HJÆÆÆLP
Jeg er en 19 årig pige der har været cutter i nu 7 år. Jeg har i de samme 7 år drukket rigtig meget, og har nu fået diagnosen alkoholafhængigheds syndrom.
Jeg har været indlagt på børn og ungdomspsykiatrisk afdeling med diagnoserne OCD, genereliserende angst, panikangst, sygdomsangst og borderline.
Mit selvskade blev værre og værre og jeg har flere gange været på skadestuen og blevet syet. Har også flere gange været på psykiatrisk skadestue både alene, med min kontaktperson og politiet, men alle gange er jeg blevet sendt hjem igen eller har sovet der en enkelt nat. Er nu blevet "grøn patient"
Sidst jeg skar mig endte jeg på skadestuen, og skulle syes. Havde lovet min familie, at jeg var stoppet, så da de fandt ud af det, blev de selvfølgelig meget kede af det og skuffet, og jeg blev enig med mig selv om, at NU var det sidste gang.. Jeg har nu ikke skåret mig siden, og det var d. 11/06. Jeg har haft vild trang til det siden, og nu er min psykolog gået på ferie..
Min moster har lige fået konstateret kræft, og jeg er meget tæt med hende. Hun er ligesom en mor for mig, og hun betragter mig, som den datter hun aldrig fik. Er tættere med hende, end jeg er med min mor. Jeg er meget bekymret for hende, for kræften er meget aggressiv. Det er neuroendokrine tumor hun har fået.
Nu sidder jeg i hendes lejlighed og passer hendes hunde imens hun er i Odense og få kemo, og jeg har bare den VILDE trang til at skære i mig selv. Har selvfølgelig fået en del redskaber med fra indlæggelsen, og det er også derfor jeg skriver her. Har prøvet at udsætte det med bad, gåturer med og uden hundene, rengøring og andet, men jeg kan bare ikke få det ud af hovedet, og jeg trænger rigtig meget til at snakke med enten fagpersoner eller folk der kender til det. Ved ikke, hvad jeg skal gøre længere, for selvmordstankerne drøner også bare derud af.
Nogen der har nogle forslag til, hvad jeg kan gøre, for jeg kan virkelig ikke mere. Slet ikke når både min psykolog og kontaktperson er på ferie i udlandet.
Jeg har været indlagt på børn og ungdomspsykiatrisk afdeling med diagnoserne OCD, genereliserende angst, panikangst, sygdomsangst og borderline.
Mit selvskade blev værre og værre og jeg har flere gange været på skadestuen og blevet syet. Har også flere gange været på psykiatrisk skadestue både alene, med min kontaktperson og politiet, men alle gange er jeg blevet sendt hjem igen eller har sovet der en enkelt nat. Er nu blevet "grøn patient"
Sidst jeg skar mig endte jeg på skadestuen, og skulle syes. Havde lovet min familie, at jeg var stoppet, så da de fandt ud af det, blev de selvfølgelig meget kede af det og skuffet, og jeg blev enig med mig selv om, at NU var det sidste gang.. Jeg har nu ikke skåret mig siden, og det var d. 11/06. Jeg har haft vild trang til det siden, og nu er min psykolog gået på ferie..
Min moster har lige fået konstateret kræft, og jeg er meget tæt med hende. Hun er ligesom en mor for mig, og hun betragter mig, som den datter hun aldrig fik. Er tættere med hende, end jeg er med min mor. Jeg er meget bekymret for hende, for kræften er meget aggressiv. Det er neuroendokrine tumor hun har fået.
Nu sidder jeg i hendes lejlighed og passer hendes hunde imens hun er i Odense og få kemo, og jeg har bare den VILDE trang til at skære i mig selv. Har selvfølgelig fået en del redskaber med fra indlæggelsen, og det er også derfor jeg skriver her. Har prøvet at udsætte det med bad, gåturer med og uden hundene, rengøring og andet, men jeg kan bare ikke få det ud af hovedet, og jeg trænger rigtig meget til at snakke med enten fagpersoner eller folk der kender til det. Ved ikke, hvad jeg skal gøre længere, for selvmordstankerne drøner også bare derud af.
Nogen der har nogle forslag til, hvad jeg kan gøre, for jeg kan virkelig ikke mere. Slet ikke når både min psykolog og kontaktperson er på ferie i udlandet.
Kommentarer
Jeg håber du har holdt ud de 10 minutter der er gået siden du skrev.
Jeg vil skrive et svar til dig, men eftersom det tager lidt tid, poster jeg lige dette, så du ved at du er blevet hørt
Indtil mit svar kommer, spiller du 7-kabale, minestryger eller hvad ved jeg på computeren.
Det er helt vildt sejt gået, at du har klaret over 3 UGER uden at skære dig.
Det ville være ærgerligt at falde i nu.
Og lad mig så sende dig et stort kram. Jeg er ked af at høre, at din moster som du holder så meget af er blevet så syg.
Du er bevidst om grunden til at trangen er så presserende lige nu.
Du står i en ekstremt svær situation, i og med at din moster er svært syg. Enhver får det rigtig ondt indeni når en der står dem nær bliver alvorligt syg. Din måde at håndtere smerte derinde på, har i 7 år været at skade dig selv. Så det er jo klart at trangen til det dukker op nu.
Er du meget opmærksom på det? Altså siger du til dig selv, at det er derfor? Fx. "Jeg har rigtig meget trang til at skære mig, fordi jeg er ked af, at [moster] er syg. Det er min hjerne som er vant til at give mig den trang når noget er svært. Jeg skal lade være med at handle på trangen, for så vænner hjernen sig af med at give mig trangen."
Selvom det kan føles lidt fjollet at stå og tale sådan til sig selv i spejlet, så syntes jeg at det hjælper når jeg har det svært og er ved at falde tilbage i gamle mønstre.
Du fortryder hvis du gør skade på dig selv.
Skrig ned i en pude - RIGTIG højt - så du kan prøve at komme af med noget af spændingen.
Anna kan nok bedre give dig et akut svar i forhold til cuttingen.
Jeg vil bare lige sige, at du ikke kan love hverken dig selv eller andre, at du ikke vil gøre det igen. For tvangshandlinger kan man ikke styre med viljens kraft. Følelserne (og dermed adfærden) er styret af det autonome nervessystem, der ligger udenfor viljens kontrol. På linie med vejrtrækningen, hjerteslaget og kroppens andre funktioner.
Så når du lover dig selv eller andre, at du vil stoppe, så fører det bare til følelsen af fiasko og skuffelse.
Behandlingen er terapi men måske Anna har nogle råd til dig, hvordan man kan prøve at få en større kontrol over trangen.
KH Helene
Men jeg har IKKE skåret endnu, og har heller ikke tænkt mig at gøre det. Er nødt til at kontrollere noget andet i stedet. Er nødt til at finde noget andet. Eller bare være alene. Uden dyr, familie eller venner der kan irritere mig. Selv hvis min mor skriver en sms, irriterer tastelydene mig, og jeg skælder hende ud, men hun har jo lov til at sende en sms, det skal jeg jo ikke bestemme, men jeg kan bare ikke styre det lige i tiden.
Jeg er ikke opmærksom på det på den måde.. Jeg sidder bare, og det kribler i mine fingrer og kan nærmest mærke det i armen. Ligesom når man holder op med at ryge. Du kan nærmest smage røgen og nikotinen, og fornemme, hvordan det virker i kroppen.
Helene: Jeg er nødt til at love nogen et eller andet, for ellers kommer jeg aldrig videre, men det er rigtig nok, at når/hvis man falder i, får man en kæmpe følelse af fiasko..
Altså at IDENTIFICERE den der kilden i kroppen. På den måde kan du til dels kontrollere den med din fornuft.
Jeg siger ikke det er nemt. Overhovedet ikke. Du vil formodentlig også falde i selvskaden igen på et tidspunkt, og du vil blive vildt ked af det og sur på dig selv, men så er det du vil være i stand til at kigge på hvad der skete; altså identificere hele rækken af årsager, tanker og følelser der førte til det, og dermed vil du lære af det, selvom det gjorde ondt og var noget rigtigt møg at du røg i.
Det samme er det vigtigt at du gør nu, hvor du IKKE skærer dig. Altså sætter dig ned, gerne med et stykke papir, og simpelthen laver en tidslinie over hvad der har ført op til at du fik trangen.
Hvad skete der, som udløste hvilke tanker, som gjorde hvad ved dig osv...
Det er først når man kan det, at man bevidst kan handle udenom FØR trangen er slem. Fordi man ved hvad de første tegn på at den er ved at komme er.
Og til sidst ender det med at man handler udenom helt automatisk. Eller rettere; at man handler anderledes helt automatisk, så den der trang til selvskaden slet ikke kommer.
Det er det der med at få hjernen indstillet på at sende andre signaler...
Prøv at tale med din kontaktperson om, om hun/han kan hjælpe dig med at prøve at komme til yoga.
Til yoga lærer man at trække vejret meget aktivt, og man lærer øvelser der ikke bare afslapper kroppen, men som det også kræver koncentration at lave.
Det vil være rigtig godt for dig at kunne når du begynder at blive urolig indeni.
Prøv også at anskaffe dig noget musik a la MusiCure som du kan lytte til mens du ligger på din seng og koncentrerer dig om at trække vejret dybt og roligt.
Når det kribler og krabler kan det hjælpe at strække og afslappe kroppen og trække vejret ordentligt.
Nå, men lige nu syntes jeg det er rigtig vigtigt, at du accepterer at du er ked af det og at det ikke skal skubbes væk.
Det er endnu en ting der er vigtig, ud over det der med at identificere uroen i kroppen. At du accepterer dine følelser. For du må gerne være sur, ked af det, såret, frustreret, bange, urolig osv. osv. osv.!
Brug din kontaktperson ekstra meget nu hvor din psykolog har ferie.
Det med tidslinien vil jeg lige prøve...
Med hensyn til yogaen, så har jeg gået til mindfullness, som jeg fik en helt del ud af, og jeg fik musicure med fra psyk af da jeg var indlagt der. Har også fået søgt om en kugledyne...
Min kontaktperson er selv på ferie lige nu, så det er bare noget værre øv!! Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal komme igennem den her tid uden dem.
KH Helene
Hvor må det være svært for dig.
Jeg læste dit indlæg i aftes og tænkte på dig inden jeg faldt i søvn,
og du var den første jeg tænkte på i morges da jeg vågnede.
Hvordan går det med dig i dag?
Klarede du dig igennem i går selv om du havde det så svært?
Mange kærlige tanker fra Henven21
Jeg har i dag været i Odense og besøge min moster på hendes første dag med kemo behandling. Det var både rart at se hende, men også hårdt. Også fordi det eneste hun tænker på lige i tiden, er at hun mister håret, og hvad familien ikke vil tænke om hende. Har sådan lyst til at låne penge, så hun VIRKELIG kan komme ti den dygtigste af de dygtigste frisører, så hun kan få den perfekte paryk.
Dagen igår var rigtig rigtig slem. Jeg sad med kniven i hånden, og tænkte, at nu gider jeg ikke mere, men valgte i stedet, at cykle helt vildt, og drikke mig i hegnet. Det har bestemt ikke gjort tingene nemmere i dag.