Indstillinger
Utro hustru... vil gerne have hende tilbage..
Hej, det er nu en uge siden min hustru smed bomben, at hun har været utro for et par måneder siden med en kollega, som er ældre og har kone/to små børn. De har været sammen 2 gange og ellers ikke set hinanden andet end på arbejdet og via 2000sms´er. Nu vil de gerne være samme, da de siger de har fået en masse følelser for hinanden og de vil åbenbart på 2 måneder aftalt hele deres kommende fremtid på SMS... hvordan tænker jeg! Han har tidligere ikke ville gå fra konen netop pga af hans børn, nu vil han gerne... VATP..Stodder, han siger han ikke elsker sin kone mere(den klassisker har man også hørt) og han elsker min hustru efter 2knald??? Vi har bygget vores drømme op over 7år, deres gør de på 2, 2½ måneds affære. Min hustru og jeg købte nyt hus og fik det d. 1/2-11 og hun venter mit barn(7uge). Hun siger hun kun føler jeg er hendes bedste ven og ikke ægtemand gennem 2 år og kæreste gennem 7år. Det skal siges vi begge har levet meget for vores sport og det har ofte kommet først, men vi begge har været indsforstået med det. Vi har været igennem et hårdt år med sygdom, dødsfald, fertilitets behandling og tanker/glæde fokuseret på det nye hus, så vi nok har glemt hinanden undervejs. Jeg var blind og ikke tænkte mere over hun var mærkelig, gemte sig, vi ikke havde sex mere eller nærvær, jeg var blind og troede det var pga af fertilitets behandling, som var været hårdt for os begge mentalt.
Da hun er mit livs kærlighed.. troede jeg, har jeg tilgivet hende og sagt jeg gerne vil have hende og forsætte vores drømme, men hendes første følelser er for ham og mig kun som den bedste ven. Jeg er overbevist at hun er forblændet i ham og ikke kan se ud over hendes egen næsetip. Hun er selv meget i tvivl efter jeg sagde jeg ville have hende tilbage, vi har jo bygget et helt fundament over 7 års kærlighed, så står med et nyt drømme hus og en baby på vej... Vi har næsten snakket uafbrudt samme siden den grimme nyhed, holdt i hånd, gået lange ture,krammet, kysset farvel om morgen, sover i samme seng(jeg sover ikke og har ikke gjort det i 10dage nu). Det er ren følelses tortur... jeg vil have hende og hun ved ikke hvad hun helt ville og hæler måske mest til ham. jeg har forslået parterapi enten til at hjælpe os eller hjælpe os videre hver for sig, hun er afvisende. Meget er normalt i dagligdagen, dog er det ikke det alligevel. Hvad vil hun, hvorfor kan hun ikke bare komme tilbage eller lukke helt... jeg vil have hende, det er jeg ikke i tvivl om, men jeg kan ikke tvinge hende, hun skal selv ville og genfinde sig selv. Alt dette har været imod hendes egen morale og etik. Jeg kan se hendes tvivl og alle siger hun bare er forelsket i noget nyt. Hvorfor kunne det så ikke være det nye hus og den nye baby. på den ene side er jeg stærk klar på livet uden hende og andre gange flæber jeg som en lille prinsesse, måske grundet træthed, det ved jeg ikke. Jeg kan kun se det sorte hul og ensomheden i en lejlighed et eller andet sted i fremtiden - No tomorrow. Det skal også siges hun er min første rigtige kæreste, selvfølgelig havde jeg lidt skole kærester, men intet som dette, hvilket også gør min angst for ensomheden endnu større. Hvorfor vil hun ikke tilbage, jeg ahr tilgivet hende for hendes grimme egoistiske stunt. Jeg elsker hende, savner hende, har brug for hende og det hjælper ikke vi samtidig stadig bor samme og krammer om morgen - det giver et falsk håb. Det er nok slut....
Beklager den rodet tekst, måtte af min mine tanker og følelser og manglende søvn, når det ikke bedre og banke rundt på et tastatur...
Ser frem til lidt ord fra jer andre...
Da hun er mit livs kærlighed.. troede jeg, har jeg tilgivet hende og sagt jeg gerne vil have hende og forsætte vores drømme, men hendes første følelser er for ham og mig kun som den bedste ven. Jeg er overbevist at hun er forblændet i ham og ikke kan se ud over hendes egen næsetip. Hun er selv meget i tvivl efter jeg sagde jeg ville have hende tilbage, vi har jo bygget et helt fundament over 7 års kærlighed, så står med et nyt drømme hus og en baby på vej... Vi har næsten snakket uafbrudt samme siden den grimme nyhed, holdt i hånd, gået lange ture,krammet, kysset farvel om morgen, sover i samme seng(jeg sover ikke og har ikke gjort det i 10dage nu). Det er ren følelses tortur... jeg vil have hende og hun ved ikke hvad hun helt ville og hæler måske mest til ham. jeg har forslået parterapi enten til at hjælpe os eller hjælpe os videre hver for sig, hun er afvisende. Meget er normalt i dagligdagen, dog er det ikke det alligevel. Hvad vil hun, hvorfor kan hun ikke bare komme tilbage eller lukke helt... jeg vil have hende, det er jeg ikke i tvivl om, men jeg kan ikke tvinge hende, hun skal selv ville og genfinde sig selv. Alt dette har været imod hendes egen morale og etik. Jeg kan se hendes tvivl og alle siger hun bare er forelsket i noget nyt. Hvorfor kunne det så ikke være det nye hus og den nye baby. på den ene side er jeg stærk klar på livet uden hende og andre gange flæber jeg som en lille prinsesse, måske grundet træthed, det ved jeg ikke. Jeg kan kun se det sorte hul og ensomheden i en lejlighed et eller andet sted i fremtiden - No tomorrow. Det skal også siges hun er min første rigtige kæreste, selvfølgelig havde jeg lidt skole kærester, men intet som dette, hvilket også gør min angst for ensomheden endnu større. Hvorfor vil hun ikke tilbage, jeg ahr tilgivet hende for hendes grimme egoistiske stunt. Jeg elsker hende, savner hende, har brug for hende og det hjælper ikke vi samtidig stadig bor samme og krammer om morgen - det giver et falsk håb. Det er nok slut....
Beklager den rodet tekst, måtte af min mine tanker og følelser og manglende søvn, når det ikke bedre og banke rundt på et tastatur...
Ser frem til lidt ord fra jer andre...
Kommentarer
Så din kæreste har taget stilling til nogle ting meget, meget hurtigt, og så er det yderst vanskeligt at rådgive, når hendes side af sagen ikke er med.
Jeg vil derfor foreslå jer - som lyn og torden - at kontakte en parterapeut og sammen få en samtale med en sådan, der kan hjælpe jer med at få orden på jeres tanker, og måske hjælpe jer til at få belyst, hvad der er gået så galt.
Håber, du vil melde tilbage.
Og enig: Er du sikker når du skriver at hun er gravid med dit barn?
Jeg kan ikke lade være at tænke på, at I har været i fertilitetsbehandling, ergo din sæd og hendes æg ikke har ville gå sammen, og grunden til at hun er blevet gravid kan være at det er en anden mands sæd. Eller har I (hun) fået sat æg op?
Eller havde hun menstruation EFTER de havde været sammen sidste gang...?
Har du talt med hende om det? Jeg mener; hvis hun er i tvivl eller er sikker på at det er hans barn, er det måske med til at hun trækkes mod ham.
En anden ting:
Hvis hun virkelig i så høj grad kun ser dig som sin bedste ven og udelukkende har de kærlige følelser for ham, så virker det ret underligt at hun kysser og krammer (og har sex?) med dig. Min logik siger, at hun i så fald ville trække sig væk fra intimiteten med dig.
Og så...
At han siger til hende, at han vil gå fra sin kone er langt fra ensbetydende med at han vil gøre det.
Jeg syntes, at det er vigtigt at I får talt med en udenforstående. Altså en terapeut. Og jeg syntes, at det er det mindste din kone kan gøre for dig.
Og slutteligt:
Der er ikke noget unormalt i, at du er i et følelseskaos (nogen gange klar på et liv uden hende, andre gange dybt fortvivlet). Du må ikke slå dig selv oven i hovedet over det.
Tak for jeres tilbage melding!
Hun siger de har brugt beskyttelse, netop fordi vi har i behandling, samtidig så passer hendes graviditet med den dag vi var til behandling. Hun har også sagt til hendes forældre det er mit, så jeg tror på hende.
Hun siger hun ikke har de samme følelser for mig mere, som tidligere og mere ser mig som hendes bedste ven, hvilket man også gerne skal være i et ægteskab, men samtidig sagde hun forleden at HAN også var en rigtig god ven. Jeg har presset på i en uge nu for parterapi enten for os eller en fremtid væk fra hinanden.
Vi kysser hej, farvel og godnat(godt nok det mest våde, mere hen ad tantekys, men det er et kys), jeg nusser hende og vi krammer. Vi har ikke sex(og har ikke haft sex i 3-4 uger) og jeg må ikke direkte seksuelt kærtegne hende og har heller ikke direkte prøvet. eks forleden nussede jeg hende i håret, hvilket hun normalt elsker og noget jeg ikke har måtte i 2 måneder, men hun tog hårelastiken ud af håret.... Hun krammer igen og jeg får kysset igen, ellers rører hun ikke ved mig. Jeg gør virkelig mit for, at få dette til at fungere, uden at gå hårdt til hende - skal jeg det??. Jeg vil ikke presse hende, selv det er ren følelses tortur. og stå og ikke vide om man er købt eller solgt.
Jeg har bedt hende være ærgelig over for mig, andet har jeg ikke tjent med og slet ikke med tanke på situationen.
Når jeg tænker tilbage til eks Januar, da jeg kom hjem fra en uges skiferie, vi glæde os til jeg skulle hjem og var glade hinanden, da vi så hinanden.. vi har også haft glade episoder efterfølgende, så deres effektions forhold, som jeg kan se og hører på hende, er sket mellem Febr & marts og de har ikke været samme siden Marts, kun snakket i tlf & SMS.
Jeg har det sådan, når hun er så meget i tvivl, 1 hvorfor ikke snakke med en prof terapeut, 2 sige til ham at han skal forlade sin kone nu, mens hun er i tænkepause, så kan hun se hvad han rigtig vil. Hvis han ville ud af det forhold, så havde han da gjort det tidligere og ikke nu hvor han har en elsker og måske en til at trøste sig ved.
Jeg synes også hun skylder mig, at snakke med terapeut.
Eks. igår hentede jeg hende fra arb, vi snakkede hele vejen hjem og vind og vejr, vi handlede ind til resten af ugen, vi sad i køkk. og snakkede vi lavede mad. Der var alt normalt, hvis man kan kalde det det...
Ps. så har jeg endelig sovet en hel nat.. så er man et andet mennesker og bedre kan styre sine tanker.
Men jeg ved virkelig ikke hvad der skal ske og hvad jeg skal gøre, for mit vedkommende kan jeg ikke forstå hvorfor hun ikke kommer tilbage. Men samtidig er jeg klarover der er mange tanker i hovedet på hende... Hun har ingen at snakke med udover mig, hendes forældre, KEGLEN, lidt veninder. Selv hendes forældre er på min side, men det er stadig deres datter og de vil bare se hende glad, om det så er med en ny svigersøn på og med fuld familiepakke...
Der må være gået et eller andet galt, som du enten ikke nævner eller også som du ikke ved. Hvordan kan det være, at din kæreste vil smide det hele over bord for en mand, som hun har været sammen med et par gange for et måneder siden – og altså nu kun har kontakt med via telefon? Hvorfor ser de ikke hinanden, hvis de planlægger at leve sammen? Ingen kan planlægge et samliv med den baggrund – det er da dømt til at gå galt.
Det er bestemt voldsomt belastende at være i fertilitetsbehandling, og jeg vil gerne tro, at det i den grad kan påvirke et forhold, så måske det er der, der er gået noget galt?
Det er meget vanskeligt at gennemskue denne historie, så jeg kan da godt forstå at du helt rundt på gulvet. I øvrigt – du tager på ferie alene. Er du helt sikker på, at I var helt enige om det? Bevares, det er der da nogle, der gør, men ligefrem forstærkende for et forhold, kan man vel ikke kalde det – og da slet ikke på et tidspunkt, hvor I gennemgår noget så belastende som en fertilitetsbehandling.
Hvis det med ferien ikke har noget med sagen at gøre – så lad være med at forklare det, for så er det ligegyldigt, jeg bemærkede det bare.
Men – jeg vil gentage, du bør insistere på den parterapi – om ikke andet, så fordi du har brug for hjælp til at finde ud af, hvad der foregår. Det skylder hun dig i det mindste.
Hvis hun stadig nægter det, bør du søge noget hjælp selv, for du har brug for at tale med en professionel om det her – det er fint, du skriver om det, men du skal også have talt om det.
Bestil en tid hos en parterapeut nu – og så må du se, om du skal møde op til det alene.
tak for din ærlighed..
Jeg er selv stadig meget forvirret over det hele! Jeg forslog allerede parterapi i sidste uge og har spurgt hele denne uge. Hun siger hun har været inde og kigge på de links jeg har sendt til hende, men ikke taget stilling til det. Jeg har måske ikke presset nok - det skal siges hun er en meget selvstændig kvinde om det er derfor ved jeg ikke.. Jeg slår i bordet iaften over for hende - vi skal i terapi ellers skal jeg selv.
Så må der være noget jeg ikke ved...! de er kollegaer og kender hinanden den vej igennem et par år. De har kun set hinanden kort udover deres affære i deres fælles kantine. De har ikke været samme siden Marts.
Det er det jeg mener hele hendes/deres situation virker planløs. Det hele virker som en hovsa ting... Jeg har spurgt hvad deres "plan" var.. de havde talt at de måske skulle flytte samme. Så tænker man så hurtigt efter to skilsmisser - Ellers som du siger, der noget jeg ikke ved. Men hvorfor er hun kommet hjem, hvorfor siger hun ikke bare det er slut, hvad venter hun på? Jeg er klarover at et lille kys og kram ikke gør meget, men det viser mig måske et falsk signal midt i min sorg... jeg trænger til et ordentlig los i røven lige nu, selvom det er hårdt. Jeg kan ikke overskue den ukendt fremtid lige nu.
Lige nu er tiderne ikke til, at du skal vente og vente på, at hun tager stilling til noget sådant, mens du bare kan sidde og gå mere og mere i stykker.
Går aftes vi lavede mad samme, vi sad en time ved middagsbordet og faktisk havde den bedste aften samme i lang tid - der blev grint meget.
Da vi gik i seng, kyssede hun mig godnat... og hertil morgen kyssede hun mig farvel og nussede mig på kinden, det var ikke mig som tog initiativet denne gang... det må næsten være et positivt tegn?? eller er jeg ser jeg kun stadig sort/hvid??
Har du det godt med den beslutning? Som jeg læser det, så er det hende, der trækker tæppet væk under dig, dig der har det forfærdeligt, og nu skal hun have hjælp, mens du bare skal afvente.
Føler du, at det er den rigtige måde at gøre det på? Føler du, at det er rigtigt, at du skal finde dig i det?
Hvad med om du også søgte noget hjælp til dig? Det har du da bestemt brug for.
Jeg skal ikke kunne sige, om det er fornuftigt, at I får hjælp hver for sig i denne situation, men hvis hun gør det, bør du faktisk også, så du - når I skal gå til terapi sammen - også er godt forberedt og har fået nogle værktøjer at starte op med.
Hun skal tale med sin læge i dag - det synes jeg også du skal gøre.
Jeg SKAL snakke med en terapeut, om det bliver i parterapi eller egen behandling hvor jeg skal genfinde selvværd og tillid. Jeg synes bare det måske er bedst vi går hos den samme terapeut istedet for to forskellige, hvis vi skal finde ud af det samme. Så vedkommen kan sætte sig ned og hører begge vores følelser og ikke kun den ene side.
tak for du gider og svare mine indlæg Lotte123