begå selvmord - kan ikke leve mere

spider68

Hej ja som Helene skriver er du ikke den eneste der har oplevet det. jeg har oplevet noget af det samme men ikke fra min mor. Ja det gør ondt at skulle dette igennem. men jeg har lært at vende det der gør ondt . til en helbredelses proces. og at turde være i det og komme ud på den anden side. som en klogere menneske på sig selv og det liv man har haft. og kunne begynde at leve på en anden måde . med søde mennesker. få sit eget liv. du må gerne i dit liv tænke på den ungdom du ikke fik. men jeg fik heller ikke en ungdom . men nu hvor jeg er i 40 erne. har jeg fået en revance på min ungdom. jeg tager på ture med vennerne . Har en cafee med hygelige mennesker der kan lide at have det sjovt . spille. snakke. mange af os der skriver til dig har også været der hvor livet var sådan at kun døden var ud vejen. prøv om du kan lade være at tænke. De kærster du ikke fik .dengang . kan du få nu i dit liv i perioder af dit liv vil du også glemme hvad der er sket med dig i din barndom og ungdom . Du tænker det er gammeldags . men dit liv afspejler noget af det din mor og mormor har været igennem i deres liv . din mor opdrager dig som hun har lært af hendes mor . og vidre tilbage. så der kan have været noget der ikke var godt . der så går vidre til nye generationer. selvmord er ikke en god måde at løse sit problem på . på den måde fortæller man andre feks børn i sin familie at det er den vej man skal løse problemerne. men nej. der skal man kæmpe imod og undgå skænderi . og andet der siger det. find et sted hvor du er tryg. i din seng feks og bliv der til tanken er væk. derefter ring til lægen og få hjælp. Jeg kender det selv fra mit liv. og jeg er glad jeg har besejert døden . der kalder når livet er svært og uoverskuelig. men tænk på noget du holder rigtig meget af. og vil leve for. Du kan skrive på debatten herinde om dit liv og give andre dine råd. så bruger du dit liv til noget godt. og selv får hjælp. hej

slettet29830

Kære dagenigen.

Hmm nu siger du gammeldags svar og noget med religiøse.
SÅ nu vil jeg se om du kan bruge mit svar.

Jeg er selv en pige på snart 23.
Og har selv haft en problamatisk opvæskt.

Jeg er opvokset med en far der er alkoholiker og som derved har skabt mange problemer for mig og mit sociale liv der jeg aldrig har kunne udstå fulde mennesker. derudover var jeg så uheldig som 14 årig at blive voldtaget af min første kæreste, (som jeg forinden ahvde kendt i mange år som ven)

Og ja Har tit selv tænkt på hvordan jeg kunne komme igennem det eller bare få det overstået. smerten, og følelserne....

derudover vil jeg sige at jeg har været heldig at have en fast kerne bestående af 2 mennesker der altid har været der for mig. Så måske er det mit held.
Men i den sidste ende er det helt op til dig hvordan du vil ha det skal påvirke dig. og du kan vælge at skubbe det fra dig og skide det et stykke også komme videre. (det gjorde jeg selv nogen gange og dte hjalp)

Men har alligevel været nede og skrabe bunden. og må desværre indrømme at jeg forsøgte selvmord og at det ville være lykkes mig. hvis ikke min bedste kammarat nogensinde var kommet.
JEG fortryder idag hvad jeg forsøgte. Og er skræmt over at jeg kunne komme så langt ud.

Jeg har i en periode snakket med psykolog. Og fortryder det ikke. Hun/han kan hjælpe dig med at få de værktøjer du har brug for, for at komme videre, så du kan skabe dig det netværk du har brug for...
for at komme videre.

ved at få det rigtige netværk i din hverdag vil du også få mulighed for at skabe nogle venner som du kan få tidlid til. og dermed være heldig at finde de helt "rigtige venner"

At du ikke har haft en kæreste før senere end andre bør ikke holde dig tilbage. det eneste betydning det har er at du ikke er lige så erfaren som andre. og det er der ikke noget galt i. Hvis fyren du møder virkelig kan li dig vil han tage den tid det tager og hjælpe dig på vej.

så alt i alt. Er det op til dig selv hvordan du vil videre.
håber på det bedste for dig.
for en dårlig opvækst bør ikek sætte en stopper for dig og dit videre liv.

/ salani

slettet34186

hej

slettet34186

GUD hvor jeg kan følge dig har det sku på samme måde. det er ikke nemt og jeg ved hvad jeg snakker om.
tænker på msamme måde som dig og livet giver overhovedet ikke mening mere.....................

anna84

Hej Thomas.

Jeg ved ikke om du har bemærket, at om ikke os alle, så ihvertfald flere af os der har svaret, har stået med fuldstændig samme følelse af totalt mørke.

Der er ikke EN eneste der skriver at det er nemt at komme igennem. Faktisk siger vi alle sammen, at man har brug for stor hjælp udefra, og at man må holde ud.

Jeg har som skrevet i tidligere indlæg haft fuldstændig samme tanker som du og dagenigen skriver om.

Men eftersom jeg efter flere års hård kamp, inklusiv flere indlæggelser på psykiatrisk afdeling de første år, er kommet så langt at jeg ikke længere er opslugt af totalt mørke, er jeg åbenbart bare klog at høre på...

Er du i behandling?

Helene2

Thomas, vi er (alt for) kloge at høre på, fordi vi selv har prøvet at være dér, hvor I er. Vi har fået noget behandling, så vi er kommet længere og har fået det bedre. Derfor ved vi af erfaring, at det kan lade sig gøre. Den viden og erfaring deler vi med andre, fordi vi gerne vil fortælle, at det er muligt at få det bedre, hvis man får professionel hjælp til det.

Som Anna skriver, er der ikke nogen af os, der tror, det er nemt. Tværtimod så ved vi, at det IKKE er nemt. Men at noget er svært, betyder jo ikke, at det ikke kan lade sig gøre. Med den rigtige hjælp kan det. Om du så vil tro på det og give det en chance - det er jo dit valg.


Hilsen Helene

slettet20091

hejsa.

Jeg kan tilføje min historie.. der handler om selvmordsforsøg, selvskade, anorexi fra jeg var 13 til 24 ca. hvor jeg endeligt blev indlagt på et depressionsafsnit og fik den fornødne hjælp. Inden da havde jeg flere gange været i kontakt med det psykiatriske system, været indlagt m.v.
Desværre var det sådan før i tiden, at hvis man forsøgte selvmord, fik man stukket en - i mit tilfælde - gul seddel i hånden "har du forsøgt selvmord? - så henvend dig til en snak på vores kontor onsdag mellem kl. 14-16"

Da jeg som 24-årig endeligt fik hjælp tog det mig ca. 3 år at blive stabil.

Nu sidder jeg som 29årig, har lige afsluttet en ny uddannelse, og studerer på CBS (copenhagen business school) to aftener ved siden af mit fuldtidsarbejde. Jeg fungerer godt socialt - har en dejlig kæreste og nyder mit liv. Jeg er så glad for at jeg aldrig fik "held" til at dræbe mig selv.

Til daglig er jeg 100% symptomfri - skal dog blive på antidepressiver indtil videre.

Så der ER en vej ud. Også når det ser allermest sort ud. Find den nærmeste psykiatriske skadestue og få den hjælp du har brug for! Og bliv på medicinen hvis lægen siger du skal

Store knusere til alle med en depression.