Den "kære" hukommelse...
Jeg er blevet misbrugt af min far og har fået det nogenlunde bearbejdet via forskellige former for terapi gennem årene, og er stadig i ugentlig behandling.
Jeg er for nylig gået fra min kæreste gennem to år og er flyttet i egen lejlighed. Jeg skal lige vænne mig til at være alene, bo for mig selv og rumme mig selv. Det kan godt være lidt svært med tanker og følelser og det at være i sig selv, når man er helt alene.
Og så er der begyndt at dukke nogle ting op omkring min mor... Jeg har gennem det sidste år til halvandet haft flashbacks om min mor, men har ikke taget hul på det, fordi jeg har svært ved at kapere, at jeg er blevet misbrugt af begge mine forældre. Det er rigtig svært at rumme oven i alt det her flytning og det at være alene og studie og andre mennesker...
Jeg ved ikke lige, hvad jeg ville sige med alt det her... Jeg havde bare brug for at få det ud. Ensomheden er svær at rumme og når der også kommer flere ting frem omkring min mor, er jeg nemmere at slå ud af kurs...
Jeg er for nylig gået fra min kæreste gennem to år og er flyttet i egen lejlighed. Jeg skal lige vænne mig til at være alene, bo for mig selv og rumme mig selv. Det kan godt være lidt svært med tanker og følelser og det at være i sig selv, når man er helt alene.
Og så er der begyndt at dukke nogle ting op omkring min mor... Jeg har gennem det sidste år til halvandet haft flashbacks om min mor, men har ikke taget hul på det, fordi jeg har svært ved at kapere, at jeg er blevet misbrugt af begge mine forældre. Det er rigtig svært at rumme oven i alt det her flytning og det at være alene og studie og andre mennesker...
Jeg ved ikke lige, hvad jeg ville sige med alt det her... Jeg havde bare brug for at få det ud. Ensomheden er svær at rumme og når der også kommer flere ting frem omkring min mor, er jeg nemmere at slå ud af kurs...
Kommentarer
Jeg forstår godt, at det er meget, meget svært.
Min mor var også involveret i min fars misbrug.
Det er meget hårdt at begynde at huske de ting.
Mange hilsner Helene
Ja, det er virkelig frustrerende... Jeg har svært ved at rumme det. Jeg har stadig kontakt til min mor, men meget begrænset. Min søster bliver student i denne måned og jeg vil gerne med til festen, så det bliver derefter, at jeg tager stilling til, om jeg skal være en del af familien... Da min søster og resten af min mors familie ryger med i svinget, hvis jeg skipper kontakten til min mor...
Her i weekenden/pinsen skal jeg skrive en opgave, men jeg savner selskab og det at have folk omkring mig. Så jeg havde overvejet, om jeg skulle tage hjem til min mor og hendes kæreste (vi har ingen kontakt til min far og har ikke haft det i snart 6 år) - i mangel på bedre... Det går mig virkelig på, at jeg vælger dårlige omgivelser og personer omkring mig, frem for at være alene... Det kan vel beskrives lidt som, børn der hellere vil have dårlig opmærksomhed end ingen opmærksomhed... Jeg har dog ikke endeligt svaret på, om jeg tager hjem til dem i weekenden... - jeg tror det ikke, men tanken om ensomhed og det at være alene fredag-tirsdag, når jeg skal i skole igen, gør mig ked af det...
Helene - hvad gjorde du, da erindringerne om din mor dukkede op? Har du nogle gode råd...?
- AM
Min situation var meget anderledes end din, da jeg fandt ud af, at jeg havde været udsat for incest m.m. Jeg var ca. 43 år gammel og i gang med et terapiforløb af andre grunde. Begge mine forældre havde været døde i mange år og jeg havde kun sporadisk kontakt med mine søskende. Først blev jeg klar over min fars overgreb og så gik der måske et år eller mere, før jeg fandt ud af min mors rolle i det.
Da jeg fortalte mine søstre om incesten, troede de ikke på det og vores kontakt blev endnu mere sporadisk. Nu ser jeg dem kortvarigt ca. 6 gange om året til jul og fødselsdage. Jeg savner dem ikke, for jeg har alligevel aldrig fået det, jeg havde brug for fra dem.
Men igen spiller alderen nok ind. Jeg har ikke lidt under ensomheden, siden jeg var 30 år.
I mine helt unge dage måtte jeg også søge familien i mangel af bedre, fordi ensomheden var ganske forfærdelig. Så jeg forstår udmærket, at selv dårligt selskab kan være bedre end den totale ensomhed og manglen på positiv tilknytning.
Jeg tænker på, om der er nogen steder i nærheden af, hvor du bor, hvor du kan finde nogle gode mennesker i nogenlunde samme situation som dig selv at være sammen med.
Her er nogle links du måske har lyst til at kigge nærmere på:
* Århus: Christine-centret (http://www.seksuelt-misbrugte.dk/Incest ... tilbud.htm).
* Odense: CSM (http://www.csm-fyn.dk/velkommen/sociale-tilbud)
* Vejle: FrivilligCenter Vejle (http://www.frivejle.dk/vejle/?Personlig ... B_st%F8tte)
* Xtra Family (http://www.xtrafamily.dk/)
* Ensom ung (http://www.ensomung.dk/)
* Ventilen (http://www.ventilen.dk/)
Der er givetvis flere muligheder rundt i landet, men dette er dem, jeg lige har kendskab til.
Derudover er der en del debatfora m.v. på nettet. Måske du kan finde nogle links, du kan bruge på denne side: http://www.tabuet.dk/links.html
Jeg har ikke nogen specielt gode råd til at bearbejde traumet omkring din mor. Det er rigtigt hårdt, når begge forældre har været involveret.
Så mit bedste råd er, at du selvfølgeligt fortsætter med din terapi. Og så er det vigtigt, at du prøver at få skabt et netværk udenfor familien.
Jeg ved godt, at det kan slet ikke er nemt, men det kan dog være mindre svært, når man ved, at der er nogle rammer at mødes med andre i og at det er mennesker, der i større eller mindre grad har sammen udgangspunkt som én selv. Det gør samværet meget mere afslappet, når man ikke skal skjule sig selv og opretholde en facade, hvor man lader som om, at alt bare er godt.
Tidligere i livet kunne jeg ikke skabe rigtigt kontakt til andre og fandt sandelig også dårligt selvskab. Nu har jeg kun kontakt til gode mennesker - bl.a. i kraft af frivilligt arbejde. Så selvom du har det rigtigt svært lige nu så tænk på, at det her 'kun' er en fase i dit liv og at der sker forandringer. Det kan og vil blive meget bedre, når du arbejder for det.
Håber du kan bruge det her til noget.
Mange hilsner Helene
Jeg synes, det hele virker lidt uoverskueligt lige nu, men dit indlæg giver helt klart stof til eftertanke - tak
Jeg forsøger at finde venner/veninder, der er gode for mig; men jeg vil gerne have nogle venner, der ikke nødvendigvis har samme baggrund som mig, for så kan det hurtigt blive det eneste, man snakker om og spørger til...
Jeg har nogle venner og veninder, men problemet er nok bare, at de hver i sær har noget at se til i øjeblikket (eksamen, kæreste, børn) og jeg tror ikke, jeg stoler nok på dem, til at åbne helt op og lade dem gribe mig, hvis jeg falder...
Jeg er glad for, jeg har terapien - det giver lidt luft og andre måder at tænke på.
-AM
Jeg forstår godt, at du gerne vil have venner, der ikke nødvendigvis har samme baggrund som dig. Men det ene udelukker vel ikke det andet?
Når jeg er sammen med mennesker, der har samme baggrund som mig selv, så taler vi ikke kun om overgreb og den slags. Vi taler også om mange andre ting. Vi gør det bare på en meget mere afslappet måde, hvor vi kan være mere 'os selv', fordi vi forstår hinanden på en anden måde. Det kan være svært at finde den samme forståelse hos mennesker, der ikke selv har været ude for svære ting eller mennesker, der ikke kan tale om de ting, der er svære. .
Personligt synes jeg, at det er svært at lukke helt op for mennesker, der ikke selv har været igennem noget lignende. Dem jeg kender (der ikke har været igennem lignende), lytter, accepterer og prøver at forstå, men de kan jo aldrig forstå mig helt. Når jeg er sammen med mennesker med en lignende baggrund, behøver jeg ikke at forklare eller sætte mange ord på, hvordan jeg har det, så forstår de det umiddelbart, fordi de kender det.
Misforstå mig ret ;-) Jeg prøver ikke at presse dig til noget, du ikke har lyst til. Jeg vil bare fortælle, at der altså er en mulighed, du måske kan bruge på et tidspunkt.
Ja, terapi giver andre måder at tænke på og det er enormt vigtigt. Alt skal jo nærmest vendes på hovedet...
KH Helene
Men samtidig vil jeg også gerne have nogle venner og veninder, som er "normale" - forstå mig ret... Nogle mennesker som ikke nødvendigvis har samme baggrund som mig, men som er positive mennesker, som kan "live" mig lidt op...
Jeg synes bare, det er svært at finde venner/veninder... Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal lede henne.. Har det bedst med dem, som har kendt mig i mange år... Men dem ser jeg ikke så tit, da jeg har boet i Jylland de sidste 2 år og oprindeligt kommer fra Sjælland...
Jeg tror, jeg skal have malet lidt her i weekenden; få tankerne ud på et lærred... - og så skal jeg en tur i skoven og ved stranden; det tror jeg også, vil gøre godt
- AM
Vores erfaringer og oplevelser er bare forskellige, for jeg har ikke fundet så mange virkeligt positive og glade menensker 'ude i verden'. Dem har jeg fundet blandt mennesker, der har nogenlunde samme baggrund som mig selv og som vel at mærke har arbejdet med sig selv i terapi. Genkendelsen i andre giver mig utroligt meget.
Jeg har også altid selv haft svært ved at skabe nye kontakter og har haft det bedst med mennesker, jeg har kendt i mange år. Det er først i de senere år, at jeg er begyndt at kunne skabe positive, vedvarende relationer til nye mennesker - men igen er det altså blandt ligestillede. Så m.h.t. hvordan man møder 'almindelige mennesker' ude i verden, har jeg ikke nogen brugbare erfaringer.
Det bliver givetvis ikke lettere af, at du er flyttet så langt væk, så du ikke har nogen rødder, dér hvor du er nu - hverken med mennesker eller med omgivelserne.
Helt generelt vil jeg mene, at det bedste grundlag at mødes på er fælles interesser, et fælles udgangspunkt, et fælles mål eller fælles værdier. Der må ialtfald være noget fælles. Og når man har fundet ud af, hvad det er, man ønsker at være fælles med andre om, så kan man måske begynde at finde ud af, hvor det kan være sandsynligt, at man finder det fællesskab.
Det lyder som en god idé at bruge weekenden på at male og komme til stranden og skoven. Alt hvad der kan højne energien og skabe positiv energi er af det gode :-)
KH Helene
Og så skal jeg nok bare lære at acceptere, at folk ikke altid har tid, når jeg har tid... Og finde på noget, jeg kan underholde mig selv med - så jeg ikke bare sidder og kigger ind i væggen eller er på nettet, så dagen går med ingenting...
Tak for "snakken" - det var rart
Knus
Selv tak for snakken og held og lykke med det :-)
KH Helene