Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Tusind tak for dit sobre og gennemtænkte svar.
Du stillede nogle spørgsmål i dit indlæg, som jeg gerne vil svare på.
Om mine forældre eller andre der tog den beslutning på vegne af mit helbred som barn, havde ret i deres beslutning? Nej, det havde de ikke, og jeg har betalt dyrt både i livskvalitet og mammon sidenhen. Men beslutningen blev taget på trods af mine protester og mod råd fra sundhedsfaglige.
De spørgsmål jeg tænkte på om du havde, eller vil snakke med din datter om, er hvordan hun vil have det med udsigten til at kunne stoppe som nattevæder hvis I tager imod behandling på et hospital, hvor hun selvfølgelig vil skulle gennemgå nogle undersøgelser. Men af et personale der vil gøre alt for at hun vil føle sig godt tilpas imens. Og som nok vil betyde at hun skal tage medicin fast i nogle år. Altså ligesom at nogle børn må stikke sig hver dag, fordi de har sukkersyge. Eller sidde i kørestol i nogle år i de mindste klasser for senere at være i stand til at kunne gå (nogle former for arvelig hofteskred).
Dette her er jo ny information for dig, og jeg er glad for at du i det mindste vil overveje det. Og børn skal ikke tage stilling til alt, det er forældrenes byrde, men din datter bærer allerede på en byrde i form af at være en 8-årig nattevæder med udsigt til at det fortsætter flere år endnu. Og den bemærkning du citerede hende for, lyder som et barn der også tænker på ikke at bekymre sine forældre. Hvad hvis hun er klar til glad og gerne at hoppe op på lægebriksen i morgen for at slippe for bleer og sikkerhedstrusser, der helt sikkert ikke ligner venindernes? Og du ikke får spurgt hende fordi du vil skåne hende for at virke anderledes? Hun vil altid vide, at hun er god lige som hun er, uanset hvad. Det er den gave I har formået at give hende, og som vil blive en kernesøjle igennem hele hendes liv. Men den søjle kan altså få nogle gevaldige rysteture når hun om ikke så mange år bliver teenager, og derfor begynder at orientere sig mere ud ad mod veninderne og drenge.
Børn i dag bliver hurtigere voksne end børn for 20 år siden. De kan finde alt på internettet med lynets hast –og gør det. Lad det ikke være internettet der fortæller hende om mulighederne for behandling, men lad det komme fra dig, så I stille og roligt kan tale for og imod. Det er det jeg synes du skylder din datter, og jeg ville ønske at nogen havde givet mig samme mulighed da jeg var barn.
Jeg ønsker din familie al lykke i fremtiden.
Venlig hilsen
Asklepios
Jamen hvad gjorde de dog ved dig? Det lyder ikke rigtig som sengevæderi. Tandregulering måske? Nu spørger jeg lidt frækt igen - kald mig bare ved grimme gloser - men det er klart at når man står som 20-årig og skal have noget gjort, som kunne have været gjort som 12-årig, så ønsker man sig selvfølgelig at det var overstået allerede. Ligesom at lade opvasken stå. Det bliver det hverken nemmere eller sværere af, den bliver bare stående. Nu er du selv inde på det med at være en skrøbelig teenager. Tror du der kan være noget om snakken, hvis dine forældre vurderede at nakketræk var en dårlig løsning for dig fra 12-15? Også selvom det betød, at da du blev 20 var det desværre ikke bare overstået, men skulle først til at begynde. Men nu altså på en voksen kvinde, med mod og selvtillid til at kunne bære det?
Det har været meget vædifuldt for mig at debattere med dig indtil nu. Nu føler jeg mig vældig godt klædt på med inspiration til, hvad jeg kan gøre, hvis M en dag viser eller fortæller mig, at hun er ked af sin skæbne og den måde vi håndterer den på. Men nok så vigtigt så har du fået mig til at tænke igennem, hvad jeg vil svare en 11-årig M som har været på nettet og læst dine indlæg her i tråden eller en 20-årig der er ved at gøre op med sin fortid, og i begge tilfælde peger på mig med en af sine smukke fingre og siger svigt! For som den voksne kan jeg jo ikke bare skubbe ansvaret over på barnet og siden sige: Du ville selv. Hvis fx hun brugte sut ville jeg jo gøre alt hvad jeg kunne for at få den fra hende, også hvis det kostede mange tårer. Men jo mere jeg tænker, jo mindre i tvivl bliver jeg. Vi har de dejligste morgner og de viunderligste aftner. Jeg undslår, afslår eller pjækker fra alle de aftenting jeg overhovedet kan slippe af sted med, for jeg vil helst ikke undvære en eneste af vores vidunderlige aftner. Så hvis en af hendes smukke fingre en dag peger anklagende på mig, så vil jeg bøje den blidt i min hænder og svare hende tværtimod. Jeg traf et valg. Et svært valg. Og i nogles øjne et kontroversielt valg. Men jeg traf det fordi jeg kunne se, at i situationen og samtiden var det det rigtige valg. Mon der en dag kommer en regning, når bagklogskabens klare lys sætter luppen på mine valg? Det ved kun eftertiden. Og så må jeg jo betale. Men jeg betaler med glæde prisen for at gøre det, som jeg er sikker på er rigtigt!
Kærlig hilsen
Helene
Jeg undrer mig en smule, Helene. Men du gør selvfølgelig det du mener er bedst. Bare du ikke gør det for din egen skyld. Undskyld, undskyld, men jeg kan ikke sige mig helt fri for at føle det.
Hvad undrer du dig over? Jeg lytter. Avisartiklen fortæller, at der findes behandlingsmuligheder. Det har Askle også været inde på og jeg har takket for tippet og lagt det på lager, til hvis vi en dag fik sådan et behov. Når det nu er en tilstand børnene i langt de fleste tilfælde vokser fra helt uden indblanding, så er det vel ikke en synd at se tiden lidt an og vente om ikke naturen går sin gang?
Om det er for min egen skyld? Hvordan mon det? Det er klart at jeg har noget ud af, at M får en god nattesøvn. Og det er også godt for mig, at hendes nattesøvn og det der hører til aldrig er konfliktstof. Men jeg kender da en endnu større vinder. Jeg er sikker på, at du har en pointe. Men vil du ikke sætte lidt flere ord på, så kan det være jeg forstår din pointe bedre.
Kærlig hilsen
Helene
På en måde fortryder jeg, at jeg skrev. Min pointe er bare, jeg syntes du tænker for meget over det.
Og efter det du skriver mener jeg du tænker meget over dine egne reaktioner. Der er da intet galt i at se tiden lidt an, slet ikke, efter min mening. Men vente i flere år ville jeg ikke, hvis der er hjælp at få.
Det lyder bare så problemfyldt i øjeblikket.
Det er kun hvad jeg lige umiddelbart tænker om det. Ikke andet.
Dette her skal ikke være mudderkastning og personangreb. Det er slet ikke ment sådan fra nogen af os, selv om jeg udemærket godt ved at det rammer dig. Det var det jeg mente med at jeg stak hovedet i hvepsereden. Men det hjælper ingen udelukkende at blive talt efter munden. Hvordan skulle vi ellers udvikle os, hvis vores meninger ikke bliver udfordret? Jeg tager skam også dine argumenter til efterretning. Selv om jeg synes det er forkert at vente til det går over af sig selv, forstår jeg godt dine argumenter.
Jeg håber du vil gemme indlæggene og tage dem frem igen senere, når det at skulle stå over for andre med en anden mening i en så følsom sag som din datters helbred har lagt sig lidt.
Venlige hilsener
Asklepios
Jeg synes det lyder som om at du klarer det helt rigtigt og at du lytter til dit barns behov og sørger for, at hun får lige præcis det hun trænger til. Jeg tror din datter er rigtig heldig med, at hun har dig som mor. Min yngste, som er 18, var omkring 10 før han blev nattetør. Og jeg kan godt genkende at tiden med at blive klar til at komme i seng og selve putningen bliver faktisk lidt mere hyggelig og rolig med et "blebarn". (Det skulle jeg nok have ladet være med at kalde ham dengang...) Selvom han nok meget gerne havde villet være med til Asklepios' forslag, hvis det tilbud havde fandtes.
Og så selv tak da. Jeg er glad for at du syntes at der var nogen af mine forslag, du kunne bruge. Fik I prøvet "sikkerhedstrusserne" i går? Og hvordan gik det?
Og sikke en grusom opvækst du skitserer. Det lyder som om at du er heldig med, at du er blevet et normalt menneske.
Kærlig hilsen
Dorthe
Tusind tak for de søde ord.
Jeg bliver altså nødt til lige at rette en misforståelse, som jeg godt kan se at jeg måske selv har været med til at etablere: Jeg havde en rigtig god og tryg opvækst. Mine forældre var kærlige, forstående, engagerede og interesserede. Jeg vidste at jeg kunne stole på dem og de svigtede aldrig. Der er bare to konkrete emner som jeg har sagt nok ikke holder i en 2012-målestok. Det ene er nattetisseriet, hvor særligt min mor kæmpede hårdt for at få mig tør. Og måske også hårdere end godt var. Men hun prøvede jo bare at gøre alt hvad hun kunne til mit bedste. Det andet er paletten af pædagogiske redskaber, der som sagt var bred. Men det var jo en tid hvor vi stadigvæk var nogle børn, der risikerede at komme en tur over knæet, når vi lavede gale streger. Og selvom jeg har på fornemmelsen at jeg fik en del flere røvfulde end gennemsnittet, så ændrer det ikke ved helhedsbilledet af en dejlig opvækst som jeg ikke ville bytte for noget.
Ja, vi fik prøvet sikkerhedstrusserne. Jeg har snakket med hende om, at når den nuværende pakke er brugt op, så finder vi en ble der er lidt større. Og i den forbindelse fik jeg så introduceret sikkerhedstrusserne, som hun synes er smarte, allerede i løbet af ugen. I fredags var vi på besøg hos en af mine søstre og ud på aftenen blev M puttet sammen med sin jævnaldrende kusine. Der fik vi lejlighed til at prøve sikkerhedstrusserne og det fungerede fremragende. De holdt også til det de skulle og så kunne vi skifte, da vi kom hjem.
Kærlig hilsen
Helene
Idéen med "sikkerhedstrusserne" var forøvrigt brand god.
Jamen nu har vi prøvet bleerne fra Abena. Og jeg må indrømme, at min første tanke da jeg stod med en af de nye bleer i hånden var: Nøj, hvor er den stor! Og det tænkte jeg stadig, da M havde fået den på. Og det er de helt objektivt også, for vi har måttet købe en del nyt nattøj til hende. Flere af de gamle pyjamasbukser kunne simpelthen ikke komme udenom blenumsen.
Men den virker rigtig godt. Dels teknisk, hvor den kan alt det den skal; men også følelsesmæssigt, hvor den leverer tillid og skaber tryghed helt som de gamle bleer eller måske endda endnu bedre. På det punkt har det kun været en fordel at skifte til en ny og større ble.
Sikkerhedstrusserne er - som du selv er inde på - en genial ide. De fungerer nemlig også perfekt både teknisk og menneskeligt og til deres formål er de faktisk bedre end almindelige bleer både fordi de er mere diskrete, men i høj grad også fordi hun selv kan tage dem af og på ligesom almindelige trusser. Det har blandt andet betydet, at det er meget nemmere at finde det rigtige tidspunkt at skifte, for hvor bleen skulle på til allersidst, så kan hun få sikkerhedstrusserne på nærmest når som helst. Ja, selv inden vi tager hjemmefra, hvis det skulle være. Men samtidig har det jo så også vist sig at have betydet, at der er flere tvivlssituationer, hvor vi før i tiden skulle have gået rundt og været meget bekymrede for ulykker, som vi i dag bare klarer med et par sikkerhedstrusser.
Så tusind tak til jer alle sammen for nogle rigtig gode og brugbare råd og debatter jeg fik her! Det var i hvert fald nogen som jeg og min familie kunne bruge. Hvis du, Karen (eller hvem som helst i øvrigt) har nogle konkrete spørgsmål eller tips, som du ikke vil fremsætte her i tråden, så er du velkommen til at sende mig en mail.
Kærlig hilsen
Helene