Pårørende

slettet19076

2. "At sige, at hun får en sprøjte hver anden uge for at hun så holder kæft og ikke belemrer nogen syntes jeg er meget dramatisk." Jeg udtrykker mig meget forenklende her, ja, fordi jeg ikke vil overfuse en 16-årig med et længere foredrag om, hvad neuroleptika er, og hvordan disse stoffer virker. Faktum er, at neuroleptika er stærkt beroligende stoffer, oprindeligt udviklet som farvestoffer, siden brugt som insekticider, respektive midler mod indvoldparasitter hos husdyr -- stofferne lammer centralnervesystemet, hvilket i høj dosering er dødeligt; jf. de mange "uforklarlige" dødsfald i psykiatrien -- kom sidenhen til anvendelse i veterinærmedicinen for at berolige dyr, og blev i 1950erne opdaget af psykiatrien som et middel, der formåede at tilvejebringe den samme effekt som lobotomien, uden at man behøvede at udføre et kirurgisk indgreb. Den nye generation neuroleptika (Zyprexa, Risperdal, Seroquel, Abilify, etc.) virker ikke grundlæggende anderledes, end den gamle. Neuroleptika blev ikke udviklet for at specifikt modvirke bestemte symptomer, og det er således ikke hvad stofferne gør, selv om betegnelsen "antipsykotika" skal lade os tro dette.

"Jeg kan forstå, at du selv har været i en uløselig situation med ”systemet” og at du og en behandler først har været i stand til at hjælpe dig da du kom i behandling i privat regi." Nej, jeg har ikke været i systemet overhovedet. Men jeg kender mange mennesker, der har været, eller er det. Jeg kender også mange, der føler sig hjulpet af systemet. Fælles for denne gruppe blandt psykiatribrugere er, at de trives i deres rolle som "små børn", som systemet styrer livet for. Der er uden tvivl noget meget fristende ved at se sig selv som syg, og ude af stand til at tage ansvar for eget liv. Men man betaler med sin frihed. Og når noget koster en friheden, så er det ikke hjælp, men straf. Og her kommer der en anden aspekt ind i billedet. At have været udsat for vold, ligemeget i hvilken form, også omklamrende "kærlighed" er vold, fra en tidlig alder af, og især hvis udøvet af ens primære omsorgspersoner (dvs. forældrene), skaber den grundlæggende forståelse hos den voldsudsatte, at kærlighed er det samme som vold, og at det, at føle smerte og lide er det samme som at være elsket. Det igen skaber så en trang til at påføre sig selv smerte og lidelse, respektive til at opsøge situationer, der man, igen, udsættes for vold. Såsom i det psykiatriske system. At ønske psykiatrisk "hjælp", selv om man ved, hvad der venter en, er en form for selvskadende adfærd, forårsaget af, at man aldrig har fået virkelig kærlighed.

I denne sammenhæng passer det for resten ikke helt sammen, at sige, at Kbech978's mor bør tage ansvar, og søge hjælp i et system, der fungerer ved at fratage folk ansvaret for deres liv. Enten så tager man ansvar for sig selv, og så er systemet, med nogle af de meget få, ikke-medicinske tilbud det indeholder som undtagelse, ikke hvor man henvender sig, eller også så giver man afkald på sin frihed, går med til at blive erklæret for, i hvert fald delvist, ikke at være i stand til at tage ansvar for sig selv, og overlader dette ansvar til psykiatrien.

Alt i alt, der hvor vi går forbi hinanden, anna87, er hvor du, som flertallet i samfundet, politikerne inkluderet, ikke stiller spørgsmålstegn ved den (af psykiatrien i tæt samarbejde med medicinalindustrien og forældrelobbyen, etablerede opfattelse af livskriser som værende sygdom. Jeg mener ikke, at man ikke skal have hjælp, når man går igennem en krise. Hjælpen bør bare se meget, meget anderledes ud, end hvad psykiatrien, i sin natur som (gerne ville værende) lægevidenskab, har at byde på. Læger burde grundlæggende holde sig fra mennesker i psykiske kriser.

anna84

Hmm. Jeg ville gerne mødes på halvvejen Syntes det er en interessant udlægning du kommer med.

Og jooo... Mht. til psykiatrien og medicinering - der er meget galt.

Jeg har lige startet et "oprør" og er trappet ud af antidepressiv medicin mod min psykiaters råd.

Jeg bad om det i vinter pga. depressive symptomer (jeg er bipolar), og vi aftalte, at jeg så skulle trappe ud igen her når solen kom.

MEN - jeg er så begyndt i arbejdsprøvning, og min psykiater sagde ved flere konsultationer i træk, at jeg så skulle lade være med at trappe ud af medicinen, fordi jeg er under lidt pres pga. arbejdsprøvningen.

DET er jeg dybt uenig i.

Fandeme nej om jeg vil tage medicin som vi på forhånd var enige om at jeg ikke behøver i foråret og sommeren "bare" fordi jeg skal bedøves så jeg ikke risikerer at reagere "unødigt" negativt på arbejdsprøvning.

Så jeg er trappet ud - har gjort det helt efter bogen - og jeg har det fantastisk. Bedre, faktisk. Om det så er udslag af min bipolare lidelse der altid går til den højtløftede side i det lyse halvår og den dybe side om vinteren eller at jeg har smidt medicinen ved jeg ikke; jeg tror det er en kombination.

Jeg er fast besluttet på at få iværksat en nedtrapningsplan af først et af mine øvrige to præparater og se hvordan det går.
Selvom min psykiater også er stærkt imod det.
Det må hun så være - men guide mig i hvordan det gøres i det rette tempo.

Selvom jeg har været både fejl- og overmedicineret, så er jeg ikke modstander af psykofarmaka. Det kan være det der skal til for at man kan rumme problemerne og arbejde med dem.
Så er problemet bare, at processen fra behandlernes side går i stå når først medicinen er kommet på...

Jeg vil meget gerne have links til de undersøgelser du refererer til.

---

Kbeck -->
Beklager din tråd nu bliver trukket i andre retninger. Kom endelig på banen igen, så vender vi tilbage til dig som det handler om.

spider68

Hej når man er så syg at man skal have hjælp . og feks har hallusiationer. og ikke er i en virkelig verden. skal de mennesker . pårørende og venner ikke bare forlade en . og sende bud efter en fremmed læge eller andet der kommer i ens hjem . i mit eget tilfælde gik jeg i panik da der pludselig kom fremmede mennesker i mit hjem. de spærrede døren men jeg tog lægen i kraven og bad ham flytte sig . hvorpå han gjorde det og lod mig løbe . det var forsvar . for at komme væk. jeg løb til nogen jeg kendte. og lægen sendte bud efter politi til at indlægge mig på den lukkede. Da jeg kom til den lukkrde gik jeg helt i panik. jeg kunne kende nogen af sygeplejeskerne fra en anden gang jeg var indlagt. men troede de var farlige og ville mig noget ondt. og fulgte mig forfulgt af nogen der ville dræbe mig. men først da de fangede mig og jeg kom i fikserings bælte. følte jeg mig tryg. og fik en sprøjte så jeg sovede. Hej Anna alle prøver at stoppe med at tage deres medicin. nogen lykkedes det for. og det går godt. men mange bliver mere syge igen og får kraftige tilbagefald. ved længerevarende stop . så det kommer an på hvad det er for lidelser du har. om du får forebyggende medicin. så spørg om der er andet og bedre medicin. om noget kan undværes . kender du depot medicin . kærligst

slettet19076

Hej anna84, her et par links, og undskyld, at det tog lidt tid før jeg svarer. Der går tit noget tid, mellem at jeg kigger forbi her.

Den nyeste langtidstudie, Martin Harrow, Thomas H. Jobe, 2007, "Factors Involved in Outcome and Recovery in Schizophrenia Patients Not on Antipsychotic Medications: A 15-year Multifollow-Up Study" kan man læse i sin fulde længde her: http://psychrights.org/research/Digest/ ... actors.pdf

De fleste andre langtidsstudier er ikke i deres fulde længde frit tilgængelige på nettet. Men her er f.eks. en artikel af Ed Knight, der igennem mange år har beskæftiget sig med recovery, der giver et overblik over langtidsstudiernes resultater: http://csipmh.rfmh.org/Knight_recovery.htm

En anden, der har set hele den videnskabelige litteratur, både langtids- og korttidsstudier, etc., meget grundigt igennem, er Robert Whitaker. Hans sidste år udkomne bog "Anatomy of an Epidemic" er et must-read, hvis du spørger mig. Men et besøg på hjemmesiden, hvor der også findes en del links til relevante kilder, kan gøre det til at starte med (og er ganske gratis): http://www.madinamerica.com/madinameric ... demic.html

anna84

Tak! De er gemt - ser på dem en anden dag.

slettet19076

anna84, P.S., tillykke med udtrapningen, for resten! Og lad dig ikke skræmme af skrækhistorier om tilbagefald osv. Det er klart, at problemerne ikke bare forsvinder ud i den blå luft, bare fordi man i et stykke tid lægger låg på med "medicin". De fortsætter med at være der, under låget, og dukker ofte op igen, når man fjerner låget, dvs. trapper ud af "medicinen". Men det har jo så den fordel, at man kan gribe fat i dem, og søge løsninger på dem, hvilket er svært, somme tider umuligt, når man ikke er i kontakt med dem/med sig selv, fordi man tager "medicin". En anden ting er, at psykofarmaka taget over længere tid skaber en ubalance i hjernens transmitterstofskifte. "Medicinen" gør faktisk hjernen mere følsom overfor de oplevelser og indtryk, som "medicinen" påstås at gøre den mindre følsom overfor, og hjernen skal have noget tid at genskabe transmitterstofskiftets naturlige balance, når man trapper ned eller ud af psykofarmaka. Gør man det for hurtigt, risikerer man abstinenssymptomer, der tildels ligner "sygdommen" på en prik, mens de kan være meget, meget værre, end de "symptomer", man har oplevet før man begyndte at tage psykofarmaka. Det er forkert at sige, at det er "sygdommen", der vender tilbage, når det i realiteten drejer sig om af behandlingen skabte abstinenssymptomer.

Alt i alt kan det siges, at der ikke er noget i vejen for, at man trapper ud, hvis man er indstillet på, at arbejde med hvad der måtte dukke op af fortrængte traumer, fortrængt smerte, og på at give sig selv tid, og være meget lydhørt overfor de signaler, kroppen og sindet sender under udtrapningen. Det kan f.eks. ikke nytte noget, at med vold og magt ville overholde en eller anden udtrapningsplan, som man har fået af sin læge, hvis man render ind i abstinenssymptomer, man ikke kan overskue at håndtere. I værste tilfælde kan det betyde genindlæggelse, og så starter hele cirkusset med "medicin" og mere "medicin" forfra.

Butterfly05

Hvis man finder kuren mod psykisk sygdom, så har man fundet kuren mod det onde.. Det er lidt paradoksalt at tro, at medicin kan helbrede et sind.
Hvis ikke man vil, så er der intet der kan...
Intet udefrakommende kan ændre det..
Så kan man få nok så mange til at lytte, men den lytten, ville fortsætte ud i det uendelige.. For det er hvad det er.. Uendelig håbløshed, og det eksisterer lige så meget som et brækket ben.. Man kan ikke ændre noget, som allerede er sket. Desværre...