Hashmisbrug
Hej...
Er der nogen herinde som har et godt råd til, hvad man som forældre kan gøre, når ens søn (han er 18 år )er begyndt at ryge hash ?
Vi er så fortvivlet, ved ikke hvad vi skal stille op... Vi fandt ud af at han røg for ca 7 mdr siden, nogle gange hver weekend, andre gange kan der gå længere imellem. Men her i ugen har han også røget i hverdagen, har vi opdaget.
Da vi fandt ud af det for 7 mdr siden, kunne han godt se at det var dumt af ham at ryge det, og han stoppede i ca 2 mdr, vi testede ham og den var negativ i den periode.
Men inden for den sidste månedstid, er det som om det har taget overhånd. Vi forsøger at snakke fornuftigt med ham, stille og roligt uden at hidse os op. Men efter hans mening, er det ikke skadeligt, og man bliver ikke afhængig af det, siger han. Han siger at han er 18 og han vil selv bestemme over sit liv.
Som forældre er vi selvfølgelig nervøse for at det kan føre tíl andet misbrug.
Håber der er nogen herinde der kan give nogle gode råd til hvordan vi bedst kan forholde os til problemet...
Er der nogen herinde som har et godt råd til, hvad man som forældre kan gøre, når ens søn (han er 18 år )er begyndt at ryge hash ?
Vi er så fortvivlet, ved ikke hvad vi skal stille op... Vi fandt ud af at han røg for ca 7 mdr siden, nogle gange hver weekend, andre gange kan der gå længere imellem. Men her i ugen har han også røget i hverdagen, har vi opdaget.
Da vi fandt ud af det for 7 mdr siden, kunne han godt se at det var dumt af ham at ryge det, og han stoppede i ca 2 mdr, vi testede ham og den var negativ i den periode.
Men inden for den sidste månedstid, er det som om det har taget overhånd. Vi forsøger at snakke fornuftigt med ham, stille og roligt uden at hidse os op. Men efter hans mening, er det ikke skadeligt, og man bliver ikke afhængig af det, siger han. Han siger at han er 18 og han vil selv bestemme over sit liv.
Som forældre er vi selvfølgelig nervøse for at det kan føre tíl andet misbrug.
Håber der er nogen herinde der kan give nogle gode råd til hvordan vi bedst kan forholde os til problemet...
Kommentarer
En helt anden ting er, at det bliver en hverdagsting. Nogle kan holde både hash- og alkoholforbrug på weekendbasis, for andre bliver det hverdag.
Nogle mennesker bliver lettere misbrugere end andre - og det gælder begge dele.
I stedet for at holde moralprædikener omkring hash, syntes jeg, at I skulle tage at fokusere på HVORFOR han ryger hash.
Som alle andre rusmidler kan hash bruges til at dulme når livet gør ondt. Jeg vil tro, at han går med nogle følelser han ikke kan håndtere, og han derfor tyr til hashen.
Der er rigtig mange undskyldninger man bruger over for sig selv hvis man er ved at udvikle en afhængighed.
Jeg vil tro, at han mener, at hash ikke er værre end alkohol og hvis I drikker et glas vin til maden hver dag, kunne jeg godt forestille mig, at han syntes, at I er nogle krystere at gå amok over, at han ryger en joint en gang imellem.
Jeg vil foreslå, at I sætter ind med oplysning frem for hævede pegefingre.
Find oplysninger om hash og dets virkning på internettet og print det ud til ham. Formentlig kan I finde deciderede brochurer på sider der omhandler stoffer og misbrug.
Og prøv så at tale med ham om hvordan han har det.
Vh. A
- tidligere hashbruger på daglige basis. Nu rører jeg det ikke med en ildtang.
Men men.. Jeg tror ikke rigtig I kan gøre noget ved det, med mindre han bor hjemme og I kan teste ham eller give ham en eller anden form for straf i form af opgaver i hjemmet eller i værste fald smide ham ud hjemmefra.
Jeg ryger selv, og jeg må indrømme at når først det er blevet en hverdags ting, så er det svært at lade være.. I al beskedenhed er jeg selv fornuftig nok til at begrænse det, men jeg har nogen venner som ryger hver dag, og ikke har tænkt dig at holde op. Det skal dog lige siges at de på trods af at de ryger dagligt, har en helt normal hverdag ved siden af, og fungerer rigtig godt i deres respektive jobs.
Jeg er sikker på, hvis jeres søn er fornuftig, selv ligepludselig indser at det ikke er vejen frem. Han er 18 år gammel nu, og det er måske nyt og spændende.. Dog kan det hurtigt blive en dårlig vane, men igen - hvis han er tilpas fornuftig så skal han nok holde op igen ligepludselig.
Min holdning til hash er, at hvis man ellers kommer ud af en god familie, og har en smule fornuft mellem ørene, kan man sagtens begrænse det og få glæden ud af det i sine unge dage, og lægge det på hylden når man engang føler tiden er inde. Det kan være pga uddannelse, kæreste eller andre ting af den slags..
Det kan selvfølgelig være svært som forældre at vide ens søn ryger hash, men igen - det er næsten mere skadeligt at drikke, så værre er det altså ikke! I kan evt. prøve at snakke med ham om at begrænse det til weekenderne, og sammenligne det med at drikke. Altså om han ville kunne finde på at drikke sig fuld på en hverdag, hvor han skulle op i skole dagen efter? Måske det kan få ham til at indse lidt fornuft
Det var bare lige mine tanker. Håber noget af det kan bruges..
Mvh!
Hvor jeg forstår jer. Er havnet på disse sider, fordi jeg netop er blevet vidende om, min søn ryger hash. Han er lige blevet 19 år og går i 3G. Jeg er rædselsslagen og alle alarmklokker blinker og de trælse tanker løber bare afsted. Kan kan nu passe sin uddannelse og gøre skolen færdig. Hvorfor gør han nu det og tager han andet end det? Kan jeg stole på, hvad han siger og hvordan pokker tackler jeg det. Han siger også, han ikke har noget misbrug, sagtensn kan styre det, ved hvad han gør og har helt styr på det. Han siger også, det kun er i weekenderne, måske 1 gang om ugen eller hver 14 dag. Han siger også, han nu ryger færre cigaretter og næsten ikke drikker noget til fester-" og det må du da synes er fint, Mor". Han er også helt overbevist om, at hash er uskadeligt og alkohol meget værre. Han har læst en masse om det og finder links og "gode" historier, der skal overbevise mig. Han siger også, det er en stor tillid han har vist mig, ved at fortælle mig om det og jeg kun vil skubbe ham væk fra mig, hvis jeg ikke vil prøve at forstå og acceptere, han jo bare tager det i stedet for at drikke en masse alkohol osv. osv. Jeg er slet ikke i tvivl om, det er vigtigt for ham, at jeg ikke fordømmer ham eller er skuffet over ham. Og hold da op, hvor jeg bare kan mærke mit hjerte hopper rundt og jeg kan snart ikke tænke på andet og aner ikke, hvor jeg skal gå hen. Det er jo ikke lige noget, jeg har lyst til at involvere hverken familie, venner ellerkolleger i. Jeg prøver også at sige til mig selv, han måske har ret. Måske skal jeg bare slappe lidt af og acceptere, det er en anden tid og de unge mennesker slår sig anderldes løs og bl.a. bl.a.. Men alramklokkerne og mit hoppende hjerte forsvinder ikke. Hvor langt er han egentlig ude og hvad kan jeg overhovedt stille op. Han er 19 år, bor hjemme og kan ikke klare sig selv og jeg tror, hvis jeg bad ham flytte, ville jeg kun gøre ondt værre og aldrig tilgive mig selv. Men han har også en lillebror på 14, som jeg da ikke vil have på nogen måde skal involveres eller få en fornemmelse af, at det er ok. Er det derfor, han aldrig kan få sine penge til at slå til og ikke har fået købt de vinterstøvler, jeg lige har givet ham penge til. Er han i vanskeligheder. Hvad siger hans venner, som jeg iøvrigt ikke har set længe. Dem han havde for bare ½ år siden. Har de vendt ham ryggen. Er det derfor, det nu er nogle andre, han er sammen med, nogle, der er ligesom ham selv. Ryger han det også herhejje, selv om jeg altid har sagt, jeg ikke vil have det inden for mine døre. Hvis ja, hvad så. Han ønsker ikke at holde op. Ønsker egentlig bare, jeg skal synes, det er ok og ikke være bange. En masse små brikker kan jeg pludselig får til at passe sammen. Alle signalelrne, jeg faktisk har set og tænkt over, men hele tiden prøvet at forklare og analysere på anden vis. Han er ikke mere min modebevidste dreng, der gør meget ud af sit udseende, dyrker fitness og fodbold og ind imellem har pigebesøg og kærester. Han spiser kun ganske lidt til måltiderne, men grovæder inden han går i seng. Han drikker meget vand og er oftere hjemmefra hele weekenden, hvor de tidligere var mest her. Han er doven og gider ikke ordne sine papirer og kigge på regninger og praktiske ting i det hele taget. Han sidder meget foran computeren og spiller spil eller ligger i sin seng og ser fjernsyn. Han virker rastløs, hvis jeg får ham lokket ind i stuén og gider ikke på familiebesøg overhovedet. Jeg ved ikke, hvordan det går med skolen, faktisk. Han siger, det går fint og får afleveret sine opgaver, som jeg dog stadig får lov at se nogle af en gang imellem. Men ellers ser eller hører jeg intet fra skolen, nu hvor han er over 18. Jeg elsker min søn overalt og har altiid været så stolt af ham. Han er så dygtig og har alle muligheder åbne. Havde så mange planer. Nu ved han ikke rigtig, hvad han skal efter sommerferien og orker ikke at finde nogle løsninger. Et job orker han heller ikke/ har heller ikke lyst til eller brug for, siger han. Men hvad nu til sommer, hvor hans SU slipper op, tænker jeg og prøver at opfordre han til at søge noget fritidsarbejde. Det er ligesom, jeg ikke kan nå ind til ham og han har alt for mange argumenter til sin fordel. Nu har jeg bestemt mig for at sætte mig ind i det, så jeg måske bedre kan forstå hans verden og måske finder jeg nogle redskaber undervejs, så jeg kan hive ham lidt tilbage til mig. Det håber jeg. Jeg tror ikke forbud, råben og skrigen og skænderier og straffe, løser noget, men vil heller ikke acceptere noget, som er mig så dybt imod og jeg synes er så skræmmende og forkert. Det påvikrer mig så meget og fylder mig op. Øv, øv, øv. Så hvis I finder gode metoder og løsninger, så del dem endelig . Mange tanker og stor krammer fra en bekymret mor.
I skal IKKE moral prædike, fordi så ender det med at han gør det for at provokere jer, i stedet skal i finde ud af hvorfor han gør det.
Jeg gjorde det fordi mange af mine venner gjorde det, og jeg havde det svært med uddannelse/kæreste problemer...
Men jeg er selv stoppet for noget tid siden fordi jeg ikke gider mere, prøv at spørge forsigtigt ind til hvordan han har det i skolen / vennerne, gør det under 4 øjene i stedet for jer begge to på samme tid, ellers bliver det for voldsomt og følelses mæssigt for ham, da alle bliver lidt mere ynkelig når man snakker med sine forældre om sådan nogle ting.
Jeg har ikke taget nogen skade af det, jeg klarede det igennem gymnasiet og fik endda 10-12 i langt de fleste fag, så i behøver ikke at være super bekymret selv om jeg godt ved at det er svært for jer at forstå.
Bare ikke rod for meget rundt i det, så giver det bagslag!
mvh andre
Der er ingen tvivl om at hash og generelt andre stoffer, er noget der for de fleste unge, skal prøves. I sær i teenageårene (som også den unge fyr skriver her over) pga. omgangskreds, skole, kæresteproblemer osv. og jeg vil give fyren her ret;
Em dag Jeres søn er hjemme, sørg for at have god tid, alt afhængig af hvad Jeres normer er, så lad far og søn drikke et par øl sammen og lad faren spørge stille ind til, hvordan Jeres søn har det - ærligt interesseret?
Er der ikke en far i nærheden, så tager moren over, fordelen ved faren er at han kan tale lidt mere klart og direkte til sønner :-) Er min erfaring - men ellers tager mor da bare over - og del ud af Jeres egne ungdoms fejltrin. Skab lidt fælles fodtrav, og skab lidt tillid. Og netop hør til hvad årsagen er til at han synes hash er interessant - for lets face it - det er det ikke.
Hash bliver brugt til eeen ting, er min erfaring, og det er at "Få ro på"... så alting ikke er så hårdt og konfronterende - og så kan det være en stærk social ting, og endda i nogle tilfælde være med til at skabe status i en gruppe. Godt nok, den forkerte gruppe, men stadig - er det vigtigt for de mennesker i den gruppe.
Var det min søn ville jeg gøre som fyren herover skriver, skabe en løs stemning, og tale med min søn om hvordan hans liv er - men også dele af mit. Om børn er 15. 16. 17. 18 år - har de brug for at man deler lidt fra sit liv, så der skabes en fælles forståelse.
At sidde med sin mor og far overfor sig - som 17 årig - og få hele smøren med at Hash er usundt og leder direkte til heroin - virker ikke. Tvært i mod.
Men vær bevidst om det er en proces.
Vær bevidste om at nogen unge skal ud i et åre langt misbrug, før de kommer "til sig selv"... jeg har selv prøvet det - gennem 14 år.
Jeg har skrevet lidt om hvordan jeg selv kom ud af mit misbrug her:
http://stoffri.wordpress.com/
Held og lykke!
Frimar
Bare for at indikerer - der er en million grunde til folk ryger hash, det er alfa omega at tale sammen
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category= ... ng=2262582
/Nyt liv nu
Jeg forstår alt for godt Jeres bekymring omkring jeres søn og mange af ovenstående indlæg kommer med rightig gode forslag og råd jeg ikke vil gentage.
Det vigtigste er kommunikationen og forståelsen.
Den gælder begge veje.
Jeg er foredragsholder og har rådgivet unge og deres forældre når det gælder unge og stof- og alkoholmisbrug.
Hvis I har brug for flere gode råd eller mere specifikke råd er I velkommen til at kontakte mig på min mail: Udrykkeren@hotmail.com
Mvh.
Martin
Jeg gik på bilioteket og lånte et udpluk af de bøger, de have om emnet og har læst dem og har vist dem til min søn . Vi har bare slet ikke de samme briller på, når vi læser dem. Jeg kan ikke finde frem til samme konklusioner, som han og kan med min bedste vilje ikke se, hash skulle være godt for ham på nogen som helst måde. Nu er der gået noget tid og tvivlen, fortvivlelsen er begyndt at bide i mig igen. Jeg har ytret, jeg ikke vil have det foregår i mit hjem, men må konstatere, det ikke bliver respekteret. Efter vores snak har jeg fundet adskillige joints-skod ligge og flyde, både på min altan, og på hans værelse. Det gør mig rigtig bange fordi jeg føler, han nærmest betragter det som "i orden" nu hvor jeg ved det, og så vil jeg ikke have hans lillebror på 14 skal have oplevelsen af, at det er ok. Jeg vil ikke have, han ser det foregå i vores hjem og kan slet ikke bære tanken om, at han måske kan ende med at miste kammeratskaber, hvis det bliver "kendt" den slags foregår hjemme hos os. Det har jeg sagt til min søn og nu er han meget væk hjemmefra igen og jeg har det rigtig svært. Jeg kan simpelt hen ikke synes det er i orden at det foregår herhjemme, men omvendt kan jeg også godt se, det tvinger ham til at søge udenfor eller andre steder hen. Som jeg ser det foregår det nu båve hverdage og i weekender, alene eller når han er sammen med ryge vennerne. Men han får stadig høje karakterer i skolen, laver sine ting og har lige fået job i en kiosk i nærheden. Så måske er det slet ikke så slemt. I hvert fald føler jeg det, som om et spøgelse er blevet min skygge uden at jeg kan slippe af med det og jeg mærker en tyngde plage, som ikke har været der før. Jeg er i grunden frygtelig bange. Jeg har også kontakktet en misbrugskonsulent, men der er ikke noget at hente der, så længe min søn ikke selv mener, det er skadeligt og/eller forkert. Jeg vil så gerne snakke med nogen om det, for jeg er hele tiden i tvivl om ,hvordan pokker, jeg takler det bedst og gør det rigtigt for os alle. Men hvor går man hen foruden herinde, som gudskelov er opfundet og kan give lidt luft. Det skal lige nævnes at hans far er død, da han var helt lille , så han er ikke i vores liv. Men vi har en god familie med stort sammenhold jeg har flere søskende, som jeg dog ikke vil inddrage i mine problemer på denne front.
Jeg har selv røget hash i en 4-5 år sidst i 90'erne (17 - 22 år). Og stoppede med det, da jeg blev ældre og min omgangskreds ikke længere brugte det. Ligesom jeg heller ikke drikker "små grå" længere. Jeg havde ingen problemer med at gennemføre gymnasie og HA. Alkoholforbruget der følger med studietiden, og tømmermændende, er et langt større problem. Så Du har ingen grund til bekymring over din søns fysiske og psykiske sundhed.
Det er en anden sag at han ryger hjemme. Det er naturligvist uacceptabelt, når Du ikke vil have det i huset. Det må han tage andre steder hen med. Men hvis han er 18 år, så flytter han nok alligevel snart.