Er Du Også Træt Af ADHD ??
Jeg er en mand på 27 år. Siden Jeg gik i 2 klasse har pædagoger lærere og psykologer prøvet at hive diagnosen ADHD/damp/problembarn ned over mig og størstedelen af min vennekreds. flere af os har i dag et 16 timers job for and en computer mange venner og absolut uden adfærdsproplemmer og helt uden medicinering !
Nå for at komme til sagen, så læste jeg en artikel forlede fra Kristelig Dagblad, hvor der star at 12 % af 8-9 årige lider af ADHD viser en omfattende undersøgelse fra 2005 fra Kristelig Dagblad. yderligere udtaler Læge Dorthe Janne Petersen at hun ikke er overrasket fordi hun havde laver en undersøgelse, hvor hun ofte hørte fra lærere, at der er 2-3 børn i klasser på 20, der har psykiske problemer.
Jeg har smidt link til artiklen i bunden hvis nogen vil læse den.
Jeg syntes det er blevet alt for nemt at give diagnosen ADHD bare fordi barnet ikke indordner sig de retningslinjer og standarter vi har lagt i skolesystemet samt for hvordan en personlighed skal se ud.
Jeg var oppe og snakke med mit barns skole og da han har lidt svært ved mange ting og urolig. Forslå læren at få ham til en skolepsykolog fordi de mistænker ham for at være ADHD...
her til skal så siges at jeg er "ordblind" hvert fald som barn og vi mistænker vores søn for også at være det. Så min første tanke er. Det er klart han er urolig, fordi lærerne har ikke tiden til at have børn med særlig behov mere men hvorfor er det så at det går hen og bliver barnets skyld og hvorfor er det den første tanke lærerne får at han nok er ADHD. Nej hellere se den vej hvor barnet skal medicineres resten hans liv !?
Skal så sig at vi har fået undersøg ham og der er intet andet end han er teeneger
artiklen: www.adhd.information-forum.com
Nå for at komme til sagen, så læste jeg en artikel forlede fra Kristelig Dagblad, hvor der star at 12 % af 8-9 årige lider af ADHD viser en omfattende undersøgelse fra 2005 fra Kristelig Dagblad. yderligere udtaler Læge Dorthe Janne Petersen at hun ikke er overrasket fordi hun havde laver en undersøgelse, hvor hun ofte hørte fra lærere, at der er 2-3 børn i klasser på 20, der har psykiske problemer.
Jeg har smidt link til artiklen i bunden hvis nogen vil læse den.
Jeg syntes det er blevet alt for nemt at give diagnosen ADHD bare fordi barnet ikke indordner sig de retningslinjer og standarter vi har lagt i skolesystemet samt for hvordan en personlighed skal se ud.
Jeg var oppe og snakke med mit barns skole og da han har lidt svært ved mange ting og urolig. Forslå læren at få ham til en skolepsykolog fordi de mistænker ham for at være ADHD...
her til skal så siges at jeg er "ordblind" hvert fald som barn og vi mistænker vores søn for også at være det. Så min første tanke er. Det er klart han er urolig, fordi lærerne har ikke tiden til at have børn med særlig behov mere men hvorfor er det så at det går hen og bliver barnets skyld og hvorfor er det den første tanke lærerne får at han nok er ADHD. Nej hellere se den vej hvor barnet skal medicineres resten hans liv !?
Skal så sig at vi har fået undersøg ham og der er intet andet end han er teeneger
artiklen: www.adhd.information-forum.com
Kommentarer
Jeg har efterhånden levet en del år og jeg har set den slags komme og gå.
Er det ikke det ene, så er det noget andet. Som f.eks. da lægerne fandt på spædbørn skulle sove på maven.
Noget vi før i tiden blev kraftigt advaret mod at forlade et spædbarn, der lå på maven. De kunne blive kvalt. Bare læs en gammel bog om barnepleje.
Nu er det så ADHD, der holder for.
Det tror da pokker børn bliver stressede i den verden vi lever i. Du skriver en 16 timers arbejdsdag. Hvornår har du tid til dit barn. ??
Jeg tror det er så usundt for små børn at komme i vuggestue.
Mit børnebørn hadede børnehaven og dagplejen. Og det forstår jeg godt.
Jeg er ligeglad med at andre siger det er sundt og jeg ved ikke hvad. Nej, det er ikke sundt for alle børn, for vi er ikke ens.
Min ene søn kom i børnehave, det kunne han slet ikke lide. Nu kunne jeg heldigvis lade ham slippe. Min søsters søn hadede også børnehaven, så hun blev hjemme og passede ham.
Jeg tror ikke forældre har den nødvendige tid til deres børn. Derfor bliver børn stressede og lur mig om ikke man en dag begynder at forstå det.
Forældrene er selv stressede. Det er skruen uden ende.
Drengene kan vel ikke holde ud at sidde stille time efter time.
Ja, så har vi ordblinde børn, som der naturligvis bør tages hånd om. Før i tiden var det også øjnene. Jeg så utroligt dårligt og derfor var jeg dum og uintelligent.
Bold kunne jeg ikke spille, nej, jeg kunne ikke se bolden. Jeg smilede ikke, nej jeg kunne ikke se ansigterne. Men jeg vidste det ikke. Jeg troede alle havde det sådan og at jeg bare var meget dum.
Da de andre læste flydende, stavede jeg stadig og det med besvær.
En dag var der en klog lærer, som opdagede jeg ikke kunne se. Jeg fik briller, som den eneste i skolen. I guder, hvor blev jeg drillet og mobbet. Men jeg kunne se og beholdt dem på. I løbet af ganske kort tid var jeg den i klassen, der læste bedst.
Man mister sin selvrespekt. Jeg blev stille og indadvendt.
I vore dage ville det hedde indadvendt ADHD. Gud bedre det. Og så skulle jeg vel have haft medicin. !!!!!!!
http://www.youtube.com/watch?v=fpqeYBtV_ws
Han fortalte mig at efter hans mening så burde ordet ordblidhed forbydes at bruges. Som han sagde problemet ligger i at når du tillægger et barn eller voksen titlen så identificere personen nemt sig selv med problemet og kan så oprettet nogle barriere der gør det meget svære at få lært at skrive også selv om personen måske slet ikke har haft det man kalder "ordblind"
Ja giv plads til børn er forskellige, har forskellige krav og forskellig udvikling at de ikke altid følger standarterne og at det er helt okay at man ikke gør det.
Igen erfaring taler bedst. Har altid fået at viden jeg aldrig ville lære at læse, nok fik meget svært ved at begå mig på arbejdsmarkedet og havde socialvanskeligheder. I dag læser jeg i gennemsnit 1 bog om ugen, skriver omkring 200 sider om mdr. har 2 firma samt en kæmpe vennekreds med meget nære venner og er lykkelig. Men kan spørge sig selv om man havde noget gavn af at få at vide man var ordblind og nok damp.
Jeg mener selv i dag, at det eneste der lå til grund for mine læse og stave vanskeligheder var at jeg på det tidspunkt slet ikke var der i mit liv hvor jeg kunne overskue de informationer der blev givet 5 timer om dagen.
Diagnoser er en måde at katagorisere mennesker på, så man kan putte dem ned i forskellige kasser. Men mennesker hører ikke til i kasser. Der er (heldigvis) flere og flere, der ikke bare kan indordne sig og tilpasse sig samfundet og de bliver sygeliggjorte. I stedet må vi arbejde for, at det er samfundet, der skal tilpasse sig menneskerne. Mange fejler ingen verdens ting men reagerer helt normalt på de stressfaktorer, der påvirker negativt og som bliver flere og flere.
Jeg gik i NLP- og hypnoterapi i fire år og min terapeut og jeg talte på intet tidspunkt om, hvilke diagnoser jeg havde fået fra det etablerede system. Dem ville vi alligevel ikke kunne bruge til noget. Behandlingen gik ud på, at jeg fik det bedre - og det gjorde jeg, da forudsætningerne for det var til stede.
KH Helene
Jeg sidder her en ung kvinde 26år og ser tilbage på mig liv, hvor jeg nu ved hvorfor jeg havde det så svært i skolen, hvorfor jeg ikke kunne følge med i timener selvom jeg rigtig gerne ville, men hver eneste gang jeg sage til mig selv at jeg skulle lytte på hvad læren sage, gik der 2 sek og mine tanker var igen i drømmeland, hvor ingen stiltekrav til mig og jeg kunne føle jeg levet...
Ja også blev jeg 15 og begyndte at lære en masse om drenge, men intet jeg gjorde kunne jeg få til at funger, lige meget hvor meget jeg satte mig i hovedet at jeg skulle klare det og lige meget hvor gerne jeg ville, var det som om at lige med et blev alt lyst glæde og alt var væk, så kunne jeg lige gemme mig i nogen dage og bare melde mig syg eller ja en eller anden undskyldning, for at dække over at jeg IKKE kunne klare de opgaver jeg påtog mig lige meget hvor meget jeg gerne ville...
Det kom til at koste mig forhold, stor gæld, flere uddannelser jeg droppet ud af, intet lykkes lige meget hvor meget jeg gerne ville.
Jeg holdte bare hemmeligt for alle hvorfor, at jeg havde så svært ved ALT bare var. Min lejlighed linet lort, opvask for flere dage, jeg åbnet ikke mine regninger, for kunne ikke finde ud af at betale dem.... Men hvs mine forældre meldte deres besøg, bruge jeg flere dage inden på at kline den, så de ikke kunne se hvor svært jeg havde ved tingene. Når min mor spurgte om jeg havde det godt, jeg sad kunne klare mere og hele verden var ond og jeg viste ikke hvorfor, smilet jeg bare til min mor og sage JEG HAR DET SUPER DEJLIGT!!!
Men så skete det, jeg knækket sammen, hade lyst til selvmord, ville bare flygte fra hele verden, væk og bare ha det hele til at stoppe. Jeg kunne ikke mere.
Nu sidder jeg her har været en udredning igemmen, og ja jeg har ADHD. Havde jeg bare vist det for mange år siden ville hele mit liv ha været meget meget nemmer.
Jeg gik til flere psykoliger i skolen og vi tale meget om at jeg var indelukket og ikke havde mange venner Men ingen kunne se hvor meget jeg led... Men jeg led, hver eneste dag var en kamp for mig... Jeg levet mit liv på løgne om hvor godt folk skulle tro jeg havde det, for dejligt det hele var. Lige til den dag min hjerne sage stop.
Jeg ville så meget ønske jeg fik hjælp noget før, efter jeg er bleven uddannet i min ejen ADHD, begynder jeg nu at kunne styre min hverdag og hvem ved måske ender jeg med at kunne finde ud af at passe et job.
Så ja, jeg ved godt mange får ADHD idag, men hvis det nu er rigtig, så er det bedre at lære og leve med en ADHD istedet for at bare eksistere og ikke føle man lever...!!
Hele mit liv har jeg følt jeg har levet af pligt, over for mine forældre som ønsker det bedste for mig og gerne vil se mig lykkelige. Jeg har kæmpet for at gøre dem glade, jeg har kæmpet for at lade som om jeg havde syr på det. Hvis jeg havde ture at være ærlig noget før, ville jeg måske ikke sidde her og leve for 700kr om mdr, fordi jeg har lavet så meget gæld, uden at vide hvorfor og hvorfor det var dumt...
Tænk lidt over det....!!
Tænk lidt over at blive puttet i en kasse, hvor man ikke hører til. Det er heller ikke rart.
Jeg kan genkende rigtigt mange af de problemer, du nævner. De er bare ikke p.g.a. ADHD men p.g.a. PTSD. Og mange af de problemer, du nævner kan også henføres til div. diagnoser på personlighedsforstyrrelser.
En rigtig stor del af problemerne kommer af, at man ikke har talt om, hvordan man havde det. I stedet har man troet, at det var en selv, der var noget galt med, så man har tiet og skjult sig bag en facade. Det får alle det dårligt af - diagnose eller ej. Så får man en diagnose og pludseligt forstår man sig selv meget bedre og pludseligt lytter omgivelserne. Man tør være åben og ærlig, for nu er det jo en sygdom. Det er dét, jeg mener, at der er galt.
Du har fået mere forståelse for dig selv og dine omgivelser viser dig større forståelse, fordi du har fået en diagnose. Det er rigtigt godt, at diagnosen har hjulpet dig - men jeg mener bare, at det optimale ville være, hvis man turde være åben og ærlig om, hvordan man har det og få respekteret det også uden en diagnose. For mange af de følelser og svære ting, der har belastet én er ikke sygelige - de er alment menneskelige og naturlige og forklarlige uden en diagnose. Det ved man bare ikke, for ingen taler om det og det har man jo heller ikke selv gjort.
KH Helene
Det er så de to værste ting man kan sige til en person med ADHD, især når man ikke selv ved at der er tale om en sygdom, men man går rundt og tror man er normal.
Men lige meget hvor meget man gør og hvor meget man kæmper man bare ikke.
Men ja hvis jeg kunne sætte mig ned som barn og ha fortalt alle i verden hvor svært det var at være mig. Så havde jeg gjort det. Men adhd er ikke noget man taler om, det er de børn der ikke er styr på og dem der er dårlige opdraget. Men nej, sådan er det ikke. For nogen adhd børn er meget kloge, men de kan bare ikke finde ud af det.
Hvordan vil du sige til et barn, som er alene i sin klasse har svært ved at få venner og svært ved at læse og skrive, forældrene er kede af at deres barn ikke kan, så de det være ordblindhed. Og barnet sidder der og det eneste ønske er at være normal, for man ved godt selv der er noget galt, men bare ikke hvad.
For det er jo alle dagligsdag ting der er svært, en stresset barndom unden stryktur gør det hele meget være og nogen børn ville kalare sig meget bedre hvis forældrene begyndte at lave flere rutiner, istedet for at skulle tjene penge nok til at sidde i store huse og ha to biler og rejse til udlandet hver år.
Jeg kan stadigt genkende alt, hvad du skriver.
Jeg blev også stemplet som doven, da jeg var barn. I virkeligheden var jeg slidt op og hamrende syg af stress, inden jeg var 10 år gammel. Da jeg i terapien fandt ud af, at jeg ikke var doven – at trætheden bl.a. handlede om, at jeg brugte en hulens masse energi på bare at holde mig oprejst og på at fortrænge, græd jeg i flere dage af bare lettelse.
Jeg voksede i det hele taget op med en masse negative postulater og stempler:
At give udtryk for viden = gammelklog
At tage hensyn til mig selv = egoistisk
At være ked af det = selvmedlidende
At være vred = hysterisk
At vise tillid = naiv, godtroende og til grin
At være bange og angst = irriterende og svag
At være forskellig = forkert
At mene noget andet = at tage fejl
At være uudviklet motorisk = klodset
At være handlingslammet og totalt uden selvværd = sygeligt genert
At sætte en grænse = nærtagende
At have og vise følelser = pinlig
At have brug for andre = pinlig og svag
At lave en fejl = SKYLD
Og sådan kunne jeg blive ved. Jeg kom selvfølgeligt til at tro, at jeg mere eller mindre var et totalt misfoster! Meget mindre end dette kan også ødelægge et barns selvværd og få det til at fungere dårligt følelsesmæssigt og socialt.
Men var det én selv (barnet), der var noget galt med? Nej, selvfølgeligt ikke. Det var de voksne, der ikke kunne sætte grænser, ikke kunne kommunikere og som ikke rummede følelser. Det er der desværre rigtigt mange mennesker, der ikke kan og det er altid børnene, der betaler prisen. Børnene bliver sygeliggjorte – de får psykiatriske diagnoser og sågar medicin. Selvom det faktisk ikke handler om, at børnene er syge. De reagerer bare naturligt på de forhold, de vokser op under. Børn har det aldrig bedre, end deres forældre har det.
Selve samfundet er ikke følelsesmæssigt sundt og velfungerende. At få et barn og opdrage det er den største opgave og det største ansvar, man nogen sinde får. Men 'sjovt' nok bliver denne opgave i den grad undervurderet, der findes ingen uddannelse i det, der er ikke noget krav om familiens funktionalitet eller forældreevne, man må forsøge sig frem med barnet som forsøgskanin!
Så det jeg skrev i mit tidligere indlæg, var ikke specielt møntet på dig. Det er fuldt forståeligt, at ADHD diagnosen har hjulpet dig – ligesom min PTSD diagnose har hjulpet mig. Problemet er bare, at diagnoser kan fastlåse og fastholde folk i en sygdomsopfattelse, der i virkeligheden måske ikke handler om sygdom men om naturlige følelser og reaktioner, der er skabt som følge af opvæksten. Også selvom det i det store og hele måske har været en god opvækst og selvom forældrene har gjort det bedste, de kunne gøre udfra deres forudsætninger.
Jeg synes bare helt generelt, at det er forkert, at vi skal bruge diagnoser, stemple og sygeligegøre for at kunne berettige og forklare, at vi har det, som vi har det. Jeg gik i terapi i 4 år uden at min terapeut fik at vide, hvad jeg var diagnosticeret. For det betød ingenting, hverken for ham eller mig – det der betød noget var, at jeg fik en behandling, så jeg fik det bedre. Og det gjorde jeg. For jeg er ikke syg – jeg var traumatiseret af min opvækst i en dysfunktionel familie og det er noget ganske andet.
KH Helene
Men sådan er danmark ikke bygget op, og tror desværre der kommer til at gå mange år.
Syns også bare det er forkert at skylde skylden derekte over på forældrene, jeg kan godt se de har dele af ansvaret, det er vi slet ikke uenig om. Men jeg tror bare ikke på at alle ville leve et lykkelig liv, hvis det var som du beskriver. For der vil stadig være nogen som er doven.
Og jeg var selv igemmen terpr og alt mulig, men de kunne ikke se hvad der var galt med mig, og jeg blev bare stemplet som at være lidt bagud, så gør man ikke mere som barn for at prøve og få hjælp til de ting man har svært ved. Når man som 12året sidder og taler med en psykolog og han ikke kan se der er noget galt.
Hvor er det så fejlen ligger der? Også hos mine forældre??
Min PPP psykiater, mener at jeg har klaret mig SÅ GODT fordi mine forædre har givet mig en god opvækst og jeg er opdraget til at være høflig. Men det har aldrig ændret på at alt har været svært.... Men jeg skule blive 26år at finde ud af jeg var syg...