Min mor har også misbrugt mig og det tilgiver jeg hende ikke for. Jeg har ikke haft kontakt til min far siden 2005 og ønsker heller ikke kontakt. Det kan godt være, de selv har haft det svært og ikke har haft en nem barndom selv, men derfor har de stadig valget mellem at lade incesten fortsætte i familien, eller bryde cirklen. Og det har de ikke valgt at gøre.
Min mor ønsker ikke at tale om sin barn- og ungdom, når jeg har spurgt ind til det. Hun vil ikke indse sine fejl og taler udenom. Jeg har ikke nævnt hendes del af misbruget til nogen udover min psykolog endnu. Og kommer det ud til andre - familien, min søster - så er der ikke nogen af dem, der vil ønske kontakt til mig. Og jeg vil højst sandsynlig heller ikke ønske kontakt til min mor.
Jeg kan godt se, hvad du mener med, at de også har haft det svært - men det er ingen undskyldning for, hvad de har gjort mod mig. Det kan give en forklaring, men er ikke en undskyldning og heller ikke noget jeg vil tilgive dem. Jeg har utrolig svært ved at sætte mig i deres sted, for jeg tænker, at man altid har et valg, altid! - og selvom de sagde undskyld, ville jeg ikke kunne tilgive dem, for i mine øjne er at tilgive, det sammen som at sige "det skal du ikke tænke på mere, det er helt okay" - og dét er det ikke...
'Ensom ung', som du tidligere har fået link til, er Ungdommens Røde Kors.
Jeg må lige kommentere noget omkring tilgivelse.
Tilgivelse er ikke noget, man gør for andres skyld men for sin egen. Af én eneste grund: Når man holder fast i vreden hindrer man sig selv i at få det godt.
Det er en misforståelse, at tilgivelse er det samme som accept af handlingen. Ægte tilgivelse betyder ikke, at det var okay og at det ikke gør noget. Ægte tilgivelse betyder, at man ikke længere holder dem fast i skyld. Man kan lade handlingen få andre konsekvenser - som f.eks., at man aldrig vil se dem igen, fordi man har lært at beskytte sig selv.
Man kan også kalde det forligelse i stedet for tilgivelse. At man forliger sig med det, der er sket, betyder heller ikke, at man accepterer det, der er sket.
Det kan være, at man tilgiver mennesket eller deres sjæle men ikke deres handlinger. Man kan tilgive mennesket eller sjælen, når man har en vis forståelse for, at de også var traumatiserede mennesker, syge mennesker, der ikke magtede at bryde mønstrene.
Det er klart, at man ikke kan tilgive, så længe man stadigt har det elendigt. Desværre bliver man bare ved med at have det elendigt, så længe man er uforsonlig og vred. Når man har fået et godt liv, så har man sluppet vreden og det er tilgivelse i praksis - ikke i ord.
Hvis man ønsker hævn, er det faktisk den bedste hævn, at man viser, at man har fået et godt liv. Problemet er så bare, at så kan man ikke længere vise dem, hvor vred og såret man er. Hvis man har behov for at blive ved med at vise andre, hvad de har gjort mod én, så de kan få skyldfølelse, så så hindrer man effektivt sig selv i at få det bedre.
Det vil aldrig være din vrede, der adskiller dig fra dine forældre. Det vil være din glæde.
Jeg skriver ikke dette, fordi jeg mener, at man nødvendigvis skal tilgive. Det er der mange, der ikke kan eller vil. Jeg skriver det kun for at fortælle, at vreden kan hindre dig i at få det bedre. At holde op med at være vred betyder slet ikke, at det er okay, hvad de har gjort. Det betyder tværtimod, at du er parat til at give slip på det og komme videre.
Hej igen,
jeg arbejder også på at få det godt. Men jeg kommer ikke til at tilgive dem på noget tidspunkt. Jeg mener, at mennesker altid har et valg - og jeg kan slet ikke acceptere eller forstå deres valg.
Jeg kan vælge at lukke dem ude af mit liv, hvilket jeg har gjort med min far - men jeg tilgiver dem ikke. Jeg kommer også til at få et godt liv, og er godt på vej derhen - men jeg kommer ikke til at tilgive dem.
Ordet "tilgive" er et meget stort ord i min verden og har stor betydning, og jeg kan og vil ikke tilgive dem.
Kommentarer
Min mor har også misbrugt mig og det tilgiver jeg hende ikke for. Jeg har ikke haft kontakt til min far siden 2005 og ønsker heller ikke kontakt. Det kan godt være, de selv har haft det svært og ikke har haft en nem barndom selv, men derfor har de stadig valget mellem at lade incesten fortsætte i familien, eller bryde cirklen. Og det har de ikke valgt at gøre.
Min mor ønsker ikke at tale om sin barn- og ungdom, når jeg har spurgt ind til det. Hun vil ikke indse sine fejl og taler udenom. Jeg har ikke nævnt hendes del af misbruget til nogen udover min psykolog endnu. Og kommer det ud til andre - familien, min søster - så er der ikke nogen af dem, der vil ønske kontakt til mig. Og jeg vil højst sandsynlig heller ikke ønske kontakt til min mor.
Jeg kan godt se, hvad du mener med, at de også har haft det svært - men det er ingen undskyldning for, hvad de har gjort mod mig. Det kan give en forklaring, men er ikke en undskyldning og heller ikke noget jeg vil tilgive dem. Jeg har utrolig svært ved at sætte mig i deres sted, for jeg tænker, at man altid har et valg, altid! - og selvom de sagde undskyld, ville jeg ikke kunne tilgive dem, for i mine øjne er at tilgive, det sammen som at sige "det skal du ikke tænke på mere, det er helt okay" - og dét er det ikke...
Tak for forslag til steder at møde folk
AM
'Ensom ung', som du tidligere har fået link til, er Ungdommens Røde Kors.
Jeg må lige kommentere noget omkring tilgivelse.
Tilgivelse er ikke noget, man gør for andres skyld men for sin egen. Af én eneste grund: Når man holder fast i vreden hindrer man sig selv i at få det godt.
Det er en misforståelse, at tilgivelse er det samme som accept af handlingen. Ægte tilgivelse betyder ikke, at det var okay og at det ikke gør noget. Ægte tilgivelse betyder, at man ikke længere holder dem fast i skyld. Man kan lade handlingen få andre konsekvenser - som f.eks., at man aldrig vil se dem igen, fordi man har lært at beskytte sig selv.
Man kan også kalde det forligelse i stedet for tilgivelse. At man forliger sig med det, der er sket, betyder heller ikke, at man accepterer det, der er sket.
Det kan være, at man tilgiver mennesket eller deres sjæle men ikke deres handlinger. Man kan tilgive mennesket eller sjælen, når man har en vis forståelse for, at de også var traumatiserede mennesker, syge mennesker, der ikke magtede at bryde mønstrene.
Det er klart, at man ikke kan tilgive, så længe man stadigt har det elendigt. Desværre bliver man bare ved med at have det elendigt, så længe man er uforsonlig og vred. Når man har fået et godt liv, så har man sluppet vreden og det er tilgivelse i praksis - ikke i ord.
Hvis man ønsker hævn, er det faktisk den bedste hævn, at man viser, at man har fået et godt liv. Problemet er så bare, at så kan man ikke længere vise dem, hvor vred og såret man er. Hvis man har behov for at blive ved med at vise andre, hvad de har gjort mod én, så de kan få skyldfølelse, så så hindrer man effektivt sig selv i at få det bedre.
Det vil aldrig være din vrede, der adskiller dig fra dine forældre. Det vil være din glæde.
Jeg skriver ikke dette, fordi jeg mener, at man nødvendigvis skal tilgive. Det er der mange, der ikke kan eller vil. Jeg skriver det kun for at fortælle, at vreden kan hindre dig i at få det bedre. At holde op med at være vred betyder slet ikke, at det er okay, hvad de har gjort. Det betyder tværtimod, at du er parat til at give slip på det og komme videre.
KH Helene
jeg arbejder også på at få det godt. Men jeg kommer ikke til at tilgive dem på noget tidspunkt. Jeg mener, at mennesker altid har et valg - og jeg kan slet ikke acceptere eller forstå deres valg.
Jeg kan vælge at lukke dem ude af mit liv, hvilket jeg har gjort med min far - men jeg tilgiver dem ikke. Jeg kommer også til at få et godt liv, og er godt på vej derhen - men jeg kommer ikke til at tilgive dem.
Ordet "tilgive" er et meget stort ord i min verden og har stor betydning, og jeg kan og vil ikke tilgive dem.
- AM
Jeg håber, at du kunne bruge nogle af de links og idéer du har fået, så du kan få skabt nogle kontakter. Rigtigt meget held og lykke med det.
KH Helene
tak skal du have - det håber jeg også
-AM