For stor til blenumse?
Min datter på 8 år og som starter i 2. klasse efter sommerferien har brugt natble hele sit liv. Vi bruger dem fra Aldi og det fungerer fint. Hun og jeg er cirka lige enige om, at det er rigtig irriterende at være sengevæder; men når man nu er det, så er det godt at der findes bleer man kan få på. Vi har også prøvet medicin, men det hjalp ikke spor.
Hun tisser ikke kun i sengen. Når som helst og hvor som helst hun sover kan der ske "ulykker". Nu er det jo ikke sådan at hun går og falder i søvn alle vegne. Jeg tænker mest på når vi har været et sted og skal køre hjem i bil om aftenen eller hvis vi besøger nogle af vores venner og det bliver sent og hun gerne vil låne en seng.
Indtil nu har det ikke været noget problem. Jeg kan jo sagtens forudse hvornår situationen opstår, så inden vi fx skal køre hjem et sted fra om aftenen giver jeg hende bare ble på. Da hun var lille fik hun også nattøj på; men nu hvor hun er større er jeg i stedet for opmærksom på, om hun har tøj på som der kan være en ble indenunder. Hvis ikke har jeg også noget skiftetøj med. Selvom det selvfølgelig er noget af det sidste vi gør inden vi kører skal hun jo i hvert fald lige gå fra badeværelset og ud til bilen, så derfor tænker jeg normalt også over at det skal være tøj som ikke ligefrem udstiller vores problem.
Så længe vi begge to er glade for denne løsning så er der jo ikke noget problem, men... Hun bliver jo større og større, og hvor længe går det? Det siges jo at være arveligt, og hendes mor :-) var fyldt 14 før hun kunne ligge tør. Jeg er slet ikke bekymret for herhjemme, men hvad med den dag hvor enten hun selv eller jeg synes, at nu er hun altså blevet for stor til at gå rundt blandt fremmede mennesker med blenumse. (Selvom jeg nok i virkeligheden er den eneste der kan se den, fordi jeg ved det.) Hvad gør vi så? Skal vi sige nej tak til invitationer, der rækker udover hendes søvnbehov? Eller kun deltage, hvis det kan foregå hjemme hos os? Skal vi tvinge hende til at være vågen hele tiden? For det kan vel ikke rigtigt komme på tale at tage chancen at hun holder sig tør, så længe chancen for det modsatte, nemlig at hun så tisser i bukserne, er så stor at det nærmest er det forventede? Eller skal vi sige det er slut med at falde i søvn før vi er kørt, og så vente med at hun får ble på til vi er kørt væk? Eller skal vi simpelthen bide hovedet af al skam og stå ved at det er hendes problem og hendes hjælpemiddel, ligesom nogle børn og voksne bruger briller? (Det sidste kan måske nok lade sig gøre, hvis det er min skam der skal have bidt hovedet af, men hvad nu hvis det er hendes?)
Det kan godt være, at jeg tager problemerne lidt på forskud. Måske overhaler hun lige mig med seks år og begynder at ligge tør inden ferien er slut. Men altså, hvis nu ikke og det andet problem kommer, hvad så? Det kan jeg ikke finde ud af. Alle input modtages med tak!
Hun tisser ikke kun i sengen. Når som helst og hvor som helst hun sover kan der ske "ulykker". Nu er det jo ikke sådan at hun går og falder i søvn alle vegne. Jeg tænker mest på når vi har været et sted og skal køre hjem i bil om aftenen eller hvis vi besøger nogle af vores venner og det bliver sent og hun gerne vil låne en seng.
Indtil nu har det ikke været noget problem. Jeg kan jo sagtens forudse hvornår situationen opstår, så inden vi fx skal køre hjem et sted fra om aftenen giver jeg hende bare ble på. Da hun var lille fik hun også nattøj på; men nu hvor hun er større er jeg i stedet for opmærksom på, om hun har tøj på som der kan være en ble indenunder. Hvis ikke har jeg også noget skiftetøj med. Selvom det selvfølgelig er noget af det sidste vi gør inden vi kører skal hun jo i hvert fald lige gå fra badeværelset og ud til bilen, så derfor tænker jeg normalt også over at det skal være tøj som ikke ligefrem udstiller vores problem.
Så længe vi begge to er glade for denne løsning så er der jo ikke noget problem, men... Hun bliver jo større og større, og hvor længe går det? Det siges jo at være arveligt, og hendes mor :-) var fyldt 14 før hun kunne ligge tør. Jeg er slet ikke bekymret for herhjemme, men hvad med den dag hvor enten hun selv eller jeg synes, at nu er hun altså blevet for stor til at gå rundt blandt fremmede mennesker med blenumse. (Selvom jeg nok i virkeligheden er den eneste der kan se den, fordi jeg ved det.) Hvad gør vi så? Skal vi sige nej tak til invitationer, der rækker udover hendes søvnbehov? Eller kun deltage, hvis det kan foregå hjemme hos os? Skal vi tvinge hende til at være vågen hele tiden? For det kan vel ikke rigtigt komme på tale at tage chancen at hun holder sig tør, så længe chancen for det modsatte, nemlig at hun så tisser i bukserne, er så stor at det nærmest er det forventede? Eller skal vi sige det er slut med at falde i søvn før vi er kørt, og så vente med at hun får ble på til vi er kørt væk? Eller skal vi simpelthen bide hovedet af al skam og stå ved at det er hendes problem og hendes hjælpemiddel, ligesom nogle børn og voksne bruger briller? (Det sidste kan måske nok lade sig gøre, hvis det er min skam der skal have bidt hovedet af, men hvad nu hvis det er hendes?)
Det kan godt være, at jeg tager problemerne lidt på forskud. Måske overhaler hun lige mig med seks år og begynder at ligge tør inden ferien er slut. Men altså, hvis nu ikke og det andet problem kommer, hvad så? Det kan jeg ikke finde ud af. Alle input modtages med tak!
Kommentarer
Din datter har fået medicin, som ikke virkede. Er hun blevet undersøgt yderligere for at finde en forklaring?
Hvis det fortsætter, når hun bliver lidt ældre, kan det være en mulighed at finde en god hypnoterapeut. Nogle behandler også børn/unge for forskellige lidelser.
Hilsen Helene :-)
Med hensyn til tøjet, tjae, hvad med lang trøje, så kan ingen se det, når hun kommer ud fra toilettet.
Så kan hun jo også have tøj på, som hun vil, når I tager i byen.
Hele selskabet skal jo heller ikke kigge på hun tager en ble på. !!
Nej, det ville jeg ikke gøre til et problem, hvis ikke det kan være anderledes.
Stå ved, siger du, jamen hun gør det da bare lidt diskret, det behøver jo ikke ligefrem at reklameres eller forties, hvis nogen spørger.
Jeg kan udmærket genkende situationen med stor blenumse når der skulle soves et fremmed sted eller i bilen - vi havde "bleproblemet" helt til ca. 10 års alderen. Men jeg tror faktisk problemet er størst for os forældre end barnet fordi vi ved at de har en ble på!!! - Vi har aldrig fået bemærkninger eller kommentarer og jeg tror heller ikke at folk lige opdager det - men vi har i alle årene altid måttet "givet ble" på da det jo nu er en del år siden og vi brugte også dengang en engangsble, men det var med en plast blesnip som skulle bindes i siderne med en sløjfe og det var umuligt selv for barnet at klare og barnet skulle helst ligge ned på gulv eller på sengen - heldigvis er det jo sket meget med bleerne siden da. Jeg husker en enkelt ferie hvor vi var i bil gennem tyskland en nat og måtte ind på en rasteplads ved aftentide hvor jeg måtte anvende puslebordet midt på dametoilettet sammen med flere damer - da var han 5 år.
Når vi er ude om aftnen kæmper vi videre med vide nederdele, lange trøjer, løse kjoler, søde spencere osv. Jeg talte med hende om det først på foråret, hvor hun endte med at sætte mig og mine bekymringer på plads: "Men mor, det er vi jo nødt til. Og desuden tror jeg altså ikke der er nogen, der lægger særligt meget mærke til det." Der gav hun mig godt nok lige en klump i halsen. Så overskudagtigt husker jeg altså ikke at jeg tænkte som niårig.
Vi bruger stadigvæk almindelige børnebleer - de største. Vi har aldrig brugt buksebleer for hun kan altså tisse en ordentligt tår og så skal bleen jo helst være en, der kan tage det hele. Men hun er snart for stor til de almindelige børnebleer, og hvad så? Er der nogen her der ved, om der er nogen "sengevædernatbukser" (DryNites, Libero osv.) der kan klare en pige, der tisser en liter til halvanden og sover videre? Eller skal jeg forsøge at finde en mere "professionel" ble? Og i bekræftende fald: Hvilken og hvor? Jeg vil meget gerne undgå nederlag med våde senge og bukser. Og jeg vil også gerne undgå at problematisere emnet yderligere og til at styre hendes væskeindtag og sådan noget. Jeg snakker med vores læge om det indimellem (og han ser selvfølgelig også M engang imellem), og han og jeg er helt enige om, at når hun ikke er syg og når ikke der er en anden løsning, der virker bedre, så skal hun bare have lov til at have sin natble og fred og ro omkring det. Men som sagt: Hvilken?
Kærlig hilsen
Helene
Jeg tror de fleste apoteker kan bestille dem hjem. Du skal nok ikke regne med at de har den på lager i butikken nogen steder, men hvis du spørger efter den burde de kunne skaffes.
Eller kan du købe dem på Tenas webbutik: https://www.tenabutikken.dk/children/tena-slip-x-small/
Håber du kan bruge det til noget. Som du selv nævner kunne DryNites jo også være en mulighed, men da det lyder til din datter tisser en hel del er en "rigtig" ble nok at foretrække.
Ja, som Karen skriver findes der "rigtige" bleer til børn i alle størrelser, og de er slet ikke så svære at skaffe. Du kan fx også få nogen hos Abena: https://www.abenaprivat.dk/ProductDetai ... Id=4305401.
Sådan som du beskriver det tror jeg du har ret i, at I skal vælge en rigtig ble og ikke en DryNite eller lignende, men selvom moderne bleer er temmelig diskrete, så tror jeg nu hverken at Tenas eller Abenas ligefrem er med til at gøre blenumsen mindre. Så hvad med om du købte en pakke DryNites og så brugte dem som "sikkerhedstrusser"? Så kan I skifte til en rigtig ble når I kommer hjem, og på den måde holde fast i de rigtige bleer, men holde dem helt indenfor de private rammer.
Du skrev noget i dit første indlæg, om at din datters mor var sen til at ligge tør. Selvom jeg er dårlig til gåder så tror jeg du mener, at det måske er dig selv hun har arvet nattetisseriet fra? Hvis det er rigtigt, så selvom det er øv så må hun da også have gavn af en mor med nogle erfaringer og som kan støtte hende meget bedre, fordi hun (du) kender problemet indefra?
Nu er det næste jeg skriver måske dumt, men du skrev at "alle input modtages med tak". Du behøver ikke at takke, bare tilgive mig hvis det her er dumt sagt, men bruger du dig selv og din egen erfaring til at give hende støtte?
Din lidt kryptiske formulering har også gjort mig nysgerrig for at spørge, om nogle af dine bekymringer eller prioriteringer (undgå risiko for nederlag, ikke problematisere situationen osv) har rod i dine egne erfaringer? (Igen skal du bare ignorere mig, hvis jeg har spurgt dumt eller er gået for tæt på noget, som slet ikke kommer mig ved.) Men tænker du over det?
Kærlig hilsen
Dorthe
I dit første indlæg skrev du, at din datter havde været i behandling men at det ikke virkede så I var stoppet igen.
Men det burde altså være helt unødvendigt at din datter og andre børn der er sengevædere i skolealderen, skal bruge ble. Behandlingen af sengevædere er blevet væsentligt forbedret i de seneste år, og er i dag meget simpel. Problemet er, at mange praktiserende læger ikke ved at der er hjælp at hente og derfor ikke henviser.
De prøver bare med standard dosis Desmopressin på spray og hvis det ikke virker, slår de opgivende ud med armene.
Din datter, og andre børn i hendes situation, skal henvises snarest til en børne-urolog, populært sagt en tisselæge.
Der vil tisselægen bla. undersøge om hun tømmer sin blære godt nok når hun er på toilet, det kan man nemlig ikke altid selv mærke.
Overordnet er der 3 grunde til at din datter er sengevæder:
1) Hun tømmer ikke sin blære helt, og den er derfor halvfuld når hun sover, og derfor kan hun ikke holde sig. Pga. en umodenhed i hjernen får hun ikke ordentlig besked i søvne om at hun skal tisse, og vågner derfor ikke.
2) Hun frigiver ikke tilstrækkelige mængder anti-tissehormon (anti-diuretisk hormon også kaldet vasopressin) i søvne som os andre, derfor danner hun for meget urin om natten og kan derfor ikke holde sig.
3) Hendes nerver til blæren er overaktive, så blæren tømmer sig ved refleks så den er fyldt til et vist punkt når hun sover
Der kan også være tale om en blanding af alle 3 ting.
Alle 3 ting kan behandles medicinsk og med simple råd om blæretømning. For nogle få, skal der måske lidt mere til, men det vil urologen tage stilling til. For lidt anti-diuretisk hormon kan som oftes klares med en simpel næse-spray der indeholder hormonet i form af Desmopressin, før sengetid. Det er nok det I har prøvet.
Men opfølgende undersøgelser på sengevæderbørn i Desmopressin-behandling uden effekt, har vist at ofte skyldtes den manglende effekt en alt for lav dosis. Dette er imidlertid en specialistopgave som man ikke kan forvente en almindelig familielæge kan jonglere rundt med. Desuden har han ikke midlerne til at undersøge punkt 1 og 3.
Så bleerne er helt unødvendige, og er også socialt hæmmende for skolebørn, der jo gerne vil sove hos kammerater og skal overnatte på lejrskoler mm.
Der ER hjælp at hente. For en gangs skyld er danske læger faktisk med helt fremme. Men de kan jo kun hjælpe dem de får henvist til børne-urologisk afdeling. Børne-urologer findes kun på de store sygehuse, men detteher er også som sagt en specialiseret behandling i de mere vanskelige tilfælde. Men giv ikke op!
Indlægget her er ikke ment som en bebrejdelse af jer forældre, det er jeres læge der uopfordret burde have lavet den henvisning for flere år siden!
Tusind tak for jeres rigtig gode svar! De indeholder også nogle bemærkninger og modspørgsmål som jeg gerne vil kommentere lidt på, så indlægget her bliver måske lidt langt og måske også lidt personligt. Nu er I advarede...
Først til Karen og Dorthe: Tak for tippene. Det var slet ikke faldet mig ind, at det kunne være så nemt at de bare kunne bestilles på nettet. Og så også helt til at komme i nærheden af økonomisk. Tusind tak.
Og til Dorthe: Det var da en super-duper ide med sikkerhedstrusser. Jeg har nemlig en ret klar ide om, at M er både meget glad for og rigtig, rigtig tryg ved sin natble. Og det er hun blandt andet i kraft af at den både ser ud som og ligner en hun kan stole på. Og derfor er det helt i orden hvis den har tape i siderne, siger lidt lyd og har lidt fylde. Det er simpelthen ligesom at købe tryghed på dåse, og det er så dejligt for os begge to, at det er en tryg og lykkelig pige jeg kan putte hver aften. Så når det overhovedet kommer på tale at gøre andet, så er det nok mest mine behov - og mine forsøg på kontrollere hendes udvikling - der driver det. Så kombinationen med en rigtig ble til natten og så sikkerhedstrusser til de andre situationer lyder simpelthen genial, for at vi kan være diskrete ud og vælte os i tryg- og sikkerhed derhjemme. Det tror jeg vi skal prøve allerede nu på fredag. Og et super godt ord i øvrigt: Sikkerhedstrusser :-)
Og fortsat til Dorthe: Ja, du har gættet gåden. Det var mig der tissede i sengen helt indtil jeg var 14.
Imidlertid er mine erfaringer ikke rigtig noget at samle på. Min tid som sengevæder kan beskrives med ordene skam, ydmygelse, nedgørelse, latterliggørelse, skæld ud og straf. Allerede inden jeg startede i skole vidste jeg udemærket godt, at det var forkert af mig at jeg ikke kunne ligge tør og at jeg skulle skamme mig over stadig at bruge natble. Sidenhen fulgte ydmygelse på ydmygelse. Særligt min mor kunne virkelig noget der. Jeg kan fx huske en gang hvor jeg var 7-8 år gammel og vi havde gæster. Det var blevet min sengetid og jeg havde fået besked på at gå op for at børste tænder og tage nattøj på inden jeg skulle komme ned igen og sige godnat. Så på vej ud af stuen stopper hun mig og siger højt nok til at de andre også kan høre det: "Du må hellere tage en ekstra ble på Helene, for du har fået meget sodavand."... Jeg ved ikke om det var tankeløshed eller det havde en form for opdragende sigte; men jeg tror nu egentlig det sidste. Og hvad svarer man egentlig sin mor, hvis man er 11 år gammel og står i en ble, der er så tung at den hænger helt nede ved knæene og hun står i døren og spørger, om man har sovet som en stor pige i nat? Hvad svarer man på det?
Så mine erfaringer er bedst til at gøre ikke som, tror jeg. Derfor har jeg ogstå stort aldrig nogensinde snakket med M om mine egne oplevelser, for så er jeg bange for at jeg kommer til at dele ud af skylden og skammen. Og det er jo netop det modsatte jeg har prøvet at lære hende: At hun ingenting fejler, at hun ikke har noget at skamme sig over, at hun ikke bør være flov, at hun er helt perfekt som hun er og at jeg aldrig nogensinde ville ønske at hun havde været anderledes. Og det er jo alt sammen sandt!
Og det er også derfor at jeg kæmper for at undgå at problematisere tingene. Jeg vil ikke at der skal være våde bukser og senge at bekymre sig om. Jeg vil ikke at nogen som ikke kender den rette sammenhæng pludselig bliver inspirerede til at komme med uhensigtsmæssige, spottende eller sårende bemærkninger. Og jeg vil ikke selv tale et problem frem at bringe medicin, læger, speciallæger, sygehuse o.l. ind i historien, hvis det overhovedet kan undgåes. Da vi for nogle år siden prøvede noget næsespray var det en langskud fra min side, og jeg bildte hende ind, at medicinen var for noget helt andet. Og det hjalp jo så altså heller ikke spor.
Og nu har jeg næsten også svaret Askle: Hvis min datter var ked af at bruge ble. Hvis jeg eller lægen troede, at nattetisseriet var et symptom på noget værre, som skulle behandles. Hvis det var farligt at lade stå til. Hvis bare der var én rigtig god grund til at gøre noget, så kan du tro jeg havde slået i alle de borde, der overhovedet ville være at slå i. Men når nu M tror fuldt og fast på, at hun er helt i orden som den hun er, er det så det værd overhovedet at risikere at komme til at skubbe til den tro?
Hun er heller ikke socialt handicappet. I nogen grad fordi hun er omgivet af gode voksne. Men aller aller mest fordi hun ikke selv oplever sig som socialt handicappet.
I skal alle tre endnu engang have tusind tak for nogle rigtig gode svar, som både indeholdte gode tips og ideer lige klar til brug, men som også formåede virkelig at sætte nogle tanker i gang hos mig. Og følelser. Jeg har været vidt omkring, mens jeg skrev dette svar, og tak også for det. Nu vil jeg sætte mig ind og bruge det sidste tusmørke på at se på mit sovende barn, mens jeg lader de mange, mange tanker og følelser samle sig igen. Mens det jeg ser bare strømmer i mit hjerte.
Kærlig hilsen
Helene
Jeg har tænkt en del over dit svar og synes det kræver en kommentar. Så derfor stikker jeg nu hovedet direkte i hvepsereden.
Du skriver, at fordi din datter har følelsen af at være præcis som hun skal være, vil du ikke give hende følelsen af at være forkert ved at tage hende til læge. Først vil jeg sige, at du lyder som en kærlig mor der vil gøre alt for at din datter føler sig elsket. Det er en uvurderlig gave der ikke kan undervurderes.
Men jeg får altså fornemmelsen, at den du beskytter mere her, er dig selv og ikke din datter.
Du skrev selv at din datter har sagt: "Men mor, det er vi jo nødt til. Og desuden tror jeg altså ikke der er nogen, der lægger særligt meget mærke til det."
Det er jo ord, man ville forvente en forælder sige til sit barn og ikke omvendt. Og får mig til at tænke, om din datter er blevet en lille pige med en voksens bekymring –nemlig den bekymring at hendes mor er bekymret for hende.
Din datter lyder som en klog pige. Hun ved jo godt at ingen andre af hendes kammerater må gå med ble og sikkerhedstrusser og løse bukser for at undgå ”uheld”. Og hvad når hun om ganske kort tid går i puberteten og udseendet begynder at betyde så meget? Man kan kun håbe at sengevæderiet stopper for hende før end det gjorde dig, men der er før set tilfælde hvor det er fortsat helt op i 20’erne.
Det jeg tænker allermest på er jeres tætte forhold der er bygget på fortrolighed. Din datter siger at hun er nød til at gå med de bleer, for I har jo prøvet medicin (kortvarigt) og det hjalp ikke, og så er der jo ikke anden mulighed. Men nu ved du, at din datter kan hjælpes. Behandlingen i DK på sygehuset er faktisk i verdensklasse. Og det er læger og sygeplejersker der er vant til børn og som ved hvor vigtigt det er for børnene at undersøgelserne ikke er ydmygende. Succesraten er meget meget høj. Og alle kan hjælpes, hvis ikke helt så i hvert fald i væsentlig grad. Forbedringen i livskvaliteten ikke til at tage fejl af.
Hvad vil det gøre ved jeres forhold, den dag din datter finder ud af at hun kunne stoppe som sengevæder som 8-9 årig, i stedet for flere år senere? Og at du vidste det, men intet gjorde?
Jeg spørger, fordi jeg som barn prøvede noget lignende. At blive nægtet en nødvendig behandling for det skulle en 12-årig ikke igennem.
Har du overhovedet talt med hende om det? Har du spurgt hende, og givet hende mulighed for at svare oprigtigt ud fra sine egne ønsker –og ikke ud fra dine bekymringer?
Hun bliver jo ikke et ringere menneske af at slippe for at tisse i sengen. At hun er lige som hun skal være, og at hun er god nok, handler jo om hendes væsen, og ja, her vil kroppen også betyde noget. Men det handler udelukkende –i en stakket frist endnu- om hvordan I, hendes nærmeste ser hende. Og I vil jo se hende som den dejlige pige hun er, ble eller ej.
Børn har desværre reelt kun de rettigheder deres forældre giver dem, Børnekonventioner eller ej (som siger at børn har ret til behandling).
Jeg går til dig, det ved jeg godt. Du må kalde mig sprogets værste gloser. Men jeg ønsker for din datter, at hun trygt kan gå ind i puberteten uden frygten for at lugte af urin fordi hun lige faldt i søvn. Og at hun kan gå i de bukser hun har lyst til og få sit højeste ønske opfyldt: at være som alle de andre.
Tusind tak for dine kommentarer. Jeg synes det er nogle gode og kloge betragtninger du kommer med, og det er helt givet at jeg har gavn af at tænke dit indhold igennem. Og selvom jeg vælger ikke at følge dit råd lige nu, så kan det jo være at mine forudsætninger ændrer sig en dag, og jeg der må vende tilbage og se på, hvad du foreslår mig. Og endelig kan det jo være, at der en dag er en anden som læser denne tråd og hvis situation mere ligner din end min, som derfor er bedre hjulpet med dine råd frem for mine.
Du har ret i, at det er en forældrers opgave at sortere i de tilbud, krav og udfordringer som møder ens børn. Og når en dag det skal vurderes hvor godt jeg klarede den opgave, kommer det sikkert frem at jeg har lavet nogle mega brølere. Men når jeg træffer valg for mit barn, gør jeg selvfølgelig altid det jeg tror er rigtigt. Og det er også det jeg gør i dette spørgsmål.
Jeg læser, at du er ked af nogle af de valg, der blev truffet for dig. Som jeg tidligere har været inde på, så blev der også truffet valg for mig, som jeg ville have gjort anderledes, hvis det var mig der havde været min forældre. Jeg nåede aldrig at få spurgt min mor, om alle ydmygelserne var udtryk for tankeløshed eller om de havde et pædagogisk sigte, for da først jeg var tørlagt tænkte jeg ikke mere over det indtil jeg kunne ane mønsteret gentage sig hos min egen datter. Og da var min mor desværre allerede meget syg inden hun døde for et par år siden. Og for lige at fuldende historien, så rummede mine forældres pædagogiske værktøjsasse en hel vifte af redskaber, som eftertiden ikke har set mildt på. De er begge døde, så jeg får aldrig svar på, hvorfor de gjorde som de gjorde. Men når jeg tænker efter tror jeg godt at jeg kender det. De handlede af kærlighed til deres børn og prøvede på kun at træffe de rigtige valg - både når det var nemt og når det var svært. Og samlet set synes jeg nu heller ikke de gjorde det så ringe. Og os to imellem synes jeg, at udkommet er faldet meget heldigt ud :-)
Har du konfronteret din mor eller far (eller den som traf de valg for dig, som du nu finder var forkerte)? Og har du overvejet - nu bliver jeg fræk - at selvom den voksne Askle i dag er helt sikker på, at hun ville have valgt anderledes, så er det stadigvæk muligt at det var den 12-årige Askles forældre der havde ret og den voksne Askle der tager fejl?
Udover at jeg beder dig om at åbne sindet og overveje det spørgsmål en gang til vil jeg selvfølgelig understrege, at jeg intet kender til svaret. Jeg kender jo intet til dig. Det er jo min egen datter som jeg kender, og som jeg lige nu og hele tiden skal prøve at træffe gode beslutninger for. M er en ganske klog pige. Og blandt andet ved hun udemærket godt og har vidst længe, at de fleste andre børn på hendes alder er færdige med bleer. Jeg har lovet hende, at en dag vokser hun fra det. Men at ingen ved, om den dag er i morgen eller først når hun er næsten voksen. Og hun kan også godt somme tider været irriteret over det og synes at det er dumt og besværligt. Men hun har faktisk aldrig vist mig, at hun skulle være ked af sin skæbne eller sin situation. Det er egentlig meget ligesom børn der bruger briller. Det kan være rigtig dumt og irriterende i forhold til nogle lege og sport. Og der er også sommetider nogen der kan finde på at drille med det. Og alligevel kan man have et par briller som man er rigtig glad for at have.
Sikkerhedstrusserne er et forsøg på at forebygge drillerier. Og selv om hun selv tappert hævder, at det er der ingen der lægger mærke til, og såmænd sikkert også udholdt drillerier hvis det blev nødvendigt, så vil jeg nu gerne skåne hende for det. På samme måde som en forebyggende samtale en gang imellem kan holde de værste joviale onkel-brandere i ro. Om det i sidste ende i virkeligheden mere er for at beskytte mig selv end hende? Sådan føler jeg det ikke umiddelbart, men fortæl mig gerne hvordan jeg tager fejl.
Men heldigvis er det jo hverdagen der fylder det meste. Og der må jeg sige dig, at jeg er privilegeret med en datter der æææælsker sin sengetid. Det ville være en overdrivelse at skrive, at hun næsten ikke kan vente, men alligevel... Og det er både at blive gjort klart til at komme i seng, selve putningen og det at falde i søvn bagefter hun nyder. Jeg skal ikke påstå, at det er natbleen der gør det, men hun synes helt bestemt aldrig at den er irriterende på det tidspunkt. Og om det er traditionen, trygheden eller tingen hun kan bedst kan lide, det ved jeg ikke, men jeg ved hun kan lide det. Og at have et barn, der er nemt at få ud af sengen om morgenen og ligeså nemt at få i seng om aftenen det er lykkeeliksir for en familie.
Du spørger om jeg har spurgt hende. Hvad skal jeg spørge hende om? Om hun selv ved hvorfor hun er lykkelig? Om hun selv ved, hvad fremtiden vil bringe? Og om hun selv kan afgøre sine behov nu og for fremtiden?
Jeg er klar over, at en dag bliver det anderledes på den ene eller den anden måde. Men lige nu synes jeg bare, at både min datter og jeg har alt for meget at miste og alt for lidt at vinde ved at ved at lave noget om.
Kærlig hilsen
Helene