Indstillinger
Skal se hende igen på onsdag....
Jeg har skrevet herinde for lang tid siden. Jeg er blevet misbrugt af min farfar i en årrække fra jeg var 5-15 år, og blev misbrugt af min 3 år ældre storebror i 12-13 års alderen. Min mor er alkoholiker og har altid været det. Jeg fortalte hende om misbruget flere gange, da jeg var barn, men hun var ikke i stand til at reagere på det/hun valgte at drikke og give mig skylden. Jeg flyttede hjemmefra som 15-årig for at komme væk fra det hele men havde stadig kontakt med mine forældre.
Efter mange års terapi valgte jeg at afbryde forbindelsen helt til dem for 3 år siden. Min nu snart 9-årige datter har i alle 3 år savnet sin mormor og morfar helt vildt. Jeg lavede en aftale med min far for et år siden, om at min mand kom forbi på korte besøg med hende. Jeg ville ikke se dem og de måtte ikke have hende selv.
Nu har jeg så taget et skridt mere, og hun har været der nogle gange en hel dag, hvor hun har sin mobiltlf med og kan ringe til mig. Min mand har afleveret og hentet hende hver gang, og siger min mor er ædru hver gang. Nu har min datter så plaget om, at hun gerne vil have de kommer og får lagkage på onsdag til hendes fødselsdag. Jeg har efter lang tids overvejelse sagt ja!!!
Hun får bare så meget ud af samværet med dem. Hun er vokset mentalt helt vildt. Det skal siges at hun ikke har noget tæt forhold til min mands forældre.
Så jeg skal se dem for første gang i 3 år på onsdag og jeg har så ondt i maven over det. Jeg er ikke interesseret i noget forhold til dem. Jeg har tænkt mig at snakke "vind og vejr" med dem og hvis de kan lade som ingenting så kan jeg osse - for min datters skyld.
Jeg har før sagt, at hvis hun vil have et forhold til dem, så må hun selv vælge når hun bliver voksen/ældre. Men det hun har sammen med dem nu, det kan jo aldrig gøres om - om jeg vil heller ikke have hun skal hade mig for ikke at få lov til at se dem/have det forhold. Det skal lige nævnes at min far ALDRIG har rørt mig, så det er jeg ikke nervøs for. Min farfar er død og min bror bor i Malmø, så det er mest min mors drikkeri, jeg er nervøs for. Hvis hun bare en gang har drukket, når min datter der, så er det slut med enebesøg igen.
Puha det er svært, og så alligevel ikke, min datter betyder ALT for mig. Hendes selvværd er vokset SÅ meget nu, at hun kan mærke at hun bedsteforældre, der elsker hende. At hun ikke skal være ked, når veninderne fortæller om ferier osv ved deres bedsteforældre.
KH Molly
Efter mange års terapi valgte jeg at afbryde forbindelsen helt til dem for 3 år siden. Min nu snart 9-årige datter har i alle 3 år savnet sin mormor og morfar helt vildt. Jeg lavede en aftale med min far for et år siden, om at min mand kom forbi på korte besøg med hende. Jeg ville ikke se dem og de måtte ikke have hende selv.
Nu har jeg så taget et skridt mere, og hun har været der nogle gange en hel dag, hvor hun har sin mobiltlf med og kan ringe til mig. Min mand har afleveret og hentet hende hver gang, og siger min mor er ædru hver gang. Nu har min datter så plaget om, at hun gerne vil have de kommer og får lagkage på onsdag til hendes fødselsdag. Jeg har efter lang tids overvejelse sagt ja!!!
Hun får bare så meget ud af samværet med dem. Hun er vokset mentalt helt vildt. Det skal siges at hun ikke har noget tæt forhold til min mands forældre.
Så jeg skal se dem for første gang i 3 år på onsdag og jeg har så ondt i maven over det. Jeg er ikke interesseret i noget forhold til dem. Jeg har tænkt mig at snakke "vind og vejr" med dem og hvis de kan lade som ingenting så kan jeg osse - for min datters skyld.
Jeg har før sagt, at hvis hun vil have et forhold til dem, så må hun selv vælge når hun bliver voksen/ældre. Men det hun har sammen med dem nu, det kan jo aldrig gøres om - om jeg vil heller ikke have hun skal hade mig for ikke at få lov til at se dem/have det forhold. Det skal lige nævnes at min far ALDRIG har rørt mig, så det er jeg ikke nervøs for. Min farfar er død og min bror bor i Malmø, så det er mest min mors drikkeri, jeg er nervøs for. Hvis hun bare en gang har drukket, når min datter der, så er det slut med enebesøg igen.
Puha det er svært, og så alligevel ikke, min datter betyder ALT for mig. Hendes selvværd er vokset SÅ meget nu, at hun kan mærke at hun bedsteforældre, der elsker hende. At hun ikke skal være ked, når veninderne fortæller om ferier osv ved deres bedsteforældre.
KH Molly
Kommentarer
Sikke en historie. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan du må have haft det. Jeg kan dog godt sætte mig ind i, at du vil det bedste for din datter og det er dejligt!
Jeg synes det er super flot, at du træffer den beslutning at din familie fortsat må være en del af din datters liv. Det er den rette beslutning for nu. For som du antyder, skal det heller ikke være for enhver pris. Jeg håber for din datters skyld, at din mor kan forholde sig ædru (om ikke andet, så imens de er sammen). Jeg ville også holde forholdet i kort snor netop pga. jeres fortid og jeg ville give det en chance som du gør fordi, at det åbenlyst er godt for din datter. Noget godt må din mor trods alt bidrage med, siden du kan mærke at din datters selvtillid og humør er vokset.
På længere sigt, hvis du ikke allerede har gjort det, synes jeg du burde tage en snak med din mor og forklare hende retningslinjerne, så der ikke hersker tvivl. Jeg kan godt forestille mig, at du må føle dig som en lus mellem to negle. Bitterheden til sin mor og et egentligt ønske om ikke at have kontakt og din datter som er glad for sin mormor og ønsker sig nogle bedsteforældre som sine jævnaldrene.
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med fødselsdagen på onsdag, kan lige se stemningen for mig. Hvis det på længere sigt ikke kan fungere, så er det ikke bebrejdende for nogen, at hendes fremtidige fødselsdage bliver holdt over nogle gange og din datter fejrer sin fødselsdag med bedsteforældrene en anden dag. :-)
Hej igen.
Det må være meget svært for dig. Selvom du ofrer dig for din datters skyld og det er det værd, så går du jo dog en hel del ud over dine egne grænser og ofrer dig. Og det er aldrig sundt at ofre sig. Indtil nu har du kontinuerligt rykket dine grænser for, hvad du kan acceptere. Derfor tænker jeg på, hvad næste skridt efter fødselsdagen så bliver? Vil samværet gradvist blive optrappet?
Jeg vil foreslå dig, at du tænker meget over, hvor grænsen for, hvad du kan og vil være med til fremover. Om din datters samvær med sine bedsteforædre fremover skal foregå hos dem eller om det også skal være hos Jer selv? Om du skal involveres i det eller om det er din datters far, der må varetage det?
Jeg synes også, at det er vigtigt, hvordan det påvirker dig, at du går på kompromis med dig selv. Din datter er blevet gladere og hendes selvværd er vokset og det er selvfølgeligt godt. Men hvis du bliver mindre glad og dit selvværd falder af kontakten med dine forældre, så er det skidt for både dig og din datter. Hvordan har du det med at skulle være sammen med dine forældre og tale om vind og vejr og lade som ingenting? Hvad bliver konsekvenserne for dig og derved også for din datters og din relation? Jeg kan forestille mig, at samværet med dine forældre må ribbe op i rigtigt meget og skabe meget indre uro (måske vrede, frustration, sorg etc.). Hvordan vil det komme ud og overfor hvem?
Jeg siger ikke, at din datter skal afskæres fra at have kontakt med sine bedsteforældre. Kun at du måske skal blive helt klar over, hvor dine egne grænser går og stå inde for dem, så du ikke pludeseligt står midt i noget, du faktisk har det rigtigt dårligt med.
KH Helene
Om min mor drikker når hun ikke er sammen med min datter er jeg ret ligeglad med. Men de begge klar over, at hvis min mor er påvirket når min mand kommer for at aflevere min datter, så kører de igen. Hvis hun er påvirket, når han henter hende, så ser hun hende ikke igen. De regler ligger helt klart.
Jeg ved godt, at jeg skal gøre det helt klart for mig selv, hvor mine grænser går ift dem, hvad jeg vil være med til osv. Grunden til jeg brød med dem for 3 år siden var jo netop, at jeg ikke kunne holde ud at være sammen med dem og så lade som ingenting....forskellen er bare at dengang vidste de ikke, hvordan jeg havde/har det, det ved de nu. Jeg skrev jo et laaaangt brev til dem dengang, hvor ALT kom ud og jeg bad om at lade være med at kontakte mig eller min familie. Hvilket de respekterede(underligt nok).
Samværet mellem dem og min datter fremover vil foregå hos dem, og min mand vil klare transport osv som altid. Min datter klarer selv aftaler, korrespondance osv via sms med dem. Det med fødselsdagen er fordi hun så gerne vil vise dem hendes nye værelse, vores nye hund osv. Hun ved godt, at jeg IKKE vil være sammen med min mor. Jeg har snakket i tlf med min far ind imellem for at arrangere jule og fødselsdagsgaver til min datter og fordi jeg lider at samme sygdom som ham - så der har været en masse spørgmål fra sygehuset ang hans udvikling af sygdommen.
Jeg har haft det rigtig godt med ikke at have kontakt med dem i de 3 år - og så både og, jeg ønsker jo osse en eller anden afklaring. Den ved jeg godt, at den sikkert aldrig kommer, og at det ikke skal være derfor, at jeg nu åbner op for dette besøg. Derfor må jeg mærke i mig selv efter på onsdag om jeg kan klare det, hvordan jeg har det bagefter - om det er ligesom før eller jeg har fundet afklaring i mig selv. Før havde jeg det dårligt i flere dage både før og efter et besøg hos/af mine forældre.
KH Molly
Jeg håber, at din datter får en god dag, samt at du på den ene eller anden måde får udbytte af det.
KH Helene
Det gik faktisk også fint og helt smertefrit. Ingen underlig stemning eller hentydninger, pinlig tavshed eller noget. Inderst inde kunne jeg godt mærke, at jeg på en eller anden måde virkelig savner min mor, ja begge mine forældre. Min mor spurgte mig om rigtig meget - for ligesom at indhente de sidste 3 år.
Jeg aner ikke, hvad der sker herfra og vil egentlig tage det lidt som det kommer. Jeg har det okay indeni i dag, er lidt "opløftet", lidt underlig fornemmelse. Jeg kan godt mærke, at det var en MEGET stærkere "datter" der mødte mine forældre i går. Ingen usikkerhed, vrede eller had. Bare en stærk kvinde der vil gære ALT for sin datter :-)
Molly
Hilsen Victoria
Min far har altid rejst fra problemerne. Så havde han arb i udlandets - alle jobs hvor han var sjældent hjemme. Han flugt fra hende/hendes problemer. Jeg flygtede jo selv væk fra det som 15-årig, og har klaret mig selv siden. Eller det har jeg egentligt altid gjort, stået alene og klaret mig selv.
Jeg har gennem min barndom fortalt min mor flere gange om farfars alt for nærgående berøringer og overgreb, men hun har hver gang svaret, at der var vel ikke noget galt i en bedsteforælder viste han var glad for sit barnebarn?? Eller osse sagde hun, at jeg altid skulle lyve og overdrive, så jeg stoppede til sidst med at fortælle det til nogen, der blev jo ikke troet på mig.
Jeg har ikke fortalt det til min far før jeg blev voksen og min farfar endelig døde. Da jeg var barn, så var det trods alt min mor der på sin egen måde var den, der var tættest på. Da jeg fortalte hende om min storebrors overgreb, sagde hun bare, at det gjorde hendes storebror osse ved hende, da hun var i min alder - som om det gjorde det rigtigt?? Men jeg forstår i dag ,hvorfor hun ikke har været i stand til at gøre andet end at drikke.
Jeg er såmænd ligeså vred på min far, som jeg er på min mor - men det er mere fordi han burde have taget min bror og jeg og flyttet fra hende dengang i stedet for at rejse ud og arbejde. Han burde have hjulpet os.
Jeg er mere vred på min mor over det hun IKKE gjorde i barndom end jeg er over det hun gjorde. Hvis det var min datter, der kom og fortalte sådanne ting ville jeg ALDRIG negligere det, jeg ville reagere omgående. Men jeg håber da, at hun er blevet opdraget med så meget selvtillid og tryghed med mig at hun aldrig ville nå dertil, at hun ville blive udsat for de ting. Jeg var jo et meget nemt offer dengang, jeg higede for enhver form for nærhed.
Molly
Det var dejligt at høre, at din datter havde en god fødselsdag og at du også fik noget godt ud af dagen :-)
Jeg forstår godt, at du ikke ved, hvad der kommer til at ske herefter. Det vigtigste er vel, at du er obs på dine egne grænser, så du ikke kommer til at accpetere noget, du faktisk ikke kan acceptere (måske for at imødekomme din datters behov).
Kærlig hilsen Helene
God vind.