Indstillinger
begå selvmord - kan ikke leve mere
Indlæg fjernet efter brugerens eget ønske, Netdoktors redaktion.
Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Nej, selvmord er bestemt ikke løsningen. Og hvorfor så ikke, når du har det så skidt? Fordi det vil være spild af liv. Du er kun 20 år - du kan godt nå at få et godt liv, hvis du får den nødvendige hjælp til det.
En belastet eller endda traumatisk barndom sætter dybe spor i krop og sind. Men heldigvis er det muligt at få hjælp, så man kan få det bedre.
Mennesker i din fortid har ødelagt så meget i dit liv, så du har mistet lysten til at leve. De mennesker skal vel ikke blive ved med at have så meget magt over dig, så de også skal have lov til at ødelægge resten af dit liv? Eller endda få dig til at vælge døden?
Dine forældre gav dig eksistensen. Når du har haft en dårlig opvækst er det (desværre) din egen opgave at fylde liv og glæde ind i den eksistens. Uden glæde giver livet ikke meget mening. Men der er en masse skidt, der skal væk, før der bliver plads til glæden. Det skal du have professionel hjælp til.
Jeg havde selv en forfærdellig barndom med en mor, der mishandlede og hadede mig og en far, der misbrugte mig seksuelt i 10 år. Jeg prøvede at begå selvmord, da jeg var 13, 19 og 25 år. Først da jeg var 43 år, kom jeg i behandling. I dag er jeg 50 og jeg er lykkelig for, at jeg ikke havde held til at dø. I dag har jeg et godt liv - der mangler stadigt lidt endnu, før det er helt perfekt, men det er bedre, end jeg nogensinde havde forestillet mig, at det kunne blive.
Du er 20 år - du kan have mange gode år foran dig. Du kan nå at få opfyldt mange ønsker og udleve mange af dine drømme. For du har jo både håb, drømme og forventninger i dig. Men du har brug for at turde tro på dem og turde tro på, at du er god nok, som den person du er - også selvom du ikke fik den kærlighed, du havde brug for. Den kærlighed skal du lære at give dig selv. Men du skal have nogen til at lære dig det - og du skal have nogen, der tror på dig og støtter dig i det og det er faktisk bedst, hvis det i første omgang er en behandler.
Det allervigtigste er, at du kommer til at betyde noget for dig selv. Ellers har man det ikke godt. Og når du betyder noget for dig selv, så er jeg sikker på, at du også vil finde menensker, du betyder noget for og som betyder noget for dig.
Alle mennesker - også dig - har noget godt at give, som andre mennesker har brug for. Du skal 'bare' finde ud af, hvad det er, turde stole på det og så vil du også kunne finde mennesker, der gerne vil tage imod det.
Du vil dø, så ingen igen kan skuffe dig eller skade dig. Det behøver du ikke at dø for at opnå. Din mor har skuffet og skadet dig og det er der sikkert også andre menensker der har. Du har sikkert også selv skuffet og skadet dig. Men med den rigtige hjælp kan du lære at beskytte dig på en god måde mod mennesker, der vil skuffe og skade dig. Og ikke mindst kan du komme dertil, hvor du aldrig kunne finde på at skuffe og skade dig selv.
Døden er IKKE den bedste løsning. Den bedste løsning er at få professionel hjælp, så du kan få et godt liv i fremtiden.
Mange kærlige hilsner og tanker -
Helene
Ja, jeg mener behandling hos en psykolog eller psykoterapeut.
Nej, du kan ikke blive 15 år igen. Du kan ikke ændre din fortid med tilbagevirkende kraft. Men du kan ændre dine følelser for din fortid og for dig selv.
Dine problemer handler ikke om, at du valgte forkert, da du var 15 og løsningen havde ikke været, at du traf andre valg dengang.
Problemerne er større end det og løsningen er helt anderledes. Det handler om, at du kan få aflært alt det forkerte, du har lært i hele din barndom og tillære noget helt nyt og rigtigt. Løsningen er at få bearbejdet alle dine traumer, lærer at holde af dig selv, lærer dig selv at kende forfra som den kærlige, dejlige, unikke person, du er inderst inde med en masse uudviklede ressourcer og potentialer.
Ja, det kan være, at din mor bedre kunne lide din søster. Men det er altså ikke jordens undergang, selvom det føles sådan. Den slags gør ondt af H til, men du er ikke en lille pige mere - du er en voksen kvinde og du kan vælge livet fremfor døden. Du har flere valg: Du kan vælge at dø; du kan vælge at være et offer resten af livet; eller du kan vælge, at du vil søge behandling, så du kan arbejde for at få et godt liv.
Det er ikke en smertefri løsning at arbejde for et godt liv. Men livet er ikke smertefrit. Det er det ikke for nogen mennesker. Man kan lære at rumme smerten og komme igennem den, så det simpeltehen ikke gør ondt mere. Det er nok svært at tro på, som du har det nu. Skal du tro det, er du nødt til at give livet en chance mere og virkeligt arbejde for at komme dertil, hvor du har arbejdet smerten ud af krop og sind. Det kan lade sig gøre.
Kærlig hilsen Helene
Selvmord er en permanent løsning på et midlertidigt problem.
Jeg lover dig, at du kan få det bedre, at du kan slippe dine problemer.
Men du skal vælge dig selv, kæmpe for det og finde én, der kan støtte og hjælpe dig. Hvis du går til lægen, kan du helt sikkert blive henvist til en psykolog på baggrund af depression.
Jeg ved at det føles utroligt uoverkommeligt nu, og som om tingene aldrig kan ændre sig. Jeg har været nogenlunde samme sted, som du er lige nu. Nede i det kæmpehul og kun med udsigt til fortiden. Men hvis du får hjælp, så vil du kunne fokusere på den vej, der ligger foran dig. Og når du først ser og forstår det liv, der venter dig, så vil du se, hvad det er, du skal kæmpe for. Men det er klart, at det kræver arbejde med fortiden, og det kan være utroligt svært. Endda så svært, at du måske tænker, at det er umuligt. Men jeg lover dig, at det kan lade sig gøre. At der også er et godt liv på den anden side af det helvede du står i lige nu.
Jeg håber du kan finde modet og styrken til at kræve den hjælp, som du har krav på.
Tanker fra Trine
Jeg kan godt lide dit navn "Dagen igen", men kun hvis du tænker hver morgen, at nu er det en ny dag, og jeg bestemmer selv, hvordan den skal være.
Jeg er næsten 80 år og kan godt føle håbløshed, jeg er nemlig rigtig meget helt alene, men jeg tager mig sammen hver dag - og min egen håbløshed (i perioder) kan vel kaldes "mæt af dage".
Jeg tror, du tager helt fejl af din mors følelser. Det er dig hun elsker mest, hun har gidet at ville skåne dig for de ting, som de unge foretager sig i dag i en alt for ung alder. Min mor prædikede for mig, og jeg havde ikke en fyr før jeg var næsten 18. Det var andre tider, javel. Men som de unge sviner med sig selv i vore dage, det er du blevet skånet for, og det er helt forkert at ærgre sig over, hvad du er gået "glip af". Så prøv at tænke i nogle andre baner. Som jeg ser det, er din søster en vildere type, som din mor måske har givet lidt op overfor. Derfor kan hun da godt elske jer begge.
Men nu er du voksen og kan gøre, som du vil. Jeg hørte i dagens prædiken, at man skal turde livet, jeg ser at en anden ovenfor skriver "at du skal tør". Prøv noget helt nyt. F.eks. gå i Pinsekirken, de har et virkelig dejligt liv at byde på med mange unge mennesker, ikke (bare) religion hele tiden, men et godt samvær, nogle steder med spisning efter gudstjenesten. Jeg har været der nogle gange, selvom jeg ikke er medlem, prøv det f.eks. i morgen. Google hvornår. Du vil blive godt modtaget, vent aldrig til andre snakker til dig, men find selv på noget at sige.
Jeg håber du har et godt arbejde, det er vigtigt at have noget at stå op til hver dag.
Kærlig hilsen Kathinga.
Jeg holder af dig, og hvis du selv er åben vil andre også holde af dig.
Jeg bor på Sydfyn, du måtte gerne besøge mig.
Jeg kan ikke se, hvad der er 'gammeldags' ved de svar, du har fået?
Det er tydeligt, at du ikke kan bruge de svar, du har fået. Hvad var det for svar, du gerne ville have haft? Ville du bare gerne have haft bekræftet, at du lige så godt kunne dø? Det får du aldrig min bekræftelse af.
Nu er det jo sådan, at éns forventninger som regel bliver indfriet. Så når du forventer, at dit voksenliv kun vil blive en plage, så får du sikkert ret. Hvis du forventer, at du kan få et godt voksenliv, så vil du også få ret. Du er i høj grad selv med til at skabe din virkelighed.
Ligeledes kan du også vælge at tro på, at hvis bare du havde gjort noget andet, da du var 15, så var dit liv blevet meget bedre. Du kan også vælge at tro på, at du gjorde det, der var muligt for dig på det tidspunkt og at dine problemer ikke ville være blevet løst uanset, hvad du gjorde eller ikke gjorde.
Selvfølgeligt har det ødelagt din selvtillid og dit selvværd. Du er så langt fra den eneste. Nogen giver op og er ofre hele livet, nogen vælger døden, andre søger professionel hjælp og kæmper for at få det bedre. Du er voksen og derfor har du et valg.
KH Helene
Jeg ved ikke, om jeg tør gå ind i denne debat, men gør det altså alligevel. Jeg er også en hel del ældre end dig, men på den anden side: Der er jo ingen 15-årige, der kan fortælle dig, at du har alle chancer for et godt liv senere end de 15 år, og det kan de ikke, fordi de ikke har prøvet det.
Du er ikke den eneste, der er vokset op med en rablende tåbelig mor, der aldrig skulle have haft lov til at få børn - det er jeg også, og ved du hvad? Hun døde her sidste år, og jeg var fuldstændig ligeglad, og det er jeg stadig. Jeg er også ved at brække mig over, ”velmende” bemærkninger om, hvor meget min mor alligevel elskede mig, men hun formåede ikke osv. osv – Nej – gu' gjorde hun ej. Alt det ævl kan hverken du eller jeg bruge til noget.
Vi bliver tudet ørerne fulde om, hvor fantastisk det er at være teenager og hvor skønt man har det i disse år.
Det passer simpelt hen ikke. I de år, hvor man skifter fra barn til at være voksen, er en meget turbulent og usikker periode. Det er de færreste, der tør være sig selv, man skal helst klæde sig på nøjagtigt samme måde som alle de andre, man skal også drikke sig fuld, selv om man egentlig ikke bryder sig om det, for det gør alle de andre. Man skal dyrke alle mulige og umulige former for sex, for det gør alle de andre - eller rettere, de fleste "praler" med det, men gør det ikke alligevel, men det skal helst se ud som om, man er med på det hele. Mange har problemer med for små, for store bryster - at være for tyk eller for tynd - osv osv. Det vigtigste er, at ikke falde udenfor – man skal helst være magen til ”de andre” - og så betyder det mindre, om man er tro mod sig selv.
Det her er ikke nogen nyhed - sådan har det altid været. De unge år ER slet ikke så sjove og fantastiske, som man gerne vil gøre dem til, og hvis de unge ellers turde stå ved, hvad de føler inderst inde, så kunne de bekræfte det for dig - men på den anden side, det er først senere, man finder ud af, at det slet ikke var så rart. Det er simpelt hen ikke den alder, du skal fantasere dig tilbage til, for det er ikke der, du har mistet det bedste i dit liv. Nej, det er de år, der kommer nu, der skal være de gode for dig:
Du er blevet mere voksen, du har dine egne meninger, skal ikke ligge under for et gruppepres, for det respekteres, at der er ting, du gerne vil være med til, og ting, du ikke vil være med til.
Din mor har været en åndsvag kælling over for dig. Synes du, hun skal have lov til at vinde? Hvis du siger farvel til livet nu, så vinder hun jo! Synes du helt alvorligt, at hun skal have den triumf? Synes du, hun skal have lov til at retfærdigøre sig selv over din handling, ved at – givet teatralsk – fortælle, at hun da gjorde, hvad hun kunne, men du har jo altid været lidt til en side??
Nej, vel? Du skal tage kampen op – du skal arbejde på at blive et lykkeligt og kærligt menneske, og til det skal du have noget hjælp i form af noget terapi, der kan hjælpe dig til at få det overskud.
Kan du ikke se, at så vil det være DIG, der vinder, og du gør det på trods af hende – og hvis du føler for det til den tid, så kan du fortælle hende det, men du kommer sikkert så langt, at det er dig ligegyldigt til den tid.
Jeg synes du skal kontakte din læge og bede om hjælp til en psykolog, for det er desværre noget, der koster, og jeg vil tro, du kan blive lægehenvist uden egen betaling.
Jeg ved godt, du har det ad helvede til, og du ikke kan se noget lys for enden ad tunnellen – men kan du bruge til noget, at hvis IKKE du kæmper, så vinder din mor? Og det skal hun da ikke, vel?
Mange knus
Jeg er også uenig i flere af de ting der skrives i tråden, ligesom nogen vil være dybt uenig i de ting jeg skriver. Sådan vil det til enhver tid være.
At sige, at alle der skriver til dig er religiøse eller ret gammeldags er ikke retfærdig. Alle her vil dig det godt, og i og med at vi har forskelligt livssyn, vil vores løsningsforslag også være forskellige.
Desuden kan jeg kun se et religiøst indlæg og ikke lige sætte en finger på det gammeldags - med mindre du mener at det er gamle menneskers bagklogskab når de siger at du vil kunne få det godt. Det vil jeg også sige, og jeg er 26.
Du må tage hvad du kan bruge, og se bort fra det du ikke kan bruge.
Jeg kender selv til den følelse af altopslugende sorg over ting der er sket i fortiden, og hvor uoverskueligt det at man kan få et liv med glæde virker.
Ikke desto mindre så er jeg her endnu. Og det er jeg faktisk umådeligt glad for at jeg er.
Jeg er 26 år gammel og er en slags maniodepressiv, og hver gang jeg er i en depressiv fase er jeg fastlåst i meget svære tanker om ting der er sket i mit liv, som virker fuldstændig uoverkommelige at slippe - og selvmordstanker er en hyppig gæst.
Når jeg ikke er depressiv, ligger de minder stadig i mig. Jeg glemmer dem ikke, og de gør mig nogengange trist, men de tynger mig ikke, og de er IKKE til stedet det meste af tiden når jeg ikke er depressiv.
Jeg har lært - gennem terapi og erfaring - at acceptere at jeg har været gennem det, acceptere at jeg ikke kan ændre på det og i stedet fokusere på NU.
Den accept har gjort at de depressive faser hvor jeg er dybt fortvivlet og mørk indeni kommer sjældnere, og at de er lettere at gennemgå når de kommer, fordi jeg, når jeg er i dem, dybt inde godt ved, at den tilstand jeg er i vil gå over igen.
Situationen er ikke den samme som din og dit forløb vil ikke blive det samme som mit i og med at du ikke er maniodepressiv, I know, jeg kommer bare med et eksempel på det jeg vil sige:
At totalt mørke indeni aldrig varer ved - men man skal lære at finde vej ud af det.
Det er fuldstændig ligegyldigt hvad din mors bevæggrund for at give dig den opvækst som hun gjorde var.
Den har sat dybe ar i dig, og det forstår jeg godt, at du ikke har nogen intentioner om at skulle tilgive hende.
Det er helt rimeligt at du er vred. Og det skal du give dig selv lov til at være.
Nu skal du se fremad. Er det en floskel? Ja, men ikke desto mindre, så er det nu en gang det du skal. Du må få hjælp til at lære at leve med din fortid.
Du skriver, at du nu sidder som voksen og føler du har forspildt dine chancer.
Du er 20 år gammel... Der er mange der ikke har festet og været seksuelt aktive i teenageårene. Der bliver bare ikke talt højt om det.
Der er mange som HAR været seksuelt aktive men er dybt traumatiserede af at have overskredet egne grænser. Der bliver bare ikke talt højt om det.
Og så er der alle dem der bliver talt højt om. Dem der har et godt og kærligt forhold til deres forældre, klarer sig fint i skolen, har masser af gode venner og får kærester og har sex i løbet af teenageårene... Jeg tror bare ikke der er særlig mange af dem det hele er et glansbillede for - det bliver der bare ikke talt højt om.
Hvad kan du bruge det til? Ikke særlig meget, det ved jeg godt. Men jeg ville nu alligevel huske dig på det i tilfælde af at du havde glemt at det ikke er alle andre der har haft det liv du drømmer om at du havde haft.
Du siger, at selvmordet delvist vil være for at sikre dig, at ingen fremover kan gøre dig ondt. Problemet er bare, at du derved også mister alt det gode.
For det er ikke løgn når vi alle sammen siger, at det vil komme!
Jeg ved godt at det på sin vis virker totalt håbløst og fuldstændig ligegyldigt at gøre sig besværet med at få det godt.
Jeg ved dog også, at der sidder en del inde bag i dit hoved og siger, at det måske alligevel kunne være en god idé at give det et forsøg.
Du har kun noget at vinde ved at søge hjælp.
Du skriver, at du ikke har lyst til at se din familie mere. Har du kun din mor og søster? Er der ikke nogen far, tanter, onkler osv. du eventuelt kunne tage kontakt til?
Uanset hvad, så er den allerførste du skal tage kontakt til din læge. Selvom det føles farligt. Og jeg syntes, at du skal gøre det allerede i morgen tidlig. Ring og få en akut tid, så du kan få sat gang i den proces der fører dig ud af det her mørke.