tanker og overvejelser
Hej Alle
Jeg har nogle ting, som jeg går og tumler med. Jeg vil sætte meget stor pris på kommentarer og tanker. Nedenstående tankemylder er noget rodet, men jeg håber det er forståeligt.
Jeg har været til læge for en uge siden og jeg fik at vide at jeg havde en depression - en svær depression. Det er kun én konsultation, men alligevel. Jeg har i mange år godt vidst, at der var et eller andet galt, men på trods af det har jeg utroligt svært ved at forlige mig med tanken. Jeg ved godt at jeg ikke har det godt, men at det skulle være så slemt ...
Mit billede af svær depression: Man sidder konstant i et hjørne og stirrer ind i en væg uden at kunne noget som helst.
Kan man grine når man har en svær depression?
Jeg kan sammen med de rigtige mennesker og i den rigtige situation da godt grine, men det er lige så meget for at glemme at jeg har det skidt tror jeg - så har man fred for tankerne lidt. Men alligevel synes jeg ikke at jeg kan have en depression når jeg kan grine.
Efterhånden er det konstant negative syn på verden, et selvværd = 0 og følelsen af at man bare ikke orker ... blot blevet en indkorporeret del af min væren i den her verden. Det kræver overvindelse, overtalelse og en kraftigt banken sig selv oven i hovedet at få lavet noget. Jeg er rigtig god til at skyde ting i det uendelige, fordi jeg ikke kan overskue dem. Når jeg får taget mig sammen til at lave noget, er det som regel fordi jeg er bange for konsekvenserne hvis jeg ikke får det gjort. Jeg bryder mig ikke om at gå udenfor medmindre jeg skal - der er jo mennesker.
Ind imellem, når jeg har det rigtig skidt, tænker jeg på hvor meget lettere det ville være hvis jeg ikke var her, hvor meget lettere det ville være for alle andre hvis jeg aldrig var blevet til. Jeg ser ikke selvmord som en decideret reel mulighed, for jeg er for meget af en kujon til at gøre alvor af den.
Min læge spurgte mig hvornår jeg sidst havde følt at jeg havde det godt. Min hjerne blev tom, der kom ingen billeder, ingen minder og jeg måtte sige til ham, at jeg ikke kunne svare på det.
Jeg har taget en uddannelse, jeg har haft et fuldtidsarbejde og studerer nu igen. Når jeg har kunnet klare mig/ har kunnet overleve i så mange år, selvom jeg ikke har haft det godt, så føler jeg ikke at jeg nu kan tillade mig at mene at jeg er syg. Jeg føler mest af alt at det bare er noget piveri og at jeg bør tage mig sammen og slæbe mig videre. Alle andre kan tage sig sammen, så det bør jeg også kunne.
Jeg har nogle ting, som jeg går og tumler med. Jeg vil sætte meget stor pris på kommentarer og tanker. Nedenstående tankemylder er noget rodet, men jeg håber det er forståeligt.
Jeg har været til læge for en uge siden og jeg fik at vide at jeg havde en depression - en svær depression. Det er kun én konsultation, men alligevel. Jeg har i mange år godt vidst, at der var et eller andet galt, men på trods af det har jeg utroligt svært ved at forlige mig med tanken. Jeg ved godt at jeg ikke har det godt, men at det skulle være så slemt ...
Mit billede af svær depression: Man sidder konstant i et hjørne og stirrer ind i en væg uden at kunne noget som helst.
Kan man grine når man har en svær depression?
Jeg kan sammen med de rigtige mennesker og i den rigtige situation da godt grine, men det er lige så meget for at glemme at jeg har det skidt tror jeg - så har man fred for tankerne lidt. Men alligevel synes jeg ikke at jeg kan have en depression når jeg kan grine.
Efterhånden er det konstant negative syn på verden, et selvværd = 0 og følelsen af at man bare ikke orker ... blot blevet en indkorporeret del af min væren i den her verden. Det kræver overvindelse, overtalelse og en kraftigt banken sig selv oven i hovedet at få lavet noget. Jeg er rigtig god til at skyde ting i det uendelige, fordi jeg ikke kan overskue dem. Når jeg får taget mig sammen til at lave noget, er det som regel fordi jeg er bange for konsekvenserne hvis jeg ikke får det gjort. Jeg bryder mig ikke om at gå udenfor medmindre jeg skal - der er jo mennesker.
Ind imellem, når jeg har det rigtig skidt, tænker jeg på hvor meget lettere det ville være hvis jeg ikke var her, hvor meget lettere det ville være for alle andre hvis jeg aldrig var blevet til. Jeg ser ikke selvmord som en decideret reel mulighed, for jeg er for meget af en kujon til at gøre alvor af den.
Min læge spurgte mig hvornår jeg sidst havde følt at jeg havde det godt. Min hjerne blev tom, der kom ingen billeder, ingen minder og jeg måtte sige til ham, at jeg ikke kunne svare på det.
Jeg har taget en uddannelse, jeg har haft et fuldtidsarbejde og studerer nu igen. Når jeg har kunnet klare mig/ har kunnet overleve i så mange år, selvom jeg ikke har haft det godt, så føler jeg ikke at jeg nu kan tillade mig at mene at jeg er syg. Jeg føler mest af alt at det bare er noget piveri og at jeg bør tage mig sammen og slæbe mig videre. Alle andre kan tage sig sammen, så det bør jeg også kunne.
Kommentarer
At du godt kan passe arbejde/uddannelse betyder ikke, at du ikke kan have en depression.
At du godt kan sætte en maske på og more dig i selskab med andre mennesker; og måske i korte glimt rent faktisk glemme tomheden og de dystre tanker, betyder heller ikke, at du ikke kan have en depression
Det billede du har af, at man som depressiv udelukkende sidder og stirre tomt frem for sig er kun delvist korrekt. Der findes uendeligt mange måder at være depressiv på.
Dine tanker er tomme, negative, selvnedgørende, trætte og fulde af ulyst, men du formår at få udført de gerninger du nu en gang skal have udført. Det behøver bare ikke være sådan!!! Eksemplet med at du ikke kunne komme på hvornår du sidst havde været glad, og at selvmordstankerne trænger sig på er tydelige tegn på, at der er noget galt, ikke?
Det behøver du ikke finde dig i. Men for at få livslyst, glæde, forventning og velbehag tilbage i din hverdag må du gøre noget aktivt; at se passivt til ændrer ikke noget.
Jeg har selv levet med depression og selvmordstanker (hvilket som du også skriver ikke betyder at jeg har været ved at ville tage mit eget liv), men jeg har fået det virkelig meget bedre.
Nu har du været hos lægen. Det er første skridt på vejen - og godt gået!
Nu skal du naturligvis indlede et forløb med din læge; eller alternativt blive henvist til en psykolog.
Hvis du er helt tom i hovedet når det ikke drejer sig om noget praktisk du skal udføre, så er det svært at arbejde terapeutisk med depressionen. I det tilfælde vil antidepressiv medicin kunne hjælpe til at give dig overskuddet til at arbejde aktivt. Om du har brug for dybtgående terapi af et traume eller om du har brug for kognitiv terapi til at ændre tanke- og handlemønstre, eller begge dele, er ikke til at sige. Men terapi er virkelig en god ting!
Før I (du i samarbejde med lægen) påbegynder behandling med antidepressiv medicin bør du bede lægen om at måle dit d-vitaminniveau. Der skulle være sammenhæng mellem depression og d-vitaminmangel.
Der findes naturmedicin mod nedtrykthed, men jeg kan ikke anbefale det til andet end netop nedtrykthed.
Jeg havde stor gavn af antidepressiv medicin. Der kan være en hulens bunke bivirkninger de første uger, men de går over.
VH. anna
Først vil jeg sige at jeg allerede er begyndt på noget anti-depressiv medicin og det lettede at høre at bivirkningerne ikke nødvendigvis er noget der bliver ved. Desuden har jeg en aftale med min læge i morgen, som jeg dog ikke har det udpræget godt med. Det er ikke lægen der er noget i vejen med. Han er utrolig venlig, meget lyttende og jeg oplevede bestemt at blive taget seriøst da jeg var oppe hos ham første gang - lidt for seriøst måske. Jeg tror nok at jeg fik alle hans alarmklokker til at ringe og det har jeg det ikke særlig godt med.
Mht. til min beskrivelse af at blive tom i hovedet, så var det begrænset til det ene spørgsmål. Det faktum at jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst har haft det godt. Udover det plejer jeg godt at kunne finde ud af hvad jeg føler og kan kigge på mig selv udefra og analysere. Det jeg har meget svært ved er at forene logikken med følelserne. Så selvom jeg godt kan deducere at der er noget galt, så er det jo sådan som jeg normalt har det, sådan som jeg altid husker at have haft det. Det er måske derfor jeg værger mig ved at sætte et sygdomsmærkat på det. Jeg føler ganske enkelt ikke at jeg kan tillade mig det.
Du nævner terapi og eventuelle traumer. Jeg tror alle mennesker har traumer af den ene eller anden slags, men jeg kan at sige så meget at grunden til at jeg overhovedet kom til læge var, at min mor for et halvt år siden gik til sin læge. Hun fik anti-depressiv medicin og fik at vide at det med at holde op igen på et tidspunkt, ikke var noget der skulle snakkes om. Under samtalen blev det klart at hun har haft det skidt siden jeg var barn (+et alkoholproblem i øvrigt). Hun har dog fået det bedre og har månedlige opfølgninger med sin læge, men er ikke blevet tilbudt terapi.
Idet jeg er enebarn og har kun haft min mor og der ikke har været det store sociale netværk, er der nok nogle årsager gemt blandt andet der.
Endnu engang mange tak for dit hurtige svar. Det er godt at få vendt nogle ting ind imellem.
Jeg vil bare sige, at du lyder utroligt meget som mig, for 6 år siden. Jeg kunne have skrevet det meste af det, du skriver.
Anna har ret i, at der er forskel på depressioner. Jeg var deprimeret i rigtigt mange år, hvor jeg formåede at holde en facade, så jeg altid virkede glad - tror jeg da. Jeg ved jo ikke, hvordan andre opfattede mig... Sammen med bestemte mennesker kunne jeg også grine og have det sjovt. Det var nødvendige pauser, hvor jeg kunne glemme, at jeg faktisk havde det af H. til. Både depressionen og angst var som en underliggende grundstemning - jeg havde aldrig kendt til at have det anderledes, så jeg troede, at det bare var sådan 'man' havde det. Så jeg smilede bare og var føleselsesløs og gjorde, hvad der skulle gøres, mens jeg græd dybt indeni.
Udover at få målt dit D-vitaminniveau vil jeg foreslå, at du også får målt din blodprocent (jernmangel) og dit stofskifte. Man kan få et lavt stofskifte af f.eks. en længerevarende depression - men omvendt kan et lavt stofskifte også forstærke en depression. At få gjort noget ved ét af problemerne, vil også medføre bedring på det andet område og det kan medføre, at man får brudt den onde cirkel og bliver lidt mere optimistisk og får lidt mere overskud.
Det sete kommer an på øjnene, der ser. Nogle opfatter de symptomer og tankemønstre, du beskriver, som et resultat af depressionen. Jeg opfatter depressionen som en følge af negative følelser og tankemønstre. Der er jo en årsag til, at du har det, som du har det.
Jeg er enig med dig i, at alle mennesker har traumer af den ene eller anden slags. Nogle mere alvorlige end andre. Det er givetvis også derfor, verden ser ud som den gør. Derfor er der også flere og flere mennesker, der finder ud af, at de har behov for professionel hjælp – terapi/medicin – for at få det bedre. Et liv med f.eks. en depressiv mor med et alkoholproblem sætter uundgåeligt sit præg.
At traumatisering i én eller anden grad er alment, betyder kun, at så mange flere mennesker har det dårligt og har brug for hjælp til at få det bedre.
Forstår, at dine alarmklokker ringede, da lægen tog dig mere seriøst, end du selv gjorde. Det må ikke have været rart, at du på den måde fik bekræftet, at der vitterligt er noget galt. Det kan være rigtigt svært, når man pludseligt bliver konfronteret med nogle realiteter, man måske ikke ønsker at vide noget om. Når først man bliver bevidst, kan man føle, at man er nødt til at gøre noget ved det. Det er hårdt men rigtigt godt, hvis det medfører, at man bliver klar over, at der er noget, man selv kan gøre for at få det bedre.
Du har knoklet dig igennem med viljens brug indtil nu. Fordi du har den idé, at andre kan tage sig sammen, så bør du også kunne. Hvem siger det? På den måde risikerer du at blive slidt op før tiden. Det ved jeg af erfaring.
Det lyder som om, at du har rigtigt meget brug for at lære at passe på dig selv og få bygget dig selv op følelsesmæssigt og psykisk.
Den proces startede først for mig, da jeg var 43 år. Jeg gik i terapi i 4 år og det har ændret mit liv til ukendelighed. I positiv retning vel at mærke. Inden da tænkte jeg stort set, som du gør og oplevede verden på en meget tilsvarende måde. Men det er helt forandret nu. De gamle usunde, selvdestruktive tankemønstre er helt væk og jeg kan passe på mig selv. Jeg har fået et godt liv og har fået det godt med mig selv.
Men man er nødt til at begynde at begynde at gøre noget helt andet, end man plejer. Gør man det samme, som man altid har gjort, får man også det samme ud af det, som man altid har fået.
Mange hilsner Helene
Du må undskylde det sene svar.
Mange tak for dine tanker. Det har hjulpet mig med at sætte lidt perspektiv på tingene. Jeg prøver på at bruge min logik lidt mere, men det er svært.
Jeg har haft endnu en konsultation hos min læge og skal hen til ham igen om en uge. Jeg fik det igen dårligt efter konsultationen - jeg havde denne gang fornemmelsen af at han ikke rigtig troede på hvad jeg havde sagt, at jeg havde overdrevet. En af de formuleringer han brugte, undrede mig. Han indledte samtalen med at sige at han han havde tænkt en del på mig siden sidst og “ på hvor dårligt du beskrev at du havde det”. Så begynder min hjerne straks at spekulere på hvordan det nu skal forstås. Skal det forstås således at beskrivelsen skal tages alvorligt eller er det netop en indikation på, at der er noget der bliver beskrevet subjektivt og dermed ikke kan være objektivt sandt? Er det en indikation på at det bare er noget som beskriveren har bildt sig ind? Og vil man i så tilfælde kunne bilde sig det ud igen? Jeg gik derfra og følte at jeg havde løjet overfor ham.
Lægen undrede sig desuden over at der ikke var nogen der havde bemærket noget, at der ikke var nogle kollegaer eller venner der havde sagt noget. Jeg svarede at jeg normalt godt kunne smile og grine, hvis det skulle være - altså tage en maske på. Jeg er ikke sikker på at han troede på det. Senere kom jeg i tanke om nogle ting mht. hans spørgsmål, som jeg ikke havde fået sagt. Det krævede nogen overvindelse, men jeg fik skrevet et brev til ham, med nogle ekstra informationer. Jeg har prøvet at gøre det meget nøgternt, uden tanke rod, og kun med praktiske informationer og iagttagelser.
Min læge er meget dygtig, lydhør og afventende. Jeg ved at han blot gør sit arbejde, men det frustrerer mig at jeg ikke kan aflæse ham, for det eneste han gør er at stille spørgsmål og sige hvad der skal ske. Jeg ved ikke noget om ham, og føler derfor ikke at jeg ved hvor jeg har ham. Samtidig fornemmer jeg at der foregår 117 ting inde i hans hjerne hver gang jeg svarer på noget - og jeg aner ikke hvad det er. Det stresser mig.
En dag hvor jeg havde det rigtig dårligt, fik jeg taget mod til mig og ringet til depressionslinien. Jeg fik fat i en rigtig sød kvinde og vi fik en god snak. Hun hjalp mig med at sætte nogle ting på plads. Det betyder dog ikke at jeg har accepteret dem endnu. Derudover forbavsede hun mig, for hun sagde: Du må have en utrolig kampgejst.
Jeg var ved at falde ned af stolen! Er der noget jeg ikke føler jeg har, så er det da kampgejst! Jeg giver evig og altid op.
Men hun argumenterede at jeg havde formået at få en uddannelse og at holde på et arbejde. Der var mange der gav op inde de nåede så langt, sagde hun.
Jeg forsøger at huske på det ind imellem, selvom jeg ikke rigtig kan tro på det.
Du/I må undskylde at jeg læsser alt det her af, men jeg havde brug for at skrive det et andet sted end i min dagbog.
En sidste ting inden jeg slutter: Hvis der er nogen der har forslag til gode bøger også gerne mere psykologi-tekniske, så vil de være meget velkomne.
Tak for hjælpen
Timiana
Jeg synes, det er rigtigt godt, at du skriver herinde. Det hjælper at dele tingene med nogle andre og få nogle nye in-put. Jeg er glad for, at mine tanker var med til at give lidt perspektiv.
Din læge lyder absolut dygtig. At du ikke kan læse ham, kan være en kæmpe hjælp til dig på længere sigt, selvom det gør dig usikker nu. Det er virkeligt godt, at du har disse samtaler med ham og at han er lydhør.
Du kan tro, jeg kan genkende din tankegang. Din læge siger, at han har tænkt på dig og straks begynder du at fortolke og spekulere over den dybere mening i det. I stedet for at lade hjernen gå i selvsving, ville det være så meget lettere, hvis du f.eks. roligt havde kunnet svare: 'Okay, hvad har du så tænkt?'. Men jeg ved naturligvis godt, at det (endnu) ikke er muligt, for det er bare ikke den måde, man tænker på.
Nej, selvfølgeligt oplever du ikke, at du har en utrolig kampgejst. Men damen på depressionslinien har helt ret. Ellers havde du jo givetvis ikke været her endnu. Ja, du giver evigt og altid op. Men måske er det fordi, at du vælger dine kampe med omhu? Man kan jo ikke bruge sit krudt på alle mulige små kampe, hvis den store kamp om at klare sit liv, er så langt vigtigere. Man taber måske nok det enkelte slag, men man vinder krigen... Så i virkeligheden er det jo et tegn på, at du gør det rigtige og det klogeste.
Du har jo formået at gøre meget godt for dig selv, så vist har du styrken. Den er bare gemt inde bag en masse negative følelser og overbevisninger, der blokerer dig. Får du hjælp til at komme ind bag de negative tankemønstre, så kan du finde ind til dit eget sande, stærke, sunde, smukke jeg :-) Tro det eller lad være, jeg ved, det er sandt :-)
Du efterlyser nogle bøger. Jeg kender ikke nogle specifikke omkring psykologi. Jeg ved ikke, hvad der kan interessere dig. Men der er mange gode bøger, der beskæftiger sig med div. problemstillinger og som kan guide én videre. Her er fem forslag indenfor fem forskellige kategorier.
'Kvinder der elsker for meget' af Robin Noorwood
'Efter alt hvad jeg har gjort for dig' af Susan Forward
'Kast lys over skyggen' af Debbie Ford
'NLP – Neuro-Lingvistisk programmering' af O'Connor og McDermott.
'Smertegrænsen' af Lars J. Sørensen. Den kan være ret svær at læse for den er ret faglig, men det lyder ikke som om, at det afskrækker dig.
Mange hilsner Helene
Jeg vil gerne bidrage med et par bøger, som har hjulpet mig til at forstå væsentlige årsager til mine depressioner:
1. Josef Giger-Bütler: ”De mente det jo godt”
2. Elaine N. Aron: ”Særligt sensitive mennesker”
Når jeg foreslår disse bøger, er det for den førstes vedkommende på grund af din omtale af din opvækst hos en mor, som på grund af egne problemer måske ikke magtede at lære dig at mærke dine egne behov og ønsker at kende, men snarere påvirkede dig til hele tiden at være opmærksom på dine omgivelsers (din mors) velbefindende, tanker og følelser. Jeg ved af erfaring, at det går galt, hvis man ikke i tilstrækkelig grad opfylder sine egne behov og ønsker.
For den anden bogs vedkommende, så har jeg anbefalet den, fordi du nævner, at det er et problem, at du ikke kan gennemskue din læge. Jeg forestiller mig, at du er et menneske, der plejer at kunne ”læse” folk, og at du er god til det, fordi du er sensitiv. Men vi, der er særligt sensitive, bliver nemt overvældede af alt for mange indtryk, og det slider på os. Derfor må vi lære at passe på os selv.
Ovenstående bøger er begge lidt omstændelige og fyldt med gentagelser. Derfor kan de være anstrengende at læse, især hvis man har en depression. Men begge bøgers hovedbudskab er enkelt og letfatteligt, og man behøver ikke at læse det hele for at forstå pointen, og du vil hurtigt enten få en aha-oplevelse, som jeg fik, eller også vil du med det samme indse, at det ikke er din problemstilling, der omtales.
Jeg har haft meget gavn af begge bøger.
Jeg har også lyst til lige at skrive et par ord om depression og om årsager til depression.
Du skriver, at alle mennesker vel har traumer. Ja, det kan godt være, og jeg har også haft min part, som jeg har været i psykoterapi for (kropsorienteret psykoterapi).
Men det behøver langtfra altid at være traumer, der er den bagvedliggende årsag til depression. Mange mennesker siger, at de ikke kan forstå årsagen til deres depressioner, for de har ikke haft nogen traumer. Men hvis de gennem deres barndom har indlært en adfærd, der ikke tilgodeser deres egne behov og ønsker, så er det fuldt tilstrækkeligt til at udløse en depression. Man kan ganske vist klare en sådan levevis en tid, men til sidst tappes man for kræfter, og konsekvensen kan være depression.
Angående spørgsmålet, som Helene omtaler, altså hvorvidt det er de negative tanker, der skaber depressionen, eller omvendt, at de negative tanker blot er et symptom og en konsekvens af depressionen, har jeg gjort mig følgende tanker:
Depressioner er meget forskellige. Jeg har kun oplevet den form for depression, som man kalder klassisk depression, og for mig er det fuldstændig indlysende, at de negative tanker og det lave selvværd er en konsekvens af depressionen. Beviset på det er, at jeg – når jeg har været depressionsfri – altid har været et meget optimistisk menneske med normalt selvværd. Når depressionerne gik over - enten ved hjælp af et antidepressivt middel, eller fordi den type depression, jeg kender til, normalt går over af sig selv, udelukkende ved hjælp af aflastning og fred og ro, efter en vis tid (typisk 3-8 måneder) - tænkte jeg nøjagtig lige så optimistisk som før depressionen. Der var derfor ingen grund til at lære at tænke anderledes. Det var bedre at bruge den sparsomme energi på at fjerne de egentlige årsager til depressionen, altså belastningerne.
Men den form for depression, Helene taler om, er, så vidt jeg kan se, anderledes end den form for depression, jeg har oplevet. Det er en længerevarende tilstand. Mine depressioner har haft karakter af anfald af måneders varighed, og jeg har været fuldstændig rask indimellem.
Når jeg læser bøger om depression, f.eks. Jes Gerlachs ”Depression – Symptomer, årsager og behandling” (som også kan anbefales), kan jeg se, at forfatteren opererer med flere forskellige slags depression. Jeg har altid opfyldt kriterierne for den såkaldte klassiske depression til punkt og prikke. Den anden hovedform kalder Jes Gerlach for ”atypisk depression”, og der er desuden depressioner, som ikke kan placeres tydeligt i de to hovedkategorier.
Selv om det for mig i årevis har været fuldstændig uforståeligt, at nogen kan finde på at sige, at depression skulle kunne afhjælpes ved, at man lærer at tænke anderledes, så må jeg jo sige, at jeg kun kan udtale mig om den form for depression, som jeg kender til, altså den klassiske depression. Det kan da godt være, at andre former for depression kan afhjælpes ved, at man lære at tænke anderledes, selv om det for mig lyder fuldstændig forkert.
Mange hilsner og god bedring
Kameliadamen
Ja, der findes helt sikkert flere forskellige slags depressioner. Når jeg f.eks. sammenligner min ex-svigermors depression og den måde, som jeg var deprimeret på, så ligner det to forskellige tilstande.
Min ex-svigermors depression kom i perioder og hun blev virkeligt syg. Hun kunne absolut intet, levede bag nedrullede gardiner og det endte med, at tilstanden blev kronisk og hun blev indlagt mange gange.
Min ex-kærestes depression var af en helt tredje type. Han kunne undertrykke den med alkohol men i perioder, hvor han var på antabus, røg han ud i sortsyn og blev aggressiv. Det endte med selvmord.
Det var helt anderledes for mig. Det var en kronisk, underliggende, smertefuld tilstand, der havde været der siden, jeg var barn. Den var blev så velkendt, så jeg troede, at sådan havde 'man' det jo bare. Jeg havde ingen fornemmelse af, at det kunne være anderledes'. Efterhånden registrerede jeg hverken smerten, angsten, tomhedsfølelsen eller følelsesløsheden bevidst. Når noget altid er der, vænner man sig til det, som den normale tilstand, hvilet vil sige, at det er blevet en konstant ubevidst tilstand. Kun i perioder brød det hele frem og jeg mærkede det bevidst. Så kom selvmordstankerne, smerten over livets meningsløshed, den manglende glæde og følelsen af, at det var umuligt at skabe forandringer - indtil jeg fik lagt låg på igen og kæmpet mig op igen.
Jeg kunne sagtens smile, være glad og tilsyneladende fungere normalt i dagligdagen. Jeg mærkede slet ikke mig selv og var god til at tage en maske på og tvinge mig selv til at kæmpe og fungere. Derfor fik jeg også taget uddannelse og fik skabt ordnede boligforhold og en rimelig økonomi, så rammerne var i orden. Men samtidigt blev min hovedpine værre og værre grundet den kroniske stresstilstand og de vedvarende følelsesmæssige belastninger. Det varede indtil jeg var 43 år og startede i terapi.
Hvorvidt det kunne have hjulpet på min ex-svigermors eller ex-kærestes depressioner at lære at skabe andre tankemønstre, skal jeg ikke kunne sige. Men det har ialtfald hjulpet mig. For mig er det logisk, at det gør en forskel, om jeg f.eks. tænker: 'Jeg må hellere tie stille, for det jeg har at sige, er ligegyldigt' eller om jeg tænker: 'Jeg har også lov til at sige noget. Hvorfor skulle mine ord være mindre værd end andres?'. Denne forandring skabte jeg for mig selv, da jeg var 18 år og det bevirkede, at jeg lærte at tale og udtrykke en mening. Ikke at depressionen forsvandt af det, men der blev taget et skridt ud af den. Nu tænker jeg: 'Selvfølgeligt vil jeg sige, hvad jeg har på hjerte. Jeg synes, det er vigtigt og nogle vil sikkert kunne bruge det til noget'.
Der er for mig ingen tvivl om, at en negativ tankegang er medvirkende til at opretholde en depression og at man ved at ændre sin tankegang, kan opnå væsentlige forbedringer i sin tilstand. Men det alene gør det selvfølgeligt ikke. Det skal jo ikke kun være en tankemæssig forandring, der skal være et følelsesmæssigt grundlag for forandring. Det var det absolut nødvendigt, at jeg fik også fik bearbejdet mine gamle traumer og mine opvækstforhold, for de negative følelser stammede herfra.
Den NLP- og hypnoterapi jeg har været i og mit arbejde med mig selv, har hjulpet mig af med både angst og depression. Den forandrede tankegang og de forandrede følesler, har fået mig at opfatte verden, livet og mig selv på en anden måde, der er meget mere realistisk og konstruktiv. Ingen tvivl om, at jeg selv opretholdte de gamle, negative følelser v.h.a. gamle, negative tankemønstre, så det var ikke mærkeligt, at jeg med jævne mellemrum faldt ned i et sort hul, som blev dybere og dybere.
I vinters fik jeg en psykiaters ord på, at jeg ikke længere har nogen tegn på depression. Så for mig har den form altså virket. Men som jeg altid lægger vægt på: Mennesker er forskellige, vi har forskellige behov og derfor vil det være forskelligt, hvad der virker og hjælper den enkelte.
Mange hilsner Helene
Først vil jeg sige mange tak for jeres tanker og anbefalinger - bøgerne er bestilt.
Jeg må sige, at det du beskriver Helene, lyder skræmmende bekendt. Jeg har altid haft meget lavt selvværd. Idet jeg socialt ikke har haft en nem skolegang, har jeg altid holdt mig for mig selv. Det at skubbe følelserne væk kender jeg så godt. De bliver holdt nede så lang tid som muligt indtil man ikke kan mere. Man går fra den almindelige grå verden til en malstrøm af et sort hul, som truer med at suge en ned i dybet. Jeg har altid slået mig selv oven i hovedet, fortalt mig selv at jeg skulle holde op med at være pivet, smilet blev sat på plads og jeg har haltet videre. Da jeg aldrig har fungeret særlig godt socialt (især ikke større grupper), har der ikke været noget odiøst at jeg ofte isolerer mig.
Det med at se positivt på tingene for ens eget vedkommende og at tro på sig selv i perioder, er ikke noget jeg har oplevet - det eksisterer ikke. Det vil sige, det eksisterer for andre. Jeg kan sagtens sige positive ting til andre, rose dem for deres dygtighed og deres væsen. Men der er to sæt regler i verden; dem for de andre og dem for en selv. At modtage ros, har altid føltes forkert - det føles falskt.
Den grå verden er hverdag. Den er usikker og uigennemskuelig, men det er det jeg kender, det der er normalt. Derfor finder jeg det også utroligt svært at se, at jeg skulle være syg. Igen føler jeg, at jeg da også bare kunne tage mig sammen, at det også var dumt af mig at belemre min læge med mit piveri. Tanken om at medicinen ændrer den måde jeg føler på skræmmer mig. Jeg ved godt at det skulle være til det bedre, men hvad er det bedre? Jeg kender det jo ikke.
Min læge har ved begge konsultationer sagt at han mener, at terapi vil være nødvendigt for mig på et tidspunkt. Han kan godt se, at jeg ikke er modtagelig lige nu. Logisk set kan jeg godt se ideen med terapi og jeg synes også at det er vældig godt - for andre. Ved ordet terapi i forhold til mig selv, tænker jeg: Nu skal jeg til at ændre på mig selv - igen. Tilpasse mig et eller andet - igen. Jeg orker det ikke. Det lyder nok lidt mærkeligt men, jeg tror måske jeg er bange for at miste mig selv.
Endnu engang mange tak. Tak fordi I er her. Tak fordi I lytter. Tak fordi I skriver.
Timiana
Det ser jo ud til, at din depression, Timiana, ligner den, Helene kender og beskriver. Men jeg tror godt, at du alligevel kan have noget ud af de bøger, jeg anbefalede. Selv om din depression er anderledes, end mine depressioner var, så tror jeg godt, at nogle af årsagerne kan være de samme.
Er du i øvrigt blevet grundigt undersøgt hos lægen, altså har du fået foretaget blodprøver? Det er meget vigtigt. Min læge ”glemte” det, muligvis fordi jeg er ud af en familie, hvor alle havde depressioner. Lægens opfattelse var nok, at man ikke – når man har en familiær tilbøjelighed til depression - kan få f.eks. jernmangel, som jo også kan være årsag til depression. Det kan man selvfølgelig godt, og den fejltagelse kostede mig min karriere og adskillige år af mit liv!
Når jeg skriver dette indlæg, er det nu mest, fordi jeg synes, at det er vigtigt at forholde sig nuanceret til sagen om den negative tankegang.
Du skriver, Helene, og jeg citerer:
”Der er for mig ingen tvivl om, at en negativ tankegang er medvirkende til at opretholde en depression, og at man ved at ændre sin tankegang kan opnå væsentlige forbedringer.”
Det er meget magtpåliggende for mig at sige følgende:
Ved depression er det vigtigt at se på årsagerne og gøre noget ved dem. Personligt har jeg ingen erfaringer med depressioner, der skyldes negativ tankegang. Ved den type depressioner, jeg kender til (klassisk depression, også kaldet melankoliform depression), vil det være skadeligt at forsøge at ændre på sin tankegang, dels fordi det vil være endnu en belastning, og for at blive rask gælder det om at reducere mængden af belastninger og forholde sig helt i ro, og dels fordi teorien om, at man selv er skyld i depressionen, fordi man tænker negativt, kan forværre den skyldfølelse, som også er en af den klassiske depressions grundsymptomer.
For mig er det indlysende, at man ikke kan helbrede en sygdom ved at forsøge at fjerne et symptom, ligesom man ikke kan helbrede en forkølelse ved at prøve på at lade være med at hoste eller helbrede Parkinsons syge ved at forsøge at lade være med at ryste. Man må gøre noget ved årsagerne. Og ved den form for depression, jeg kender, er den negative tankegang blot et symptom.
Men ud fra jeres beskrivelser ser det ud til, at der faktisk findes depressioner, hvor negativ tankegang er en medvirkende årsag til depression. Og i det tilfælde giver det selvfølgelig god mening at forsøge at ændre sin tankegang.
Sagen er bare, at der er mange – også psykologer og andre eksperter - der udtaler sig så kategorisk. Det har været et stort problem for mig, dengang jeg var syg. Jeg vidste ganske vist efterhånden, hvad der var bedst for mig at gøre for at blive rask, men jeg blev usikker, når eksperter sagde det modsatte. Men jeg fulgte heldigvis min egen vej. Ifølge Jes Gerlachs bog om depressioner, som jeg nævnte i mit indlæg fra i går, er der faktisk langt flere atypiske depressioner end klassiske, og det kan jo være årsagen til, at eksperterne tilsyneladende udtaler sig, som om alle depressioner er ens og skal behandles ens. Og det er underligt, at den type depressioner, som der er flest af, stadigvæk kaldes ”atypisk”!
Nå, men denne diskussion er jo irrelevant for dig Timiana. Lad os vende tilbage til din sygdom.
Du skriver, at du ikke har det godt med tanken om, at medicin kan ændre dine følelser. Nej, der er der mange, der siger. Prøv at se på det på denne måde:
De belastninger, som du er udsat for og som er årsag til dine depression, medfører, at din organisme er så overbebyrdet, at den ikke i tilstrækkelig grad kan producere de almindelige signalstoffer, der overfører impulser fra en nervespids til en anden. Medicinen tilfører ikke signalstoffer, men den gør, at du udnytter dine egne signalstoffer mere effektivt. Medicinen kan i heldigste fald efter nogle ugers forløb bevirke, at du ikke længere mærker noget til din depression.
Det er dine egne signalstoffer, der gør det. Medicinen gør bare, at de bliver udnyttet bedre.
Når en medicinering går godt, kan den være en god løsning, som hjælper en til at komme i kontakt med sine følelser og kan gøre én fuldstændig depressionsfri. Desværre er der nogle gange nogle grimme bivirkninger, nogle gange er det svært at finde det rigtige præparat eller den rigtige dosis, og det er desværre ikke alle, der har gavn af antidepressiv medicin. Jeg har ved tre på hinanden følgende svære depressioner oplevet, hvad der for mig virkede som en fuldstændig helbredelse, og det var pragtfuldt. Senere har jeg så oplevet, at medicin slet ikke virkede, eller endda gjorde mig meget syg. Så jeg kender hele spektret. Jeg håber, at medicinen har en god virkning for dig.
Mange hilsner
Kameliadamen
Du får lige endnu et indlæg fra mig. Jeg var så optaget af, hvad der for mig var vigtigt at sige, at jeg ikke så, hvad du skrev om terapi til sidst i dit seneste indlæg.
Du skriver, at du ikke orker terapi, fordi det vel handler om, at du skal ændre dig og tilpasse dig.
Det er rigtigt, som din læge siger, at det måske kan være en god ide at vente, til du får flere kræfter. Under mine svære depressioner var terapi en umulighed. I den situation er det jo så, at medicin kan være en god løsning, indtil man får kræfter til at gøre noget ved de egentlige årsager til depressionen.
Hvis du får tilbudt terapi, som handler om, at du skal tilpasse dig, så synes jeg, at du skal sige nej tak. For det vil jo være endnu en undertrykkelse af dine egne behov og ønsker. Min fornemmelse er jo, at din depression i høj grad skyldes den belastning, der består i, at du i for høj grad har tilpasset dig omgivelsernes forventninger og i for ringe grad har opfyldt dine egne behov og ønsker.
Derfor gælder det først og fremmest om at lære dig selv at kende, sådan som du er. Det gælder om at lære at mærke, hvad der sker i din krop, og at lære dine egne følelser at kende og at reagere på fornemmelser og følelser, hvilket også indebærer at sætte grænser over for andre mennesker. Kun på den måde bliver du i stand til at tage vare på dig selv, så du ikke længere overbebyrder din organisme.
Det handler altså IKKE om at tilpasse sig. Det handler om at finde ind til kernen af dig og lære at bruge de ressourcer, du har, til gavn for dig selv, men samtidig lære at tage vare på dig selv, så du ikke bliver overbebyrdet.
Det lyder måske vældig egoistisk. Men man kan ikke være noget for andre, så længe man har det dårligt. Ingen er tjent med, at du overbebyrder din organisme. Ingen er tjent med, at du tilpasser dig forhold, som ødelægger dit helbred og dit liv.
Mange hilsner
Kameliadamen