Er Du Også Træt Af ADHD ??

Helene2

Hej igen Snille

Det er jo meget teoretisk det her. Mine tanker har ikke meget at gøre med, hvordan virkeligheden ser ud. Jeg prøver at påpege, hvordan jeg ser problemerne og hvad man kan gøre ved dem.

Du spørger, hvor fejlen så ligger? Om den også ligger hos dine forældre?
Jeg ved ikke, om man kan tale om en fejl. Det handler om, at mennekser (samfundet) desværre ikke er nået så langt i sin udvikling, så der er forståelse for, hvordan man forandrer disse ting og vilje og mod til at gøre det. Politikerne gør desværre præcist alt det, der gør det hele meget værre.

Der er, som jeg ser det, ingen skyld. Mennesker gør det bedste, de kan, udfra deres egne forudsætninger. Desværre er selv det bedste bare ikke altid godt nok. Man når ingen vegne ved at give nogen skylden for alt det, der er gået galt. Derimod må man finde ud af, hvad der er gået galt og så tage ansvaret for at være med til at forandre det, så det bliver bedre.

Uanset hvor god en opvækst forældre kan give deres barn, så er det uundgåeligt, at der er nogle ting, der giver barnet nogle følelsesmæssige problemer (der naturligvis kan påvirke i større eller mindre grad). Bl.a. nævnte du vist, at du er vokset op uden strukturer.
Generelt er det helt basalt vigtigt for børn at have strukturer og grænser, for det skaber sikkerhed, tryghed og holdepunkter i en stor usikker verden, de først skal til at lære at være en del af. Manglende grænser og strukturer, kan skabe manglende koncentrationsevne, der hindrer indlæring. Det kan skabe manglende tillid og selvtillid, manglende selvværd, manglende evne til at være nærværende og fungere socialt, samt en følelse af altid at skulle have kontrol med alting. Deraf kommer en meget spredt opmærksomhed og måske en følelse af hele tide skulle være på vagt. Alt dette kan føre til en følelse af at være anderledes og samlet kan det føre til symptomer som angst, depression, kronisk træthed, hovedpine, muskelsmerter og meget andet.
Heri ligger muligheden for at kunne stille et hav af forskellige diagnoser. Men i virkeligheden handler det ikke om noget sygeligt hos barnet men om, at barnet har manglet strukturer og grænser. At få en diagnose og få medicin løser ikke de følelsesmæssige problemer, det skaber ikke et sundt selvværd og en basal tryghed og det lærer ikke det nu voksne barn at sætte grænser.

Selve livet er traumatiserende for børn. Men da barnet (og forældrene) ikke forstår, hvad disse problemer kommer af, så får barnet ikke den rigtige behandling og ender måske med en psykiatrisk diagnose og medicin. Altså er den helt naturlige reaktion på det oprindelige problem blevet et symptom, man prøver at behandle. Det går problemet naturligvis ikke væk af - men det forandrer sig måske.

Derfor er det sådan set ligegyldigt, om andre mener, at et barn har haft en god opvækst. Hvis et barn har det svært og viser symptomer på mistrivsel, så må man finde ud af, hvad det kommer af, så man på den rigtige måde kan hjælpe barnet til at få det bedre. Det kan handle om alt fra ordblindhed til misbrug i hjemmet. Desværre fokuseres der kun i meget ringe grad på årsagerne, man kigger på symptomerne i stedet og sygeliggører derved børn, der er raske men som bare reagerer naturligt på de omstændigheder, de lever under.
Børn, der har det svært, bliver til voksne der har det svært og det betyder, at deres børn også får det svært. Den sociale arv.

KH Helene

slettet34079

Syns bare ikke at man kan sige at social arv er noget som har noget og gøre med de sygdommer der findes, for der hvor jeg vil hen er at lige meget hvor meget og hvor godt forældre gør det. Vil de hvis det er tale om et syg barn, med adhd. Ikke kunne gøre det rigtig lige meget hvad der skal til. For det er jo nogen ting i hjernen, som ikke er udvilket og som fra narturens side aldrig bliver det.
Det er vores gener og ikke den social arv...!
Social arv kan have en rolle med i spillet, helt sikkert for den betyder meget i forhold til hvordan vi vokser op og bliver voksene. Men det er bare ikke altid nok...

Og lige meget hvor meget vi snakker om det, så kan vi ikke lave om på det. For jeg tror aldrig at mennesker de vil indrømme fjel og mangler, da de fleste mennesker gerne vil have det "perfekte" liv...

Og hvor meget forædre har det godt med at deres barn er syg.
Jeg siger bare at det kan godt være at mange får en dianose, men det gør livet meget nemmer efter.

Helene2

Ja, vi ser bare forskelligt på tingene og det er jo som det skal være :-)

KH Helene