Jeg har dummet mig :-(

slettet30731

Åh du har givet mig en masse at tænke over kan jeg se. Jeg tror ikke du har ramt ved siden af i flere af dine ting.

Jeg har læst dit indlæg flere gange allerede nu, og gør nok det de næste par dage kan jeg mærke. Jeg tror der er flere rigtige anskuelser du kommer med.

Jeg tror også at hendes billede er væk. Jeg tror, siden hun reagerede nu her på min smækken med døren, har gjort at hun ikke kan finde ud af hvad der sker lige nu...
Jeg husker dengang hvor jeg gjorde det hvor forvirret hun faktisk blev, men siden jeg kom tilbage og accepterede hende gå over i min boldbane med det samme og lod hende gå så langt, så løb det ud i sandet for mig igen. Men jeg husker, at hun så sent som her for en måneds tid siden, græd i bilen over den måde jeg sluttede det på sidste år da jeg bankede i bordet. Det gjorde hende SÅ ked af det og det er det samme jeg gjorde denne gang. Men denne gang står jeg ved det.

Dit indlæg har virkelig fået mig til at tænke igen, og jeg skal lige have et par dage til at tænke. Men du er ikke helt ved siden af kan jeg mærke. Du skrev at du kendte til problematikken?

lotte123

Kære Stinger,

Jeg er helt klar over, at jeg udtrykte mig ret så ”klumpet”, men det er svært at skrive om sådanne ting. Jo, den måde jeg selv kender problematikken på er, at selv om jeg ikke er opvokset i et misbrugshjem, så er jeg opvokset i et hjem med dyb omsorgssvigt, hvor mine forældre i bund og grund var totalt ligeglade med deres børn, og der var i hvert aldrig noget, vi kunne gøre godt nok. Det har givet min bror og mig store problemer med vores selvværd, og det har i det hele taget altid været vanskeligt for os at turde tro på andre mennesker, for vi har kun oplevet, at vi blev svigtet igen.

Jeg startede – naturligvis – med at gifte mig med en mand, der også var ligeglad med mig, og holdt endda ud i rigtigt mange år, før jeg blev klar over at også jeg, trods alt, havde fortjent bedre.

For 13 år siden fik jeg så min nuværende mand ind i mit liv, og det har taget mig meget lang tid at virkelig TRO på, at han elsker mig og udelukkende vil mig det bedste.

Jeg har i mit liv gerne valgt at holde afstand til andre mennesker – for så var jeg sikker på, de ikke sårede mig. Disse ting har jeg arbejdet med i mange, mange år og har efterhånden erkendt problematikken – at det at have været svigtet totalt som barn, altså sætter sine spor gennem hele livet. Når først man får sat de rette ord på disse ting, så vil man også kunne forholde sig til det, og dermed få en forståelse for sine – nogle gange irrationelle - reaktioner.

Jeg har – og der tror jeg i lighed med din kæreste – oplevet så voldsomme svigt, at jeg har haft overmåde svært ved at tro på at andre mennesker virkelig kan lide mig, og derfor har jeg netop derfor – helt ubevidst – søgt og ledt efter ”beviser” på, at jeg havde ret, og det er det, din kæreste øjensynligt også har gjort, og da hun fandt ud af, at du havde gjort det, du havde, så fik hun sit bevis, at heller ikke dig, kan man stole på.

Hun havde ”vind i sejlene”, for det lykkedes hende at få dig med på vognen; du erkendte din ”utroskab”, du påtog dig hele skylden. Hun er dybt ulykkelig, for hun havde godt nok håbet, at du var ”Mr. Perfekt”, men alligevel, så har det givet hende en vis ”tilfredsstillelse”, at hun havde ret. Der ER ikke nogen, der vil hende. ”Tilfreds” er ikke det rette ord, for hun er virkelig ked af det – det er ikke godt for hende at blive bekræftet i noget sådant, og som det fremgår, så havde hun jo ikke ”ret”, som hun selv tror.

Da du så kommer frem til, at det altså er hendes egen attitude, der har drevet dig ud i noget, du ellers overhovedet ikke ville have gjort, så vælter hendes billede jo totalt. Hun bliver konfronteret med, at det er hendes egen måde at være på, der driver andre mennesker – i det her tilfælde dig – væk fra hende, og så må hun jo bryde sammen, for det er på intet tidspunkt faldet hende ind, at hun også har sin del af ansvaret, og det selv om hun mere eller mindre ubevidst har testet dig, ved at gøre disse ting, der gjorde dig usikker, for hvor langt har hun kunnet gå? Og dette er ret ubevidst, for hun er givet heller interesseret i, at du skal være en savlende, logrende hundehvalp, der sidder ved hendes fødder. En sådan vil hun givet kun føle foragt for – så derfor har hendes ”test” af dig således været selvdestruktiv, men den vinkel har hun aldrig selv tænkt. Åhhh – jeg føler, at jeg vrøvler her, men kan du gennemskue alligevel?

Nej, hun er ikke alvorligt syg, hun kan sagtens blive et helt og lykkeligt menneske, men det er vigtigt, at hun erkender, at det ikke kun er andre mennesker, der vil hende ondt, hun er faktisk sin egen værste fjende, for hun tør ikke give slip og blotte sig, for det har hun givet oplevet som værende voldsomt smertefuldt. Du skal heller ikke nu tænke, at et liv med hende udelukkende vil blive et liv, hvor du skal liste på kattepoter, for ikke at såre hende. Nej, I kan – med lidt hjælp – sagtens få et godt og ligeværdigt forhold, hvor I naturligvis også kan blive sure på hinanden og komme til at såre – for sådan ER livet jo, og hun er heller ikke et sart stykke porcelæn. Du gør i hvert fald hverken hende eller dig selv nogen tjeneste ved at behandle hende sådan.

Når I taler sammen, så er det af afgørende vigtighed, at du bliver ved med at fortælle hende, hvor højt, du elsker hende, men selv om hun tror det, så har hun bestemt ikke brug for, at du påtager dig al skyld. Det er vigtigt, at du fortæller hende, at da hun jo reagerer på din adfærd, hvilket for hende jo er naturligt, så bør hun også forstå, at du reagerer på hendes.

Jeg tror et eller andet sted ikke, der i første omgang skal så meget til, for i og med, at hun jo er blevet så ulykkelig over dit svigt, så viser det jo, at hun altså er glad for dig.

Jeg kan undre mig lidt over at den parterapeut, I var hos, ikke borede lidt i årsagen til dit svigt, men måske du heller ikke på det tidspunkt forbandt hendes svigt over for dig med det, du gjorde?

Jeg tror, I vil kunne have stor glæde af at besøge en parterapeut igen, men med disse vinkler, at der altså var en årsag til din handling.

Ja, jeg håber, jeg har udtrykt mig lidt mindre ”klumpet” end mit forrige indlæg – for det her er godt nok svært at skrive om – det kræver jo næsten, at man sidder overfor hinanden. :-)

Og – lige for at du ikke skal føle dig svigtet – jeg er ved tastaturet mere eller mindre i dag, men den næste uges tid er jeg bortrejst og har derfor ikke mulighed for at komme på Netdoktor. Jeg er dog stadig dybt interesseret i at følge historien, så jeg håber, du vil melde tilbage, selv om der kan gå nogen tid, før jeg kommer igen.

Jeg ville dog ønske, at der også var andre brugere, der havde nogle bud til dig – for din/jeres problematik er desværre ikke enestående.

Bedste tanker,