Indstillinger
Jalousi = sindssyg
Min kæreste er jaloux og har været det i et års tid. Det er lige fra at jeg ikke må være sammen med veninderne til at jeg har stået og flirtet med en ekspedient jeg overhovedet ikke har snakket eller set.
Vi er voksne mennesker med bonusbørn i forholdet.
Det er gået godt i en 3 ugers tid nu, og jeg er netop blevet inviteret med en veninde i byen. Han gik fuldstændig i baglås og fortalte at han ikke ville have en partner der flimrede til højre og venstre. At der hvor han er i sit liv lige nu, den positive vej, så vil han ikke have noget der kan forstyrre den. Altså må jeg ikke tage med hende, da det er med til at give ham uro inden i. Så sidder jeg her og tænker, jeg er igennem det sidste år gået så meget på kompromis med mig selv, for at tilgodese hans ønsker. Flyttet hurtigere sammen, mødt hans børn, udeladt en masse socialt osv.
Skal jeg fortsætte med at holde mig væk fra de ting der gør ham jaloux som eks at tage med en veninde og en ven til fest i weekenden? Er det så forkert af mig, at jeg gerne vil mødes med mine venner og hygge og feste?
Jeg er blevet helt i tvivl om, om det er mig der er helt forkert på den, eller om det er hans jalousi der styrer forholdet og dermed også mig. Jeg er grædefærdig over det sidste. Er jeg så forkert?
Er der nogen andre steder der er forums hvor man kan snakke sammen end her i netdoktor?
Vi er voksne mennesker med bonusbørn i forholdet.
Det er gået godt i en 3 ugers tid nu, og jeg er netop blevet inviteret med en veninde i byen. Han gik fuldstændig i baglås og fortalte at han ikke ville have en partner der flimrede til højre og venstre. At der hvor han er i sit liv lige nu, den positive vej, så vil han ikke have noget der kan forstyrre den. Altså må jeg ikke tage med hende, da det er med til at give ham uro inden i. Så sidder jeg her og tænker, jeg er igennem det sidste år gået så meget på kompromis med mig selv, for at tilgodese hans ønsker. Flyttet hurtigere sammen, mødt hans børn, udeladt en masse socialt osv.
Skal jeg fortsætte med at holde mig væk fra de ting der gør ham jaloux som eks at tage med en veninde og en ven til fest i weekenden? Er det så forkert af mig, at jeg gerne vil mødes med mine venner og hygge og feste?
Jeg er blevet helt i tvivl om, om det er mig der er helt forkert på den, eller om det er hans jalousi der styrer forholdet og dermed også mig. Jeg er grædefærdig over det sidste. Er jeg så forkert?
Er der nogen andre steder der er forums hvor man kan snakke sammen end her i netdoktor?
Kommentarer
Det er helt igennem ham der styrer forholdet OG dig.
Du må ikke lade det her fortsætte. Du er allerede i tvivl om om du gør noget galt, og du vil blot blive mere og mere usikker på dig selv hvis du lader ham kontrollere dig på denne måde.
Du bliver nødt til at sige fra.
Mit råd er, at du insisterer på at han får terapeutisk hjælp. En mulighed kan være parterapi - og supplerende samtaler til ham.
Vil han ikke det, må du tage konsekvensen og afbryde forholdet - selvom det er lettere sagt end gjort.
Man skal være to om at fastholde et mønster.
Du kan ikke ændre ham med et trylleslag - han skal selv ønske at få hjælp til at finde årsagen til og håndtere sin jalouxi - men du kan ændre dig selv.
I et sundt og godt forhold stoler man på hinanden, respekterer hinanden, er loyale overfor hinanden og ønsker at gøre partneren glad og for så vidt muligt opfylde partnerens behov (og det går selvfølgeligt begge veje). Man lytter og har en jævnbyrdig dialog, hvor man forsøger at forstå hinanden og mødes. Man ønsker, at båden partneren og én selv har det godt. Man bygger hinanden op og søger at trække hinanden op ad (i stedet for at begrænse hinanden) og man får det bedste frem i hinanden. Man giver selvfølgeligt den anden frihed og selvstændighed til at gøre ting for sig selv også udenfor hjemmet og sammen med andre mennesker. Den glæde og nye energi partneren henter ude i verden, bliver jo bragt med hjem og styrker derfor forholdet.
Der er vist langt fra et sådant (for mig at se idéelt) forhold, til det du lever i. Din kæreste trækker dig nedad, han begrænser dig, han bryder dig ned, så du ikke risikerer at få det bedre, end han har det. Han ødelægger din glæde og dit selvværd og det er det mest katastrofale, der kan ske. En klog mand har engang sagt til mig: 'Lad aldrig andre tage din glæde fra dig. Det er alt for vigtig en følelse til, at du kan undvære den'. Hvis du accepterer at give efter for din kærestes (urimelige) krav og forventninger, så giver du afkald på din glæde og dit selvværd - for at han kan være glad og føle selvværd. Hvilket vil sige, at hans velbefindende er på bekostning af dit. Accepterer du dette, så ofrer du dig og det skal man aldrig gøre.
Derfor er jeg enig med Anna i, at enten må du afslutte forholdet eller også må han søge behandling for sin jalousi.
P.S.: Jeg kender ikke andre fora end Netdoktor.
KH Helene
Han bad mig faktisk om at tage i byen den dag, men sygdom gjorde så at jeg måtte blive hjemme.
Det der fylder mine tanker er, at han faktisk stiller et ultimatum op når han har det rigtig skidt, at jeg bør tilgodese hans tilstand og hvis jeg fortsætter med at gå imod det, og gøre ting jeg ved gør ham dårlig, så vi nødt til at stoppe forholdet. Jeg har sagt at hvis det er det han ønsker, så må jeg jo forholde mig til det, da jeg ikke ved hvor længe jeg kan "ofre" mig selv ved at frasige mig de ting der foregår uden ham, som gør mig glade. Og hvem ved, så ender det måske med at det er det der sker, at jeg forlader ham, og han faktisk selv har skubbet mig væk. Han kan godt se det, og siger også selv at det er pest eller kolera for ham, da det gør så ondt inden i ham begge dele.
Måske kan hypnoterapi være en mulighed? Jeg har selv gået i hypnoterapi af andre årsager og er meget glad for den behandlingsform.
Her er et link til en udsendelse om en kvinde, der fortæller om sin jalousi og hvordan det hjalp hende med hypnoterapi. http://www.dr.dk/odp/player.aspx?http:/ ... odp%3Dtrue
KH Helene
Vores sidste sammenstød gik ud på, at jeg ikke havde informeret om at jeg først kom 4 timer senere hjem den ene dag. Jeg har normalt tidligt fri om fredagen, men havde besluttet mig for at få ordnet nogle forskellige gøremål, og derfor blev det noget senere jeg kom hjem, hvilket han blev skuffet, irriteret over jeg ikke havde informeret om. Jeg kan godt forstå det træls at vente på nogen hvis man forventer et tidspunkt ( vi havde ikke aftalt at mødes når jeg havde fri) men han fik den præsenteret på en kedelig måde, hvor mange andre ting pludselig kom frem.
Det hele kulminerede i, at jeg meldte ud, at jeg ikke ønskede forholdet mere, da jeg ikke kunne klare al den negativitet. Vi er dog stadig sammen og har haft nogle gode snakke efterfølgende.
Lige nu kan jeg mærke, at jeg virkelig savner et forum hvor man virkelig kan få snakket om at være i forhold med jaloux partner.
Det er ikke let...
I det tilfælde du nævner, hvor du kom fire timer senere hjem end forventet, kan jeg godt forstå, at han reagerede negativt på. Især når han nu har de problemer med jalousi, som han har. Jalousien handler jo bl.a. om utryghed.
Så det handler jo også om, at du giver ham den tryghed og bekræftelse, du kan - uden at det er på bekostning af dig selv. Det er en balancegang.
Når vi overreagerer, så handler situationen typisk om noget helt andet, der går længere tilbage i tiden og mindre om den udløsnede faktor i nutiden. Når det er 'gamle følelser', der vækkes, kan man være tilbøjelig til at få udtrykt sine følelser på en meget uhensigtsmæssig måde.
Forstår godt, at du savner et forum, hvor du virkeligt kunne få en debat med ligestillede. Jeg kan ikke huske, om du har nævnt det, men har I tænkt på parterapi?
KH Helene
Vi har snakket meget åbent om at stoppe, og jeg har hele tiden holdt fast i, at måske er hans tanker de rigtige og måske er mine de rigtige. Hovedproblemet er, at de to måder vi tænker på, ikke stemmer overens med hinanden, for at skabe et godt forhold med glæde.
Jeg er helt afklarret med, at dette ikke kan fortsætte. Så hvis ikke der sker en ændring nu, så er jeg nødt til at forlade forholdet. Æde den smerte der skyldes kærlighed, men den går over, det gør evig negative impulser ikke.
Terapi er ikke noget, der 'bare lige' forandrer tingene. Det er en langsom og hård proces, hvor man aktivt skal arbejde med sig selv. Det handler ikke kun om at blive klar over, hvad man selv gør forkert og så lære at gøre noget andet. Det handler om, at man langsomt får skabt følelsesmæssige forandringer, der medfører, at éns adfærd og handlinger stille og roligt forandres, fordi man oplever, at noget andet føles bedre.
Men den slags arbejde med sig selv, vækker let angst og smerte og det beskytter man sig jo typisk imod at mærke. Derfor kan det være svært at få hul igennem og opnå andet en en kognitiv forandring - altså en ret overfladisk forandring, der ikke er skabt af dybe følelsesmæssige forandringer. På den måde kan følelsene være uændre, han har så bare lært at beherske dem bedre. Det er efter min mening ikke tilstrækkeligt.
Du skriver, at han har været hos tre terapeuter, men ikke rigtigt har opnået nogen egentlig forandring. Så begynder jeg at få mistanke om, at den manglende fremgang ikke så meget skyldes dem, som at han ikke er i stand til at give slip og komme ind til følelserne. Der er ingen tvivl om, at oprindelsen til jalousi har været smertefuld og skal følges tilbage i tiden. Hvis han vil opnå dybe, vedvarende forandringer, må han konfrontere den smerte.
Som du selv skriver, så handler det ikke om, at den ene af Jer har rigtige tanker og den anden forkerte. I har hver Jeres tanker og følelser, der er rigtige for Jer hver især. Desværre er de bare forskellige og uforenelige. Men vi har alle vores tanker og følelser hos os af en god grund.
Så jeg synes, det er godt, at du er klar over, at du må passe på dig selv. Kærlighed kan betales for dyrt. En virkelig forandringsproces, er som sagt hårdt arbejde (både for én selv og partneren), det tager lang tid og som partner skal du så også være indstillet på at arbejde med dig selv i en forandringsproces.
Hilsen Helene
tak for dit svar, læser det/ dem igen og igen.
Igår gik det galt. Han blev meget sur over, at jeg ikke lige havde ryddet tallerknerne væk (havde haft en veninde på besøg!), med det samme som hun var gået. Jeg tænkte bare, hvorfor skælde mig sådan ud, min tlf havde ringet i samme sekund som hun gik ud af døren, så jeg tog mig den frihed at smide mig foran tv, og snakke tlf i et kvarter. Det ok hvis man bliver lidt irriteret over nogle ting, men man kan vel snakke/ sige tingen pænt til hinanden. Han skældte ud over hendes adfærd (at hun bare havde ladet det stå) og jeg fik en tur.
Jeg ser koblingen imellem at jeg havde brugt tid sammen med min veninde og at han ikke bryder sig om vi er sammen, trods han prøver at sige han er helt afklarret med det.
Jeg mistede så meget for ham igår. Følte mig som en lille teenager der havde været alene hjemme og rodet hele husettil i flere dage. Jeg er mæt nu.