Indstillinger
Pårørende
Problemstilling er således at min mor lider af skizofreni, eller hun er blevet diagnoseret med det. Dog er de ikke sikre på, hvad hun egentlig fejler Det har stået på i årevis nu. Jeg tog ansvaret, passede hende da hun afviste hjælp fra myndighederne. I en meget ung alder tog jeg det store ansvar på mig at passe på et andet menneske, som ikke var i stand til at passe sig selv. Jeg er ansvarlig for rengøring, madlavning og det økonomiske da hun ikke er i stand til det. Hendes familie har skubbet hende væk og jeg er den eneste hun har tilbage til at sørge for alt går vel. Hvis jeg ikke tager mig af hende bliver lejligheden beskidt og umenneskelig at være i, hun vil ikke kunne få pengene til at stække sig hele måneden og derfor sulte de sidste par dage, så jeg føler mig forpligtet til at tage mig af hende.
Jeg ved ikke om det er egoistisk af mig men jeg har ikke overskuddet til at passe på hende mere, min uddannelse er gået i stå og jeg har fået diagnoseret en depression men jeg frygter hvad der skal blive af hende, hvis jeg opgiver at tage mig af hende.
Hun får medicin via sprøjte på nuværende tidspunkt men hun vil gerne snakke med en sygeplejerske om at få piller så hun ikke skal derhen, hver anden uge for at blive stukket. Problemet er at jeg allerede ved det ikke er en god løsning, hun vil ikke kunne få taget dem efter ansvisningen.
I løbet af det sidste årstid har hun haft blodige opkastninger, hun har taget hovedpinepiller dagligt pga. smerter, hun beklager sig over flere fysiske problemer. Jeg har prøvet at overtale hende til at se en læge men uden held. Men jeg frygter at, hvis der ikke snart bliver gjort noget ved hendes helbred at hun så langsomt er ved at forsvinde.
Hun har været indlagt før i tiden men løb derfra op til flere gange, hun vil ikke acceptere hjælp fra offentligheden da hun ser det som en negativ ting. Hun vil ikke hjælpes, men jeg har ikke overskuddet til at sørge for mig selv og hende.
Jeg er 16 og bor med min far, jeg har ikke en særlig stor faglig viden omkring det, så besluttede mig at se om i har nogle ideer til, hvad der kan gøres. Han vil ikke have noget med hende at gøre, så jeg står lidt med det hele i egen hånd.
Jeg ved ikke om det er egoistisk af mig men jeg har ikke overskuddet til at passe på hende mere, min uddannelse er gået i stå og jeg har fået diagnoseret en depression men jeg frygter hvad der skal blive af hende, hvis jeg opgiver at tage mig af hende.
Hun får medicin via sprøjte på nuværende tidspunkt men hun vil gerne snakke med en sygeplejerske om at få piller så hun ikke skal derhen, hver anden uge for at blive stukket. Problemet er at jeg allerede ved det ikke er en god løsning, hun vil ikke kunne få taget dem efter ansvisningen.
I løbet af det sidste årstid har hun haft blodige opkastninger, hun har taget hovedpinepiller dagligt pga. smerter, hun beklager sig over flere fysiske problemer. Jeg har prøvet at overtale hende til at se en læge men uden held. Men jeg frygter at, hvis der ikke snart bliver gjort noget ved hendes helbred at hun så langsomt er ved at forsvinde.
Hun har været indlagt før i tiden men løb derfra op til flere gange, hun vil ikke acceptere hjælp fra offentligheden da hun ser det som en negativ ting. Hun vil ikke hjælpes, men jeg har ikke overskuddet til at sørge for mig selv og hende.
Jeg er 16 og bor med min far, jeg har ikke en særlig stor faglig viden omkring det, så besluttede mig at se om i har nogle ideer til, hvad der kan gøres. Han vil ikke have noget med hende at gøre, så jeg står lidt med det hele i egen hånd.
Kommentarer
"Hendes familie har skubbet hende væk og jeg er den eneste hun har tilbage til at sørge for at alt går vel."
Den sætning er utrolig vigtig.
Det er din mor der har skubbet familien væk, fordi hun ikke kan/vil acceptere, at hun er ekstremt syg, og har brug for hjælp.
At passe hende som om hun var et lille barn er ikke den hjælp hun har brug for.
Hun har brug for en meget lang indlæggelse på psykiatrisk afdeling.
Det ved familien, og det har helt sikkert gjort ondt på dem - og gør det nok stadig - at "give slip".
Det er så uendelig hårdt at være vidne til den situation din mor holder sig selv i (ved at nægte at få hjælp), at man ikke kan tåle det i længden.
Du kan jo se det på dig selv: Du har nu fået en depression.
Kære du; du må og skal ud af den her rolle. Den er noget så usund for din sjæl, og din mor er IKKE dit ansvar. Tværtimod.
Du skal give slip på det ansvar, ikke bo hos din mor og du skal have psykologhjælp.
Og samtidig skal din mor have hjælp.
Du må tale med din far om det her.
Man kan blive tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling i svære tilfælde, og det lyder som om, at det er nødvendigt her.
Din mor kan også få hjælp fra kommunen til at klare det praktiske derhjemme og få en person der kommer og taler med hende om hvordan hun har det og sådan.
Bed også din far om hjælp til at undersøge det.
Jeg syntes, at du skal ringe til din læge på mandag og få en tid.
Der skal I tale om de ting jeg har skrevet. Din læge skal henvise dig til en psykolog, og forhåbentlig kan han/hun hjælpe med det praktiske også.
Du kan altid ringe til vagtlægen eller psykiatrisk skadestue når din mor har det rigtig dårligt. Der er mulighed for, at de kommer ud i hjemmet så man ikke skal komme til dem.
Kærligste hilsner herfra.
Kbech978, din mor har sine grunde, hvorfor hun ikke ønsker visse hjælpetiltag. Desværre er det psykiatriske system ikke gearet til at hjælpe mennesker som din mor, men bare til at lukke munden på dem. Din mor har sandsynligvis haft en ret traumatisk opvækst. Men for at nogen kunne give hende virkelig hjælp til at bearbejde sine oplevelser, ville det kræve, at vedkommende kunne tåle, at lytte til din mor, når hun fortæller om disse oplevelser, Det kræver styrke, og den styrke er der ikke mange hjælpere, der har. Og slet ikke i psykiatrien. Det er meget nemmere, at give hende en sprøjte hver anden uge, så hun holder kæft, og ikke belemrer nogen med at give udtryk for sin egen lidelse. Og endnu nemmere bliver det gjort af det faktum, at hun ikke kan andet, end udtrykke sin smerte over det oplevede på en noget udsædvanlig, "psykotisk", måde, fordi hun aldrig har fået lov til at sige tingene ligeud, på en letforståelig måde.
Når det er sagt, så må det også siges, at du som 16-årig ikke har ansvar for din mor. Din mor har brug for, at blive respektfuldt lyttet til, ikke for at blive frihedsberøvet og medicineret ind i en zombitilstand. Men hvis man overhovedet er så heldig, som jeg har været det, og finder et menneske, der har styrken til at lytte respektfuldt, så skal man betale for det i dagens Danmark. Det offentlige tilbyder ikke virkelig hjælp. Og det kan du ikke tage ansvar for. Du kan ikke tage ansvar for, at lave det offentlige system om, så din mor kan få den hjælp, hun egentligt har brug for (vi er en hel international bevægelse, der slås for, at lave systemet om, og jeg kan love dig, det er en sej kamp, selv om vi er mange), og du alene kan ikke selv give hende den. Jeg er dybt uenig med anna84 i hendes udlægning, der tørrer det hele af på din mor, men hun har ret, når hun siger, at du skal ud af din rolle som "forælder" til din egen mor. Hvis du vil gøre noget, så prøv om din mor måske vil i kontakt med nogle af de få ikke-psykiatriske tilbud, der trods alt findes, såsom Stemmehørernetværket, www.stemmehoerer.dk. Men vil hun ikke det, så er det hendes eget valg, og heller ikke dit ansvar.
Jeg er selv vokset op med psykisk syge forældre og jeg ved, hvor ekstremt meget det påvirker én og hele éns liv.
Derfor er det utroligt vigtigt, at du får noget hjælp til dig selv. Jeg ved, at du gerne vil hjælpe din mor og gør det bedste du kan, men du kan ikke give hende den hjælp, hun virkeligt har brug for. I stedet sørger din hjælp for, at det hele bliver ved med at være uforandret, så hverken du eller hun får, hvad I har brug for. Der er nogle andre, der må tage over med din mor - uanset at hun ikke ønsker det. Jeg tror ikke, at hun ville ønske, at du skal ofre dit liv for hende, hvis hun vidste, at det er det, du gør.
Lige nu er det absolut vigtigst, at DU får noget hjælp. Du har ALT for stort ansvar. Din mors liv er IKKE dit ansvar, selvom jeg ved, at det føles sådan. Fordi din mor ikke er i stand til at tage ansvar for sig selv, betyder det ikke, at du så skal påtage dig det ansvar. Derimod er det meget vigtigt, at du påtager dig ansvaret for at sørge for hjælp til dig selv, så hele dit liv ikke bliver helt smadret af en opvækst med et psykisk sygt menneske.
Kærlig hilsen Helene
Jeg føler behov for at svare på Marians indlæg, og selvom det er skrevet direkte til hende, mener jeg, at du også vil have gavn af at høre vores andres meninger på tværs af hinanden – ellers ville jeg ikke gøre det her i tråden.
Min holdning er stadig, at du bliver nødt til at bede om hjælp andetsteds i stedet for selv at prøve at løfte ansvaret. Jeg håber, at din far kan komme på banen og hjælpe dig med at tale med din mor om hvilken hjælp hun føler behov for, og opsøge den. Hvis hun ikke føler behov for nogen hjælp, så må du slippe fuldstændig – så kan du ikke gøre andet end gøre lægen opmærksom på situationen og bede om hjælp, og forsat vise din mor at du elsker hende; men respektere dit naturlige behov for at lægge hovedansvaret fra dig. For nej, det er IKKE egoistisk af dig at du føler du ikke kan klare det her mere. Det er dårligt for dig det her, og din psyke skal ikke ødelægges. Din mor har brug for hjælp udefra, og det vil hun ikke blive mere i stand til at indse ved at du bliver ved at gøre det mest nødvendige for hende. Hun skal selv tage ansvar, selvom det føles tæt på umuligt for hende.
”anna84, læg lige mærke til, hvordan du, ganske i stil med samfundet generelt, gør moren her ansvarlig for al den lidelse, personerne i hendes nærmeste omgangskreds måtte opleve. Det er moren, der har skubbet sin familie væk. Det er ikke familien, der har ladet hende i stikken. Hvorfra ved du det? ”
Jeg valgte, at tage udgangspunkt i drengen frem for at komme rundt om hele sagen.
Han er 16 år gammel, og jeg finder ikke, at det mest relevante i denne sammenhæng er de potentielle årsager til hans mors problemer. Det relevante er, at en 16-årig på ingen måde skal føle ansvar for at bære sin mor gennem livet, og jeg syntes, at det er meget, meget vigtigt at understrege, at hverken han eller andre kan gøre en forskel hvis ikke moderen er klar til at tage imod hjælp.
Derfor forklarede jeg det på den måde, således at han kan få sat tingene i perspektiv. Men ja; du har nok ret i, at det var forkert af mig kun at belyse sagen fra én vinkel.
Jeg vil ikke påstå, at familien er uden skyld. Tværtimod er jeg af den overbevisning, at psykisk sygdom så godt som altid udløses eller i hvert fald potentielt forværres af det miljø man befinder sig i.
Ud fra den betragtning, at moderen har været syg i mange, mange år, og har afvist behandling gentagne gange (stukket af fra hospitalet og afvist hjælp fra myndighederne) tillader jeg mig at konkludere, at det, at hun ikke har formået at arbejde aktivt for at få det bedre, har lagt et pres på hendes omgivelser, som er ubærligt i længden.
Bemærk, at der ikke nævnes noget om anden omgangskreds end familien. Det læser jeg som, at hun intet netværk har overhovedet – ud over sin søn.
At hun afviser at se læge trods klare fysiske problemer (blodig opkast m.m.), bekræfter for mig min antagelse om, at hun ikke er i stand til at acceptere behov for hjælp.
Det kan også være udtryk for et traumatiseret forhold til behandlingssystemet, men denne situation er så kompleks, at sønnen ikke kan ændre på det.
Det er derfor jeg mener, at han ikke har anden mulighed end at kontakte vagtlægen (fysisk) og psykiatrisk skadestue (psykisk) når han mener, at det er absolut nødvendigt med hjælp – selvom hun ikke ønsker at han gør det.
Det er efter min mening ikke altid forkert at påtvinge andre at blive tilset af en læge – fysisk såvel som psykisk – hvis lægelig behandling er absolut nødvendig.
”Kbech978, din mor har sine grunde, hvorfor hun ikke ønsker visse hjælpetiltag. Desværre er det psykiatriske system ikke gearet til at hjælpe mennesker som din mor, men bare til at lukke munden på dem. Din mor har sandsynligvis haft en ret traumatisk opvækst. Men for at nogen kunne give hende virkelig hjælp til at bearbejde sine oplevelser, ville det kræve, at vedkommende kunne tåle, at lytte til din mor, når hun fortæller om disse oplevelser, Det kræver styrke, og den styrke er der ikke mange hjælpere, der har. Og slet ikke i psykiatrien. Det er meget nemmere, at give hende en sprøjte hver anden uge, så hun holder kæft, og ikke belemrer nogen med at give udtryk for sin egen lidelse. Og endnu nemmere bliver det gjort af det faktum, at hun ikke kan andet, end udtrykke sin smerte over det oplevede på en noget udsædvanlig, "psykotisk", måde, fordi hun aldrig har fået lov til at sige tingene ligeud, på en letforståelig måde.
Jeg kan kun erklære mig enig i, at der er store brister i det psykiatriske system, og at medicinering i høj grad har højere prioritet end terapi.
Når det er sagt, så kræver det at få terapi, at man som patient vil sætte ord på. En behandler kan være noget så stærk og dygtig, men mener patienten ikke, at der er noget galt, kan selv den bedste ikke hjælp.
Det er naturligvis muligt, at moderen ikke har mødt en behandler, som har været i stand til at give hende den tryghed der er nødvendig, men det er ikke en 16-årigs ansvar at rette op på det.
At sige, at hun får en sprøjte hver anden uge for at hun så holder kæft og ikke belemrer nogen syntes jeg er meget dramatisk. Det finder jeg, er at sætte situationen lige så meget på kanten som jeg fik gjort i mit indlæg.
”Når det er sagt, så må det også siges, at du som 16-årig ikke har ansvar for din mor. Din mor har brug for, at blive respektfuldt lyttet til, ikke for at blive frihedsberøvet og medicineret ind i en zombitilstand. Men hvis man overhovedet er så heldig, som jeg har været det, og finder et menneske, der har styrken til at lytte respektfuldt, så skal man betale for det i dagens Danmark. Det offentlige tilbyder ikke virkelig hjælp. Og det kan du ikke tage ansvar for. Du kan ikke tage ansvar for, at lave det offentlige system om, så din mor kan få den hjælp, hun egentligt har brug for (vi er en hel international bevægelse, der slås for, at lave systemet om, og jeg kan love dig, det er en sej kamp, selv om vi er mange), og du alene kan ikke selv give hende den. Jeg er dybt uenig med anna84 i hendes udlægning, der tørrer det hele af på din mor, men hun har ret, når hun siger, at du skal ud af din rolle som "forælder" til din egen mor. Hvis du vil gøre noget, så prøv om din mor måske vil i kontakt med nogle af de få ikke-psykiatriske tilbud, der trods alt findes, såsom Stemmehørernetværket,www.stemmehoerer.dk. Men vil hun ikke det, så er det hendes eget valg, og heller ikke dit ansvar.”
Jeg kan forstå, at du selv har været i en uløselig situation med ”systemet” og at du og en behandler først har været i stand til at hjælpe dig da du kom i behandling i privat regi.
At du har oplevet det, er ikke ensbetydende med, at det er situationen i dette tilfælde.
Det er langt fra alle behandlere i det offentlige, der ikke kan deres arbejde.
Personligt har jeg haft både knap så gode, og rigtig gode oplevelser med det offentlige behandlingssystem.
”Kbech978, P.S., at din mor har svært ved at rydde op, gøre rent osv., og heller ikke orker, at tage ordentligt vare på sig selv, sit helbred, er med stor sandsynlighed resultat af medicineringen, og har ikke noget med "skizofrenien" at gøre. Det ville være en hjælp for din mor, at blive trappet ned i "medicin", så hun igen havde ork til noget husarbejde, og kunne mærke sig selv bedre. Men det er ikke noget, man bare lige gør. "Medicinen" er stærkt afhængighedsskabende, og det kan give voldsomme abstinenser, at trappe for hurtigt ned. Det skal gøres med forsigtighed, og ikke uden at man har informeret sig grundigt om nedtrapning først. Og det er heller ikke dit ansvar.”
Jeg syntes, at det er forkert at sige, at det med stor sandsynlighed er medicinens skyld, at moderen ikke er i stand til at opretholde husholdningen og den personlige hygiejne.
Medicin kan altid have bivirkninger, og ja; det kan lægge en i en ”zombietilstand”, men at trappe moderen ud af medicinen vil ikke pludselig gøre hende i stand til at udføre disse ting, som hun i årevis ikke har formået.
Der er brug for social støtte; altså en indsats på flere fronter, og er den støtte ikke tilstede, finder jeg, at der er et umådeligt spinkelt håb for at moderen får det bedre af at komme ud af medicineringen.
Jeg finder, at en ændring af medicineringen må foregå i hospitalsregi (ved indlæggelse) for at sikre, at der er opsyn så der ikke sker en pludselig forværring med fatale følger.
Jeg boede i årevis i ”en svinesti”, men jeg afviste at få en støtteperson/hjemmevejleder som kommer i hjemmet og støtter en med husholdningen.
Jeg var af den overbevisning, at jeg bare skulle tage mig sammen, og at det at få hjælp ville være uværdigt.
For 8 måneder rakte jeg ud efter den hjælp, og nu er jeg næsten i stand til at opretholde orden omkring mig, og det er nok, at min hjemmevejleder kommer hver fjortende dag og hjælper mig med at samle de løse ender op.
Jeg er dybt uenig når du skriver: "Ud fra den betragtning, at moderen har været syg i mange, mange år, og har afvist behandling gentagne gange (stukket af fra hospitalet og afvist hjælp fra myndighederne) tillader jeg mig at konkludere, at det, at hun ikke har formået at arbejde aktivt for at få det bedre,..." Et blik på samtlige langtidsstudier viser, at det er de personer, der konsekvent afviser psykiatrisk behandling, der kommer sig. Neuroleptika (og alle andre psykofarmaka) kronificerer kriser, hvis de tages over længere tid. Så, ved at afvise psykiatrisk "hjælp", har Kbech978's mor faktisk arbejdet aktivt for at få det bedre. Problemet i hendes tilfælde er sandsynligvis, at hun ikke har været så heldig, at enten selv finde frem til anden end psykiatrisk hjælp, eller have et netværk, der havde kunnet hjælpe hende med at finde frem til virkelig hjælp. Jeg forstår for resten kun alt for godt, hvis folk trækker sig fra deres netværk, når dette netværk, familie, venner, etc., ikke bestiller andet, end at mase på om, at man skal søge psykiatrisk "hjælp", og måske endda iværksætter tvangsindlæggelser. Jeg havde gjort det samme.
"Det er efter min mening ikke altid forkert at påtvinge andre at blive tilset af en læge – fysisk såvel som psykisk – hvis lægelig behandling er absolut nødvendig." Fysisk under visse omstændigheder, ja. Psykisk, nej. Der mangler den dag i dag videnskabeligt holdbar evidens for, at psykiske problemer er medicinske problemer, sygdomme. Og når man har problemer, der ikke kan bevises at være af medicinsk natur, så bør man under ingen omstændigheder påtvinges hverken et medicinsk syn på de egne problemer (jf. den berømte "sygdomsindsigt"), eller medicinsk behandling for disse problemer. Det er ganske enkelt i strid med menneskerettighederne, og desuden, taget skadevirkningerne af den gængse, medicinske behandling i psykiatrien i betragtning, etisk uforsvarligt.
"Når det er sagt, så kræver det at få terapi, at man som patient vil sætte ord på. En behandler kan være noget så stærk og dygtig, men mener patienten ikke, at der er noget galt, kan selv den bedste ikke hjælp." Jeg har ikke mødt et menneske, der har været i krise, endnu, der ikke var klar over, at der var noget galt, og der ikke var modtageligt for hjælp. Det personerne har været uenige i, har været systemets, og ofte også de pårørendes, holdning, at det er personen, der er noget galt med, dvs. at det er personen i krise, der er "syg", og der er problemet, og at det altså ikke er, hvad personen har været udsat for igennem livet, der er problemet. Desværre bygger psykiatriens "hjælp" på antagelsen, at det er mennesket i krise, der er problemet. Betegnelsen "patient", dvs. syg person, for mennesket i krise er bare en af mange måder, hvorpå dette syn kommer til udtryk. Det kan ikke forventes af en person, der oplever en reaktion på, at have været udsat for traumatiserende begivenheder i livet, at vedkommende går med til, at det er reaktionen, der er "forkert", der er "symptom" på "sygdom", og ikke det, der har gjort reaktionen nødvendigt. Vi ville jo heller ikke betegne det som "sygdom", når en person, der bliver overfaldet på gaden, råber og skriger om hjælp, slår vildt om sig i selvforsvar, eller løber for livet, og forvente, at overfaldsofferet er enig i, at det er denne reaktion, der er noget helt galt med, der er syg. Og der består altså en påfaldende høj korrelation mellem alle psykiatriske diagnoser og "overfald": overgreb, omsorgssvigt, etc., samtidigt med, at både recoveryraterne til behandlingsalternativer som finske Åben Dialog, der anerkender kriser til at være en reaktion på utålelige livsomstændigheder, og altså ikke sygdom, som det faktum, at disse alternativer ikke har brug for tvangsanvendelse, fordi folk glædeligt henvender sig og modtager hjælp, er tydeligt tegn på, at vi ikke taler reel sygdom, når vi taler "psykisk sygdom", og at den "manglende sygdomsindsigt", der angiveligt er "symptom" på "sygdommen", dermed er meget berettiget. I det omfang, som psykiatrien, og også størsteparten af terapeuterne, via et syn på livskriser som værende sygdom konsekvent underkender deres klientels livserfaringer, og betydningen, disse har haft for den kriseramte, må mennesker i krise nødvendigvis føle sig respektløst behandlet, ikke lyttet til, og også retraumatiseret, og det kan under sådanne omstændigheder ikke overraske, hvis mennesker i krise vælger kontakten med psykiatrien fra, respektive kæmper efter bedste evne imod.