tanker og overvejelser

Helene2

Kære Timiana

Jeg ved, hvordan det er, når der eksisterer forskellige regelsæt for én selv og for andre mennesker.

Min oplevelse er, at bekræftelser kun virker, hvis de bekræfter noget, jeg også selv føler. Det betød tidligere, at hvis jeg fik bekræftet, at jeg var forkert etc., så føltes det rigtigt og jeg kunne tage imod det. Hvis jeg fik en positiv bekræftelse og ros, følte jeg, at dem der sagde det, var fulde af løgn og slet ikke forstod mig! Så er det svært at sige tak! Så jeg forstår sagtens din følelse af, at ros føles falskt. I dag tror jeg på de positive bekræftelser, mens en negativ bekræftelse ville gøre mig vred. Fordi min selvopfattelse er forandret fra negativ til positiv.

Jeg mener ikke, at du er syg. Jeg mener, at du har en virkelighedsforvrængende tankegang! Mennesker der tror, at de aldrig tager fejl, aldrig svigter og altid er bedre end andre forvrænger virkeligheden gennem deres tankegang. Omvendt er det ligeså urealistisk, når du tror, at du er mindre værd, dummere, grimmere, mere pivet, mere doven etc. etc. end alle andre. Det er dine tanker, der får dig til at skabe den virkelighed. Dine tanker er skabt af dine overbevisninger, som er skabt af dine følelser, som er skabt af dine oplevelser og erfaringer. Så det hele hænger sammen og bider sig selv i halen.
F.eks. oplever du dig selv som pivet og du tillægger lægen den samme opfattelse af dig uden, at du i virkeligheden ved, hvad han tænker. I stedet for pivet kunne du jo finde et mere positivt ord – måske sårbar. Det er en naturlig menneskelig følelse og egenskab at være sårbar og det er heraf f.eks. medfølelse med andre kommer. Det vil efterhånden give en anden selvopfattelse.
Alle vil vel blive deprimerede, hvis de konstant går og slår sig selv i hovedet med, at de ikke er noget værd og andre selvnedgørende tanker. Sådanne tanker opretholder de tilsvarende følelser, så det handler om at få stoppet dem på én eller anden måde, hvis man vil have det bedre. Medicin kan måske være én måde men arbejde med sine tankemønstre kan være en anden.

At du er bange for, at medicinen ændrer dine følelser, forstår jeg 100%. Jeg har selv været rædselsslagen for medicinering og jeg har ikke taget medicin i hele mit forløb.
Jeg kunne slet ikke klare tanken om, at noget skulle gribe ind i mine tanker og forandre mine følelser og min sindstilstand. Nu forstår jeg hvorfor: Mine følelser var min beskyttelse og mit forsvar, så jeg ikke kom tættere på mine traumer, end jeg kunne holde til. Hvis jeg havde fået medicin, ville det have ændret min bevidsthedstilstand, mine tanker og følelser – uden at jeg selv var følelsesmæssigt klar til det. Jeg ville have stået uden nogen følelsesmæssig beskyttelse og ville være blevet hudløs. Først måtte jeg v.h.a. terapien opbygge en ny og sundere beskyttelse, før jeg af egen kraft og i mit eget tempo kunne begynde at slippe mine forsvar. Selvdestruktive følelser kan være et psykisk forsvar og en beskyttelsesmekanisme - altså en positiv funktion.

God terapi er, som Kameliadamen skriver, ikke et spørgsmål om at skulle forandre på sig selv. Du har måske været vant til at skulle forandre dig og tilpasse dig andre for at prøve at opnå accept. I et terapiforløb lærer du tværtimod at turde 'aftilpasse' dig andre og tilpasse dig til dig selv. Men hvis du ikke er parat til at forandre din nuværende virkelighed, så er det klart, at tanken om terapi er afskrækkende.
Din frygt for at miste dig selv, genkender jeg også, men det virker modsat. Det eneste, du mister, er den 'uægte' personlighed. 'Uægte' fordi du jo i virkeligheden ikke er alle de negative betegnelser, du tror, du er. Du får mulighed for at finde ind til dit eget sande jeg, der er elskeligt, kærligt, glad, kreativ, aktiv og meget mere. Men det er skræmmende at slippe det kendte og trygge, selvom det er ødelæggende at holde fast i det.

Kameliadamen, jeg tror, vi taler forbi hinanden, fordi vi simpelthen ikke tillægger ordet 'depression' den samme mening. Vi er ubetinget enige om, at det er nødvendigt at se på årsagerne til en depression og gøre noget ved dem.
Jeg mener ikke, at man giver den deprimerede 'skylden' for sin egen tilstand men nogle ressourcer til aktivt at hjælpe sig selv til at få det bedre.
Tanker alene kan næppe helbrede nogen men ved bevidst at forsøge at skabe et mere positivt tankemønster kan det være et redskab, der får én til at se, at det hele ikke er sort i sort. Har man fokus på det negative, vil alt blive tolket negativt. Har man fokus på det positive, vil man få mere glæde i sit liv og glæde helbreder. Flere positive følelser vil gøre det lidt nemmere at arbejde med de svære følelser. En positiv tankegang kan betyde, at man ikke ryger endnu dybere ind i depressionen. Jeg er sikker på, at det medfører forandringer, når man begynder at bekræfte sig selv i stedet for at nedgøre sig selv. Det kan være angstprovokerende og føles forkert men det er ikke ensbetydende med, at man skal lade være.

Mange hilsner Helene

Kameliadamen1

Hej Helene

Du skriver, at du og jeg ikke tillægger ordet ”depression” den samme mening. Nej, det er klart, for vi taler om to forskellige typer af depression, hvor vi hver især kun kender den type depression, vi selv har haft.

Før i tiden mente jeg, at der kun fandtes den form for depression, som jeg kender, altså den klassiske eller den melankoliforme. Alt, hvad jeg skrev her på Netdoktor om depression, var præget af den opfattelse, altså at depression var én bestemt sygdom.

Det forekommer mig, Helene, at du begår samme fejl ;o)

Nu er jeg gradvis ved at forstå, at der findes andre former for depression, som jeg ikke kender til. Tanken om, at depression skulle kunne opstå af negative tankemønstre forekommer mig dog stadig fremmed og meget ulogisk. For at sætte sagen på spidsen kan jeg sige, at det snarere har været en alt for optimistisk tankegang, der var medvirkende til mine depressioner, fordi jeg troede, at jeg kunne magte mere, end jeg faktisk kunne. Jeg troede, at det sagtens kunne gå, at jeg brændte mit lys i begge ender.

Du skriver endda til Timiana, at du ikke mener, at hun er syg. Jeg forstår det sådan, at du mener, at der findes depressioner, som ikke er sygdomme. Den slags er selvfølgelig et definitionsspørgsmål, men det fortæller mig også, at du taler om noget andet, end det, jeg har oplevet 20 gange i mit liv.

Når jeg skrev, at den megen vægtlægning på ændring af tankegang kan føre til endnu større skyldfølelse og dermed en forværring af depressionen, så er det, fordi jeg gentagne gange har hørt om, hvordan kognitiv gruppe-terapi ofte udøves af sygeplejersker, der kun har taget et kort kursus i kognitiv terapi og derfor blot gentager ”de sandheder”, de har lært. En kvinde, der aldrig før i sit liv havde haft en negativ tankegang, men nu var havnet i en svær depression på grund af arbejdsmæssig og familiemæssig overbelastning, fik at vide, at hun selv var skyld i sin depression, fordi hun tænkte negativt. Det skabte en unødvendig og meget pinefuld forværring af hendes depression. Det er den slags situationer, jeg tænker på.

Det ser jo ud til, at Timianas problemstilling i højere grad ligner den type depression, du kender, end den type, jeg har oplevet. Derfor er det bedst, at jeg ikke blander mig. Når jeg alligevel har gjort det, så er det, fordi du nogle gange udtaler dig generelt om depression på en entydig og unuanceret måde (f.eks. angående forholdet mellem negativ tankegang og depression). Andre depressive, der læser med, kan jo have en anden problemstilling. Det er derfor, at jeg reagerer. For mig har det faktisk været meget pinagtigt, når jeg indimellem blev mødt af uforstående behandlere (læger og endda også psykiatere) som ikke kendte til den form for depression, jeg led af. Det er nok også noget af grunden til, at jeg protesterer.

Men det er bedst, at denne tråd ikke forurenes af vores diskussioner om depression. Så derfor vil jeg prøve at holde en lav profil her.

Mange hilsner

Kameliadamen

Helene2

Hej Kameliadamen

Jeg skal prøve at svare kort, for Timianas tråd skal ganske rigtig ikke forstyrres af vores interne debat.

Efter jeg havde skrevet, at du og jeg ikke tillægger ordet 'depression' samme betydning, kom jeg til at tænke på, at det måske handler endnu mere om noget andet. Jeg forholder mig mest til sindets ubevidste mekanismer udfra, hvad jeg har lært og erfaret om underbevidsthedens funktionsmåde. Derfor tager mine indlæg udgangspunkt i, hvordan man kan begynde at skaber forandringer i det ubevidste sind. Hvis man kan følge tankegangen, kan det give en mulighed for at finde andre og mere behagelige måder at anskue tilværelsen på. Det kan for nogen være med til at åbne nye muligheder.
Det er klart, at mennesker, der forholder sig mere jordnært og rationelt til tingene, kan opfatte det negativt, ufølsomt og uforståeligt, det jeg skriver.

Du har ret i, at jeg har en tilbøjelighed til at udtrykke mig kategorisk og generaliserende. Det beklager jeg. Tidligere forsøgte jeg at ændre det men det opgav jeg. Hvis jeg hele tiden skal komme med forbehold og undtagelser, så er der ikke plads nok i et indlæg. Så det er ikke fordi, jeg ikke er klar over forskelligheder og undtagelser. Men nu er formålet heller ikke, at alle skal kunne bruge det, jeg skriver. I mine svar prøver jeg at tage udgangspunkt i det, der beskrives i et givent indlæg. Det gør jeg naturligvis udfra mine egne forudsætninger, overbevisninger og erfaringer. At verden kan opleves på andre måder, end jeg oplever den, betyder jo ikke, at jeg mener, at andre tager fejl!

Grundlæggende mener jeg, at depression, angst, personlighedsforstyrrelser m.m. blot er ord, der bruges til at beskrive en tilstand. En given tilstand opleves forskelligt fra menneske til menneske. Derfor forholder jeg mig ikke synderligt til ordet men til tilstanden. Om man kalder det en sygdom eller en tilstand, betyder noget for, hvordan man opfatter det. En oplevelse af sygdom kan låse én fast i offerfølelser og afmagt - en tilstand er derimod foranderlig og dermed kan denne oplevelse give håb (om positiv forandring).
Derfor skrev jeg til Timiana, at jeg ikke mener, at hun er syg men har en virkelighedsforvrængende tankegang! Og det kan i høj grad føre til en depressiv tilstand. Det er, hvad jeg mener, men jeg siger ikke, at jeg nødvendigvis har ret i det. Andre kan selvfølgeligt have andre opfattelser af det.


Mange hilsner Helene

Kameliadamen1

Hej Helene

Nej, jeg har ikke opfattet noget af det, du skriver som negativt, ufølsomt eller uforståeligt – tværtimod ;o)

Vi skriver bare om forskellige tilstande. Det er klart, at der er nogle lighedspunkter. Ellers ville det, vi beskriver, ikke for begge deles vedkommende kunne kaldes depression.

Det tog faktisk mig mange år at forstå, at der findes andre slags depressioner end den type, jeg kender til.

Og selvfølgelighed er det et definitionsspørgsmål, om man vil kalde noget en sygdom. Men for mig er der ingen tvivl om, at den slags depression, jeg kender til, er en sygdom – og endda en alvorlig sygdom. Det var ikke blot en tankeforvrængning. Jeg ser ingen fare for offergørelse. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet nogen offergørelse. Det handler jo bare om at blive rask!

Mange hilsner

Kameliadamen