Indstillinger
Jeg har dummet mig :-(
Hejsa herinde!
Jeg har længe fulgt med i alle de forskellige indlæg som faktisk er rigtig interessante! Jeg følger rigtig meget med og hører hvad alle jer har af input. Nu er det min egen tur til at skrive her og fortælle hvad je gselv har oplevet.
Min (eks)kæreste som jeg inden vores forhold kendte i 20 år, startede ud som kærester i december 2009. Vi har altid haft fantastisk kemi sammen og det har vi stadigvæk. Det sagde bang allerede fra starten af og vi har altid følt vi har noget specielt sammen, sådan føler jeg det stadig. Så bliver jeg nød til at hoppe lidt i det og fortælle om min baggrund:
Jeg er pilot og har altid været en del væk og det var også på de præmisser i vores forhold til at starte med. Begge vores eks´er er meget lig hinanden, indelukkede og min eks og jeg er begge meget åbne og kommunikation er meget vigtig for os. Da jeg var gift, igennem en del år, der var vores kommunikation dårlig og sex var en klar mangelvare. Det var desværre sjældent vi fik det så jeg startede 2 profiler op på de lidt mere vovede sider og synes jeg fik en masse ud af det til at starte med uden at skulle gå ud og være fysisk utro og hente sygdomme med hjem etc. Derigennem fik jeg i starten en rigtig god tilfredsstillelse og følte ikke at jeg skadede nogen da flirten holdte sig til internettet. Jeg havde også billedudveksling af diverse intime dele da det var den eneste måde jeg følte jeg kunne blive tilfredsstillet. Jeg ved nu i bagklogskabens uligelige klare skær, at jeg skulle have taget tyren ved hornene og snakket med min eks. Men alt det var i en helt anden ånd end den måde jeg ville løse det på i dag. Det er kort sagt baggrundshistorien.
Så mødte jeg som sagt min kæreste i slut 2009, da vi fandt ud af at vi faktisk havde en hel del til fælles. Vi så mere og mere til hinanden og det hele var total lykke! Jeg vidste godt at de profiler skulle slettes men tænkte faktisk ikke rigtig på de sider da jeg blev mere end rigeligt tilfredsstillet igennem min kæreste som jeg begyndte at elske overalt på jorden! Så skete der det, at jeg startede med at blive jaloux på hende. Det har jeg ikke rigtig følt før i den her grad som med hende. Det hun overraskede mig med, var at hun 1-2 mdrs tid inde i forholdet fortæller mig, at hendes veninde havde forsøgt at have pigesex med min kæreste, og ville i seng med hende når de sad og fik vin etc. Min kæreste siger fra ifølge hende selv, men fortæller så også, at hendes veninde og hende på et tidspunkt var i byen (før min tid) og tager hjem til 2 fyre som vil lave 4 kant med dem. Det støder mig rigtig meget og jeg starter med at føle mig som et stort spørgsmålstegn indeni, hvem er hun?? Jeg kunne ikke genkende billedet af hende i det hun gik og sagde, og det hun fortæller med veninden! Så tager hun til karneval i udlandet og jeg får så at vide igennem en lokal ven i samme land, at på en specifik aften er der kvinde aften og den aften er alt tilladt og mange gifte kvinder og dem i forhold "gerne" må lave alt, kort sagt skrue hovedet af og more sig med andre. Det bliver jeg meget ked af, og sammenlagt med hele det tidligere, så bliver jeg mere og mere usikker på min kæreste og bliver rigtig ked af det.
Så sker der det, at jeg i starten af sommeren tager på ferie med mine drenge til USA og kæresten og jeg laver en aftale om at jeg lige ringede når jeg kom frem til hotellet i USA for at sige vi kom sikkert derhen. Jeg ringer adskillige gange uden hun tager den. Kl. er omkring 0430 dansk tid. Og min usikkerhed melder sig, og det ender så med at hun sender en sms om at hun ikke kan tage den da hun er i byen. Så vælter min verden og jeg kan ikke længere følge med. Jeg bliver enormt ked af det og "hvorfor tog hun ikke telefonen?" Er der virkelig andre der en mere vigtig end mig når vi har aftalen om at ringes sammen efter en lang rejse og høre til hinanden? Mange ting meldte sig. Og nok skuffelsen og "ikke elsket nok" følelsen begyndte at melde sig :-(
Så har hun en bøsseven som hun også ser. Det gjorde mig oveni endnu mere usikker.
Alt det gjorde, at jeg ubevidst følte, at hvis hun gjorde det mod mig, så var der ikke noget galt i at jeg gjorde det andet, da jeg ikke følte det var utroskab.
Så i sommers opdagede hun mine profiler på nettet, hun bliver ked af det og det hele ender med en masse rod som har stået på lige siden. Jeg tror jeg finder ud af at hun hele tiden har talt sandt, men er mig ikke sikker, stadigvæk. Vi får os en mega stor snak om det jeg har gjort og vi sletter profilerne sammen, og det var en helt vildt dejlig følelse. Hun har hele tiden sagt at jeg har været hende utro, hvilket jeg hele tiden benægtede, da jeg dengang havde opfattelsen af, at utroskab det var man når man var sammen med andre rent fysisk. Det var jeg ikke. Jeg vil ikke benægte det jeg har gjort, men det var sådan jeg tænkte på det tidspunkt...
Jeg forstod ikke helt hvad der foregik, og det er først her for en måneds tid siden at jeg kunne se, at jeg faktisk har været enormt jaloux på hende...
Jeg har længe fulgt med i alle de forskellige indlæg som faktisk er rigtig interessante! Jeg følger rigtig meget med og hører hvad alle jer har af input. Nu er det min egen tur til at skrive her og fortælle hvad je gselv har oplevet.
Min (eks)kæreste som jeg inden vores forhold kendte i 20 år, startede ud som kærester i december 2009. Vi har altid haft fantastisk kemi sammen og det har vi stadigvæk. Det sagde bang allerede fra starten af og vi har altid følt vi har noget specielt sammen, sådan føler jeg det stadig. Så bliver jeg nød til at hoppe lidt i det og fortælle om min baggrund:
Jeg er pilot og har altid været en del væk og det var også på de præmisser i vores forhold til at starte med. Begge vores eks´er er meget lig hinanden, indelukkede og min eks og jeg er begge meget åbne og kommunikation er meget vigtig for os. Da jeg var gift, igennem en del år, der var vores kommunikation dårlig og sex var en klar mangelvare. Det var desværre sjældent vi fik det så jeg startede 2 profiler op på de lidt mere vovede sider og synes jeg fik en masse ud af det til at starte med uden at skulle gå ud og være fysisk utro og hente sygdomme med hjem etc. Derigennem fik jeg i starten en rigtig god tilfredsstillelse og følte ikke at jeg skadede nogen da flirten holdte sig til internettet. Jeg havde også billedudveksling af diverse intime dele da det var den eneste måde jeg følte jeg kunne blive tilfredsstillet. Jeg ved nu i bagklogskabens uligelige klare skær, at jeg skulle have taget tyren ved hornene og snakket med min eks. Men alt det var i en helt anden ånd end den måde jeg ville løse det på i dag. Det er kort sagt baggrundshistorien.
Så mødte jeg som sagt min kæreste i slut 2009, da vi fandt ud af at vi faktisk havde en hel del til fælles. Vi så mere og mere til hinanden og det hele var total lykke! Jeg vidste godt at de profiler skulle slettes men tænkte faktisk ikke rigtig på de sider da jeg blev mere end rigeligt tilfredsstillet igennem min kæreste som jeg begyndte at elske overalt på jorden! Så skete der det, at jeg startede med at blive jaloux på hende. Det har jeg ikke rigtig følt før i den her grad som med hende. Det hun overraskede mig med, var at hun 1-2 mdrs tid inde i forholdet fortæller mig, at hendes veninde havde forsøgt at have pigesex med min kæreste, og ville i seng med hende når de sad og fik vin etc. Min kæreste siger fra ifølge hende selv, men fortæller så også, at hendes veninde og hende på et tidspunkt var i byen (før min tid) og tager hjem til 2 fyre som vil lave 4 kant med dem. Det støder mig rigtig meget og jeg starter med at føle mig som et stort spørgsmålstegn indeni, hvem er hun?? Jeg kunne ikke genkende billedet af hende i det hun gik og sagde, og det hun fortæller med veninden! Så tager hun til karneval i udlandet og jeg får så at vide igennem en lokal ven i samme land, at på en specifik aften er der kvinde aften og den aften er alt tilladt og mange gifte kvinder og dem i forhold "gerne" må lave alt, kort sagt skrue hovedet af og more sig med andre. Det bliver jeg meget ked af, og sammenlagt med hele det tidligere, så bliver jeg mere og mere usikker på min kæreste og bliver rigtig ked af det.
Så sker der det, at jeg i starten af sommeren tager på ferie med mine drenge til USA og kæresten og jeg laver en aftale om at jeg lige ringede når jeg kom frem til hotellet i USA for at sige vi kom sikkert derhen. Jeg ringer adskillige gange uden hun tager den. Kl. er omkring 0430 dansk tid. Og min usikkerhed melder sig, og det ender så med at hun sender en sms om at hun ikke kan tage den da hun er i byen. Så vælter min verden og jeg kan ikke længere følge med. Jeg bliver enormt ked af det og "hvorfor tog hun ikke telefonen?" Er der virkelig andre der en mere vigtig end mig når vi har aftalen om at ringes sammen efter en lang rejse og høre til hinanden? Mange ting meldte sig. Og nok skuffelsen og "ikke elsket nok" følelsen begyndte at melde sig :-(
Så har hun en bøsseven som hun også ser. Det gjorde mig oveni endnu mere usikker.
Alt det gjorde, at jeg ubevidst følte, at hvis hun gjorde det mod mig, så var der ikke noget galt i at jeg gjorde det andet, da jeg ikke følte det var utroskab.
Så i sommers opdagede hun mine profiler på nettet, hun bliver ked af det og det hele ender med en masse rod som har stået på lige siden. Jeg tror jeg finder ud af at hun hele tiden har talt sandt, men er mig ikke sikker, stadigvæk. Vi får os en mega stor snak om det jeg har gjort og vi sletter profilerne sammen, og det var en helt vildt dejlig følelse. Hun har hele tiden sagt at jeg har været hende utro, hvilket jeg hele tiden benægtede, da jeg dengang havde opfattelsen af, at utroskab det var man når man var sammen med andre rent fysisk. Det var jeg ikke. Jeg vil ikke benægte det jeg har gjort, men det var sådan jeg tænkte på det tidspunkt...
Jeg forstod ikke helt hvad der foregik, og det er først her for en måneds tid siden at jeg kunne se, at jeg faktisk har været enormt jaloux på hende...
Kommentarer
Men som hun ser det, så sagde hun hele tiden, at jeg var hende utro, og det var været vores meget store diskution igennem mange måneder nu. Det har gjort mig ked af det, da jeg allerede dengang kunne se, at det selvfølgelig var forkert at jeg ikke fik slettet de profiler lige i starten af forholdet, men der skænkede jeg de ikke nogen tanker da jeg var utrolig glad og følte jeg endelig havde fundet kvinden i mit liv! Den tanke har jeg stadig om hende!
Efter bomben sprang i sommers da hun opdagede det, og efter vi slettede det hele sammen, så har jeg godt set at tilliden hang i en tynd tråd, samtid med at jeg aldrig fik sat ord på alle de ting hun gjorde mig jaloux over. Men dengang kunne jeg ikke selv se hvad jeg reagerede på. Det kan jeg heldigvis nu og har sagt det hele som det nu har været og vi er begge enige om at det hele nu giver mening! Men hun siger stadigvæk at hun aldrig vil kunne få tilliden til mig tilbage :-(
Jeg synes ellers jeg er en ærlig mand. Jeg siger selv tingene som de er føler jeg, også i et forhold. Jeg er ikke den der står med hatten i hånden, samtid er jeg ikke bleg for at erkende mine fejl overhovedet. Jeg kan frit snakke om dem, og har også stået ved at jeg har dummet mig og det kan jeg ikke ændre på.
Samtid så siger hun som sagt at hun aldrig vil kunne få et tillidsfuldt forhold til mig mere. Det slog selvfølgelig enormt hårdt at få sådanne ord at vide. Jeg har gået igennem en rigtig svær tid de sidste 5 uger og lært rigtig meget af det her. Jeg er faktisk kommet dertil, hvor jeg nu erkender at det jeg gjorde var utroskab. Vil i give mig ret?
Før i tiden troede jeg at utroskab handlede om, at det var når man havde været sin partner utro ved sexuelt at have sidespring og følte det jeg før i tiden lavede var mere "uskyldigt..." hvis man kan bruge det udtryk? Men ihvertfald har jeg for uger siden indset at jeg har været enormt jaloux på hende og ikke følt hun ville mig nok. Siden hen var det lige som om der gik hul på en dæmning, og jeg indså også at jeg har været hende utro.
Det smerter det hele og jeg er dybt ked af, at jeg selvfølgelig har gjort det mod hende. Men samtid kommer de her spørgsmål op med hvad jeg følte hun gjorde mod mig dengang. Det smerter kan jeg mærke at der var så mange åbne huller som vi ikke fik snakket ud om. De fylder meget og hvor er jeg ked af at jeg ikke kunne sætte ord på mine følelser allerede dengang, for så tror jeg vi ikke kom dertil hvor vi er nu....
Hun er stadig den pige jeg elsker overalt i verdenen. Hun siger til mig, at nu har hun valgt side, og det rokker hun ikke ved, på trods af at vi ikke har været kærester i nogle måneder. Hun kan stadig grine med mig, og jeg føler helt klart at vi har kemi og vi holdte jul sammen da vi var børnefri, og frem til januar snakkede vi om at holde ferie sammen i Paris og hun viser mig, at hun er glad for mig når vi er sammen.
Vi var i parterapi for at få hjælp til at forstå hinanden i sommers. Det hjalp ikke nok fordi vi begge holdte på vores ret og jeg ikke havde mine reaktioner på plads.
Nu er vi begge enige om at det jeg lavede var utroskab, og jeg er dybt ked af det hele! Jeg har accepteret og lydt til hende når hun har det svært ved det, jeg har vist hende, at det er hende jeg elsker og vil dele mine børn og mit liv sammen med, jeg har givet hende blomster, været på knæ med dem og bedt om tilgivelse, sagt hvor stor en idiot jeg har været og givet hende ret i hvor dum jeg har været. Det hele er så fustrerende og jeg er så ked af, at det nu ser ud til at alle vores drømme nu måske bliver skyldet ud i toilettet.
Jeg føler at jeg har rykket mig helt vildt, og erkender endda hvad jeg har lavet og vil ikke lyve om det. Jeg har flyttet mig, og hun siger også at hun kan se at jeg har flyttet mig ift hende. Men hun holder på, at hun aldrig vil kunne få tillid til mig, og at det løb det er kørt.
Nu kommer mine spørgsmål. Jeg ved godt det er slemt det jeg har lavet, og jeg erkender det var utroskab. Men er det mig der er noget galt med stadigvæk? Har jeg fejlet så meget og hun ikke har fejlet?
Jeg er meget rådvild og jeg er så dybt ked af det!!!!! Hun er kvinden i mit liv, og jeg søger råd og vejledning i mit måske forliste forhold til den jeg holder så allermest af.
Jeg håber på at i har lyst til at svare mit indlæg. Jeg ved godt at det er et par lange indlæg og jeg håber det kan læses og forstås?
Mange hilsner fra en dybt ulykkelig mand.
Dit tidligere ægteskab fungerede ikke, og du oprettede nogle profiler på nettet, hvor du fik nogle behov dækket? Det var således noget, der foregik i et forhold, der nu er afsluttet?
Du indleder - efter din skilsmisse – et forhold til den nuværende. Du elsker hende meget højt, og har derfor ikke brug for disse profiler, som du glemmer alt om, at du stadig har liggende?
Disse profiler opdager din kæreste på et tidspunkt, og du forklarer, hvad det hele handler om, og i fællesskab sletter I disse profiler?
Er det det, der er din forbrydelse??
Du har en kæreste som måske – måske ikke – har noget kørende med en/flere andre kvinder eller mænd – hun siger, der ikke er noget, men da du tager til USA og I har aftalt, at du skal ringe hjem, kan du ikke få fat i hende, fordi hun er ude og feste?
Du oparbejder en jalousi, fordi der foregår noget, du ikke kan gennemskue.
I taler tingene igennem, I er til parterapi, men din kæreste har mistet tillid til dig, fordi hun mener, du er/har været hende utro, hvilket du tilstår og mener, at der er dig, der har dummet dig?
Nu ved jeg ikke, om det er korrekt forstået, men hvor er det i grunden, du har dummet dig og været utro?
For mig at se, skyldes din kærestes ”mistro” til dig udelukkende, at angreb øjensynligt er det bedste forsvar. Det er sådan set hende, der ikke har helt rent mel i posen, men hvis jeg ellers har forstået det ret, så kan du altså ikke på nogen måde klandres for ting, der er foregået før hun blev en del af dit liv, og det kan under ingen omstændigheder kaldes utroskab mod hende.
Jeg er enig i at utroskab ikke kun handler om fysisk sex. Utroskab er min verden, hvis man foretager sig ting, som partneren ikke må se eller høre om – og som jeg læser dig, så har du ikke holdt noget skjult for din kæreste - kun glemt noget, der er foregået før hendes tid.
Men – jeg ved ikke, om jeg ikke har forstået din problematik.
Tak for dit hurtige indlæg....
Ja hvad du skriver er stort set rigtigt forstået hvad jeg lige kan læse. Det der er problemet er at de to profiler jeg har haft i den tid med min (eks)kæreste har jeg brugt dem til at flirte på nettet og sende billeder mens jeg har været allermest fustreret over det hele med hende, uden at jeg har været i stand til at sætte ord på at det virkelig var jalousi. Jeg gjorde det kan jeg se i bakspejlet når jeg virkelig har været usikker på hende. Jeg har ikke kunne indse at jeg har været jaloux, men det fik jeg først sat ord på her for ca. 4 uger siden. Det fortæller jeg hende og vi mødes og vi bruger en hel dag på at snakke. Hun siger så til snakken at det overhovedet ikke ændrer hendes indstilling til sagerne, og at hun med det samme siger NEJ da jeg er på knæ og beder om tilgivelse.
Jeg vil ikke rende fra det jeg lavede og det har jeg også endelig langt om længe indset at det selvfølgelig er utroskab.
Det der støder hende er, at jeg har gjort det i den tid vi var sammen og jeg ikke havde slettet det til at starte med. Jeg bekender alt, og alligevel vil hun ikke se eller indse at det hele havde sin grund. Hun siger det er mig der har fucked det her op, og at det er min skyld. Jeg føler ikke at hun har rykker sig selv. Det hele er mig der har arbejdet med mig selv. Men hun står meget fast i sin ret føler jeg og pejer meget fingre af mig og virker nærmest urokkelig.
Er det mig der er helt gal på den? Der skal siges at hun i sin barndom har haft det rigtig svært. Hendes far var dybt alkoholiseret og han begik selvmord da hun var i starten af 20´erne.
Hun siger at hendes opvækst intet har med det her at gøre, og det virker også til at hun er i meget kontakt med sig selv. Det virker til at hun har fået styr på hendes barndom og kvaler ifm hendes afdøde far. Eller har hun?
Hun har ikke kunne sætte en finger på min ellers normale opførsel siden hun opdagede det, og vi slettede som sagt profilerne sammen, og jeg har fortalt hende at hun har vist mig vejen og det kun er pga. at jeg elsker hende så meget at jeg er kommet ud over alle de ting fra de åndsvage profiler.....!
Jeg står ved min dumme opførsel og jeg bekender alt! Jeg kan forstå hvis jeg ikke erkender fejl, men i min verden hænger det sådan sammen med at man altid skal lære af sine fejl så man kunne stå stærkere sammen i den anden ende. Men igen, hun siger konstant til mig, og minder mig hele tiden om, at hun aldrig vil kunne få tilliden til mig igen. Hun hævder at hvis hun gjorde det samme ved mig, så ville jeg reagere på samme måde....
Der er jeg ikke enig med hende. Jeg mener, at hvis man har været den anden utro og man kan se at den der har gjort det er utroligt ked af det, og vedkommende stadig elsker sin partner, så mener jeg godt et forhold kan klare det, og måske lære af det? Er det mig eller?
Jeg ved bare, at det jeg gjorde var så dumt, og jeg handlede tosset istedet for jeg dog bare skulle sige tingene som jeg opfattede dem, men jeg vidste jo ikke bedre og kunne ikke læse min egen opførsel :-(
Jeg føler bare at nu bliver der pejet fingre (hun nok ikke dele mit syn på det nu) men det er helt klart det jeg føler. Jeg er rådvild over at hun hele tiden minder mig om, at hendes tillid er væk og hun aldrig vil kunne få et stabilt, normalt og tillidsfuldt forhold til mig igen....
Jeg føler helt klart jeg har forrådt vores kærlighed. Det føler hun også. Men det var mig der selv kommer med den dom, og hun bruger nu udtrykket som jeg selv bruger og jeg er helt på herrens mark.
Jeg ved ikke hvad hun har gået og lavet når vi ikke har været sammen. Hun har været sexuelt aktivt før mig og prøvet rigtig mange ting jeg aldrig har prøvet, så min usikkerhed bunder jo i at når hun netop siger til mig at hendes veninde ville have pigesex med hende osv....
Er det mig der er helt gal på den?
:-(
Du var usikker, utryg, hvorfor du handlede, som du gjorde. Det havde måske nok været bedre, om du fra starten havde konfronteret hende med den usikkerhed – men det er så nemt at råde om, hvad man skulle have gjort – du gjorde det ikke – i hvert fald ikke tydeligt nok. Du valgte i stedet at ”trøste” dig selv med disse ting.
Det er forskelligt fra person til person, hvordan man forholder sig til sådanne former for utroskab, så hvad jeg eller andre kan komme med, kan du ikke bruge til noget som helst. Det handler om, at din kæreste efter dette ikke kan føle tillid til dig, og det kan meget vel have grobund i hendes opvækst, hvor hun er blevet meget groft svigtet, og nej – det kommer man ikke sådan lige over. Jeg ved ikke, om hun har fået hjælp til få bearbejdet disse ting i sin opvækst, men noget sådan sætter sine dybe spor, hvorfor hun også har reageret, som hun har, og ikke vil lytte til dine forklaringer. En dybt alkoholiseret far har sikkert forklaret her fra og til månen, uden man derfor har kunnet tro på det.
Jeg kan forstå, at du virkelig har forsøgt at sætte fokus på, at det sådan set var hende, der drev dig ud i denne usikkerhed, at DU ikke vidste, hvor du havde hende, at DU opfattede hendes handlinger som utroskab, hvorfor du reagerede, som du gjorde.
Som jeg læser dine indlæg – så er I nok begge lige skyldige i, at tingene er gået, som de er – det er således ikke kun dig, der har hele skylden, og hvis der skal være et håb for jer – så tror jeg du måske skal forsøge at kaste bolden tilbage, og lade være med at påtage dig hele skylden.
Prøv – igen måske – at sige til hende, at du aldrig havde fået den ide, hvis DU havde kunnet stole på HENDE, for det følte du jo ikke, du kunne på et tidspunkt, vel?
Prøv at komme ud af offerrollen – så kan det være, hun vil se dig i et nyt lys, og måske vil være med til at påtage sig ansvar.
Om det giver jer jeres forhold tilbage – kan ingen vel svare på, men lige nu har du vel alt at vinde.
Men – hold for himlens skyld op med at kravle rundt for fødderne af hende med blomster – det ville i hvert fald ikke få mig til at føle fornyet kærlighed – tvært i mod. Det bliver bare for ynkeligt.
Ret ryggen - knald den retur.
Jamen du har helt ret! Jeg har så sent som i går været rigtig sur på hende da hun ikke vil tage del i hendes skyld i det her! Det er enormt fustrerende og jeg blev sgu sur og jeg synes ikke det er fair at hun sådan afviser det hele fra hendes side!
Jeg har accepteret at jeg gjorde ting forkert. Men man bliver hele tiden mindet om den skyld..!!
Jeg har en gang trukket linjerne op sidste år, men jeg blødte alt for tidligt op, og så havde hun mig igen.
Jeg har faktisk så sent som her til aften tænkt, og fulgt dit råd, og nu har jeg sat en stol for døren. Jeg fortalte hende at den opførsel hun har givet mig den sidste tid finder jeg mig ikke i. Det er slut med det, og at det er på tide at hun også tager del i hendes skyld i alt det her også. Jeg elsker hende, men det er sidste gang at jeg går langt ud over mine grænser på den måde, og så ovenikøbet ikke bliver behandlet med respekt oveni. Hun har hele tiden bevæget sig over i min halvdel, og det har jeg accepteret. Det var måske ok i starten, men det kan man ikke blive ved med, og hun burde selv begynde at tænke sig om, men det formåede hun ikke. Resultat; 11 opkald jeg ikke besvarede og 5 sms´er alle fra hende, og hun virker dybt fustreret.....
Så nu må vi se hvad der sker. Men ihvertfald ja, jeg burde ikke have været så flink i første omgang....jeg har altid tænkt at kærlighed skal man kunne snakke stille og roligt om tingene, men jeg kan sagtens se, at nogle gange skal man banke i bordet og holde fast. Det er hermed gjort.....så nu selv hvis det er for sent at redde, så har jeg måske i det mindste reddet min værdighed i det her.....
Tusind tak :-)
Men lov nu - ikke mig, men dig selv - at du virkelig holder fast nu og forlanger, at den sag bliver lukket.
Dog skal det jo heller ikke ende med, at det bliver hende, der ligger for dine fødder. I skulle meget gerne kunne ende op med at stå ligeværdigt for hinanden, og når I gør det, så kan I se, om der så er håb forude for jer.
Når noget går galt i et forhold, er det meget sjældent, det kun og udelukkende er den enes skyld - der er ofte en årsag til, at man har handlet, som man har gjort.
Det er det, I skal have på plads på en god og fornuftig måde - og så skal I komme videre. Sammen - eller hver for sig, men på en god og værdig måde, og i hvert fald en hel del klogere.
Held og lykke.
Ja du har helt ret. Nu er der lige godt nok kun gået et par dage, og det er da svært at holde sig i skindet med jeg har forholdt mig helt passiv indtil videre og jeg gør intet før/hvis hun reagerer.
Jeg ved ikke hvad jeg lige skal tænke p.t. Men mon ikke hun er meget forvirret over den måde jeg reagerer på nu? Det mønster kender hun mig ikke i. Det har altid været sådan at vi altid har kunne snakke om ting, og vi lovede også hinanden engang, at vi aldrig ville skilles som uvenner eller bare være uvenner på den her måde. Men et eller andet sted føler jeg at jeg var nød til at skære igennem og stille den der stol for døren. Jeg havde intet andet valg, hvis jeg skulle se mig selv i øjnene igen. Jeg kan mærke at jeg den sidste tid er gået langt ud over mine egne grænser. Så jo, helt klart, så har jeg lyttet til mig selv denne gang.
Du har ret i, at der altid er begge der bærer skyld. Desværre var det bare alt for meget fokus på mig i flere måneder, også da vi var i terapi. Da jeg ikke havde erkendt min jalousi så kunne vi desværre heller ikke bringe emnet på banen hos terapeuten dengang. Jeg forerslog før jeg satte stolen for døren om vi ikke skulle prøve igen hos terapeuten da det hele ligesom stod i et helt andet lys. Men på det tidspunkt sagde hun nej....
Men nu er der ingen sms kommunikation, ingen snak, ingenting, og det er total mærkeligt at det pludselig er stoppet.
Ja, den er ikke så nem denne her, men som jeg skrev til dig, så skulle denne historie gerne ende med, at I kan stå ligeværdigt overfor hinanden, så jeg synes, du skal mærke godt og grundigt efter inden i dig selv, om det forslag, jeg nu kommer med lyder fornuftigt, for det kan jeg bestemt ikke vide - jeg kender hverken dig eller hende :-)
Jeg foreslår, at du tænker så længe, du nu synes, og så kontakter du hende - endelig ikke for at "krybe til korset", bestemt ikke, - men for at spørge hende, om hun nu har haft tid nok til at tænke over denne nye vinkel, og naturligvis respektere hendes svar, hvis hun har behov for yderligere tid, men ellers at I mødes for at få tingene ordentligt på plads, og hvis I kommer frem til, at det så ikke kan lade sig gøre, at det skal være jer, ja, så bør I anstændigvis afslutte på en god og værdig måde.
Nu har du ikke hørt fra hende i flere dage - det kunne jo være, hun har indset, at hun vist har spændt buen for hårdt, været for hård ved dig, men nu altså ikke ved, hvordan hun skal agere - derfor er det måske en ide, at det så er dig, der åbner døren.
Hun må naturligvis gerne få at vide, at du stadig elsker hende, og at du gerne vil hende, men denne historie altså bør stoppe, og hun skal naturligvis vurdere, om hun mener, at hun altså godt kan stole på dig, og ligeledes om hun vil være i stand til at lægge låg på og komme videre. Det kan sagtens være, der skal gå en tid, hvor I mødes som venner - ingen af jer må forsøge at presse noget igennem. I skal arbejde på, at jeres beslutning- hvad den end bliver er gensidig og enig.
Jeg vil foreslå, at I aftaler at mødes på en cafe eller lignende, altså et neutralt sted - det giver mere ligeværdighed end hjemme hos en af jer, og skulle det gå helt galt, så kan den ene bare rejse sig og gå.
Held og lykke - lad mig høre hvordan det går.
Det lyder som en rigtig god ide med at ses på neutral grund. Jeg tror også at jeg skal slå på at det er som ligeværdige mennesker vi mødes. Jeg føler at siden sommer sidste år, så er det min klare opfattelse at magtbalancen har skubbet sig siden da, fordi jeg netop hele tiden ikke har benægtet det jeg gjorde, men netop gav hende ret, for hun havde jo ret hele vejen igennem.
Og nu, endelig efter så mange måneder er det først nu jeg fanger mine egne spørgsmål med min jalousi at jeg faktisk synes, at efter jeg er blevet opmærksomme på dem, så vægter de faktisk rigtig meget oppe i mit hoved, og det gør de stadigvæk selvom vi ikke er sammen. Jeg har brug for at få ordenlig svar på dem og gøre hende det klart at jeg ubevidst handlede på det, om end handlingen var åndsvag, men jeg handlede. Nu efter jeg har vendt vrangen ud på mig selv og blevet klar over min jalousi, så har hun stadig ikke taget del i hendes side af ansvaret. Hver gang jeg nævnte det til sidst så har hn sagt at hun har fuldstændig styr på hendes liv og det ikke er hende der har fejlet i det her.
Hun gør mig hele tiden opmærksom på de samme ting, og det virker som om, at hun ikke skænker min side af sagen et eneste sekund. Og hun siger hele tiden, at hun aldrig vil kunne stole på mig mere.
Undskyld, men efter alt det jeg har fundet ud af selv med jalousi og at jeg føler jeg har været hende utro med mit nye syn på det hele, så synes jeg ikke at hun stadig siger det samme, og det gør mig rasende. Det var også noget af det sidste jeg fortalte hende, at jeg ikke gider finde mig i at hun hele tiden hakker på mig, og når det er på den måde, så stopper jeg kommunikationen med hende, indtil hun har noget konstruktivt at fortælle mig. Jeg er blevet rigtig træt af at jeg føler hun konstant hakker på mig og slet ikke ser den nye verden, og hun netop sagtens kan stole på mig :-( det gør mig fustreret, og jeg kom bare ikke videre, så det var godt at du og andre jeg ved har læst artiklen her, at det har hjulpet mig med at få øjnene op og at jeg skal komme ud af den offer-rolle. Det har jeg kommet ud af. Som jeg skrev sidst så var hun helt ude af den sidst i telefonsvareren og hun græd rigtig meget. Kan det være fordi at nu er det pludselig ikke hende som har kontrollen over alt det der sker nu? Hun er en person der er vandt til at planlægge og tilrettelægge dagene og ugerne derhjemme, og nu opstår der noget hun ikke kan gennemskue?
Åh der er så mange spørgsmål, og jeg tænker hele tiden. Selv når jeg skal sove, så kører den og jeg har svært ved at sove, og vågner også flere gange om natten. Det går mig på alt det rod her og hvis jeg ikke elskede hende, så var jeg slet ikke herinde og temmelig sikkert også ligeglad.
Jeg ved ikke med dig/jer, men hendes tilsyneladende kolde ydre og når hun afviser vores forhold omkring start januar, det har hun styret og sagt at hun ikke vil mere pga hendes mangle på tillid, og HELE tiden siger at det vil hun aldrig få mere og hun virker total sur hver gang. Og nu, efter jeg for første gang råber stop og jeg ikke finder mig i den måde hun har behandlet mig på og jeg bryder kontakten ret pludselig, så er hun helt ude af den, og græd rigtig meget på telefonsvareren.
Er det mig, eller viser det stadig at hun elsker mig? Det var følelsen jeg får når jeg stadig hører hendes svar af og til, og jeg får det total skidt med at lytte til den, for hun er virkelig ked af det.....
Men viser det at hun stadig har kærligheden i sig? Ellers ville hun ikke prøve at ringe og ville snakke i de 11 opkald hun lavede den aften?
Jeg er på nippen til at kontakte hende, for hun fortalte mig dengang da jeg også fik nok af hendes umættelige måde hun behandlede mig på, men jeg var ikke så stærk, og jeg kom tilbage til hende, men straks og efter egen vilje faldt jeg tilbage og var ikke stærk nok og kunne ikke bryde ud og fortælle om min jalousi, for den side så jeg slet ikke, for hun fra starten tog føring og det var mit lort vi straks kastede os over, gik til terapi over min opførsel, uden som en eneste gang havde jalousi oppe. Det ved jeg nu er den side der har ulmet og er en vigtig del i hele denne historie...
Men for mig virkede det som om hun stadig har kærligheden, men den vælger hun at tilsidesætte for at lade hendes "fornuft" styre hvor hun vil hen, men uden at lytte til min side af historien, det er hendes egen konklussion hun drager.
Ja, jeg tror faktisk, hun stadig elsker dig meget højt, men jeg tror også, hun i den grad er ude i tovene nu.
Nu kommer der en gang gætteværk – det indrømmer jeg, men som nævnt, jeg kender kun det til jer, som jeg har læst her:
Hun har hidtil klaret hele sit liv ved at være den, der styrer og bestemmer, hun er udadtil den meget stærke pige, der desværre slet, slet ikke kan magte at se objektivt på sig selv, slet ikke kan magte, at det KUNNE være hende, der måske er gal på den, hende der har handlet for voldsomt.
Hvis vi tager hendes opvækst i betragning med en alkoholiseret far, så har hun givet aldrig oplevet at måtte være den ”svage” der havde brug for omsorg og støtte, og da slet ikke at vise det behov, hvorfor hun slet ikke kan det i dag.
Hun overlever ved at styre alt ned til mindste detaille, for det er den eneste måde du ikke kommer til at opleve den lille usikre pige, der bor inden i hende, og den lille pige, er hun meget bange for at du skal kende, for kommer du til det, så vil du ikke have noget med hende at gøre – altså i hendes verden. Hun fatter ikke, at den lille pige, vil du også elske og beskytte over alt på jorden, for da hun var en lille pige, var det bestemt ikke, hvad der skete.
Som du nu fortæller, så tror jeg faktisk aldrig, hun netop har fået denne opvækst bearbejdet – og slet ikke er klar over, hvor dybe sår noget sådant har sat i hende. Jeg tror sådan set heller ikke, hun selv er klar over, at det givet er det, der har formet hende til at være så hård og styrende – det er en hel ubevidst måde for hende at overleve på.
Derfor tror jeg, hun nu er rystet i sin grundvold – du har sagt stop med meget store bogstaver – du vil ikke finde dig i, at det hele skal være din skyld, du vil ikke acceptere at være et offer, hun kan lægge skyld og ansvar på. Jeg tror også, hun er helt klar over, at hun er gået for langt, men hun aner givet ikke hvordan hun - uden at tabe det ansigt, som er så vigtigt for hende – skal komme dig i møde igen.
Hun er givet fuldstændigt rundt på gulvet, for hendes billede er røget – du har med din seneste adfærd presset hende ud i at skulle se på sig selv, som den hun faktisk ER, og ikke som det billede, hun selv troede hun var. Og det gør hende voldsomt bange – hele hendes panser er ved at blive nedbrudt – hun aner ikke, hvordan hun nu skal takle situationen.
Jeg tror desværre ikke din kæreste endnu er klar over, at hun vil have stor nytte af at få noget hjælp, så det skal du nok vente lidt med at foreslå hende, men hvis hun ellers vil være med til det, så ville det bare være noget så godt, hvis I kunne mødes på neutral grund, og du naturligvis stadig fastholder din vinkel af historien, men også giver plads til, at der er en forståelse for hendes måde at reagere på. Hun skal måske ikke forklare, hvorfor hun handlede på en måde, der gjorde dig usikker, men hun skal have at vide, hvad det gjorde ved dig, men det må aldrig nogen sinde blive et angreb.
Det er muligt, at de ting hun har gjort, har været en form for ”test” af dig; hvor langt kunne hun gå, og hun netop har gjort det, fordi hun netop mærkede, hvor meget hun elskede dig, og hun var ”bange” for at det ville tage magten fra hende, og du måske ville opdage, hvor meget hun gerne vil give sig hen til dig, men altså ikke tør, for hvis du nu alligevel ikke elskede hende så højt igen, så ville hun jo have blottet sig, og du ville opdage hendes inderste, og det var hun ikke klar til.
Nu har du sagt stop – enten sidder hun og siger til sig selv, at ja, så havde hun jo ret, du elsker hende ikke nok, eller også – og det er det jeg tror – så er det måske gået op for hende, at hun er gået for langt, og nu aner hun ikke, hvordan hun - og desværre stadig uden at tabe ansigt – kan se dig i øjene igen, og måske give plads til, at I sammen kan finde ud af noget.
Det er afsindigt vigtigt, at du ikke ”tromler” hende, for gør du det, så er hun gået på stedet. Hun vil givet igen og igen slå ned på det, DU gjorde, og du bør hver gang, stille og roligt afvise at det er din handling, I taler om – det er hendes, og hvad den gjorde ved dig – for netop din handlemåde, har I – så vidt jeg har forstået – tævet igennem på kryds og tværs; det er HVORFOR du reagerede, som du gjorde, der er emnet. Det er meget, meget vigtigt, at hun også indser SIN andel af problemet, som du har indset din og først der efter, kan I finde ud af, om I vil mere med hinanden.
Ja, undskyld – jeg ved det her er en mægtig omgang ”lommepsykologi”, men jeg kender faktisk til problematikken. Jeg ved ikke om ovenstående overhovedet giver mening for dig? Hvis du slet ikke genkender det, så er det heller ikke der, hun er.
Kan du bruge noget af ovenstående? :-)