Jeg vil - og jeg kan!!
Jeg har sat mig 2 mål i mit liv.
1: Jeg vil IKKE være bange for alting.
2: Jeg VIL lære at tro mere på mig selv.
Fra nu af, vil jeg hver dag sige højt til mig selv:
Jeg kan godt, jeg kan godt, jeg kan godt
Og
Jeg er en god mor - den bedste for min datter
Det kan godt være, at jeg skal bruge terapi og medicin. Men det er altsammen med til, at jeg får det godt igen!
Jeg VIL lære at acceptere mig selv - og det skal nok komme
Johanne
1: Jeg vil IKKE være bange for alting.
2: Jeg VIL lære at tro mere på mig selv.
Fra nu af, vil jeg hver dag sige højt til mig selv:
Jeg kan godt, jeg kan godt, jeg kan godt
Og
Jeg er en god mor - den bedste for min datter
Det kan godt være, at jeg skal bruge terapi og medicin. Men det er altsammen med til, at jeg får det godt igen!
Jeg VIL lære at acceptere mig selv - og det skal nok komme
Johanne
Kommentarer
Sådan skal det lyde.
Det er stærkt gået!
Jeg kan kun lade mig inspirere af dig.
Held og lykke med det hele :-)
Gode tanker her fra.
Hvor er det nemt, at falde tilbage i alle de dårlige vaner!!
MEN, jeg gør stadig mit bedste.
Ja, du gør dit bedste, og ingen kan forlange mere!
Jeg så godt dit motto og dine to mål, da du formulerede dem i juli måned. Da jeg så dit indlæg, tænkte jeg på, hvor mange gange jeg selv i tidernes løb har formuleret lignende sætninger, og på – hvordan det i hvert fald for mit vedkommende – ikke var en velegnet metode til at få det bedre.
Dette er jo kontroversielt, og jeg er sikker på, at der er mange, der vil være uenige med mig, så derfor er jeg nødt til at forklare, hvad jeg mener.
Nu ved jeg jo ikke, hvad der er dit problem, men du skriver under ”Angst” i debatten ”Depression og angst”, så det må jo være den slags problemer, du slås med. Jeg skal lige sige, at jeg stort set udelukkende har haft problemer med voldsom depression, men jeg har dog også prøvet at have angstanfald, så jeg ved godt, hvad angst er.
Sagen er jo, at der er en årsag til, at man har den slags problemer. For mit vedkommende har det været belastninger af forskellig slags, helt fra barndommen.
Det er svært at klare sig, når man lever med den slags belastninger. Man må hele tiden tage sig sammen for at klare sine forpligtelser (skole, og senere uddannelse, parforhold, børn). På et eller andet tidspunkt knækker filmen, og man bryder sammen. Er det så den rette fremgangsmåde at stille endnu større krav til sig selv med mottoet: ”Jeg vil, og jeg kan”?
Tjah, det er i hvert fald i pagt med tidsånden og med den for tiden herskende tendens inden for terapi, hvor der lægges meget vægt på det kognitive, dvs. viljen og det intellektuelle.
Men der er et gammelt ord, der siger: ”Man kan ikke trække sig selv op ved håret!” Sådan sagde psykiatere før i tiden. Den slags er tilsyneladende glemt viden nu om dage.
Man kan også sige det med den svejtsiske psykoterapeut Josef Giger-Bütlers ord: ”Man kan ikke løse et problem med de metoder, der har skabt problemet!”
Giger-Bütlers bog, ”De mente det jo godt” er god at få forstand af. Forfatteren mener, at det mest karakteristiske for mennesker med tendens til depression, er, at de er så hårde ved sig selv. De hviler sig ikke, når de bliver trætte. Træthed vil ofte betyde, at personen stiller endnu større krav til sig selv. De forsøger at knokle sig ud af deres problemer eller kæmpe sig ud af deres problemer.
Det er klart, siger forfatteren, at man ikke kan løse et problem, med de metoder, der har skabt problemet. Man må give sig selv hvile. Man må acceptere, at man er i en situation, hvor man må tage hensyn til sig selv og holde op med at være hård ved sig selv. Man må tillade sig selv at føle de følelser, man har. Først når man er nået til at acceptere sin situation, kan man begynde at forandre den.
Man må finde ÅRSAGEN eller årsagerne til problemet og gøre noget ved den eller dem. Man må give sig selv hvile og ro til at komme sig. Man må lære at mærke sin krop og dens fornemmelser, så man selv kan mærke, hvornår man overskrider sine grænser, så man selv kan sætte en stopper for den overbebyrdelse, der har skabt problemet.
Man må lære sine egne behov og ønsker at kende og søge at opfylde dem, i stedet for hele tiden at tilpasse sig andre menneskers behov og forventninger.
Efter min mening kan man ikke ”lære” at acceptere sig selv, på samme måde som vi i skolen lærte andre ting. Selvaccept kommer indefra, når man er i balance med sig selv, fordi man har fundet ind til kernen af sig selv og opfylder sine basale behov, i stedet for at køre sig selv hårdt via selvkontrol.
Det kognitive, altså viljestyrken og det intellektuelle, er noget meget effektivt og skarpt. Men også meget skrøbeligt som glas. For hvis det kognitive ikke bruges i pagt med kroppen, følelserne og vores inderste behov, bryder man sammen! En stærk selvkontrol er ikke vejen til sundhed.
Det er udmærket at sætte et skilt op på væggen over sin seng med ordene: ”Jeg er god, som jeg er”.
Men hvis sådanne mottoer følges op af mere kontrol, mere trækken sig selv op ved håret, vil jeg mene, at man forsøger at løse et problem med de metoder, som har skabt det. Og det kan man selvfølgelig ikke.
Det var bare mine erfaringer.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg er træt af, evig og altid at nedgøre mig selv. Altid at sige til mig selv at jeg ikke dur til noget og ingenting kan.
Det tror jeg bestemt heller ikke gør noget godt for en.
Jeg vil SÅ gerne kunne blive bedre til at give mig selv credit for de ting jeg gør.
Jeg har i mange år syntes, at andre skulle fixe mig. Læger, psykiatere og terapeuter, men inders inde er jeg nok kommet frem til, at de skal HJÆLPE mig med at hjælpe mig selv.
Det første skridt på vejen er, at være god ved sig selv - både fysisk og psykisk.
Johanne
Det ser ud til, at vi har forskellige metoder til at løse vores problemer. Jeg prøvede i mange år med din metode. Det gik ikke.
Jeg har hele livet været et positivt og optimistisk menneske – undtagen når jeg havde depressioner, og dem har jeg haft mange af.
Når jeg havde en depression og derfor ikke havde for fem øre selvværd, prøvede jeg med den type mottoer, som du har formuleret. Det betød, at jeg stillede endnu større krav til mig selv (vær positiv) i en situation, hvor jeg i forvejen ingenting magtede. Det førte naturligvis ikke til noget konstruktivt.
Jeg tror ikke på, at man kan lære at være positiv og optimistisk. Et positivt livssyn kommer helt automatisk – uden at man gør noget som helst – når man er i balance med sig selv. Derfor handler det om at finde årsagen til ubalancen og gøre noget ved den. Så kommer det optimistiske livssyn af sig selv.
Nej, at nedgøre sig selv gør ikke noget godt for én, som du skriver. Desværre er dette – at nedgøre sig selv – et af symptomerne på depression. Derfor gælder det om at helbrede depressionen. Man kan tage et antidepressivt middel, og hvis man er heldig, virker det. Men man er også nødt til at finde årsagen til depressionen og gøre noget ved den. Ellers kommer depressionen jo bare igen, når man holder op med at tage det antidepressive middel. Når depressionen går over, forsvinder også dette forfærdelige symptom, der består i, at man nedgør sig selv.
Jeg synes selvfølgelig ikke, at det er nogen god ide at gå og nedgøre sig selv. Men hvis det er en del af den tilstand, man er i (depression), er der ikke så meget at gøre ved det. Det nytter i hvert fald ikke at begynde at bebrejde sig selv, at man nedgør sig selv, som jeg ved, at mange gør. Hvis der kommer tanker om, at man ikke dur til noget, så er det bedste, man kan gøre, at lade disse tanker passere, uden at gøre et stort nummer ud af dem. Når depressionen går over, forsvinder disse tanker om, at man ikke dur.
Ja, det er os selv, der skal løse vores problemer. Der er ikke andre til det. Men det er en god ide at få hjælp af en kvalificeret behandler.
Til sidst vil jeg give dig fuldstændig ret i, at det handler om at være god ved sig selv. At være god ved sig selv er det første skridt på vejen mod helbredelse.
Jeg synes, at de ting, jeg skriver, er meget logiske og indlysende. Men det kunne godt se ud til, at folk selv må gøre deres erfaringer. Held og lykke med det.
Kameliadamen
Jeg har en mand og en lille datter på 1½ år - og for dem OG mig selv SKAL jeg få det bedre.
Jeg er nød til at sige positive ting til mig selv hver dag. Høre dem fra andre, der i blandt min mand.
Alle disse ting skal hjælpe mig til at få det bedre, men det er mig der har hovedansvaret for mig selv.
Jeg er nød til at kunne tro på, at jeg med tiden kan få det bedre, ellers kommer det aldrig til at ske.
Johanne
Ja, du er hårdt ramt, og jeg håber meget, at du snart får det bedre.
Da jeg så dit første indlæg, ville jeg ikke blande mig, for det syntes jeg ikke, at der var nogen grund til, når du selv troede på metoden.
Først da du skrev det andet indlæg den 5. august, hvor du fortalte, at du havde meget svært ved at overholde dine mål, syntes jeg, at det var på sin plads at fortælle om mine erfaringer.
Og mine erfaringer er altså, at det er helt fint at fortælle sig selv, at man er god, som man er, men at det er bedre at søge efter selve ÅRSAGEN eller årsagerne til sine problemer og gøre noget ved den eller dem.
Og selvfølgelig er det muligt at få det bedre, og selvfølgelig skal du tro på det. Jeg forsøger bare at sige, at man må bruge metoder, der VIRKER!
Når der er skizofreni indblandet, kan jeg godt se, at det komplicerer sagen.
Jeg indser nu, at det ikke nytter noget, at jeg fortæller om mine erfaringer. Det er nok sådan, at enhver må gøre sine egne erfaringer og lære af dem.
God bedring
Kameliadamen
Du er hårdt ramt af skæbnen, livet eller hvordan man nu kan sige det.
Nu vil jeg fortælle dig om en ung pige jeg mødte i forbindelse med frivilligt socialt arbejde.
Hun stod ligeså stille, og jeg faldt i snak med hende. Hun var psykisk syg og var tilknyttet et værested. Hun var simpelthen så inspirende på sin egen stille måde.
Hun havde accepteret at hun var skizofren, men hun havde også accepteret sine egne grænser.
Det der ofte sker "når man vil" er at overskride sine grænser for sin egen formåen. Så kommer angsten, man bliver nedtrykt, fordi man ikke har accepteret hvad man virkelig er i stand til. Man gør måske endda mere end hvad såkaldte raske mennesker gør, og tænker ikke på konsekvenserne af overanstrengelse.
Jeg synes det er fint, at du har et motto der hedder "jeg kan", men du skal også føle at du kan, så kommer selvtilliden og troen på dig selv.
Der er intet forkert ved at stille mindre krav til sig selv, du kan endda risikere, at du bliver glad og tillidsfuld, fordi du respekterer dine egne grænser.
Victoria