Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Med den viden jeg har som "papmor" til to. vil jeg gerne komme med et andet bud på ondets rod.
Frem for at det er umodenhed eller jalousi der holder din kæreste i kælderen, kunne det også være at konstellationen weekend far med barn, simpelthen er ulidelig at være i stue med. Især hvis det er ens egen stue.
Det er på ingen måde din kærestes ansvar at dit barn (eller du når du er sammen med barnet) er til at holde ud at være sammen med. Hvis du ikke kan skabe nogle rammer for samværet der er tålelige for hende. Synes jeg at du skal støtte op om hendes fravalg af dit barn.
tålelige rammer kunne være:
medbestemmelse i opdragelse
faste sociale regler som din kæreste er med på (fx hvordan i spiser sammen)
acceptabelt lydniveau
... i det hele taget lytte til hvad din kæreste har af behov.
Derudover vil jeg i stemme koret af anbefaling af par terapi.. jeg tror det er vejen frem
hilsen raketten:)
Det må være meget hårdt for et barn, hvis flere forskellige voksne med med hver deres opfattelse skal medvirke ved opdragelsen.
Så det ene hjem og så det andet hjem. Så den ene voksne, så den anden o.s.v.
Jeg kender tilfældigvis en familie, hvor der i det ene hjem er en form for opdragelse, i det andet gælder noget andet. Barnet er skrup forvirret og jeg tror, føler sig forladt på en måde.
Men det er vel værre for barnet ikke at blive opdraget overhovedet.
Hvis barnet ikke er tåleligt at være sammen med(det er uopdragne børn), og faderen ikke kan imødekomme kæresten behov, jeg tænker det er ikke småting som får hende til at trække sig fra sit eget hjem.
Så må han acceptere at hun ikke deltager...
Jeg kom blot med det bud at det hverken handler om jalousi eller umodenhed, men at barnet overskrider hendes grænser og hendes rolle som papmor ikke giver hende mulighed for at sige fra på anden måde end at trække sig.
Hvis jeg ikke havde medbestemmelse og var uenig i opdragelsen ville jeg have svært med at være sammen med barnet i længere tid af gangen.
Men jeg er ganske spændt på hvordan det er gået "den triste mand", indlægget blev skrevet i februar, mon fællesbarnet er født?? er de stadig sammen ?? har de fået parterapi?? kan hun holde hans barn ud nu??
Kan se at det er lang tid siden du har været på tristemand, men prøver alligevel. Inden jeg starter, vil jeg lige sige, at jeg ved at det må være hårdt for dig, ligesom det er for min kæreste, og det i bund og grund ikke har noget med dig at gøre eller hvad du gør, også selv om du opdrager forkert i følge hende. I forhold til opdragelse, så hvis hun vil være en del af familien, ja så er det noget I skal være sammen om, og her kan du være først og inddrage hende, også i samværet med din søn, f.eks. prøve at lave fælles ting.
Jeg sidder i nogenlunde samme båd som din kæreste, jeg er sammen med en mand, der har to børn med to forskellige (lidt "slemmere" situation), og kan måske hjælpe med at fortælle dig hvad din kærestes opførsel kan skyldes. Jeg deltager i hverdagen, men flygter også som din kæreste nogle gange, når det bliver for meget.
Det er svært for mig at acceptere at min kæreste har børn med andre, og ja også selv om jeg vidste det, da vi startede. Det er noget helt andet at leve i det end bare at vide at de eksisterer.
For mig drejer det sig ikke om børnene i sig selv, ja de kan være irriterende og ikke opføre sig som de skal (en af dem er det man kalder et problembarn), men sådan er børn, og selv om din kæreste siger at din søn er uopdragen eller lignende, tror jeg ikke at det er det det drejer sig om, men i bund og grund det din søn repræsenterer. Det er ikke hendes barn, men en anden kvindes, som du har haft et forhold til og ja stadig har, som forældre. Her drejer det sig sgu ikke om jalousi, men nok mere om at ens ønske om fælleskab/samhørighed/forestillingen om at være en kernefamilie, sammen med ens mand og ens egne børn, og det blir hun mindet om ikke er sådan, når dit barn kommer i weekenderne (det er ikke noget I har fælles). Noget andet her, er også begrænsningerne/man bliver frataget ens handlemuligheder (som man ikke selv er herre over, men som barnet og evt. moderen sætter), f.eks. at det i hverdagen er jer kun, I laver jeres ting, har jeres hverdag, og så når barnet er der, drejer det sig om ham, hvilket det egentligt skal, men som ikkemor, er det underligt og man kan føle sig kasseret, fordi man ikke er knyttet til barnet . Ferier/planer generelt skal tilrettelægges efter dit barn/moderen, etc.
Og ja ved godt at folk vil sige, kom over det, og ville ønske det var så let, men det gør ondt at se, at den man elsker som person og vil lave familie med, allerede har gjort det med andre. Har oplevet det unikke ved at have en familie, og deler et bånd med en anden, som ikke kan brydes. Helt ærligt, hvis du spørger din kæreste, vil hun helt sikkert svare, at det ville være anderledes, hvis du havde et adopteret barn, for her ville I stadig have det fælles, ingen indblanding bl.a., og I ville kunne f.eks. bare tage og flytte til udlandet, uden at skulle stå til regnskab over for andre, eller gøre andet som I/hun ville kunne gøre, hvis I var alene eller med jeres eget barn kun. Og nej, det er ikke fedt, at blive tilsidesat, bare fordi et andet barns kommer hjem til en, men din kæreste/jeg har selv skylden her, for man ville ikke føle sig selv tilsidesat, hvis man selv deltog og var med til at lægge agendaen.
Når alt det her er sagt, og jeg kunne blive ved med at skrive om hvordan det føles, så skal du vide at det er ”hendes problem”, groft sagt, for det virker som om du gør det du kan og virkelig prøver, at gøre det så godt du kan, og det er hende, der skal ind i kampen (det gælder også mig). Som sagt har jeg det som din kæreste, og min kæreste gør virkelig alt for at vise mig, at vi to hører sammen, men jeg har ikke helt fundet ud af hvordan jeg skal overvinde den følelse jeg har i forhold til børnene/hans fortid.
Det eneste jeg kan sige er at I bliver nødt til at snakke om følelserne bag det, og du bliver nødt til at inkludere hende, når din søn er der, og få en fælles hverdag alle tre sammen, hvor det ikke kun drejer sig om sønnen, for ja, det må være hårdt kun at se sit barn hver anden uge, at han ikke er en del af din hverdag, men din kærestes og din hverdag må ikke gå i stå ”bare” fordi din søn kommer. Det skal smelte sammen.
Ved godt det er et stykke tid siden du har været på, håber at det er lykkedes jer at finde en fælles vej.
Med venlig hilsen
Minimy
PS Jeg kender årsagerne til hvorfor jeg har det som jeg har det, men har svært ved at komme over det, så hvis der er nogle der har siddet i samme situation, vil jeg gerne høre om det, for jeg elsker min kæreste og vil gerne komme over mig selv, groft sagt, og finde en løsning, og ikke kun elske ham som min kæreste, men også som far til ikke-mine-børn.
Jeg er nogenlunde i samme situation, blot meget værre fordi jeg nu også har fået et barn. Jeg har det på samme måde med hans barn og fortid plus at der er en masse andre problemer med barnet og vores liv generelt, hvor jeg føler at mit liv har udviklet sig til en gyser. Kan du ikke skrive til mig direkte, hvis du gerne vil snakke videre om det her?
Bedste hilsner
Jeg er lidt i samme båd. Jeg har nu været kæreste med den skønneste kvinde i over et år. Vi har begge 2 børn fra tidligere forhold, jeg har 2 knægte på 8 og 10, hun en pige på 4,5 og en knægt på snart 10.
Jeg har mine i en 7/7 ordning og hun sine i en 10/4. Vi har "desværre" ikke børnefri i samme weekend, så det er lidt svært at få tiden til hinanden alene. "udfordringerne" er, at når vi så har byttet weekender og vi kan sammebringe vores 4 børn, så giver det desværre nogle gnidninger børnene imellem. De er glade for hinanden, og det har fungeret ganske godt. Dog er der nogle indbyrdes magtkampe drengene i mellem, hvor jeg ikke ser på om det er min dreng eller hendes dreng som er "den skyldige" - de får den samme form for irettesættelse. Mine drenge kan være onde ved hinanden, og den store sørger altid for at lillebror bliver ladt lidt i stikken, men det er vel meget normalt når man er storebror? Men efter en længere tids snak med ham om det, så har det faktisk hjulpet at få ham til at involvere sin lillebror lidt mere.
Når alt det er skrevet, så har kæresten og jeg vist lidt interne problemer vi skal have snakket om. For jeg irettesatte hendes søn i weekenden, fordi han godt kan være/virke lidt hånelig når andre kommer lidt galt afsted. Og jeg synes nu jeg var meget pædagogisk i min irrettesættelse. Det mente kæresten tydligvis ikke, da jeg fik en meget bebrejdende blik, efterfulgt af kommentaren "det er vist ikke kun min søn der er hånelig?" Det gjorde mig sgu lidt øv, fordi at hun ikke er enig er en ting, men sidde og forsvare ham foran alle 4 børn var sgu lidt unødvendigt.
Kulminationen kommer så da jeg sidder og skriver lidt med hende på en chat, hvor jeg nævner for hende, at måske hun lige skal tage en snak med hendes søn, da han har siddet og revet nogle gummidutter af (splittet det ad, og det lå alle mulige mærkelige steder) på min ene søns sparebøsse. En fuldstændig bagatelagtig ting, men essensen for mig (skulle måske bare havde ladet det ligge) er, at det ikke er i orden at man ødelægger andres ting med fuldt overlæg, og jeg har iagtaget ham flere gange det seneste år, hvor jeg synes at han er for destruktiv, hvilket jeg også har snakket med ham om et par gange. Det blev hun bestemt ikke glad for at jeg skrev. Hun forsvarede det nærmest ved at nu er det igen som om at han skal have skylden for alt. Jeg ser det nu ikke som det, og meningen var bare at hun skulle da vide når hendes barn har været involveret i noget som er over min grænse, og i den forbindelse skal det nævnes, at jeg er mega meget mere streng over for mine egne end hendes børn, da jeg oftest trækker mig ved konflikter hos dem, fordi det er hendes opgave at tage sig af, og hun kan godt være lidt nærtagende hvis jeg mener hun er for blød. Jeg mener at hendes børn fylder rigtigt meget, det får lov at bestemme rigtigt meget, og nogle gange gør de bare. Vi har da snakket om det før, og selvom hun ikke var enig, så har det virket som om at hun har taget det til sig, og faktisk være mere opdragende på dem end tidligere. Jeg ved at hun og jeg er lidt forskellige, og jeg indrømmer at jeg er meget mere et kassemenneske end hun er, men jeg synes at jeg tager imod hendes holdninger til børneopdragelse til mig med et åbent sind, men det er ikke lige altid så godt den anden vej.
konklussion:
Mine/dine/vores børn er bare en kæmpe udfordring, og når man så synes at modparten giver børne for meget medbestemmelse og ikke altid er så god til at sætte grænser, ja så giver det gnidninger.
Og puha det er svært at skulle sidde og holde sin dertil indrettede, når modpartens børn hopper rundt, råber og skriger, spiser slik og drikker sodavand dagligt, spiller bold op af væggene etc. Jeg er vild med hendes børn og hun med mine, men det er sgu lidt hårdt at være tilskurer til, og hvornår er det ok at medvirke til at opdrage på hendes børn og hvornår er det ikke ok?
Mvh