Når kæresten og min søn ikke kan sammen...
Jeg er i et dejligt forhold nu... Jeg har haft mange bump på vejen, men vi er glade for hinanden. Problemet er bare, at hun ikke kan med min søn. Det er en forfærdelig situation. Jeg er weekendfar, og ser min søn hver anden weekend og halvdelen af alle ferier - desuden har jeg et krævende job, men det er jo ikke så anderledes end så mange andre familier.
Lykken er, at hun nu er gravid. Det er en fantastisk ting, men der er jo altid et men...
Men søn er en mundfuld. Det er nok noget, som de fleste familier også kan nikke genkendende til. Specielt måske fædre og mødre, som kun har deres børn hver anden weekend. Savnet til den er stort og frustrationerne kan blive mange. Jeg forsøger, at gøre det bedste jeg formår. Prøver at dele sol og vind lidt lige, men faktum er, at det er svært. Hun har det svært med ham... Hun synes, at han på mange måder er uopdragen og vi er nået til et punkt nu, hvor hun ikke kan holde os ud længere. Jeg har svært ved, at sætte mig ind i hendes tankegang - men jeg synes, at jeg prøver. Den opmærksomhed jeg giver ham er for stor. Jeg har jo savnet ham, og vil bare gerne være den bedst mulige far og kæreste på samme tid. Men min søn kræver meget. Han er nu 3½ og vil gerne have, at hans far er der 100%. Dette er da også meget forståeligt, men der skal naturligvis også være plads til min kæreste.
Jeg har brugt meget tid på, at få forholdet til min søns mor op at køre, og det gør det også nu. Der er ingen "skuren og muren" længere. Noget der har taget år at opnår. Men nu er problemet så i mit eget forhold. Min kæreste får det næsten fysisk dårligt nogle dage inden min søn kommer. Vi er nået til et punkt nu, hvor vi altid ender med, at skændes og det er hudløst opslidende. Hvad pokker skal jeg gøre!?
Vi bor i et lille hus, og hun vil hellere være hele weekenden i kælderen for at undgå, at være sammen med os, når jeg har ham. Jeg kæmper med næb og klør, for at opdrage på ham, og vise at der skal være plads til alle her. Han er også temmelig meget i trods-alderen ligenu, og det gør det ikke bedre... Men det forsvare ikke, at hun taler grimt om ham. Jeg går helt i forsvarsposition, når det sker. Ingen skal tale grimt om min søn. Det er en fars pligt, at forsvare sine børn, men jeg bliver bare så ked af det, når det så kommer fra hende. Hun er så vigtig i mit liv og det virker ikke som om, at hun har forståelse for, at det er min søn også!!!!!?
Jeg har brugt timer på, at skrive min tanker ned og førsøgt, at få "dem ud", men det er bare et evindeligt og tilbagevende problem. Det er også kun blevet værre over de sidste mange måneder. Tolerancen mellem hende og min søn er kun blevet værre - jeg lover og lover, at forsøge mit bedste, men det er bare ikke godt nok. Det virker som om, at det aldrig er godt nok.
Nu er hun gravid... Godt nok kun i første stadie, men ikke desto mindre ender det i diskutioner om hvorvidt vi skal have barnet. Det er forfærdeligt... Jeg kan ikke få hende til at se, at det naturligvis ikke er iorden, at hun er i kælderen hver gang jeg har min søn. Det virker bare ikke, og der er ikke noget jeg hellere vil end, at vi kunne få det til at fungere. Jeg elsker hende jo. Hvis jeg ikke havde elsket hende, var jeg skam gået for længe siden.
Hvad pokker er der at gøre? Hvordan løser man de her forfærdelige konfrontationer? Måske er det bare mig der simpelthen er for dårlig til, at takle det her!?
Jeg har ellers et job, hvor det kræver, at jeg har mange bolde i luften, men det her er nogle af de bolde, som jeg har meget svært ved, at holde deroppe. Det rammer lige der, hvor det gør allermest ondt. Det får mig til at føle mig imkompetent og uduelig og ikke mindst som en dårlig kæreste, for ikke at snakke om det, at være en dårlig far.
Min søn har ikke noget problem med hende. Det var også een af de ting, at jeg var bange for ville ske, men det er ligenu kun den anden vej. Min kæreste er foruden det et fantastisk menneske og vi supplere hinanden fantastisk. Jeg er ikke i tvivl om, at vi ville kunne få det fantastisk sammen, men nu synes det kun, at være min søn der er "problemet". Det er han selvfølgelig ikke, men problemet er jo hos mig og hvor min kæreste.
Den tid hvor han er der, kan jeg bare ikke give hende den opmærksomhed, som hun behøver. Hun føler sig tilsidestillet og nedprioriteret, og det er ikke fair. Det gør det selvfølgelig ikke bedre, at hun er helt udmattet og afkræftet af graviditeten, men gnidningerne startede før graviditeten... Hun viste jo jeg havde en søn... Det er i hvert fald det jeg bliver ved med, at sige til mig selv, men intet hjælper det. Vi er og blir en splittet familie, hvor hun er bange for hvordan jeg vil prioritere, når den lille kommer. Det er fandme noget af det sværeste i denne verden, og hold da op hvor det fylder...
Jeg håber, at få svar herinde, men håber ikke for andre, at de står i samme situation som jeg...
DenTristeMand
Lykken er, at hun nu er gravid. Det er en fantastisk ting, men der er jo altid et men...
Men søn er en mundfuld. Det er nok noget, som de fleste familier også kan nikke genkendende til. Specielt måske fædre og mødre, som kun har deres børn hver anden weekend. Savnet til den er stort og frustrationerne kan blive mange. Jeg forsøger, at gøre det bedste jeg formår. Prøver at dele sol og vind lidt lige, men faktum er, at det er svært. Hun har det svært med ham... Hun synes, at han på mange måder er uopdragen og vi er nået til et punkt nu, hvor hun ikke kan holde os ud længere. Jeg har svært ved, at sætte mig ind i hendes tankegang - men jeg synes, at jeg prøver. Den opmærksomhed jeg giver ham er for stor. Jeg har jo savnet ham, og vil bare gerne være den bedst mulige far og kæreste på samme tid. Men min søn kræver meget. Han er nu 3½ og vil gerne have, at hans far er der 100%. Dette er da også meget forståeligt, men der skal naturligvis også være plads til min kæreste.
Jeg har brugt meget tid på, at få forholdet til min søns mor op at køre, og det gør det også nu. Der er ingen "skuren og muren" længere. Noget der har taget år at opnår. Men nu er problemet så i mit eget forhold. Min kæreste får det næsten fysisk dårligt nogle dage inden min søn kommer. Vi er nået til et punkt nu, hvor vi altid ender med, at skændes og det er hudløst opslidende. Hvad pokker skal jeg gøre!?
Vi bor i et lille hus, og hun vil hellere være hele weekenden i kælderen for at undgå, at være sammen med os, når jeg har ham. Jeg kæmper med næb og klør, for at opdrage på ham, og vise at der skal være plads til alle her. Han er også temmelig meget i trods-alderen ligenu, og det gør det ikke bedre... Men det forsvare ikke, at hun taler grimt om ham. Jeg går helt i forsvarsposition, når det sker. Ingen skal tale grimt om min søn. Det er en fars pligt, at forsvare sine børn, men jeg bliver bare så ked af det, når det så kommer fra hende. Hun er så vigtig i mit liv og det virker ikke som om, at hun har forståelse for, at det er min søn også!!!!!?
Jeg har brugt timer på, at skrive min tanker ned og førsøgt, at få "dem ud", men det er bare et evindeligt og tilbagevende problem. Det er også kun blevet værre over de sidste mange måneder. Tolerancen mellem hende og min søn er kun blevet værre - jeg lover og lover, at forsøge mit bedste, men det er bare ikke godt nok. Det virker som om, at det aldrig er godt nok.
Nu er hun gravid... Godt nok kun i første stadie, men ikke desto mindre ender det i diskutioner om hvorvidt vi skal have barnet. Det er forfærdeligt... Jeg kan ikke få hende til at se, at det naturligvis ikke er iorden, at hun er i kælderen hver gang jeg har min søn. Det virker bare ikke, og der er ikke noget jeg hellere vil end, at vi kunne få det til at fungere. Jeg elsker hende jo. Hvis jeg ikke havde elsket hende, var jeg skam gået for længe siden.
Hvad pokker er der at gøre? Hvordan løser man de her forfærdelige konfrontationer? Måske er det bare mig der simpelthen er for dårlig til, at takle det her!?
Jeg har ellers et job, hvor det kræver, at jeg har mange bolde i luften, men det her er nogle af de bolde, som jeg har meget svært ved, at holde deroppe. Det rammer lige der, hvor det gør allermest ondt. Det får mig til at føle mig imkompetent og uduelig og ikke mindst som en dårlig kæreste, for ikke at snakke om det, at være en dårlig far.
Min søn har ikke noget problem med hende. Det var også een af de ting, at jeg var bange for ville ske, men det er ligenu kun den anden vej. Min kæreste er foruden det et fantastisk menneske og vi supplere hinanden fantastisk. Jeg er ikke i tvivl om, at vi ville kunne få det fantastisk sammen, men nu synes det kun, at være min søn der er "problemet". Det er han selvfølgelig ikke, men problemet er jo hos mig og hvor min kæreste.
Den tid hvor han er der, kan jeg bare ikke give hende den opmærksomhed, som hun behøver. Hun føler sig tilsidestillet og nedprioriteret, og det er ikke fair. Det gør det selvfølgelig ikke bedre, at hun er helt udmattet og afkræftet af graviditeten, men gnidningerne startede før graviditeten... Hun viste jo jeg havde en søn... Det er i hvert fald det jeg bliver ved med, at sige til mig selv, men intet hjælper det. Vi er og blir en splittet familie, hvor hun er bange for hvordan jeg vil prioritere, når den lille kommer. Det er fandme noget af det sværeste i denne verden, og hold da op hvor det fylder...
Jeg håber, at få svar herinde, men håber ikke for andre, at de står i samme situation som jeg...
DenTristeMand
Kommentarer
Pyha... Sikke en mundfuld. Vil egentlig hovedsageligt skrive for at lade dig vide at du er blevet hørt.
I får problemer - eller rettere flere problemer - fremover hvis ikke din kæreste er voksen nok til at acceptere at du har en søn fra et andet forhold og er i stand til at arbejde konstruktivt for at få en fornuftig relation til ham.
Jeg skal ikke kunne sige om han er uopdragen eller ej, men hvis du og hun skal være i et forhold og have et barn sammen og du fortsat skal have din søn hos dig i weekender og ferier, så er I simpelthen nødt til at få det her til at fungere snarest muligt.
Du kan ikke gøre det selv. Hun skal i høj grad på banen og ville det.
Eftersom du skriver at hun mener at han er uopdragen, så må du med åbent sind høre på hvad det er hun siger der. Det KAN jo være, at der er punkter hvor du bør sætte ind...
Personligt ville jeg fx. være irriteret hvis en potentiel kærestes barn ikke havde faste rammer at rette sig efter (alt med måde), konsekvent fik lov at afbryde samtaler efter forgodtbefindende eller hvis han kørte den der "Hvis du ikke stopper nu, så..." uden at være konsekvent med det.
Selv hvis du ikke mener at der er noget om det hun siger, så er det en ekstremt relevant samtale. For hvis I skal have et barn sammen, så er det godt nok vigtigt at I er nogenlunde enige om opdragelsen.
Det er ingen naturlov at man skal komme til at elske sine bonusbørn som sine egne, men det vil eddermaneme give knas i jeres forhold til evig tid hvis ikke hun kan acceptere din søn, og ikke mindst, hvis hun ikke kan acceptere DIG i samspil med din søn.
Jeg kan ikke helt finde ud af hvordan jeg skal stille mig med hensyn til det med at du prøver at dele sol og vind lige... Der er noget i det jeg ikke bryder mig helt om, da der er stor forskel på hvordan man er nærværende for hhv. børn og voksne.
Men da jeg ikke har børn vil jeg overlade det til forældre at give dig kommentarer på det
Mit bedste bud er at I opsøger en parterapeut.
Kan ikke rigtig bedømme, hvad det er din kæreste ikke bryder sig om ved din søn andet end, at han er uopdragen, men jeg kan bedømme, at hvis du ikke kan få din kæreste på banen, så I sammen kan få løst det, ja så ender det da helt galt, når der kommer en lille ny.
Din søn er 3½ år, og det kræver at han har fået en hvis form for opdragelse, jeg er ikke ekspert i børn, har kun selv to:-), som i dag ikke skal opdrages mere:-) og to børnebørn hvoraf den ene er 8 og den anden fire.
Men jeg ved at børn er meget forskellige, og de skal lære en utrolig masse fra de er helt små, så andre kan holde ud at være sammen med dem.
Du skriver at din søn kræver dig 100 %, når du har ham hver anden weekend, men måske er det der du begår en fejl. Han er lille og det skal der være forståelse for selvfølgelig, men han skal også eventuelt kunne sidde og lege alene, han skal ikke have din fulde opmærksomhed hele tiden og altid mens han er hos jer.
Men du skal have din kæreste involveret, ellers går jeres forhold ikke. Hvis hun er en voksen og moden kvinde, må og skal hun forstå. Det kan ikke nytte en hylende fis, at hun sætter sig på bagbenene og vil fortrække til kælderen, når din lille søn ankommer, det mener jeg er umodent og ikke særlig konstruktivt.
Måske begår du den fejl, at du ikke nænner at rette og opdrage ham, når du kun har ham så lidt, men du må og skal sætte grænser for ham, for ellers er det ham der styrer hele huset med alderen, og måske er det det han allerede gør nu. Der er ikke noget værre end børn der ikke bliver opdraget, ingen kan holde dem ud, og det er så synd for barnet selv.
Men jeg aner intet om din søn andet end hans alder, så det er umuligt at komme med et konkret råd.
Hilsen Sofie
Jeg har læst dit indlæg flere gange nu, og der er noget, jeg ikke forstår ....
Din kæreste kan ikke lide dit barn, og det er DIT problem??? Hvorfor er det ikke JERES problem - eller i det mindste hendes problem???
Det lyder, somom din kæreste ikke mener, at hun er en del af en løsning? Har du ikke krævet at hun sidder med ved de voksnes bord, så der kan findes en løsning?Hvis det er rigtigt forstået, så er jeg bange for, at I er på vej mod et brud, fordi der er jo ingen løsning! Du har nu engang et barn, og det vil du altid have - uanset om hun kan lide det eller ej
Omvendt bliver du naturligvis nødt til at høre på hende! Prøv at høre andre i din omgangskreds om de har observeret det samme som hun - og bed dem om at være ærlige - også selvom det er supersvært at få at vide
Jeg kan desværre ikke helt se problemet i, at din søn kræver dig 100% i weekenderne! Han er lille, og han savner sin far!! Som flere andre har været inde på, er det ikke så pænt et billede, du tegner af din kæreste, men derimod et billede af en ekstremt umoden kvinde; du må da være vildt sur på hende over det her?? Det ville jeg være, men jeg ved også, at hvis min kæreste ikke kunne lide mit barn, så var han ikke min kæreste længere. Lige dét punkt vil jeg ikke gå på kompromis med :-(
Men har I overvejet en parterapeut mon??
Når alt dette er sagt, vil jeg sige, at dét at have en kæreste med barn, er det absolut sværeste jeg har prøvet! Jeg burde have haft hjælp, da jeg havde problematikken inde på livet, men jeg tænkte, at det ville gå over. Det gjorde det ikke, og hvis ikke andet havde spillet ind, ville dét have kostet forholdet dengang
Pas på dig selv
Tine
Ingen kan forlange hun skal elske dit barn, men du kan forlange at hun behandler ham anstændigt og respekterer ham, fordi han er dit barn.
Jeg har en svigerdatter, som opførte sig besynderligt i flere år. De har ingen børn, og hun kunne ikke tåle de andre børn der havde børn.
En nytårsaften var vi alle samlet, børn, svigerbørn og børnebørn.
Hun var godt nok mærkelig. Hun forsvandt op på førstesalen, og der blev hun.
Vi forsøgte ikke at få hende nedenunder i selskabet, hun kunne ikke holde børnene ud. Så hun tilbragte hele nytårsaften alene på et værelse på førstesalen.
Nu er hun helt forandret. Hun elsker børnene, og de er tit på ferie hos dem.
Du kan ikke forlange af din kæreste, at hun skal have "de rigtige følelser". Måske hjælper det lidt hvis du accepterer at sådan er hun bare, og så lad hende være i kælderen, til hun holder op med det.
Man kan naturligvis ikke forlange hun skal elske ham, men opføre sig ordentligt må være det mindste krav.
Havde min mand haft et barn, da vi blev gift ville jeg lade ham være far 100 % i den smule tid.
Havde han opført sig, som din kæreste gør, over for mine børn var det aldrig blevet ham, aldrig.
Det er ellers en problemstilling jeg ikke plejer at tage del i, men den lille dreng har jeg tænkt på flere gange.
Hvordan får han det dog hos dig, når der kommer en lille ny.
Han vil være ulykkelig i den tid du har ham , måske til skade for så lille et barn.
Hvordan har han det hos hende, når du ikke er der. Han er lille og hjælpeløs.
Man læser mange steder om det opdragelsesproblem. Familierne har begge deres metoder og det skal de små børn så indrette sig efter. Hele tiden forskellige regler. Det må være en pine uden lige.
Mange skriver, børn skal rette sig efter husets regler, men ingen tænker på børnene må omstille sig konstant.
Det råd Victoria94 kommer med syntes jeg da lyder rimeligt. En god ide, mener jeg.
Fra en der har ageret lidt som din kæreste men som nu er blevet meget klogere..
Her var der tale om 2 børn der var en del ældre end din søn.
Det var hårdt når børnene "invaderede" huset, og jeg havde ikke nogen kælder jeg kunne gemme mig i, det var hårdt at jeg altid var lavest prioriteret når de var der - men i dag når jeg kigger på vores fælles barn, ja så forstår jeg hvorfor børnene kom i første række!!!
Lige til info så er der en del kvinder der døjer med at kæresten har prøvet det hele en gang før (ikke at jeg nu havde den frustration :-)) Men hvis det nager din kæreste, så vend det om til noget positivt, at du måske kan give lidt ro fordi du har prøvet det før?
Mht opdragelse - så er jeg enig med andre i at I bliver nødt til at sætte jer ned og tale om forventninger, for I skal have en fælles køreplan når nu I skal til at opdrage en lille ny sammen, det er nok meget godt at lufte meninger/holdninger inden den nye kommer (også selv om man nok ændrer holdning undervejs...)
Held og lykke med det, håber at din kæreste forstår at de følelser hun får for jeres fælles barn er de samme følelser du har for din førstefødte, så kan det være at hun en dag forstår, for selvfølgelig skal du prioritere din søn højt, du har ham kun hver anden weekend.
Hilsen A.
Man skal huske på, at alle de her ting, drejer sig ikke om dig eller barnet, men om en selv, og alt stammer fra barndommen
- Men jeg selv som kvinde elsker min bonus søn over alt på jorden, men mig og min kæreste ( skændes også mere når vi har min bonus søn ) og hvorfor ved jeg ikke, og jeg vil vædde på at alle kvinder eller mænd vil altid have det sådan, hvis det ikke er deres eget barn, og de ikke har barn selv.
MEN HUSK PÅ, DET HANDLER IKKE OM BARNET , MEN OM EN SELV...
Camilla