Indstillinger
Er min reaktion forkert?
Hej
Min mor var for noget tid siden meget ked af det. Der var sket nogle dårlige ting, bla blev min bror overfaldet, og hun var bange for at det ville ske igen, og at han så ville blive dræbt. Hun har tidligere haft vinterdepressioner så det har nok været noget i den stil.
Jeg ved at det kan være rigtig hårdt at være depressiv. Jeg har selv haft anoreksi og skizofreni i mange år, og har været inde i en meget depressiv periode i flere måneder nu.
Men min lillesøster og jeg var hos hende og så sagde hun at hun kunne også bare tage sit liv for det var ikke til at holde ud. Jeg blev ked af det (og begynder også at græde nu), men samtidig blev jeg også gal på hende.
For hun ved at jeg har været bange for at miste folk omkring mig i mange år. Jeg havde en periode hvor jeg vaskede mine hænder meget for at undgå det. og min søster havde lige mistet sin ufødte søn og havde det også rigtig skidt.
Jeg fortalte på et tidspunkt at jeg havde selvmordstanker, men at det bare var tanker, så jeg ville ikke gøre noget ved det. Jeg fortalte ikke at jeg tænkte på selvmord hver dag. At jeg bad migselv om at få lov til at dø, for jeg ønskede det virkelig meget og det var rigtig rart at tænke på at flyve væk og få fred. Det fortalte jeg ikke for jeg vidste at det ville gøre hende bange (og min far også). Men er det forkert af mig at blive gal på hende? Selvfølgelig skal hun have lov til at være ked af det og så plejer jeg også at lytte til hende, men det var bare for meget for mig. Skal jeg have mere forståelse?
Mvh.
Min mor var for noget tid siden meget ked af det. Der var sket nogle dårlige ting, bla blev min bror overfaldet, og hun var bange for at det ville ske igen, og at han så ville blive dræbt. Hun har tidligere haft vinterdepressioner så det har nok været noget i den stil.
Jeg ved at det kan være rigtig hårdt at være depressiv. Jeg har selv haft anoreksi og skizofreni i mange år, og har været inde i en meget depressiv periode i flere måneder nu.
Men min lillesøster og jeg var hos hende og så sagde hun at hun kunne også bare tage sit liv for det var ikke til at holde ud. Jeg blev ked af det (og begynder også at græde nu), men samtidig blev jeg også gal på hende.
For hun ved at jeg har været bange for at miste folk omkring mig i mange år. Jeg havde en periode hvor jeg vaskede mine hænder meget for at undgå det. og min søster havde lige mistet sin ufødte søn og havde det også rigtig skidt.
Jeg fortalte på et tidspunkt at jeg havde selvmordstanker, men at det bare var tanker, så jeg ville ikke gøre noget ved det. Jeg fortalte ikke at jeg tænkte på selvmord hver dag. At jeg bad migselv om at få lov til at dø, for jeg ønskede det virkelig meget og det var rigtig rart at tænke på at flyve væk og få fred. Det fortalte jeg ikke for jeg vidste at det ville gøre hende bange (og min far også). Men er det forkert af mig at blive gal på hende? Selvfølgelig skal hun have lov til at være ked af det og så plejer jeg også at lytte til hende, men det var bare for meget for mig. Skal jeg have mere forståelse?
Mvh.
Kommentarer
Jeg synes, du udviser rigeligt med forståelse for din mor, mens hun tilsyneladende ikke udviser den store forståelse for dig. Jeg forstår virkeligt godt, at du bliver vred over det, hun sagde. Efter min mening er det meget, meget forkert af hende at sige sådan noget. Det er fuldstændigt uacceptabelt at true sine børn med selvmord (eller at gøre det, når man har børn).
Hvis din mor har brug for at tale om den slags tanker og følelser, så synes jeg, at hun burde opsøge en professionel behandler i stedet og tale om det dér.
Selvfølgeligt skal man gerne være der for hinanden som en familie, men det skal for det første primært være forældrene, der skal være der for børnene og det skal ialtfald ikke være børnene, der skal være forældrenes støtter og finde sig i alt muligt.
KH Helene
Det er jeg rigtig glad for du siger, for var helt nervøs for om jeg var tarvelig eller sådan. Men jeg ville heller ikke selv gøre sådan, hvis jeg havde børn.
Men så vil jeg spørge om noget andet, når du siger det. Det har jeg nemlig tænkt på i lang tid...
Da jeg var 13 eller 14 år fortalte min mor mig, at hun var blevet misbrugt af hendes far da hun var barn. Hun fortalte det efter vi havde set en film i tv om det og jeg forstod godt alvoren af det. Jeg var i flere år meget "stolt" over at hun ville fortælle mig sådan en hemmelighed, men det var også ret hårdt. Jeg kan ikke huske at hun sagde, at jeg ikke måtte fortælle det til nogen, men det har jeg i hvert fald vidst. Jeg synes det var hårdt at kende til det, uden at kunne tale om det med nogle. Var det ikke for tidligt at fortælle sådan noget?
Vi har altid været "tætte" med sådan noget og f.eks. fortalte hun mig engang (jeg har nok været 16) at min far var i dårligt humør, fordi hun havde svært ved at gå i seng med ham, pga. det der var sket. Tænker nu om det ikke er helt forkert at fortælle sådan noget til sin datter?
Det med misbruget har jeg ikke engang turdet snakke med mine tre søskende om, for jeg ved ikke om de ved noget. Jeg spurgte min mor for nogle år siden, men hun sagde at hun ikke kunne huske om hun havde fortalt det.
Mvh.
Nej, jeg synes bestemt ikke, at du er tarvelig. Faktisk synes jeg, at det er din mor, der er ret tarvelig - eller ialtfald tænker for lidt over, hvad du har brug for at vide og ikke vide.
Det er forskelligt, hvornår man synes, at éns børn skal have at vide, at man er blevet seksuelt misbrugt som barn (hvis man synes, de skal vide det). Jeg personligt mener ikke, at du var for ung til at vide det. Men jeg synes, det er forfærdeligt, at hun sagde, at du ikke måtte fortælle det til nogen. Den hemmelighed hendes far havde givet hende, gav hun videre til dig - og det var meget, meget forkert. Byrden var åbenbart for stor for hende at bære alene men det var absolut ikke dig, hun skulle have til at bære den for sig. Det burde have været din far, en anden voksen eller helst en professionel behandler.
Det var også meget, meget forkert, at hun har talt med dig om hendes sexliv eller mangel på samme (i forhold til din far). Éns børn skal absolut ikke involveres i éns intime liv.
Det forbavser mig ikke, at hun ikke kan huske, at hun har fortalt dig det. Formentligt har hun fortrængt det - så nu er det blevet dit problem, at du har fået en viden, du ikke ved, hvad du skal stille op med og måske ikke kan se, hvad du kan bruge til. Men den viden kan faktisk være nøglen til, at du selv kan få det bedre, for den er nøglen til, at du kan begynde at forstå dig selv, dit liv og dine problemer på en helt ny måde.
Når man har været udsat for seksuelt misbrug, så er man vokset op i en meget dysfunktionel familie. Både misbruget og en sådan opvækst sætter sine spor. Det giver nogle senfølger (psykiske og fysiske problemer) som f.eks. depression, selvmordstanker m.v. Det kan også føre til, at man f.eks. binder sine børn alt for tæt til sig og ikke giver dem frihed til at udvikle sig selvstændigt, samt at børnene let bliver dem, der skal lytte til, hjælpe og forstå den voksne (hvor det burde være omvendt). Den misbrugte fortsætter altså de dysfunktionelle mønstre og det går igen ud over den misbrugtes egne børn. Derfor er pårørende til seksuelt misbrugte ofte 'de skjulte ofre' og de dysfunktionelle mønstre kan fortsætte generation efter generation.
Nu spørger du ikke om det, men jeg tror, det kunne være rigtigt godt for dig at tale med en professionel behandler om, hvordan det har påvirket dig at vokse op med en mor med senfølger. Hvilket jo betyder, at du så må afsløre din mors hemmelighed (der jo i virkeligheden var din morfars). Men det er heller ikke en dag for tidligt, for så kan du begynde at få det bedre - for hun har jo sådan set givet sine senfølger videre til dig.
Så jeg synes, det er virkeligt godt og flot, at du er startet med at afsløre den herinde i debatten, for det skulle aldrig have været din hemmelighed. Hemmeligheder er noget Fanden har skabt... De har så ulykkelige konsekvenser.
Hvis du vil læse mere om senfølger, så sig til, så kan jeg give dig nogle links.
Kærlig hilsen Helene
Tak for dit svar.
Det passer rigtig godt det du skriver. Hun har altid været overbeskyttende over for os og har ligesom svært ved at give slip. Jeg har været lang tid om at blive selvstændig, fordi hun har "pylret" om mig. Nu har jeg så også altid været nervøst anlagt og ikke turdet gøre ting. Jeg har nok været lidt skrøbelig. Så måske har det gjort at hun har haft svært ved ikke at hjælpe mig meget, men jeg kan se nu at hun tit har gjort mig en bjørnetjeneste. Jeg vil meget gerne have nogle link til det.
Du har nok misforstået noget af det. Hun kan godt huske at hun har fortalt mig det. Det er mine søskende hun ikke ved om hun har fortalt det til. Og min far ved det også godt, men jeg tror aldrig hun har snakket rigtigt om det med en psykolog. Det ville ellers være godt for hende.
Det gode ved at hun fortalte det til mig er, at jeg nemmere har kunnet forstå, hvorfor hun har været som hun har. Hendes humør har tit skiftet, nogle gange lynhurtigt. Så har hun været sur, tit uden grund. Det gør at jeg i dag tit går og bliver nervøs for om min kæreste er sur på mig. Hvis han kommer til at lukke en køkkenlåge for hårdt eller noget i den stil. Nogle gange kan jeg være nervøs, når han får fri for arbejde og så venter jeg uroligt på at høre hvordan han hilser på hundene, når han træder ind ad døren. Det er mest ubegrundet nervøsitet, for han er i godt humør for det meste. Jeg har i lang tid undret mig over, at jeg har det sådan, men så huskede jeg hvordan det havde været da jeg boede hjemme. Men det er jo højst sansynligt fordi hun har haft det så dårligt som barn, at hun har haft de ture, og det gør at jeg ikke bæger nag over det, for jeg ved hvorfor.
Lige det har jeg snakket med min psykolog om og han gav mig et skema, hvor jeg udfylder forskellige ting, når jeg bliver nervøs, for at jeg kan se at der ikke er grund til det.
Mvh.
Ja, jeg havde misforstået det... jeg troede ikke, at din mor huskede, at hun havde sagt det til dig. Men det gør hun altså. Stadigt er det dog slet ikke fair overfor hverken dig eller dine søskende, at hun har pålagt dig tavshed.
Der er ingen tvivl om, at du forstår din mor vældig godt og kan forklare, at hun er, som hun er. Men det vigtige er, at du lærer at forstå og respektere dig selv, dine egne grænser, egne behov og egne følelser.
Problemet er, at psykologbehandling kan hjælpe et stykke vej men ikke hele vejen. Kroppen skal også inddrages i det, for det sidder i hele nervesystemet. Det viser dine reaktioner tydeligt, når du bliver nervøs, når din kæreste kommer hjem eller kommer til at lukke et køkkenskab for hårdt. Dit nervesystem overreagerer p.g.a. dine tidligere negative erfaringer. Det kan ikke behandles kun med samtaler. Din hjerne forstår måske godt, at der ikke sker noget farligt men din krop reagerer udenfor din kontrol, fordi den har lært, at der kan være tegn på fare.
Her er forskellige links. Det vigtigste, synes jeg, er, at du måske kan genkende nogle af senfølgerne hos dig selv. Ikke fordi du selv har været udsat for seksuelle overgreb, men fordi det er selve familiemønstret og familiedynammiken, der skaber mange af senfølgerne.
Støttecentret mod incest - om pårørende og om senfølger: http://www.incest.dk/default.asp?ID=184&pID=183
http://www.incest.dk/default.asp?ID=154
Synlighedsdagen - om pårørende og om senfølger: http://www.synlighedsdagen.dk/paaroerende2.html
http://www.synlighedsdagen.dk/senfoelger2.html
(Min) hjemmeside om dysfunktionelle familiemønstre og senfølger: http://www.tabuet.dk/senfoelger.html
http://www.tabuet.dk/dysfunktionelle_moenstre.html
KH Helene
Nu har jeg læst siderne... er lidt forvirret.
Den liste med senfølger du har på din hjemmeside passer på mig på rigtig mange af punkterne. Da jeg blev født, fik jeg ikke nok ilt, så jeg ikke trak vejret i nogle minutter. Jeg har læst, at det kan give skizofreni. Jeg har hele tiden tænkt, at det er fordi jeg har skizofreni at jeg har de problemer jeg har... Altså jeg tænker at jeg faktisk har været syg hele livet, uden at det har været slemt i starten. Min mor så et program om autisme på et tidspunkt og sagde at det mindede om, hvordan jeg var da jeg var lille. Nu siger lægerne at jeg er lettere autistisk, som er en del af skizofrenien. Men er det de ting jeg har oplevet i familien, altså grundet min mors problemer der har "givet" de senfølger? Har hele tiden tænkt at jeg var blevet syg, ligemeget hvad jeg havde oplevet, fordi jeg blev disponeret for det allerede ved fødslen. Måske misforstår jeg det. Mit hoved kører lidt rundt lige nu, så ved ikke om det er noget vrøvl det jeg skriver.
Mvh.
Nej, det er bestemt ikke vrøvl, du skriver og jeg forstår godt, at du er
forvirret.
Der er mange, der mener, at skizofreni og psykoser er et resultat af en opvækst i en dysfunktionel famile. Ligeledes kan både autistisk og ADHD adfærd have samme årsager. Så det hele handler faktisk om det samme - det kaldes bare noget forskelligt alt efter, hvordan man reagerer på problemerne.
Derfor er psykiatrien ikke altid egnet til at tage sig af psykiske problemer! For så handler det mere om noget, der skal løses gennem psykoterapi og kropsterapi. Desværre er behandlingssystemet ikke lige sådan at lave om på.
Jeg kan jo ikke sige, om du er født med en tilbøjelighed til skizofreni og har tendens til autisme p.g.a. skizofrenien. Men min egen personlige mening er, at også disse lidelser handler om opvæksten og familiemønsteret i en dysfunktionel familie.
Min mor var givetvis skizofren og det var helt sikkert p.g.a. hendes opvækst (og et ægteskab med en psykopat og børn hun ikke ønskede sig, gjorde det ikke bedre).
Mange hilsner Helene
Og med hensyn til psykiatrien, så synes jeg også kun de har kunnet hjælpe med det medicinske.
Mvh.
Ja, psykiatrien er afgjort bedst til det med medicin. Og den kan være nødvendig ved mange lidelser i kortere eller længere tid. Problemet er bare, at medicin alene kun er symptombehandling og ikke sideløbende bliver fulgt op med terapi.
Men desværre ønsker psykiatrien generelt ikke at tale om opvæksten og de ting, der har skadet os følelsesmæssige. De tror ikke, at det er godt at ribbe op i tingene, men det er nødvendigt, hvis det skal bearbejdes. Også så vi ikke risikerer at blive ved med at leve i forhold, der er med til at gøre os syge uden, at vi ved det! Det nytter jo ikke noget bare at få medicin og så leve videre i en usund relation, der er årsag til, at vi behøver medicin!
KH Helene