Indstillinger
Svær depression.
Hej.
Jeg er en pige på fjorten år, som lider af en svær depression. Jeg fik det konstateret for omkring et halvt år siden, og har i 4 måneder taget medicin.
Det har egentlig gået op af bakke siden jeg kom på medicin, men nu har jeg faktisk det værre end nogensinde før. Jeg er faktisk konstant ked af det, bortset fra når jeg er sammen med min kæreste, hvilket vil sige hveranden weekend. Jeg er ufattelig træt hele tiden, og det gør mig tit lidt gnaven.
Jeg går dog til psykolog, og det hjælper faktisk nogle gange. Men jeg bliver 15 år om præcis to måneder, og når man er 15 så kan man ikke længere være på børnepsykiatrisk afdeling. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre efter det, jeg er sikker på at jeg vil få det endnu dårligere hvis jeg ikke længere kan gå til psykolog. Og jeg kan ikke engang komme på en anden afdeling da jeg skal tage næste skoleår på en efterskole som ligger et stykke fra hvor jeg bor.
Og jeg kan virkelig mærke at det går rigtig skidt. For et år siden skar jeg i mig selv, men stoppede for et halvt år siden da jeg fik et tilbud om hjælp efter jeg havde indrømmet det hele til min lærer. Jeg var totalt skærefri lige indtil den 14 december, da jeg gjorde det igen. Jeg var så deprimeret, træt og kunne slet ikke overskue noget. Det hele blev bare for meget for mig. Jeg skar så igen i Torsdags, og igen af de samme grunde. Og nu er jeg bange for at det kan ende galt. Jeg vil IKKE gøre skade på mig selv, jeg er så flov over alle mine ar! Men jeg kan simpelthen ikke lade være. Jeg har selvmordstanker hver eneste dag, og jeg er meget psykotisk. Forstået sådan at jeg nogle gange kan se ting som ikke andre kan se. Og jeg er bange for at nu hvor jeg har det dårligere så vil det få konsekvenser.
Jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre, jeg er ved at gå ned. Og jeg er bange for at jeg vil blive indlagt igen, hvis det ikke bliver bedre.
Please, hjælp mig. På forhånd tak.
Undskyld for det lange indlæg.
- Emma
Jeg er en pige på fjorten år, som lider af en svær depression. Jeg fik det konstateret for omkring et halvt år siden, og har i 4 måneder taget medicin.
Det har egentlig gået op af bakke siden jeg kom på medicin, men nu har jeg faktisk det værre end nogensinde før. Jeg er faktisk konstant ked af det, bortset fra når jeg er sammen med min kæreste, hvilket vil sige hveranden weekend. Jeg er ufattelig træt hele tiden, og det gør mig tit lidt gnaven.
Jeg går dog til psykolog, og det hjælper faktisk nogle gange. Men jeg bliver 15 år om præcis to måneder, og når man er 15 så kan man ikke længere være på børnepsykiatrisk afdeling. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre efter det, jeg er sikker på at jeg vil få det endnu dårligere hvis jeg ikke længere kan gå til psykolog. Og jeg kan ikke engang komme på en anden afdeling da jeg skal tage næste skoleår på en efterskole som ligger et stykke fra hvor jeg bor.
Og jeg kan virkelig mærke at det går rigtig skidt. For et år siden skar jeg i mig selv, men stoppede for et halvt år siden da jeg fik et tilbud om hjælp efter jeg havde indrømmet det hele til min lærer. Jeg var totalt skærefri lige indtil den 14 december, da jeg gjorde det igen. Jeg var så deprimeret, træt og kunne slet ikke overskue noget. Det hele blev bare for meget for mig. Jeg skar så igen i Torsdags, og igen af de samme grunde. Og nu er jeg bange for at det kan ende galt. Jeg vil IKKE gøre skade på mig selv, jeg er så flov over alle mine ar! Men jeg kan simpelthen ikke lade være. Jeg har selvmordstanker hver eneste dag, og jeg er meget psykotisk. Forstået sådan at jeg nogle gange kan se ting som ikke andre kan se. Og jeg er bange for at nu hvor jeg har det dårligere så vil det få konsekvenser.
Jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre, jeg er ved at gå ned. Og jeg er bange for at jeg vil blive indlagt igen, hvis det ikke bliver bedre.
Please, hjælp mig. På forhånd tak.
Undskyld for det lange indlæg.
- Emma
Kommentarer
Jeg vil foreslå dig, at du hurtigst muligt får talt med din psykolog eller din læge om, hvad der skal ske behandlingsmæssigt, når du bliver 15 år. For du skal naturligvis ikke stå uden behandling. Mon ikke det vil hjælpe noget, hvis du får mere tryghed omkring, hvad der skal ske fremover?
Som du sikkert har hørt mange gange, så tager det tid og kan kræve mange psykologsamtaler, før man får det bedre.
KH Helene
Jeg har allerede spurgt hende om hvad der så skal ske når jeg er fyldt 15, og sidste gang syntes jeg hun sagde at de ikke kunne gøre mere, og det så var op til kommunen hvad de ville stille op med mig.
Det er jo helt klart utilfredsstillende, at der er gået så lang tid uden psykologsamtaler. Det er ganske rigtigt ikke det samme at tale med sin kæreste eller evt. veninder ell. andre.
Men det vil sige, at det er kommunen, der skal kontaktes, så du kan få at vide, hvad der skal ske. Har du en kontaktperson eller en anden voksen, der kan hjælpe dig med det? Ellers må din læge måske kunne træde til. Han har vel i sidste ende ansvaret for din behandling.
KH Helene
Det er virkelig lang tid for mig, men jeg har fået talt med min mor og hun prøver at ringe derop og se om jeg ikke kan få en tid før.
Jeg tror kommunen bliver blandet ind i det igen, under alle omstændigheder. Men det er bare irriterende hvis jeg får en ny psykolog, for der er ingen der kender mig bedre end hende jeg har nu. Men jeg skal også til at fortælle det hele igen, og jeg har ikke lyst til at tænke overdrevet meget over det som er sket førhen.
Jeg håber, at det lykkes og at du får rykket tiden i februar frem. Det er meget længe at vente, når man har brug for behandlingen her og nu.
KH Helene
Jeg er ikke helt med på det med stofskifte, altså hvilken virkning det kan have? (:
Det kan være en god idé at få chekket stofskiftet, som Petra skriver, selvom jeg tror, at det nok er ret sjældent, at så unge mennesker har det.
Lavt stofskifte kan være psykosomatisk. D.v.s. det kan komme af, at man har haft mange dårlige oplevelser og dermed mange negative følelser i sit liv. Negative følelser sluger éns energi og de kan påvirke kroppen så meget, så alle processer foregår i slowmotion. Et lavt stofskifte kan derfor få alting til at føles sværere, man kan blive mere opgivende og man bliver enormt træt i kroppen. Altså netop mange af de symptomer, der også er ved en depression.
D.v.s. at både krop og sind påvirkes af negative oplevelser (der giver negative følelser). Så det er klart, at selvom man har et lavt stofskifte og får behandling for det, så skal man stadigt følge sine psykologsamtaler og få hjælp til det psykiske.
KH Helene