Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme
Indstillinger

Seponeringssymptomer.. Puha da

Redigeret 24 juni, 2011, 13:17 i Angst
Nu er det snart en uge siden at jeg stoppede med de 20 mg cipralex, som jeg har fået hver dag det sidste år.

Jeg har fået bearbejdet grundene til min angst som jeg fik medicinen for og har derfor valgt at stoppe. Ligeledes har jeg over det sidste år, taget ca. 20+ kg på og det er jeg selvfølgelig ked af, da det påvirker mit helbred (Var normalvægtig før)

Symptomerne indtil videre er:

- Hedeture
- Humørsvingninger (Græder nemt og føler rigtig meget, tåler ikke meget tumult)
- svimmelhed
- rod i maven (En smule diarrè, til tider ondt øverst i maven.)
- I forbindelse med rod i maven, har jeg også lidt madlede.

Oveni er jeg så blevet godt forkølet, så det gør det jo ikke bedre.

Jeg har valgt at opstarte Modigen og at fortsætte med den.

Er rigtig spændt på hvornår jeg begynder at føle en bedring i kroppen, for klart at det er hårdt at gå og have det sådan, men det trøster lidt, at de siger at det skulle gå over efter et antal uger.

Håber mest af alt, at kiloerne begynder at ryge af. Om ikke andet, så bare lidt af dem.

Ville bare lige dele det og måske høre andre erfaringer :)
«1

Kommentarer

  • Indstillinger
    Hej
    Det lyder ikke rart, men godt for dig hvis du er sluppet af med din angst. Jeg håber du har talt med din læge og er trappet ud af medicinen. Modigen må man kun tage et begrænset tidsrum, så jeg håber for dig at du får det en del bedre snart. Mvh. Helle8
  • Indstillinger
    Hej Destiny

    Jeg håber, at du er trappet langsomt og forsigtigt ud af Cipralex. Hvis du har gjort det, vil ophørssymptomerne sikkert forsvinde meget hurtigt.

    Det lyder godt, at du har fået bearbejdet årsagerne til din angst. Du skriver, at du nu vil begynde på Modigen. Jeg kan godt huske dig fra et tidligere indlæg, hvor du spurgte efter erfaringer om Modigen.

    Men når jeg skriver dette indlæg, er det nu mest, fordi jeg har et spørgsmål til dig, Helle. I dit tidligere svar til Destiny fra begyndelsen af maj måned og nu også i denne tråd skriver du, at man kun må tage Modigen ”i et begrænset tidsrum”.

    Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor du har den oplysning fra. Jeg har selv taget perikon siden januar 2002, altså i næsten 9½ år. Jeg har holdt 2 længere pauser, i sommeren 2008 og i sommeren 2010, men ellers har jeg taget det nogenlunde uafbrudt.

    Hvem siger, at man kun må tage det i et begrænset tidsrum? Og hvad skulle der kunne ske ved det? Jeg har læst alt, hvad jeg har kunnet finde om perikon og er aldrig stødt på den oplysning. Kelly, som redigerer den udmærkede engelsksprogede side om perikon http://www.sjwinfo.org har også taget perikon i mange år, uden problemer.

    Jeg venter spændt på svar.

    Mange hilsner

    Kameliadamen
  • Indstillinger
    Hej igen
    Når man køber Modigen står der på pakken at man kun må bruge det x antal mdr. (Jeg har ikke lige en pakke, jeg kan se det på). Hvis man ikke har oplevet bedring skal man tale med sin læge. Medarbejdere på apoteket siger også at det ikke er midlet hvis man er deprimeret, kun hvis man skal over eller igennem en periode hvor man er trist.
    Det er muligt du har god gavn af perikon, men mennesker er forskellige og så duer det ikke hvis nogen tror de ubegrænset kan klare den med et eller to 'bolsjer' om dagen, hvis de reelt har brug for en læge ordineret pille. Mvh. Helle8
  • Indstillinger
    Hej Helle :o)

    Jeg er ikke ude på at overtale nogen til at tage perikon eller bagatellisere de problemer, der måtte være ved indtagelsen af perikon.

    Ud fra din - formodentlig sarkastiske - sammenligning mellem perikon og bolsjer, så ser det ud til, at du tror, at jeg ønsker at missionere for, at andre tager perikon. Men det er en misforståelse.

    Jeg ønskede bare at få at vide, hvor du har din oplysning fra. Jeg synes, at det er vigtigt, at folk får så reel oplysning som muligt. Så kan de selv tage stilling.

    Jeg har den seneste indlægsseddel for Modigen liggende foran mig. Og der står faktisk IKKE noget om, at Modigen kun må tages i et begrænset tidsrum. Kan du ikke have misforstået følgende fornuftige opfordring, som faktisk står der hele tre gange:

    ”Hvis du ikke får det bedre i løbet af 4-6 uger, eller hvis du får det værre, skal du kontakte din læge.”

    Ovenstående citat giver jo god mening. Hvis Modigen ikke hjælper, eller man tværtimod får det værre, skal man naturligvis ikke bruge det, men derimod søge anden hjælp. Men akkurat som ved lægeordineret antidepressiv medicin gælder det, at man lige skal give Modigen en chance for at virke (og altså højst 4-6 uger), inden man dropper det.

    Hvis man får lægeordineret antidepressiv medicin, som efter et antal uger ikke virker, er det jo også vigtigt, at man gør noget andet.

    Men ovenstående citat siger jo ikke noget om, hvor længe man må tage Modigen, hvis midlet faktisk virker!

    Min depressions-historie (i kort form) er følgende:
    Jeg har haft mange svære depressioner, og læger og psykiatere har i mange år sagt, at jeg var nødt til at tage antidepressiv medicin resten af mit liv. Desværre var der det problem, at de lægeordinerede præparater (Seroxat, Cipramil og Zoloft) ikke virkede på mig. Jeg blev faktisk mere syg af dem.

    Det er muligt, at psykiateren kunne have fundet noget, der virkede eller have fundet årsagen til den manglende virkning, men efter et antal uger i Helvede, mistede jeg tålmodigheden og trappede ud af medicinen, hvorefter jeg blev rask! Da der senere kom en depression igen, begyndte jeg på Modigen, som hjalp mig overraskende godt. Det var i vinteren 2002, og siden har jeg haft meget glæde af at tage Modigen forebyggende mod depression. Jeg prøver at tage en så lille dosis som muligt, men jeg tror, at mine tidligere læger og psykiatere har ret i, at jeg aldrig helt vil kunne undvære et antidepressivt middel, selv om jeg har været i en vellykket kropsterapeutisk behandling og i det daglige gør meget for at undgå at overbelaste mig selv.

    Efter at jeg nu har genlæst indlægssedlen for Modigen, må jeg endnu en gang konstatere, at jeg aldrig er stødt på oplysninger om, at man kun må tage Modiegn i et begrænset tidsrum.

    Mange hilsner

    Kameliadamen

    P.S. Ovenstående er selvfølgelig et sidespor i forhold til trådstarters problem, men jeg håber, at trådstarter vil tilgive dette :o)
  • Indstillinger
    Hej
    Ja, ja, det er vel den formulering. Man er hver især nødt til at være opmærksom på hvordan man har det med et nyt præparat. Det er bedre at være forsigtig og 'advare' end at man ubegrænset bruger noget man forsent opdager ikke var godt.
    Jeg har også forstået det sådan at hvis tilstanden er stabilt dårlig skal man tale med lægen, som sandsynligvis vil ordinere et andet præparat, så man kan få det bedre.
    Personligt ville jeg ikke gå og have det dårligere selvom det var en stabil tilstand, hvis jeg kunne få det bedre med en anden pille.
    Ordet 'bolsje' brugte jeg for at skelne naturmedicin fra kemiske piller.
    Næ, jeg tror ikke du vil missionere, det er godt for dig at du har fundet ud af hvad der virker; nogle gange kan et menneske blive ved med at bruge noget som andre må holde sig fra, jeg bruger selv nærmest hele tiden noget man ellers anbefaler at holde pause med, så jeg kender godt til hvordan du har det med perikon. Tak for din kommentar. Mvh. Helle8
  • Indstillinger
    Hej med Jer

    Jeg er selv i gang med udtrapning af Xeristar og Lactimal. Så jeg kender alt til det der så fint kaldes seponeringssymptomer men som kort sagt er afhængighed.

    Jeg har en kommentar til Jeres debat omkring Perikon/Modigen.

    Køb/lån bogen af Carsten-Vagn Hansen: Naturlig behandling af depressioner.

    I den får I alle svarene. Gid jeg havde haft bogen/svarene FØR jeg modtog behandlingen med traditionel medicin.

    Kh Mullemor
  • Indstillinger
    Hej Mullemor
    Tak for forklaring, det er nødvendigt at trappe ud eller ned med den slags piller.
    Din anbefaling er noteret, måske vil jeg låne den på biblioteket først, hvis jeg så ikke vil undvære den kan jeg købe den.
    Jeg kan i øvrigt anbefale en bog som hedder: 'Spis dig glad' om depression og vinterdepression af Marianne Fjordgård som er kostvejleder, så det er absolut naturmetoden, forkalringerne på hvordan og hvorfor det hjælper kan være tunge at komme igennem, men så kan man jo bare bruge opskrifterne, velbekomme. Helle8
  • Indstillinger
    Hej Mullemor

    Jeg lånte også Carsten Vagn-Hansens bog: ”Depressioner – Naturlig behandling” på biblioteket, da den udkom for 5 år siden. Jeg kan også anbefale bogen, men Carsten Vagn-Hansen giver jo mange forskellige råd – ikke kun råd om perikon. Hvis man specifikt søger rådgivning om perikon, vil jeg hellere anbefale Internetsiden www.sjwinfo.org, som er meget brugervenlig. Den er på engelsk, men meget overskuelig og letforståelig.

    Jeg har tidligere været meget glad for Carsten Vagn-Hansens informationer, og det er jeg sådan set stadig, men jeg synes, at det er et problem, at han bringer dette væld af oplysninger om, hvad der skulle kunne kurere et bestemt helbredsproblem, uden at gøre ret meget ud af at fortælle, om det går an at bruge flere råd på én gang, eller man skal afprøve dem enkeltvis.

    Netop ved depression kan det være farligt, hvis man bruger flere forskellige antidepressive midler på én gang, eftersom for meget antidepressivt middel vil virke modsat, sådan at man bliver mere syg.

    Selvfølgelig er der ting, som sagtens kan tages sammen, f.eks. perikon og fiskeolie, og det vil faktisk være en god ide at tage fiskeolie ved depression. Men det er betænkeligt, hvis man samtidig tager flere produkter, der har indvirkning på hjernens signalstoffer, f.eks. perikon og melatonin, eller perikon og 5 http.

    Den slags synes jeg ikke, at Carsten Vagn-Hansen advarer tilstrækkeligt imod. Man får bare en lang række informationer om, hvad der skulle kunne hjælpe. Jeg frygter, at der er mennesker, der tænker: ”Jo mere jeg tager, jo bedre!” Men sådan er det langtfra ved depression!

    Til Helle: Jeg kan også varmt anbefale Marianne Fjordgårds bog: ”Spis dig glad”. Jeg synes, at det var meget godt at læse om sammenhængen mellem vores mad og signalstofferne i hjernen. Jeg tror bare ikke, at man kan kurere en alvorlig depression udelukkende ved at spise på en anden måde. Man skal hellere se på årsagerne til, at man har fået en depression, og hvis det nu er stress, der har skabt depressionen, må man forsøge at aflaste sig selv og samtidig måske tage et antidepressivt middel. Men det er klart, at det er en god ide at spise sundt, som et led i den omlægning af vaner, der skal gøre én robust nok til at undgå fremtidige depressioner.

    Mange hilsner

    Kamliadamen
  • Indstillinger
    Hej igen
    Ja, jeg er enig med dig i at kosten ikke alene gør det af med en depression, hun anbefaler også kosttilskud i form af B og C vitamin, men man kan lige så godt hjælpe sig selv på vej med en kost som indeholder det man mangler, det kan også være en hjælp indtil man får fuld effekt af evt. medicin.
    Tak for din kommentar i øvrigt. Mvh Helle8
  • Indstillinger
    Hej Kameliadamen

    Vi har vist misforstået hinanden :o)

    Mit svar var mht. Perikon/Modigen og IKKE en sammenblanding af antidepressiva og naturlægemidler. DET ER FARLIGT ingen tvivl om det.

    Carsten-Vagn Hansen's bog tager udgangspunkt i Naturlig behandling af forskellige depressioner.

    Mht. kosten og sindet så foreligger der en stor mængde litteratur fra Amerika.

    Der er en klar sammenhæng mellem psykiske lidelser og kosten læs intolerance/over følsomt tarmsystem. Sarah Freemann har skrevet flere bøger desangående.

    Det er et enormt emne og meget svært at finde oplysninger om på dansk.

    For 2 år siden fik jeg konstateret moderat til svær depression og blev ordineret medicin af psykiateren. Jeg blev desværre mere og mere syg.

    Jeg får i skrivende stund medicin mod: depression, mani, angst, søvnproblemer, forhøjet blodtryk, nedsat stofskifte, astma og kroniske smerter.
    Derudover har jeg pga. sygdom mistet mit job og taget 45 kg på så jeg kan klart sige, at jeg er 1 ud af 10.000 som IKKE tåler de gængse antidepressiva og derfor har valgt, at trappe ud af det og bagefter bruge de naturlægemidler som har dokumenteret effekt.

    Min kost har jeg ændret pga. allergi og senest kommer motionen på for den er livsnødvendig og især for mig som bipolar.

    Det blev noget af en afstikker, som jeg håber I kan bære over med for det var jo egentlig en debat ang. seponeringssymptomer :o)

    Kh Mullemor
Log in eller Registrér for at kommentere.