis har det meget dårligt.
Søg noget hjælp – og gør det nu.
Ja, det var netop depression, jeg mente at se tegn på. Skyldfølelse er ofte et symptom på depression.
Hvis jeg var dig, ville jeg skynde mig til læge og blive grundigt undersøgt. Depression kan heldigvis behandles.
God bedring
Kameliadamen