Reaktiv tilknytningsforstyrrelse

slettet34070

Vores datter på 7 år har fået diagnosen Reaktiv tilknytningsforstyrrelse.
Når vi læser om diagnosen på nettet, så kan vi se at det er en diagnose som man giver omsorgssvigtet børn - vores datter er bare ikke omsorgssvigtet, hvilket at psykiatrisk afd også medgiver os !!!
Men er det muligt, at få en tilknytningsforstyrrelse UDEN at være omsorgssvigtet ??
Lægerne (på psykiatrisk afd) vil iøvrigt ikke udelukke at hun også har ADHD, men man har valgt at sætte denne mistanke i bero, indtil at vi som familie har fået noget adfærds terapi..

Med bekymret/forvirret hilsen..

anna84

Jeg aner det ikke.

Jeg skriver kun for at opfordre dig til at fastholde din skepsis.

En korrekt diagnose kan være en god pejlepind i forhold til at målrette terapien, men på den anden side, er det måske ikke det allervigtigste: det vigtigste er, at der bliver taget hånd om de problemer der er i hverdagen både praktisk og følelsesmæssigt.

MEN NÅR DET KOMMER TIL MEDICIN er det godt nok vigtigt, at der er HELT styr på, hvad man medicinerer mod og hvilke præparater inden for samme gruppe man bruger.

Giv ikke din datter medicin hvis det overhovedet kan undværes.

Helene2

Jeg læste engang en artikel i et ugeblad om en lille pige, der ikke fungerede særligt godt og som ikke følte tilknytning til hverken sin mor eller andre. Hun var også i risiko for at få alle mulige diagnoser.

Der blev fundet ud af, at hun faktisk ikke kunne mærke sin krop og nok aldrig havde kunnet det som følge af fødslen (tryk, forskydninger ell. andet).
Hun kom i behandling med én eller anden slags kropsterapi, hvor hun fik mere føling med sig selv og det forandrede hende totalt. Hun begyndte at udvikle tilknytningsevne, hun blev mere nærværende, mere koncentreret, gladere og meget andet.

Jeg ved selv hvordan det er, når man ikke kan mærke sin krop. Det bliver MEGET svært at være i verden og knytte sig til nogen, når man ikke er knyttet til sig selv.

Det er jo ikke sikkert, at det er dette, det handler om for din datter, men det kan måske være værd at have med i overvejelserne.

Jeg vil råde Jer til at være meget forsigtige med adfærdsterapi. Min datter var igennem det, da hun var omkring 7-8 år. Hun havde det tydeligvis psykisk dårligt, havde også manglende tilknytningsevne og der var mange alderssvarende ting, hun ikke kunne socialt. På børne psyk. blev hun presset til det uden, at der blev taget hensyn til hendes følelser og uden at der var interesse for, hvorfor hun blokerede og havde det dårligt. Det var i praksis overgreb, hun blev udsat for og det var meget traumatiserende. Jeg ikke fik sagt fra, fordi jeg troede, at behandlerne vidste, hvad de gjorde.


KH Helene

slettet34070

Så din datter havde også en tilknytningsforstyrrelse? Tilgiv mig mit meget direkte spørgsmål... Men var hun omsorgssvigtet ?
Jeg er gået fuldstændigt i chok efter deres diagnose, har erklæret min mand skilsmisse og tryglet ham om, at "fjerne" børnene fra mig. Det lyder sindssygt, ja. Men forstå, at jeg i 5 år har forsøgt at råbe dagplejen, børnehaven, skolen, kommunen og egen læge op, fordi at jeg kunne se hendes vanskeligheder og havde brug for hjælp - det var blot forgæves :-(
Nu får jeg så pludseligt at vide, at hun har tilknytningensforstyrrelser og at det HASTER med hjælp fra kommunen osv, da vi som forældre ikke magter at give vores barn hvad hun har brug for. Jeg har TRYGLET kommunen om hjælp, og har da også fået lavet en paragraf 50 undersøgelse for godt et år siden. Den viste så blot, at vi var en rummelig og velfungerende familie, der bare havde lidt problemer med vores datter.

Vi var faktisk overbeviste om, at vores datter led af svær ADHD og skizofreni..

Forstår heller ikke, hvordan at de kan sætte deres mistanke om ADHD i bero ?

slettet34070

Hvad er "adfærds terapi" egentlig ? Hvad gør man ?

Tusind tak for jeres svar

Helene2

Jeg havde tilknytningsforstyrrelser p.g.a. barndomstraumer og derfor fik min datter det også. Så ja, min datter blev følelsesmæssigt omsorgssvigtet.

I 16 år prøvede jeg at råbe kommunen op for at få hjælp, men det fik vi først, da de kunne betale sig fra det med et efterskoleophold. Da var det selvfølgeligt alt for sent. Jeg ved nu, at kommunen brød loven, for da jeg bad om hjælp, skulle de have iværksat en eller anden undersøgelse (§...), men det gjorde de ikke. Vi kunne få et par samtaler med en socialrådgiver!

For min datter handlede det om, at hendes far og jeg (p.g.a. vores barndomserfaringer) ikke havde ret meget forældreevne - det vidste vi bare ikke. Vi var bl.a. ikke gode til at forstå følelser og læse hendes signaler og havde derfor svært ved at kommunikere med hende på hendes niveau. Dertil havde hendes far og jeg mange konflikter, der naturligvis også påvirkede hende.
Vi var jo klar over, at hun havde det dårligt men troede, at det var hende, der var et 'problembarn'. I virkeligheden reagerede hun helt naturligt på de forhold, hun voksede op under.

Prøv at glemme alt om diagnoser som skizofreni, ADHD og hvad det ellers hedder. Meget mere sansynligt er det, at Jeres datter har nogle følelsesmæssige problemer, som skal løses. Det er ikke noget nemt arbejde og det kan også kræve, at I kigger på Jer selv som forældre. Jeg mener, at det er et problem, når børn bliver diagnosticeret, for det sygeliggører barnet og kan bevirke, at årsagen til barnets problemer bliver overset. Hun har jo bare ADHD etc... Den diagnose et barn får, kan være med til at skabe barnets identitet og selvopfattelse for resten af livet.

Min datter og jeg var i noget familieterapi 3 gange om ugen på børnepsykiatrisk afdeling sammen med andre børn og forældre. Der var f.eks. en øvelse, hvor hun alene skulle gå ind i en butik og købe et stykke chokolade, for det var forventeligt, at hun skulle kunne det i hendes alder. Det tog over en time, før hun endeligt bøjede sig for overmagten og overvandt sig selv til at gøre det. Det var et ganske forfærdeligt pres at lægge på sådan et lille menneske og noget i hende gik i stykker af det.

Hvis I har økonomisk mulighed for det, vil jeg anbefale Jer at prøve at tale med en privatpraktiserende børnepsykolog og høre, hvad han/hun kunne konkludere. Det kunne også være en mulighed at finde ud af, om der er en fysioterapeut eller kropsterapuet med forstand på børn, der kan komme med en vurdering af Jeres datters kropsfornemmelser.
Jeg vil sige, at alle andre muligheder er værd at afprøve, inden I søger en psykiatrisk diagnose.

Jeg kender en lille pige, der var ved at få diagnosen OCD (tvangstanker og - handlinger). I stedet tog forældrene hende til en privatpraktiserende børnepsykolog, der i løbet af få samtaler, fandt ud af, hvad de egentlige problemer handlede om. Pigen skiftede skole, hun lærte nogle teknikker, der gjorde hende i stand til selv at håndtere angsten og i dag har hun det helt fint. Uden psykiske problemer og uden diagnose.


KH Helene

spider68

Hej hvem er det der har givet denne diagnose. tale med din læge og børnepsykriatrisk . de må vudere om denne diagnose er rigtig når der er tvivel må i have beviser . breve som i gemmer til dukomation. nej det hjælper ikke at råbe op. det er forældrene der får skylden om barnet har problemer. sundhedsplejeske har den holdning . børnehave skole mm, kun den dag de selv opdager at der virkelig er noget galt med barnet vågner de op. og så er meget af det uoprettelig både for forældre og børn. et ægteskab er måske ødelagt på grund af evig kamp. et sygt barn. trætte forældre. Du skriver evt skizofreni . har du selv sygdomen og det er arvet siden du er bange for det. Det kan være svært at se psygisk syge så tidlig . men er dit barn blevet undersøgt for medfødte lidelser . Du må gøre det de beder dig om . hvis du nægter at samarbejde kan de sige at barnet har bedre af at bo et andet sted i nogle år. hvis de gør det skal du frivillig samarbejde frivillig anbringelse og bevare forældre myndighed. håber ikke det kommer så vidt men det kan du risikere hvis du nægter at samarbejde. du siger du har råbt i 5 år har der været noget galt i dit ægteskab og far til dit barn. har han været kærlig ved dit barn. og dig selv . Jeg forstår godt du er fustreret . men pas på du ikke er alt for vred og fustreret mens skolen kommunen sundhedsplejesken høre dig for det bedømmer de dig udfra. om du er uligevægtig. Jeg har selv stået i den situation og det værst tænkelige punkt at blive ramt på sine børn. som man elsker så højt. og skal vurderes som forældre er ikke en rar ting. I skal nok lære at gøre tingene på en ny måde . Adfærd kan man godt kalde de vaner man har Hvordan man spiser . taler sammen hvad man laver sammen. Det er sikkert spænende med adfærds terapi. om du kan redde dit ægteskab kan det også bruges der. håber du får mere hjælp. kærligst

slettet34070

"Uligevægtig".. Ja, jeg er uligevægtig når det omhandler mine børn ! Siden hun var lille, har alt været ganget med 10.000 i hendes følelses register. Det være sig glæde, vrede, gråd eller usikkerhed.. Hun havde, som alle andre børn en bide periode - hendes varede bare til hun var omkring 3 år ! Jeg spugte dagplejen til råds, da det VIRKELIGT var ekstremt og de andre børn var bange for hende. Det råd jeg fik var "bid hende HÅRDT igen og BRØL af hende ! Dette nægtede jeg..
I børnehaven var hun motorisk meget dårlig. Kunne ikke løbe ligesom de andre, ikke hinke og havde meget, meget svært ved at holde fokus og i det hele taget forholde sig i ro. Hun legede kun med drenge, da de vbedre kunne klare hendes meget vilde lege. Dog legede hun aldrig SAMMEN med dem - altid VED SIDEN AF dem !
Nå hun udtrykker glæde, så er/var det meget voldsomt. Hun kommer med høje lyde, i børnehaven tog hun "kvælertag" på de andre børn når hun ville give et knus. Hun har i perioder (nogen gange flere måneder) ikke kunne klare knus, kærtegn eller en simpelt berøring - dette har hun opfattet som at vi nev hende, eller at vores hænder brændte hendes hud.

Efter skolestart er alting blevet meget værre..
Hun kan ikke sidde stille, er nervøs og bider i sig selv, bliver hurtigt forvirret og kan ikke huske fra næse til mund. Hun hævder at kunne tale med træerne, at èn bestemt bamse hun har, er fyldt med ondskab og beder hende gøre onde ting..
Hvis vi siger at hun skal vaske hænder f.eks, så kan hun begynde at råbe højt, at hun vil dø og at vi er lede mod hende.

Ja, vi er som forældre trætte - trætte og meget bekymret. Mange af hendes problemer lignede meget de samme, som hendes skizofrene onkel også har. Meget er gået tabt i vores ægteskab, da hun tager alt vores tid og spiller os ud mod hinanden. Derfor har vi længe ønsket at få nogle redskaber, så vi kunne få familien til at hænge sammen. Det er sjældent at vi har gæster, da hun bliver utryg og reagerer voldsomt i kontakten til andre - dette viser sig enten ved at hun vugger sin krop frem og tilbage, mens hun siger høje lyde, eller ved at hun går for tæt på folk i vrede (kravler op til dem og "dimser" med deres kinder, øre og næse.)
Hun optræder også meget grænse overskridende.. Kan spørge højt, om hun ikke må bide mine bryster af, eller begynde at slikke os på hænderne, i ansigtet osv

Vi er lykkelige for endeligt at få hjælp, men det er diagnosen der slår os ud, i det at vi ikke har omsorgssvigtet hende. Vi har r.. forkælet hende, elsket hende betingelsesløst uanset hvad hun har gjort, da vi altid har mærket hun var anderledes

Tusind tak for jeres deltagelse i min bekymring - det betyder meget !

Det er psykiatrisk der har givet hende diagnosen tilknytningsforstyrrelser.

slettet34070

Og ja, jeg har gemt alle papirer, sat dem i en mappe og medbragt dem til læger osv..

Da hun startede i skolen, bad vi første dag om et møde med læreren, så vi kunne fremlægge vores datter for hende..

slettet34070

Det har iøvrigt altid været svært at sætte grænser for hende, da vi altid har tvivlet på om hun forstod dem..

Eks..
Hun spørger sin bror om han vil bygge et legotårn med hende - han svare je og de går glade i gang. Pludselig rejser hun sig op og sparker ham HÅRDT i ryggen ! Han græder og forstår jo ingenting. Jeg fortæller hende, at man IKKE må slå, og at hun skal bede om hjælp istedet for. Hun nikker, siger undskyld og gør det samme igen 2 min efter !!

Hvis hun vil tegne, så tegner hun dèr hvor hun er, hvad enten det er i sengen, i køkkenet eller i stuen. Hun beder ikke om papir, men maler bare på tingene..
Jeg forklare hende at hun skal bruge et papir, da sofaen (feks.) går i stykker.. Mens jeg finder papiret til hende, så overmaler hun væggen !!

Hendes standard svar til stort set alting er "det ved jeg ikke" eller "det kan jeg ikke huske"

Helene2

Jeg tror virkeligt, at det er galt med hendes kropsfornemmelse. Netop det med, at hun har det svært med berøring og har svært ved at forstå grænser, understøtter den teori. Jeg tror, at det ville være et rigtigt godt forsøg at få hende til en form for fysisk behandling, hvor hun lærer at mærke sin egen krop.
En forudsætning for at kunne udholde berøring er, at man kan mærke sig selv og kroppen. Følelsesmæssige overreaktioner kommer bl.a. at man ikke kan mærke følelserne tydeligt i kroppen, før de eksploderer. En forudsætning for at kunne forstå andres grænser er, at man mærker sine egne grænser og det kan man ikke, hvis man ikke kan mærke følelserne i kroppen. Hvis ikke man mærker sin krop, får man problemer med at koordinere bevægelser, for højre og venstre hjernehalvdel samarbejder ikke (bliver klodset, virker ukoncentreret). Det vil skabe følelsesmæssige problemer og en uhensigtsmæssig adfærd. Det hele hænger sammen.

Meget af det du skriver, er præcist det samme, som jeg læste i den tidligere nævnte artikel om en lille pige, der fik hjælp til at mærke sin krop og som blev et velfungerende og glad barn.
Det svarer også fuldstændigt til mine egne oplevelser og oplevelserne med min datter.

Helt grundlæggende så medfører manglende kontakt til og føling med sin egen krop store tilknytningsvanskeligheder (både til sig selv og andre) og dermed også sociale problemer.

Jeg synes, det vil være forfærdeligt synd for hende og Jer alle, hvis I skal hives igennem langvarrige psykiatriske udredninger og alt muligt andet, hvis det i virkeligheden handler om, at hun ikke kan mærke sin krop og ikke får hjælp til at kunne det.
At prøve noget kropsterapi af en slags, udelukker jo ikke, at I samtidigt fortsætter af andre spor, hvis I føler for det.


KH Helene