Spider det er der man skal hen. Man skal væk fra det barnlige og se sig selv som voksen. Så opdager man såmænd, at man ikke selv er fejlfri.
Jeg har en datter, som nu er 49 år. Hun har selv to voksne børn, som hun aldrig taler om. Min mand var ikke hendes far, men han adopterede hende. Det fik vi ordnet for at hun ikke skulle være anderledes stillet end sine søskende ved dødsfald.
Men hun er simpelthen ikke til at have med at gøre. Jeg mener ikke at man som forældrer skal finde sig i alt fra sine voksne børn.
Min mand er død for fem mdr. siden. Hun tror og fortæller vidt og bredt om, hvordan jeg kunne styre et helt hospice, hun var fornærmet over, at hun skulle ringe til mig før besøg. Dette var for min mands skyld, så han ikke havde mere end to korte besøg om dagen. Det var hospice der satte disse grænser, ikke mig.
Tre dage efter min mand var død, fik jeg en skideballe over jeg ikke kunne flytte datoen for begravelsen, for de skulle på ferie. Her lagde jeg simpelthen røret ligeså stille på. Resultatet af det var, at jeg blev helt "ren" i hovedet.
Vi tilbød at betale en flybillet dagen efter begravelsen, en af hendes brødre tilbød at køre hende helt til Sydfrankrig umiddelbart efter begravelsen. Men nul og nix. Så skideballen var malplaceret.
Ingen fra hendes lille familie deltog ved begravelsen. Det er ikke mig eller nogen andre hun sårer ved sin adfærd, det er mest af alt hende selv.
Jeg har ikke hørt fra dem siden, skulle de kontakte mig, vil jeg ligeså stille og roligt sige: Jeg synes ikke vi taler så godt sammen, jeg skal bruge et helt år til at komme til rette, så kan vi tage det op til den tid.
Hun har plaget min mand under hans lange sygdom med fordømmelser over, at han ikke var hendes far.
Hun har ikke ringet eller besøgt os, i hele sygdomsperioden kun sendt disse sms.
Hun kom to gange på besøg på hospice. Hendes mand var med. Da de kom den dag min mand døde, sagde hendes mand til min mand: Hvad fanden ligger du der og hiver efter vejret for, du skal jo ikke bruge det til noget.
Med dette er min grænse nået, og jeg fik det rigtig godt i mit hoved, da jeg lagde røret på.
Kommentarer
Jeg har en datter, som nu er 49 år. Hun har selv to voksne børn, som hun aldrig taler om. Min mand var ikke hendes far, men han adopterede hende. Det fik vi ordnet for at hun ikke skulle være anderledes stillet end sine søskende ved dødsfald.
Men hun er simpelthen ikke til at have med at gøre. Jeg mener ikke at man som forældrer skal finde sig i alt fra sine voksne børn.
Min mand er død for fem mdr. siden. Hun tror og fortæller vidt og bredt om, hvordan jeg kunne styre et helt hospice, hun var fornærmet over, at hun skulle ringe til mig før besøg. Dette var for min mands skyld, så han ikke havde mere end to korte besøg om dagen. Det var hospice der satte disse grænser, ikke mig.
Tre dage efter min mand var død, fik jeg en skideballe over jeg ikke kunne flytte datoen for begravelsen, for de skulle på ferie. Her lagde jeg simpelthen røret ligeså stille på. Resultatet af det var, at jeg blev helt "ren" i hovedet.
Vi tilbød at betale en flybillet dagen efter begravelsen, en af hendes brødre tilbød at køre hende helt til Sydfrankrig umiddelbart efter begravelsen. Men nul og nix. Så skideballen var malplaceret.
Ingen fra hendes lille familie deltog ved begravelsen. Det er ikke mig eller nogen andre hun sårer ved sin adfærd, det er mest af alt hende selv.
Jeg har ikke hørt fra dem siden, skulle de kontakte mig, vil jeg ligeså stille og roligt sige: Jeg synes ikke vi taler så godt sammen, jeg skal bruge et helt år til at komme til rette, så kan vi tage det op til den tid.
Hun har plaget min mand under hans lange sygdom med fordømmelser over, at han ikke var hendes far.
Hun har ikke ringet eller besøgt os, i hele sygdomsperioden kun sendt disse sms.
Hun kom to gange på besøg på hospice. Hendes mand var med. Da de kom den dag min mand døde, sagde hendes mand til min mand: Hvad fanden ligger du der og hiver efter vejret for, du skal jo ikke bruge det til noget.
Med dette er min grænse nået, og jeg fik det rigtig godt i mit hoved, da jeg lagde røret på.