Indstillinger
Unge gennem tiden
Hvad er en teenager for dig?
Hvad er jeres mening til unge i det danske samfund, og på det danske arbejdsmarked?
Er der nogle markante ting der har ændret sig, i forhold til hvordan unge var i fek.s 60´erne?
på forhånd tak for jeres hjælp
Hvad er jeres mening til unge i det danske samfund, og på det danske arbejdsmarked?
Er der nogle markante ting der har ændret sig, i forhold til hvordan unge var i fek.s 60´erne?
på forhånd tak for jeres hjælp
Kommentarer
Ellers vil jeg da foreslå dig at gå på biblioteket og der får noget historisk materiale om tiden. Bibliotekarerne kan garanteret hjælpe dig.
Jeg er født i 1960, så jeg var færdig med skolen i 1976. Tingene var afgjort anderledes dengang. Der var bl.a. langt mere ufaglært arbejde. Der var mindre kontrol, mindre pres, færre krav, mere frihed.
I dag bliver arbejdsløse unge straks sendt i aktivering eller i gang med uddannelse. Ellers bliver forældrene straffet økonomisk. Dengang kunne man gå ledig i meget længere tid. Det var en stor fordel for nogen (for mig bl.a.) men selvfølgeligt ikke for alle.
Lige som mange børn aldrig får lov at være børn, så får de unge i dag heller ikke lov at være unge. Lige fra barndommen bliver børnene tilrettede og skal være små voksne. De unge bliver overvældede med pligter og krav om, at de skal skynde sig at blive færdige med uddannelsen, så de kan være 'til nytte på arbejdsmarkedet'. Samfundet lærer de unge, at de (og andre) kun har en værdi, i det omfang de kan 'bidrage til samfundet' gennemm arbejdet.
Det er umuligt for alt for mange unge mennesker at få tid (og råd) til at finde ud af, hvad der virkeligt interesserer og hvad de kunne have LYST og GLÆDE ved at uddanne sig til. I stedet spekuleres der i, hvor der er mindst risiko for arbejdsløshed, hvilken uddannelse man overhovedet kan komme ind på og hvad der giver bedst løn og i øvrigt er praktisk muligt. Når der ikke bliver valgt med hjertet udfra, hvad der giver lyst og glæde, så er grundlaget lagt til angst, depression og stress.
Sideløbende med uddannelse må mange unge arbejde, hvilket lægger yderligere grund til stressrelaterede lidelser. Livet bliver en pligt, én lang arbejdsdag og noget, der skal holdes ud. Det hele bliver alt for meget kamp og alt for lidt LIV. For man har ikke lov til, har ikke tid til, har ikke mulighed for at slappe af, lære sig selv at kende og nyde livet - der er ikke tid eller råd til bare at VÆRE. Det er som om, at alt mere og mere handler om overlevelse, selvom vi lever i et af de rigeste lande i verden.
Samtidigt bliver de unge og deres forældre presset enormt hårdt økonomisk. Og når de unge mennesker så bryder sammen med stress, er der ikke megen hjælp at få.
Når de unge er færdiguddannede er de blevet tilpassede og strømlinede, men der er måske ikke meget livsglæde, energi og virkeligt engagement tilbage. Desuden har mange unge en solid arbejdsidentitet men ingen idé om, hvem de selv er uden deres uddannelse og arbejde.
Nogle unge kan af forskellige grunde ikke tilpasse sig dette system og de ender ofte ude på et skråplan, hvor de (med arbejdsministerens ord) kan stå på perronnen og se toget køre forbi.
Kravene for at kunne følge tempoet er så tårnhøje, så der er mange, der falder af i farten. For nogle mennesker føles det som personlige nederlag, der er med til at stigmatisere og udelukke.
Andre ønsker så slet ikke at komme med på 'toget', for hvorfor i himlens navn skal de drive rovdrift på sig selv, når de ikke har det godt med det og kan mærke, at de bliver syge af det? Men muligheden for at vælge fra er ikke-eksisterende. Alle skal med vold og magt tvinges til at køre med det lyntog. Det bliver sygeliggjort, hvis man ikke følger med.
Poklitikerne fører samfundet ud af et spor, der hedder arbejde, arbejde, arbejde. Efter min mening bliver det et koldt og menneskefjendsk samfund, der gør (mange) folk til følelseskolde robotter. Det er givetvis de unge, det går værst ud over, for de står midt i det og får ikke lov til eller mulighed for at finde sig selv og livets virkelige værdier. Det giver bagslag senere i livet, når de er brugt op, når de når de 30 eller 40 år. Flere og flere unge går ned med stress.
Livet skal for pokker da vel være andet end arbejde og alle skal gerne kunne føle, at de har en værdi og identitet i sig selv og ikke kun i kraft af deres arbejdsevne.
Det var så min menning om den sag :-)
Hilsen Helene
- og tak for svar :-)
Lige til et læserbrev.
Jeg er også enig i Helenes besvarelse på, hvordan tingene ser ud i dag, men det betyder ikke at alt var nemmere i 60-erne. Der var nogle andre og mindst lige så belastende faktorer.
Jeg er fra 55 og har derfor gået i skole i 60-erne. At tæve skolebørn var på vej ud, men jeg har oplevet, at det skete. Der var megen kæft, trit og retning den gang. Det var utænkeligt at en elev sagde noget i timerne uden udtrykkeligt at have markeret eller blive sprugt. I øvrigt mht markering, så kunne en lærer – der var enevældig – sagtens finde på at overse den ivrige elev, der gerne ville svare på et givent spørgsmål, og i stedet stedet ”slå ned” på en, der måske gemte sig lidt, så læreren derfor kunne håne eleven i hele klassen påhør.
Ordet mobberi var ikke opfundet, men levede i bedste velgående, og ofte med en lærer som den, der førte an, og den måske ikke så stærke elev, blev bestemt ikke hjulpet på vej. Og nej, det er ikke helt rigtigt, man kunne være heldig at støde på en lærer med den rette indstilling, der så tog hånd om en svag elev.
Det var ofte en lærers personlige holdning til en elev, der blev afgørende for om man blev skønnet egnet eller ikke egnet til at komme i realen. - Og det begreb kan I selv undersøge.
Det er rigtigt at i dag har man næsten ikke lov til at være barn, men den gang var konfirmationen for mange faktisk stadig en skelsættende dato. Arbejderbørn blev arbejdere, akademikerbørn blev akademikere. Det var i 60-erne det begyndte med at man kunne uddanne sig væk fra sin sociale arv, men det var stadig almindeligt at arbejderbørn kom ud af skolen efter 7-klasse og fik en lærerplads, så hvor megen tid disse havde til at lege er måske spørgsmålet. Udersøg f.eks. dette.
I 68 kom ungdomsoprøret, og så skete der rigtigt meget omkring unge og unges muligheder, men det slog først rigtigt igennem i 70-erne.
I 60-erne var det stadig en skam og pinligt at få et barn udenfor ægteskab, selv om dette begyndte at blive noget mere almindeligt. Jeg kan ikke huske om det stadig i 60-erne var nærmest umuligt at få en lejlighed, hvis ikke man var gift, hvorfor mange giftede sig meget unge. Det var i hvert fald sådan i 50-erne, men undersøg evt. det – det er jo ikke min skoleopgave. :-)
I 50-erne begyndte ændringen af det danske samfund fra landbrugsland til industrisamfund, og der var rigtigt megen fart på i 60-erne. Det var i det årti parcelhusene blev målet og muligt for rigtigt mange, og således der det blev mere og mere almindeligt, at børn fik eget værelse, - oftest på 8-10 m2 - men for familier i små lejligheder i byerne var eget værelse ikke noget, man kendte til. Jeg, der er vokset op i en af de mindre byer langs Øresund, havde kammerater, der delte værelse med søskende, og flere havde mindre søskende, der sov i forældrenes soveværelse. Jeg havde også kammerater, hvor børnene delte et værelse og forældrene sov på en sovesofa i stuen. Det var dem, der boede i det sociale lejlighedskompleks, vi havde i byen. Selv har jeg primært haft eget værelse, men vi flyttede lidt ofte, så i perioder har jeg delt værelse med min storebror. Det var ikke ualmindeligt, men hvor jeg voksede op – en en parcelhusby – var det mest almindeligt at hvert barn havde sit eget meget lille værelse.
Kvinderne kom i fuld fart på arbejdsmarkedet i 60-erne, hvilket ændrede familiemønstrene fuldstændigt, men det tog jo også tid. F.eks. var jeg den eneste i min klasse, hvis mor havde udearbejde. Alle mine kammerater havde en hjemmgående mor og i øvrigt en far, der var et eller andet sted ude i periferien. Mor klarede det hele hjemme, far var en der kom hjem om aftenen, og bestemt ikke havde overskud til tage sig af sit afkom, hvilket i øvrigt nok var derfor vi blev sendt ud og lege også om aftenen i de lyse måneder, hvilket i øvrigt var noget så skønt.
Hvis man havde kammerater med hjem, var det fuldstændigt utænkeligt at man fik lov til at lege inde – nej man blev sendt ud. I øvrigt i alt slags vejr, og nej – det blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved – sådan var det, og sådan var det ved alle kammeraterne. Det var jo mindre boliger end det generelt er i dag, men hvor man i dag bliver overvåget hele tiden, så havde vi nok en hel del mere privatliv. Vi byggede måske en hule ude i skoven, og der havde vi mange skønne timer i fred for voksne. Mobilen var jo ikke opfundet, så vi fik et tidspunkt hvor vi skulle være hjemme, og det huskede vi da - for det meste. :-)
60-erne er bestemt et årti, hvor der skete mange og store forandringer – og måske især for unge, så derfor er der også meget materiale om tiden, og det er bestemt en meget spændende periode for nutidens unge at udforske. Så hvis I vil gøre noget ud af opgaven, så er det virkelig et spændende projekt, hvor I kan få mange gode informationer – og måske endda en bedre forståelse af det liv, I lever nu.
Spørgs f.eks. jeres bedsteforældre om tiden; de vil givet kunne fortælle mange gode anekdoter, og – som nævnt – biblioteket har meget om perioden.
Der var i øvrigt stor forskel på om man voksede op i en større by, i en provinsby eller på landet.
Men jeg tror du har ret i helt almindeligt var det ikke.
I mit barndomshjem måtte vi gerne tage kammerater med hjem og den skik førte jeg videre. Men hos naboen uha uha, der blev man slået med avisen, hvis man var gået med ind. Men den tid er jo uden for opgaven.
Flot fortalt af Helene og Lotte.
For hurtigt voksne, næe det bliver de ikke, men de lader som om. Mine børn gik ikke ud og drak, da de var teenagere. Heller ikke deres kammerater. men det er da muligt nogle gjorde, jeg så dem bare ikke.
Men - så blev vi da også sendt ud af vagten. Dog husker jeg også, at da vi blev ældre, og jeg var hos kammerater med eget værelse, så kunne det da tillades, at vi var der til stilfærdige sysler.
Og netop dette har da ændret sig betydeligt. Da jeg selv havde skolebørn i 80-erne, så var det ikke altid lige festligt, når de have en eller flere kammerater med hjem, for det var en selvfølge at man nærmest invaderede hele huset, og her var det så med det omvendte fortegn, for jeg var hjemme i modsætning til kammeraternes mødre, og jo, jeg bød gerne på et eller andet, men at de så ellers skulle opholde sig i stuen og ikke på børnenes værelser, var jeg ikke ubetinget begejstret for, for jeg blev nærmest husvild i eget hjem.
Jeg prøvede forsigtigt at spørge mine børn om vaner i de andres hjem, og jo - det var helt almindeligt at børnene ikke var på deres værelser, men altså uden videre i stuen, også når der var forældre hjemme.
Jeg husker jeg havde en snak med en anden mor, der faktisk også havde det lidt dårligt med at blive forvist til en mørk krog af hjemmet.
En henvisning til at de gerne måtte gå op på værelset og udfolde sig der blev ofte modtaget med en noget fornærmet mine fra kammerater, og da man som forældre jo gerne vil have at ens børns kammerater har lyst til at komme og lege, bider man jo sådanne ting i sig.
Men - det er en helt anden historie og har intet med 60-erne at gøre.
Dit første spørgsmål er let at besvare: En teenager er – som ordet beskriver – en person i alderen 13-19 (de tal, der på engelsk ender på ”teen”).
Dit andet spørgsmål er straks sværere. Unge mennesker er – ligesom alle andre mennesker - meget forskellige. Derfor synes jeg, at man vanskeligt kan have en mening om unge mennesker, når du spørger så generelt.
Men du har ret i, at der er mange ting, der har ændret sig siden 60’erne for både børn og unge, og det indebærer selvfølgelig, at unge mennesker generelt har ændret sig.
Jeg synes, at de andre giver nogle udmærkede beskrivelser. Men jeg kunne da godt tilføje et par ting.
Vi, der var unge dengang, havde bedre muligheder på arbejdsmarkedet, fordi der stort set ikke var arbejdsløshed, og der var ikke adgangsbegrænsning på uddannelsesstederne. Mange af os troede, at alle muligheder stod åbne for os. Desværre stiftede mange alt for meget læsegæld, og da de blev færdige med uddannelsen, viste det sig, at der ikke længere var jobs at få. Jeg tror, at denne gyldne periode med de mange muligheder gjorde den tids unge mere ligestillede. Nu om dage er der unge, der knokler umådeholdent og klarer sig godt, og der er nogle, der opgiver på forhånd – med de konsekvenser, som Helene beskriver.
1960’erne var det årti, hvor det blev mere almindeligt at rejse udenlands. Mange unge rejste til udlandet for at studere i et år, eller de unge piger fik sig et job som au pair-pige i England eller Frankrig. Eller også tog vi på interrail, som dog først blev en mulighed fra 1972. Det var en helt ny form for frihed – også for mig - at se andre lande. Men vores hårdt tilkæmpede udlandserfaringer er jo intet imod, hvad unge mennesker oplever nu om dage, hvor et ungt menneske typisk har været været udenlands hvert eneste år, stort set fra fødslen! Vore dages unge er derfor meget mere globalt indstillede, end vi var – både som en følge af de mange udlandsrejser og som en følge af Internettet og TV.
For 40-50 år siden var skilsmisser ikke så almindelige. Folk blev sammen, selv om de sloges og skændtes dagen lang. Det var ikke altid en fordel for børnene. På den anden side tror jeg også, at de mange brudte familier, som vi ser i dag, kan være til stor ulykke for børnene. Det kan være forvirrende at være delebarn, som måske skal tilbringe skiftevis en uge hos far og en uge hos mor. Og forvirrende at have papforældre og papsøskende osv. Og at skulle holde flere juleaftener, fordi der både skal holdes juleaften med far og med mor.
En anden vigtig forskel på vore dages unge og os er, at vi ikke gik i daginstitution. Vi blev, som Lotte skriver, ofte sendt ud at lege i al slags vejr. Det gav en stor frihed, fordi vi havde meget tid uden voksenopsyn. Men den slags går jo ikke i dag. Jeg tror, at ophold i daginstitutioner fra spædbarnsalderen har præget nutidens unge, så de i hvert fald er meget anderledes end os. Om det er godt eller skidt, skal jeg ikke kunne sige. Det er formodentlig både godt og skidt, men i hvert fald mener jeg, at små børn under 2 år ikke har nogen som helst gavn af at være i institution.
Det er min fornemmelse, at vi, der var unge i 1960’erne var kolossalt uvidende. Vi var selvfølgelig ikke dumme. Mange klarede sig godt i skolen og fik gode karakterer. Men dengang var der ingen – i hvert fald ikke i det miljø, jeg kommer fra - der bekymrede sig om at lære børn, hvordan de skulle bære sig ad med at løse konflikter, eller hjalp dem til at forstå, hvorfor andre mennesker reagerede, som de nu engang gjorde. Nu om dage bliver den slags mellemmenneskelige problemer skildret på film og TV. I 60’erne var der ganske vist også TV-serier, f.eks. nogle af den legendariske Leif Panduro, der behandlede folks problemer, men unge mennesker identificerede sig ikke med personerne (midaldrende fra det finere borgerskab) i de historier. Siden er der kommet masser af skildringer, som unge mennesker kan identificere sig med, og jeg tror, at det betyder kolossalt meget.
Sidst, men absolut ikke mindst, vil jeg nævne vore dages mere effektive prævention (P-piller) og den fri abort, som kom i 1973. Det har virkelig været en revolution i unge menneskers liv. At blive uønsket gravid kunne tidligere ødelægge en ung piges liv! Og derudover var der frygten for at blive gravid! Men egentlig vil jeg også gerne pege på en lidt anden synsvinkel i forbindelse med prævention og den fri abort:
Før i tiden fik folk stort set de børn, de nu engang fik, og børn blev opdraget til at vise respekt for forældrene. Nu om dage kan børn og unge mennesker (med rette) tænke eller sige: ”Hvorfor i alverden fik du mig, når du ikke behandler mig ordentligt?”. Ikke at jeg tror, at børnene faktisk stiller det spørgsmål særligt ofte, men bare det, at forældrene ved, at det spørgsmål er en reel mulighed, har betydet en stor forandring i forholdet mellem generationerne. Det er jeg overbevist om.
Mange hilsner
Kameliadamen
Men dengang var det nyt og vi åd det rådt, den ældre generation var oprørt, satte sig imod og der var mange konflikter i de små hjem over musik, over tøj og frisure foruden de sædvanlige konflikter som der altid vil være mellem teenagere og deres forældre.
Vi har nu gennem flere generationer accepteret at teenagere er en specielt folkefærd og vi gamle kan da godt nuppe lidt fra dem af og til - lade os inspirere til en modedetalje eller downloade noget musik osv. Det tror jeg ikke at mine bedstemor ville have gjort.
Men med accept går det spændende jo også fløjten - at vi var en samlet gruppe på vej i nyt territorium, at vi fik i høj grad udløst vores selvstændighedskamp bare ved at gå med korte kjoler og danse twist i Hit House!