Indstillinger
forvirret
hej alle sammen
jeg er en pige på 23 som tænkte om i måske kunne hjælpe mig lidt.
har boderline ængst/æversiv ADHD og genrelisteret angst. som i ligesom kan fornemme flyder de alle sammen lidt sammen men hvordan skilder man dem fra hinanden?? jeg har en bostøtte og hun kan desværre ikke helt forklare det. men vil rigtig gerne selv kunne finde rundt i dem alle sammen da jer er rimelig forvirret over det. får medcin for ADHD, angst også anti depri mod det andet.. også får jeg samtale med min bostøtte to gange om ugen af 1 time a gangen. er det den rette hjælp eller skal jeg avde mere. som i nok kan forvemme er jeg forvirret over det hele og ja det er meget indvilket, så ville sætte pris på hvis i kunne hjælpe mig lidt. på forhånd tark lisbeth88
jeg er en pige på 23 som tænkte om i måske kunne hjælpe mig lidt.
har boderline ængst/æversiv ADHD og genrelisteret angst. som i ligesom kan fornemme flyder de alle sammen lidt sammen men hvordan skilder man dem fra hinanden?? jeg har en bostøtte og hun kan desværre ikke helt forklare det. men vil rigtig gerne selv kunne finde rundt i dem alle sammen da jer er rimelig forvirret over det. får medcin for ADHD, angst også anti depri mod det andet.. også får jeg samtale med min bostøtte to gange om ugen af 1 time a gangen. er det den rette hjælp eller skal jeg avde mere. som i nok kan forvemme er jeg forvirret over det hele og ja det er meget indvilket, så ville sætte pris på hvis i kunne hjælpe mig lidt. på forhånd tark lisbeth88
Kommentarer
Jeg mener ikke, at man kan skille tingene ad. F.eks. vil man formentligt lide af angst/depression i varierende grad, hvis man har en personlighedsforstyrrelse. Jeg kan forestille mig, at angst/depression også er en del af ADHD tilstanden.
Psykiatriske diagnoser bliver desværre ofte givet noget vilkårligt alt efter, hvilken psykiater man taler med.
Jeg har f.eks. fået diagnosticeret borderline to gange uden at opfylde de grundlæggende kriterier! Jeg har også fået et par andre diagnoser, jeg heller ikke opfyldt betingelserne for, da de blev stillet. Den eneste diagnose jeg har fået, der passer, er PTSD (post-traumatisk-stress-syndom) men den diagnose bruger man meget sjældent indenfor psykiatrien (selvom mange har det).
Derfor hænger jeg mig ikke i diagnoserne eller i, hvad der er hvad.
Så for mig er det vigtige, hvilken behandling der virker, så man får det bedre. Jeg mener ikke, at tilstanden behøver et navn for at den kan behandles. Jeg gik i terapi i 4 år uden, at min terapuet kendte til diagnoserne og det virkede fint. Det er vist mest indenfor psykiatrien, man fokuserer meget på diagnoserne.
Efter alt at dømme er terapi, der fokuserer på årsagerne til problemerne mest effektiv. Om dine samtaler med bostøtten er tilstrækkelige, kommer an på om du får noget ud af samtalerne og føler, at der sker en udvikling og forandring? Er din bostøtte uddannet terapeut? Handler samtalerne kun om din hverdag etc. eller får du også hjælp til at bearbejde årsagerne til dine symptomer?
KH Helene
det lyder da os til og være noget af et forløb du har været igennem men de har da i det mindste tage dig seriøst og sagt okay der er noget galt her at de så ikke lige har kunne finde ud af det hele ja det er så det.
min bostøtte er udannet men ikke som psykolog eller teparurt..... hun har arbejdet inde for faget i mange år og har meget viden omkring psy. syge. jo jeg føler virkelig hun hjælper eftersom jeg er rykket mig meget siden jeg startet med hende efter at havde haft 2 andre bostøtter. ja vi snakker om hverdagen og om hvordan jeg har det og hun hjælper mig faktisk med og finde ud af mine følelser. for de kan være meget indvilket syns jeg hehe. jeg lærte faktisk for et år siden at det var okay at blive sur for det havde jeg lært man ikke måtte så det med og finde ud a hvad man føler det kan jeg ikke finde ud af.
hvordan kan du være boderline når du ikke opfylder de grundlæggende ting??
jeg blev behandlet for en depression i 2 år i herning så blev jeg frivilligt indlagt en sommer hvor der ikke var plads i herning hvor jeg så kommer til viborg, bedste beslutning ever. snakker med en læge i 15 min også siger han jeg har boderline. utroligt de ikke har kunne finde ud af det i herning. men efter jeg fik boderline på så har jeg virkelig rykket mig eftersom hervar noget som jeg kunne genkende og det hjalp bare rigtig meget og det at få den rigtige behanding
Jo, jeg kan godt forstå, at det kan være lettere at forholde sig til, at man har det, som man har det, hvis man kan sige, at det er fordi, man har ADHD eller Borderline eller PTSD eller hvad det nu er.
Problemet med diagnoserne (synes jeg) er bare, at man så let kommer til at identificere sig med diagnosen og tro, at man har det dårligt, FORDI man har borderline, PTSD eller ADHD m.m. Jeg ser det sådan, at man har det dårligt og så kalder man de symptomer for et navn. Men det forandrer jo ikke symptomerne, om man kalder dem det ene eller det andet.
Ja, det er noget af et forløb, jeg har været igennem. Men jeg er bestemt ikke blevet taget seriøst i det etablerede behandlingssystem. Kun min egen læge og en psykiater, jeg var hos én gang (fordi kommunen skulle have en speciallægeerklæring) har taget mig seriøst. Derimod har de 'alternative' behandlere, jeg har været hos, taget mig meget seriøst.
Det er et godt spørgsmål, hvordan jeg har kunnet få diagnosticeret borderline to gange, når jeg ikke opfylder kriterierne. Måske fordi det har været det letteste for psykiaterne, når de kun lige skulle have 1 samtale med mig. 'Nå, hun har været udsat for sekuselle overgreb og har haft en traumatisk opvækst, så har hun de og de problemer og så har hun nok borderline'. Hvis de havde været mere omhyggelige og havde lyttet mere til, hvad jeg sagde, kunne de nok have fundet en personlighedsforstyrrelse, der passede bedre på mig. Eller de kunne have nøjes med at kalde det PTSD.
Det vigtige er, at du føler, at samtalerne med din bostøtte hjælper dig. Jeg læste på et tidspunkt, at man kan sige, at borderline-diagnosen mest fortæller, at man fejlfortolker eller fejlopfatter sine følelser. Og det er selvfølgeligt fordi, man ikke har lært at forstå og at rumme sine følelser. Derfor mener jeg ikke, at det er så vigtigt, om det er den ene eller den anden diagnose, man får. Det vigtige er, at man får løst sine følelsesmæssige problemer, der blev skabt i barndommen, så man kan acceptere, forstå og udholde det, man faktisk føler.
Men jeg forstår selvfølgeligt godt, at det må have været en stor hjælp for dig, at du fik borderlinediagnosen, så du kunne begynde at få den rigtige behandling. Men uanset hvad diagnoser det er, så mener jeg stadigt, at det er terapi, der skal til.
KH Helene
Jeg vil give Helene 100 % ret!
Diagnoser er noget, man bruger inden for lægeverdenen, og de kan være meget praktiske, når læger skal snakke sammen, for så kan de på en hurtig måde forklare, hvad der er i vejen, sådan at en anden (læge) kan forstå det.
Desuden er diagnoser nødvendige for det kommunale system, når det skal afklares, hvilken (økonomisk) hjælp man skal have, mens man er syg.
Men en diagnose siger intet om, hvad årsagen til problemet er, og heller ikke noget om, hvad man skal gøre for at løse det.
Når det er sagt, så vil jeg da godt medgive, at det er vigtigt at blive lægeundersøgt og få at vide, om man har depression eller ikke, angst eller ikke.
Men diagnoser på personlighedsforstyrrelser har jeg altså ikke meget fidus til. Jeg har – ligesom Helene – oplevet, at det varierer meget, hvilken diagnose man får, og mange gange bliver der opfundet diagnoser, som ikke har hold i virkeligheden. Sagen er, at specialisterne mange gange stiller diagnoser på personlighedsforstyrrelser i situationer, hvor personen midlertidigt er i en eller anden krise (f.eks. på grund af en depression eller en stress-situation). Og selv om specialisterne ofte gør den slags, så er det ikke foreneligt med god lægegerning (har jeg læst mig til). Når den midlertidige krise er overstået, vender personen tilbage til sit normale jeg, men må desværre døje med en forkert diagnose resten af livet.
Uanset de diagnoser, du har fået, er du nødt til at øve dig i at mærke din krop og dine følelser. En diagnose kan ikke forklare, hvorfor du føler, som du gør. Tværtimod vil diagnosen medvirke til at fremmedgøre dig endnu mere, er jeg bange for.
Det er din krop og dine følelser. Men det er vigtigt at du får kvalificeret hjælp til at lære din krop og dine følelser at kende og finde ud af, hvorfor du mærker og føler det, du nu engang mærker og føler, og det må man desværre ofte betale for.
Mange hilsner
Kameliadamen
Vil lige starte med at understrege noget meget vigtigt.
En læge kan IKKE diagnosticere dig efter kun 15 minutters samtale. Det er ekstremt uprofessionelt.
Jeg oplevede det samme, da jeg var indlagt i foråret. Da jeg kom til nærmere udredning viste det sig, at jeg ikke have ét eneste borderlinetræk men i stedet muligvis er bipolar, som kræver medicin. Desuden har jeg træk fra tre andre personlighedsforstyrrelser. Jeg har dog ikke tænkt mig, at min behandling skal være anderledes bare fordi diagnosen har ændret sig. Jeg har stadig de samme krav til en terapi. Den skal både fokusere på nutiden og fortiden. Præcis som Helene også skriver.
Din bostøtte er ikke uddannem terapeut, så derfor synes jeg, at det er uhyre vigtigt, at du får en terapeut du kan gå hos engang om ugen, som du kan blive fortrolig med. Hvis du kan få det igennem psykiatrien, vil jeg mene, at det ville være det bedste, for så er det ikke lige så tidsbegrænset, som hvis man får en henvisning til psykolog på 24 gange og selv skal betale 300kr pr. gang. Hvis du vil videre og virkeligt have det bedre, så er det simpelthen grundlæggende, at du får terapi. Det er selvfølgelig også vigtigt, at du har nogen at betro dig til, og som forstår dig, som din bostøtte gør. Men en terapeut er bare meget bedre i stand til at hjælpe dig med at arbejde med din fortid og årsagen til de symptomer (diagnoser) du har.
Jeg håber det giver mening for dig, det jeg skriver?
Igen kan jeg varmt anbefalde siden www.forstyrret.dk, som er en forening for folk med personlighedsforstyrrelser og psykiske lidelser. Jeg kom derinde i sin tid, da jeg fik min borderlinediagnose. Det var rigtig fedt at møde så mange andre. Og især interessant for mig at opleve, hvor meget vi havde tilfælles, selv om vi har vidt forskellige lidelser.
Jeg får lyst til at forklare lidt om, hvorfor man får en diagnose på personlighedsforstyrrelse i systemet i dag. En personlighedsforstyrrelse er udtryk for, at ens personlige udvikling er gået i stå på et tidligt stadie. Dvs. at ens måde at forstå verden og håndtere den på er primitive. Fx bruger man primitive forsvarsmekanismer som fx splitting. Når ens liv er præget og til dels styret af barnets angstfyldte måde at opleve og håndtere verden på, så taler man om, at personligheden er forstyrret, fordi den simpelthen ikke er færdigudviklet. Jeg fik følgende forklaret af en psykolog på Klink for Personlighedsforstyrrelser, netop fordi det undrede mig, at jeg ikke fik en PTSD diagnose. Og jeg måtte da give hende ret i, at min måde at opleve og håndtere verden på, er barnets måde. Så inderst inde er jeg et lille meget bange barn.
Kærlig hilsen Trine
tak for alle de gode svar og råd. men den jeg har tænkt mest over er nok det trine skrev. med at udviklingen er gået i stå et sted og man er et lille barn inde i. det tror der passer utrolig godt på mig. for er vel egentlig bar et lille forvirret barn i denne store verden, som ikke kan forstå sig på alle de ting jeg nu føler og tænker. nogen gange er det utroligt ubehaligt for mig og føle ting fordi de er så store også i min verden bliver de bare farlige.
hvor er det fedt at folk herinde forstår hvad jeg egentlig mener og de ting som jeg måske ikke helt kan sætte ord på kan i hjælpe mig med. så vil gerne sige stort tak til jer alle sammen og tak for hjemmesiden som jeg er blevet utrolig glad for
mvh lisbeth
Jeg kan godt huske, hvordan det var for mig, da jeg kom ind på Netdoktor første gang. Og især, da jeg kom ind på Forstyrret.dk.
"Hold da op, der fandtes nærmest en hær af fantastiske mennesker, der forstår hvordan jeg har det. Som ved, at jeg ikke er dum, doven, svag osv..."
Det gav mig rigtig meget at møde andre, der kunne forstå mig.
Og det gav mig meget forståelse af mig selv.
Jeg forstår rigtig godt, at det er hårdt for dig at du oplever så stærke følelser, og at alting bliver så store i dit lille hoved.
Der er heldigvis noget at gøre ved det. Der findes faktisk nogen, der kan hjælpe dig med det. Det er rigtig svært selv at gøre de store grundlæggende og nødvendige ændringer. Det at have en terapeut, der ved præcis, hvordan det her skal gribes an. Du vil møde omsorg, forståelse og en helt konkret hjælp, der er så helende. Og især følelsen af ikke at stå alene med alle problemerne, gav mig rigtig meget.
For du fortjener det bedste af det bedste, og det er muligt at få dig.
Tanker fra Trine
hvor er du bare et sødt menneske, virkelig.
men ja det er rigtig rart og møde nogen som forstår en.
gik i gruppe terpi på psyk for folk med personlighedsforstyrrelser, men det var der ikke penge til så det lukkete og siden har jeg ikke fået terpi andet end fra min bo støtte, hvilet er super dejligt men overvejer og gå til lægen og sige jeg vil nd under psyk igen
Mange tak skal du have. Det er da dejligt at høre :-).
Hvad syntes du om at være i gruppeterapi?
Jeg synes helt klart, at du skal smutte til lægen og bede om at komme i behandling. Tænk sig hvilken gave det er at give sig selv: Muligheden for at få det ultimativt bedre. Det er da værd at sætte ind på. Du er jo det vigtigste i dit liv, så derfor skal du give dig selv det aller bedste.
Desværre kan systemet være lidt tungt at kæmpe med, men jeg synes at det lover godt, at du har været i terapi. Det burde åbne nogle døre for dig. Jeg håber din læge er til at snakke med.
Jeg har overvejet at søge en bostøtte. Hvad bruger du din bostøtte til?
Kærlig hilsen Trine
gruppe terpi var super godt og det var noget af et slag i hovedet og få da de sagde de lukket hele gruppen for folk med personlighedsforstyrrelser. så det med at gå til lægen og sige jeg vil ind under psyk igen kan jeg desværre ikke fordi afdelingen/teamet er lukket ned i Herning kommune, det var i hvert fald det jeg ar fået af vide.
jeg elsker min bostøtte. hun er super god og hvad jeg bruger hende til er forskelligt. hun kommer tirsdag og torsdag af en times varigehed.
tirsdag plejer vi og snakke omkring hvordan jeg har det og hvad der egentlig sker tja egentlig bare det jeg nu lige har behov for at snakke om og få gennem gået. torsdag er en dag hvor vi er pratiske. altså hvor vi ligger struktur på det hele( eftersom jeg mangler det utrolig meget). men hvis der er sket noget så snakker vi selvfølgelig om det altså det er ikke sådanne det er totalt planlagt hvad vi skal lave eller snakke om.
men jeg syns helt klart at du skulle overveje en bostøtte. det har hjulpet ,ig utrolig meget til og forstå mig selv om mine tanker mønstrer, eller på vej der til. det skal så siges der sikkert er lang vente liste og man skal os virkelig havde brug for en og være villig til at arbejde, for det er rigtig hårdt arbejde at havde en bostøtte. der sker virkelig mange ting nogen gange os så mange det kan være svært og følge med. det jeg prøver at sige er, hvis du vil havde en bostøtte skal du ture og gå ind i dig selv og arbejde med alle de svære ting og det at få svære ting af vide. når min bostøtte er gået er det jo faktisk der arbejdet begynder fordi hun får mig til at tænke over alle de ting vi har snakket om og ja så bearbejder jeg dem også kan det være vi snakker lidt om det næste gang.. håber det ikke blev alt for forvirrende for dig trine men held og lykke med det
skal til læge efter sommerferien, så må jeg lige prøve og hører hvad hun kan tilbyde mig med terpi osv.
stort kram Lisbeth