Indstillinger
Jeg ved ikke, hvad der er med mig...
Hej Alle. Jeg har sendt den samme besked til lægerne herinde, men jeg håber alligevel at I vil give mig noget respons.
Jeg søger virkelig svar, og håber at I kan hjælpe/vejlede mig.
Jeg er en pige på 16 år, der før har lidt af anoreksi, men det gør jeg ikke mere, tror jeg. Jeg blev syg for ca. 2½ år siden, og da jeg var på mit laveste vejede jeg 38 kg. og målte 159 cm.
Jeg gik i behandling på en psykiatrisk afdeling, men stoppede fordi jeg blev "glemt" i systemet. Da jeg stoppede var det helt ufrivilligt, men jeg var ikke længere fysisk syg på det tidspunkt. Da jeg stoppede vejede jeg 49 kg. og var 159 cm.
Det første halve år efter jeg var stoppet var svært, fordi jeg følte at jeg måtte kæmpe med min spiseforstyrrelse alene. Men efter det begyndte jeg at spise. Jeg ved ikke hvordan, men der gik ikke længe før jeg begyndte at blive rigtig ked af min vægtforøgelse. Men ligemeget hvor meget jeg tog på kunne jeg bare ikke tage mig sammen og tabe mig igen. Ikke fordi jeg ikke ville, men der var bare noget, der sagde mig at jeg skulle fortsætte med at spise. På daværende tidspunkt tænkte jeg, at jeg måske havde fået BED.
Stadig blev jeg mere og mere ked af det, og jeg ventede på en måde bare på at jeg skulle få et tilbagefald til anoreksien. (det er ca. et år siden). Jeg vejede pludselig 62 kg.
Så besluttede jeg mig for at tage mig sammen, og det næste halve år tabte jeg mig 5 kg.
Siden det (juni 2010) har jeg haft de samme problemer som jeg har nu:
- Jeg skifter mellem at spise rigtig meget og spise lidt.
- Jeg dyrker ingen motion regelmæssigt.
- Jeg er hele tiden ked af det.
- Jeg skærer ofte i mig selv.
- Jeg hader min krop.
- Jeg har fået nogle mærkelige idéer med hesyn til at spise:
Jeg spiser papir, når jeg enten synes jeg har spist for meget, eller bare er sulten og ikke har lyst til mad.
Jeg blander natron med vand og drikker det, for at få kvalme og kaste op.
Og jeg gør alt for at folk ikke skal få mistanke, og tro at jeg har en spiseforstyrrelse.
Nu vejer jeg 57 og måler 162, så jeg er jo normalvægtig nu, men jeg er bare ikke tilfreds. Jeg ville ønske at jeg kunne få anoreksi igen... En af grundene er, at jeg gerne vil være tynd igen, men en anden er, at jeg faktisk gerne vil være rask. For det føler jeg mig ikke. Jeg vil bare rigtig gerne kunne leve normalt uden hele tiden at skulle tænke, at jeg ikke er god nok. Jeg er ked af, at jeg ikke bare kan være ligesom alle de andre. Selvom jeg på nogle punkter godt kan se, at det jeg gør ikke er helt normalt, tænker jeg stadig at jeg måske slet ikke har et problem...
Men det jeg egentlig kontakter jer for at få svar på er, om jeg har en spiseforstyrrelse?
Og hvis jeg har, hvad er det så for en?
Og hvad kan jeg selv gøre for at hjælpe mig selv?
Sådan som jeg ser det er jeg bare en mislykket spiseforstyrrelse. Jeg er "uden for kategori". Jeg har jo ikke anoreksi, eftersom jeg spiser og er normalvægtig. Jeg kan ikke rigtig have bulimi, da jeg ikke kaster op "regelmæssigt". Og BED ser jeg heller ikke som en mulighed, når jeg er normalvægtig og når jeg sommetider faster... Måske har jeg slet ingen?
Jeg håber virkelig i kan vejlede mig, for jeg føler jeg er kørt ud på et sidespor.
Hilsen Sofie.
Jeg søger virkelig svar, og håber at I kan hjælpe/vejlede mig.
Jeg er en pige på 16 år, der før har lidt af anoreksi, men det gør jeg ikke mere, tror jeg. Jeg blev syg for ca. 2½ år siden, og da jeg var på mit laveste vejede jeg 38 kg. og målte 159 cm.
Jeg gik i behandling på en psykiatrisk afdeling, men stoppede fordi jeg blev "glemt" i systemet. Da jeg stoppede var det helt ufrivilligt, men jeg var ikke længere fysisk syg på det tidspunkt. Da jeg stoppede vejede jeg 49 kg. og var 159 cm.
Det første halve år efter jeg var stoppet var svært, fordi jeg følte at jeg måtte kæmpe med min spiseforstyrrelse alene. Men efter det begyndte jeg at spise. Jeg ved ikke hvordan, men der gik ikke længe før jeg begyndte at blive rigtig ked af min vægtforøgelse. Men ligemeget hvor meget jeg tog på kunne jeg bare ikke tage mig sammen og tabe mig igen. Ikke fordi jeg ikke ville, men der var bare noget, der sagde mig at jeg skulle fortsætte med at spise. På daværende tidspunkt tænkte jeg, at jeg måske havde fået BED.
Stadig blev jeg mere og mere ked af det, og jeg ventede på en måde bare på at jeg skulle få et tilbagefald til anoreksien. (det er ca. et år siden). Jeg vejede pludselig 62 kg.
Så besluttede jeg mig for at tage mig sammen, og det næste halve år tabte jeg mig 5 kg.
Siden det (juni 2010) har jeg haft de samme problemer som jeg har nu:
- Jeg skifter mellem at spise rigtig meget og spise lidt.
- Jeg dyrker ingen motion regelmæssigt.
- Jeg er hele tiden ked af det.
- Jeg skærer ofte i mig selv.
- Jeg hader min krop.
- Jeg har fået nogle mærkelige idéer med hesyn til at spise:
Jeg spiser papir, når jeg enten synes jeg har spist for meget, eller bare er sulten og ikke har lyst til mad.
Jeg blander natron med vand og drikker det, for at få kvalme og kaste op.
Og jeg gør alt for at folk ikke skal få mistanke, og tro at jeg har en spiseforstyrrelse.
Nu vejer jeg 57 og måler 162, så jeg er jo normalvægtig nu, men jeg er bare ikke tilfreds. Jeg ville ønske at jeg kunne få anoreksi igen... En af grundene er, at jeg gerne vil være tynd igen, men en anden er, at jeg faktisk gerne vil være rask. For det føler jeg mig ikke. Jeg vil bare rigtig gerne kunne leve normalt uden hele tiden at skulle tænke, at jeg ikke er god nok. Jeg er ked af, at jeg ikke bare kan være ligesom alle de andre. Selvom jeg på nogle punkter godt kan se, at det jeg gør ikke er helt normalt, tænker jeg stadig at jeg måske slet ikke har et problem...
Men det jeg egentlig kontakter jer for at få svar på er, om jeg har en spiseforstyrrelse?
Og hvis jeg har, hvad er det så for en?
Og hvad kan jeg selv gøre for at hjælpe mig selv?
Sådan som jeg ser det er jeg bare en mislykket spiseforstyrrelse. Jeg er "uden for kategori". Jeg har jo ikke anoreksi, eftersom jeg spiser og er normalvægtig. Jeg kan ikke rigtig have bulimi, da jeg ikke kaster op "regelmæssigt". Og BED ser jeg heller ikke som en mulighed, når jeg er normalvægtig og når jeg sommetider faster... Måske har jeg slet ingen?
Jeg håber virkelig i kan vejlede mig, for jeg føler jeg er kørt ud på et sidespor.
Hilsen Sofie.
Kommentarer
Jeg har kun skimmet dit brev, men ja, du har stadig en spiseforstyrrelse.
Det der med hvad det er for en spiseforstyrrelse er ikke så vigtigt. Man kan sagtens have forskellige symptomer og man kan have en spiseforstyrrelse i forskellig grad.
Du vil helt sikkert have gavn af at komme i behandling igen - eller rettere, du har brug for at komme i behandling igen.
Se at få ringet ned til din læge og få en tid så I kan tale om det
Jeg har også (haft) spiseforstyrrelse og været i behandling. Den titter frem en gang i mellem i stressede perioder, og så er det også sådan et miskmask af symptomer. Men ikke desto mindre: Det er spiseforstyrrelse.
Jeg har lært at håndtere "den", så den ikke får fat i mig igen, og det er det du også skal lære.
Når du kommer til lægen er det vigtigt at du får beskrevet alle de tanker du har dig omkring det her - hvad det er for nogle symptomer du har.
Skriv dem gerne ned på en liste du kan give lægen, og insister på at blive henvist til ET ELLER ANDET sted...
Jeg har desværre flere gange oplevet, at folk i sundhedssystemet har en eller anden forestilling om, at hvis man er normalvægtig så har man ikke en spiseforstyrrelse. Det er helt igennem noget pjat.
Jeg håber dog, at din læge vil være rigtig god at tale med
Venlig hilsen
P.S.
Husk at dit indlæg er offentligt tilgængeligt, og dit navn derfor også er det når du har skrevet det.
Du kan evt. trykke "rediger indlæg" og slette dit efternavn.
Jeg tænker også, at de ikke vil tage mig lige så seriøst, som hvis jeg var undervægtig... Det er endnu en af grundene til, at jeg ikke vil søge hjælp. Men mange gange tak for svaret, jeg er glad for, at du ville tage dig tid til at svare
Der er ingen tvivl om, at du har en spiseforstyrrelse og at du har brug for behandling.
Men spiseforstyrrelsen er ikke en sygdom i sig selv - den er et symptom på, at der er noget i dit liv, der fungerer af H. til for dig. Du har tydeligvis et lavt selvværd kan jeg se med de ting, du skriver og med lavt selvværd følger ofte indre smerte, der kan få én til at skade sig selv. Du hader din krop og det er der en grund til.
Måske ved du godt, hvilke ting i dit liv, der er årsag til, at du ikke trives og har et lavt selvværd men måske er du ikke klar over det. Det er meget vigtigt, at der bliver taget fat i de problemer. Det vil gøre det lettere for dig at komme af med spiseforstyrelsen og få et bedre selvværd.
Kærlig hilsen Helene
Mærkeligt at læse dit brev, jeg følte næsten det var mig selv der havde skrevet det.
Jeg har selv haft anoreksi for år tilbage, laveste vægt 37 kg og jeg var 159 cm. På daværende tidspunkt fokuserede jeg meget på sundt kost, og lavede lange lister over hvad jeg måtte og ikke måtte spise. Jeg var meget rastløs og kunne ikke finde ro i mig selv, specielt ikke når jeg var hjemme. Jeg følte konstant en skyld over at jeg ikke bevægede mig.
Kom i behandling på en psykiatrisk afdeling og blev tvunget til at tage på.
Senere valgte jeg at flytte til Århus og blev ligesom dig "glemt" i systemet. Min spiseforstyrrelse hersker stadig, jeg overspiser i perioder og tager meget på, hvorefter jeg prøver at lade være med at spise for at tabe det hele igen. Min vægt svinger med op til 5-6 kg konstant.
I de seneste måneder har jeg haft mange dage med overspisninger (flere end dage uden). Jeg føler jeg har mistet min ”gode” evne til at undgå mad. Jeg tænker stadig på mad og sundhed konstant, men formår ikke at efterleve det.
Jeg kan stadig ikke finde ro i mig selv. Dette hjælper dog hvis jeg propper mig med mad.
Ingen ved at jeg stadig propper mig med mad, og folk tror jeg har det godt igen fordi jeg har taget på. Men for mig er det omvendt, jeg har der værre end før.
I de overspisningsperioder jeg har, hader mig selv som aldrig før, og føler jeg er det fedeste og mest grimme menneske på jorden. Jeg væmmes ved mig selv, og føler jeg burde dø hvis jeg ikke taber mig.
Desværre formår jeg ikke at følge en normal kost eller helt at undgå mad som jeg gerne vil, men propper mig der i mod med mere og mere mad, chokolade og slik.
Jeg føler i perioder at det næsten er som en tvang at jeg skal spise, og hele min dagligdag går med at tænke på hvornår jeg skal spise igen. Jeg er rastløs, og har brug for hele tiden at være beskæftiget for at få dagen til at gå hurtigst mulig.
Jeg føler mig ikke glad, og jeg føler mig ikke viljestærk og sej. Kun når jeg taber mig.
Mit højeste ønske er, at blive undervægtig igen, hvilket jeg jo godt ved ikke er vejen frem.
Jeg ved ikke helt hvad du kan bruge mit brev til, men vil blot gøre opmærksom på at jeg er her hvis du har lyst til at "snakke".
Mange tanker
Fra Filippa
Jeg blev helt ude af mig selv, da jeg læste dit indlæg, for jeg har det virkelig på præcis samme måde.. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg vil skrive, men jeg er virkelig i chok. Jeg er glad for at du skrev, for det er altid godt at høre, at man ikke er alene om det. Jeg vil gerne vide mere om dig, for dit indlæg har næsten gjort mig nysgerrig. Hvis du har lyst til at skrive, vil du så ikke lige skrive en mail til mig på sofiesdisorder@hotmail.com ?
Hilsen Sofie!
Rigtig god vind! Du kan ikke andet end være en dejlig og reflekterende pige, og jeg ønsker dig alt det bedste.
Mange kærlige hilsner Elisabeth
Tusind tak for dit svar. Det betyder så uendelig meget for mig, når nogle vil give sig tid til at svare! Jeg ved godt, at behandling er den eneste vej ud, men jeg kan bare ikke give mig selv lov til det. Inderst inde ved jeg, at det er forkert ikke at søge hjælp, men det er bare så svært at række hånden ud og bede om den, for jeg føler mig bare så svag. Jeg får det hele tiden værre indvendig, men jeg er stadig ikke stærk nok til at sige fra overfor spiseforstyrrelsen. Jeg ved at det vil komme en dag. Desværre føles det ikke som om, at mine dårlige perioder vil tage en ende lige for tiden, men jeg håber stadig. Jeg kan ikke længere nyde de gode perioder, for jeg ved at de vil blive efterfulgt af endnu flere og længere dårlige. Jeg ved at jeg behøver hjælp, og det skal jeg også nok få en dag! Igen: mange tak for svaret - det betyder rigtig meget!
Sofie :-)
Dette er helt vildt! Jeg har netop oprettet mig herinde paa netdoktor, og dit indlaeg var det foerste jeg laeste. Beklager at jeg skriver ae, oe, aa osv. men er lige nu ikke i DK, men I London i en kortere periode. Jeg er 18 aar gammel og har naesten praecis samme problem somd dig ! Troede jeg var alene om dette, saa da jeg laeste dit indlaeg blev jeg naesten glad (misforstaa mig nu ikke). Men har bare haft det saa maerkeligt med det, og ikke vist hvad der var i vejen med mig.
Jeg har i en del aar haft problemer med min krop og lavt selvvaerd, og for ca. et aar siden besluttede jeg mig for, at nu skulle der ske noget. Jeg er 173 hoej og gik paa meget kort tid fra 58 kg-45 kg. Jeg spiste max 200 kcal om dagen. Men det var alt sammen i det skjulte. Jeg var meget god til at skjule det - gik i loest toej, sagde til min foraeldre naar vi skulle spise at jeg allerede havde spist osv.
Men det var ogsaa en konstant kamp, for jeg sultede jo og nogen gange blev det bare for meget, hvilket resulterede i, at jeg fik flip og derfor spiste en hel masse pa meget kort tid. Toer slet ikke taenke paa hvor mange kalorier jeg kunne spise paa meget faa timer. Til sidst gav jeg lidt op til min 'spiseforstyrrelse' eller hvad man nu kan kalde det jeg havde, og begyndte derfor at spise normalt (proevede i hvert fald). Tog derfor ogsaa paa igen, og begyndte at hade min krop. Saadan har jeg det den dag i dag. Naar jeg kigger mig selv i spejlet kan jeg nogengange begynde at graede. Jeg vejer ligenu 58 kilo. Vil saa gerne veje i det mindste bare 50 kilo, saa jeg igen kan vaere tynd, og venter ligesom dig paa, at min spiseforstyrrelse skal vende tilbage. Faster ofte hele dagen, men saa om aftenen bukker jeg under, hvorefter jeg overspiser. Har ogsaa kastet op, men goer det ligesom dig heller ikke regelmaessigt. Lige nu er jeg i London alene og kan slet ikke styre det. Jeg overspiser alt for meget, hvorefter jeg nogle gange kaster det op igen. Andre gange giver jeg bare op, og aftaler med mig selv, at fra i morgen af, skal jeg igen vaere anorektisk. Men saa let er det bare ikke.. Foeler mig meget uden for kategori, da jeg jo ja, er normal vaegtig, men ikke foeler mig saadan. Ville oenske jeg kunne tabe mig. Hjaelp er ogsaa mit ord, for ved ikke rigtig hvad jeg skal goere.
Haaber at du finder en loesning paa dine problemer. maske vi kan hjaelpe hinanden.
Knus
Åh, hvor er jeg ked af at høre, at du også har det sådan, selvom jeg er glad for at møde en, der kender det. Jeg synes det lyder som en god idé at hjælpe hinanden. Jeg har en mail, som jeg bruger til ting herinde og på en anden side, så hvis du har lyst, kan du skrive dertil? Den er i hvert fald sofiesdisorder@hotmail.com
Varme tanker fra Sofie :-)