utro...øv - og hvad nu?
Skøn ferie havde vi - dejlig dag, hvor vi alle havde moret os - om aftenen sent ville han lige sig mig noget udenfor... vi går ud, så siger han: "jeg er nødt til at fortælle dig, at jeg har været sammen med en anden."
Jeg er fuldstændig lamslået - og er det stadig, det var i tirsdags han sagde det, og nu er det lørdag formiddag.
Vi har været sammen i 10 år - har været gift i snart 9 år - har begge andre forhold bag os, men dette forhold skulle være specielt og vi har altid snakket meget om alting og vi lovede hinanden at dette forhold skulle bygge på ærlighed.
Han arbejder det meste af tiden i udlandet. Sådan har det ikke altid været, men sådan blev det, da det firma han var ansat i gik ned i begyndelsen af krisen. Han er ude 5 dage og hjemme 4 dage, og det var "ude" at han fik lyst til at gå ind på en escort-side, og her fandt han en han kunne få lidt købe-sex med. De blev enige om at ses igen og anden gang ville hun ikke have penge... de indledte så et rigtigt forhold. Hun er 20 år og han var hendes første kunde (siger hun). Han er 42.
Det har stået på i 6 måneder - siden januar.
På et tidspunkt opdagede hun så, at han var gift og hun forlangte at han gik hjem og sagde det til konen - det gjorde han så ikke... der gik lang tid... til sidst sagde, hun at hvis han ikke gjorde det, ville hun gøre det.
Så nu har han gjort det.
Og for at det ikke skal være løgn blev hun også gravid. Først ville hun havde barnet selv, men valgte så at få en abort i sidste uge.
Spørg mig lige om jeg er rystet. Min mand er den pålidelige, lidt overvægtige gode mand som altid er velovervejet og som ellers kun har hån til overs for andre som ikke kan styre sig... ja, jeg venter hvert øjeblik at han skal ringe hjem og sige at det hele bare en joke.
Han er forelsket i hende, men vil allerhelst have at vi finder melodien igen, for han elsker mig, siger han. Han synes bare vores hverdag var gået i hårdknude og at det var svært med arbejdstiderne - han er så lidt hjemme, at vi nogengange ikke ses ret meget, for alt går op i aftaler, børn, regnskaber osv.
Jeg er ked af det og rystet og skiftevis oppe i det røde felt og helt ned under gulvbrædderne. For ja: det er ikke lutter idyl at have en familie på disse præmisser, men sådan ser vores verden ud lige nu, indtil han kan få et arbejde i hans bracnche, tættere på.
Jeg kan godt være stresset og kort for hovedet, men jeg er jo alene med det hele: fuldtidsjob, børn, hus, alle børnenes ting som de skal køres rundt til (bor på landet)... og så vil han jo gerne have, at vi skal have det hyggeligt når han er hjemme - og det vil jeg jo også, men jeg har også brug for at slappe lidt af og lade ham tage lidt af slæbet, når han endelig er her.
Jeg er tosset over, at han har gjort det. Jeg ved ikke, om jeg kan leve med at han har været sammen med en anden. Jeg synes også at det er synd for den unge pige, hun har jo ikke anet hvad fanden hun havde gang i, og nu sidder hun tilbage med en vatpik der måske er på vej tilbage til konen og hun har oven i købet lige fået en abort.
Jeg kunne brække mig over ham.
I torsdags, to dage efter, skulle han afted igen og jeg blev bare så ked af det - pludselig kom tårerne bare ud og han måtte stå og trøste mig. Han skulle nå et fly og afsted. Jeg elsker ham og jeg hader ham - han er en skiderik, men vil jeg skilles?
Jeg har allermest lyst til at vi skal finde ind til hinanden igen og så tage denne her oplevelse som en brat opvågning - at nu skal vi gøre noget for at forbedre vores samliv.
På den ande side vil jeg fandme ikke være til grin - han har levet i et forhold med hende i 6 måneder - det var jo ikke kun sex (selv om det er slemt nok) det var fandme et forhold og det var med en 20 årig og det var oven i købet med en luder ( ihvert fald i starten).
Jeg har altid været hård i filten når andre har oplevet at deres mænd har været utro - ud af vagten med sådan en idiot. Og nu sidder jeg selv i det. Jeg ved ikke om jeg vil skilles. Jeg ved ikke om jeg kan leve med ham igen, jeg ved ingenting.
Hvad skal jeg gøre?
Jeg er fuldstændig lamslået - og er det stadig, det var i tirsdags han sagde det, og nu er det lørdag formiddag.
Vi har været sammen i 10 år - har været gift i snart 9 år - har begge andre forhold bag os, men dette forhold skulle være specielt og vi har altid snakket meget om alting og vi lovede hinanden at dette forhold skulle bygge på ærlighed.
Han arbejder det meste af tiden i udlandet. Sådan har det ikke altid været, men sådan blev det, da det firma han var ansat i gik ned i begyndelsen af krisen. Han er ude 5 dage og hjemme 4 dage, og det var "ude" at han fik lyst til at gå ind på en escort-side, og her fandt han en han kunne få lidt købe-sex med. De blev enige om at ses igen og anden gang ville hun ikke have penge... de indledte så et rigtigt forhold. Hun er 20 år og han var hendes første kunde (siger hun). Han er 42.
Det har stået på i 6 måneder - siden januar.
På et tidspunkt opdagede hun så, at han var gift og hun forlangte at han gik hjem og sagde det til konen - det gjorde han så ikke... der gik lang tid... til sidst sagde, hun at hvis han ikke gjorde det, ville hun gøre det.
Så nu har han gjort det.
Og for at det ikke skal være løgn blev hun også gravid. Først ville hun havde barnet selv, men valgte så at få en abort i sidste uge.
Spørg mig lige om jeg er rystet. Min mand er den pålidelige, lidt overvægtige gode mand som altid er velovervejet og som ellers kun har hån til overs for andre som ikke kan styre sig... ja, jeg venter hvert øjeblik at han skal ringe hjem og sige at det hele bare en joke.
Han er forelsket i hende, men vil allerhelst have at vi finder melodien igen, for han elsker mig, siger han. Han synes bare vores hverdag var gået i hårdknude og at det var svært med arbejdstiderne - han er så lidt hjemme, at vi nogengange ikke ses ret meget, for alt går op i aftaler, børn, regnskaber osv.
Jeg er ked af det og rystet og skiftevis oppe i det røde felt og helt ned under gulvbrædderne. For ja: det er ikke lutter idyl at have en familie på disse præmisser, men sådan ser vores verden ud lige nu, indtil han kan få et arbejde i hans bracnche, tættere på.
Jeg kan godt være stresset og kort for hovedet, men jeg er jo alene med det hele: fuldtidsjob, børn, hus, alle børnenes ting som de skal køres rundt til (bor på landet)... og så vil han jo gerne have, at vi skal have det hyggeligt når han er hjemme - og det vil jeg jo også, men jeg har også brug for at slappe lidt af og lade ham tage lidt af slæbet, når han endelig er her.
Jeg er tosset over, at han har gjort det. Jeg ved ikke, om jeg kan leve med at han har været sammen med en anden. Jeg synes også at det er synd for den unge pige, hun har jo ikke anet hvad fanden hun havde gang i, og nu sidder hun tilbage med en vatpik der måske er på vej tilbage til konen og hun har oven i købet lige fået en abort.
Jeg kunne brække mig over ham.
I torsdags, to dage efter, skulle han afted igen og jeg blev bare så ked af det - pludselig kom tårerne bare ud og han måtte stå og trøste mig. Han skulle nå et fly og afsted. Jeg elsker ham og jeg hader ham - han er en skiderik, men vil jeg skilles?
Jeg har allermest lyst til at vi skal finde ind til hinanden igen og så tage denne her oplevelse som en brat opvågning - at nu skal vi gøre noget for at forbedre vores samliv.
På den ande side vil jeg fandme ikke være til grin - han har levet i et forhold med hende i 6 måneder - det var jo ikke kun sex (selv om det er slemt nok) det var fandme et forhold og det var med en 20 årig og det var oven i købet med en luder ( ihvert fald i starten).
Jeg har altid været hård i filten når andre har oplevet at deres mænd har været utro - ud af vagten med sådan en idiot. Og nu sidder jeg selv i det. Jeg ved ikke om jeg vil skilles. Jeg ved ikke om jeg kan leve med ham igen, jeg ved ingenting.
Hvad skal jeg gøre?
Kommentarer
Din mand her gjort det én gang ---men én gang i 6 mdr. det er lang tid...og så har han vist sine præferencer....
Jeg tror din mand med lethed vil kunne gøre det her igen og igen
Yderligere har han jo nok også været smigret over aldersforskellen ...du burde møde hende og se hvem det er?
Nu kan du så gå og blive forpint over det her...og så hvad dit brev også har lidt af - kan i stå sammen om "det var en ung idiot"...og "tænk at hun bla bla"...og godt hun fik "det der"....men din mand der står lige ved siden af dig det er nok ham du skal harmes over.
Ved ikke hvad du vil gøre med ham "ude af øje ude af sind"...jeg tror din mand elsker dig ...men han har brug for noget ved siden af ...uanset det!
Jeg synes ikke at hun er en "dum ung idiot", jeg synes det er synd for hende. Det er ham der har gjort noget forkert.
Det var ham der opsøgte hende. Hun blev bare forelsket og hun anede ikke at han var gift.
Jeg tror engentlig ikke han vil gøre det igen - men hvis han er forelsket i hende og har sine følelser hos hende, så kan vi ikke være sammen. Jeg har det ad h til over det. Jeg frygter at han helst vil vælge mig, fordi det er det trygge og nemme - vi har en familie og hus og hjem mv - fremtiden ser jo usikker ud med hende. Jeg vil ikke være det næstbedste.
Egentlig burde du bede ham flytte og passe sig selv....mænd kan ikke li at undvære deres base og pludselig blir alt det der syntes forjættende uspændende fordi de godt må...og der ikke står nogen "mor" derhjemme og siger "fy slemme dreng"...de får lov at sejle deres egen sø.
Men det er hårdt og kræver pokerface og vilje af stål.....!
Jeg synes ikke han kan være bekendt det han her har gjort ved dig ...og så inddrager han dig ovenikøbet og prøver at gøre dig til allieret "og det er synd for hende"....næææ hun har det sikkert fint. Men det er synd for dig.
Nogen mænd de er stadig små drenge med en mor derhjemme ...jo mere konen træder i karakter derhjemme (og det har du været nødt til med en mand der er væk så meget) jo mere føler manden sig undergravet og undværlig....og så begynder det her....
Og du tænker nu : Jamen skulle jeg da have ladet det hele sejle og børnene osv.....? Neeeeej du har gjort det rigtige....men ham ? Nogen mænd kan ikke klare en stærk kvinde ....
Ham her sku nok finde en undskyldning for sin opførsel alt andet end at sige ...undskyld jeg har misbrugt din tillid og såret dig groft...men det er dig jeg elsker og det her skal ikke gentage sig...!
Enhver kan være utro uden egentlig at mene noget med det (det er bare noget dumt man gør) og der er forskel på at elske ét menneske og at synde med et andet.
Men det at han har set hende ½ år...?
Det er nu mig der synes det er synd for hende - jeg synes han har opført sig dårligt overfor hende også.
Jeg burde nok give ham sparket... jeg er stadig så overrumblet at jeg ind i mellem sidder og smågriner over det, og tror det er en dårlig vittighed.
Jeg ved sgu ikke hvad jeg skal. Jeg må sove på det igen.
At opleve utroskab fra et menneske, som man elsker og i et forhold som man havde en drøm om skulle være specielt, så er der ikke noget at sige til, at du er rystet, vred, skuffet og i chok.
Det er et meget stort tillidsbrud, han har udsat dig for og det kan være svært at skulle genfinde den tillid igen.
Men du bliver nød til at beslutte, om du vil give ham og forholdet en ny chance, om I elsker hinanden nok til at turde se sandheden i øjnene og starte på en frisk eller om du vil forlade ham i vrede og afmagt og med en masse sårede følelser.
Den sidste mulighed er jo en flugt fra den mand du elsker, hvorimod at give forholdet en chance til er at erkende at hans utroskab måske er et signal om, at der har været noget galt i jeres forhold, noget I måske kan få rettet op på, og begge tage ansvar for.
Men det kræver at I sætter jer ned og får talt det hele godt igennem, at I begge ærlig kan sige at I stadig elsker hinanden og vil dette forhold på en ny og anden måde.
Der sker ofte det i et forhold, at de to voksne glemmer hinanden, fordi børn og hjem og arbejde fylder så meget. De to voksne glemmer at få voksentid, glemmer at lytte til hinanden, glemmer at vise den nærhed og kærlighed til hinanden, som er betingelsen for at forholdet kan vokse og forblive en tryg og kærlig base.
Jeg tror ikke at det er umuligt, men jeg tror at det kræver meget af jer begge, men jeg fornemmer at du stadig elsker din mand, og jeg fornemmer en modenhed og styrke hos dig i dit skrevne indlæg.
Jeg beundrer hos dig, at du i al din sorg, tænker på og endda kan ha ondt at den unge kvinde, for det kan jeg nemlig også, men hun er jo ikke dit ansvar, men det fortæller mig at du indeholder rigtig mange søde og kærlige sider.
Men i sidste ende er det om du og din mand kan komme i en god og rigtig dialog, hvor I begge er hudløs ærlige overfor hinanden, her skal alt på bordet intet må forties, men sørg for at det ikke bliver med en masse bebrejdelser og grimme ord til hinanden.
Jeg håber det bedste for dig og jeres forhold og jeg mener at I skylder jeres børn at give det hele en chance til.
Mange varme tanker Sofie
Tak for brevet.
Jeg tror gerne jeg vil give det en chance til, men omvendt kan jeg bl.a ikke forenes med, at han kun fortalte mig det, fordi hun sagde han skulle. Ellers skulle jeg aldrig have haft noget at vide. Han lod det gå så langt fordi han hele tiden regnede med, at næste gang var sidste gang.
Jeg ved ikke om jeg nogensinde kan røre ved ham igen.
Jeg elsker ham og jeg har ikke lyst til at mine børn skal gennem en skilsmisse, omvendt er det han har gjort så grænseoveskridende, at jeg måske er helt til grin hvis jeg fortsætter.
Jeg tror det er for tidligt for mig at gå ind i en dialog med ham om ting vi skal ændre i vores ægteskab (hvis vi skal fortsætte sammen) jeg er stadig helt rykket i stykker indeni. Jeg har kvalme, jeg har ondt i maven, jeg har alle mulige følelser der render rundt i kroppen, samtidig med, at jeg prøver at se ud som om der ikke er noget galt - jeg vil ikke have børnene ved noget. Svært at snyde den store, hun bliver snart 18. To år yngre end hans frille.
Det bliver svært at tale sammen om det uden at bebrejde hinanden, for der er ting i vores ægteskab som vi begge er utilfredse med. Jeg kan mærke at når han begynder at snakke om de ting han gerne vil ændre, så bliver jeg gal på ham - jeg får lyst til at bede ham holde kæft, for han skal ikke både være mig utro og så komme og stille betingelser bagefter. Så jeg er nok ikke klar til at være konstruktiv lige nu.
Han havde aldrig været sammen med en 20-årig før, (fik sin debut senere og med en kvinde der var ældre end ham) og havde nogle fantasier som han ville leve ud.
Der er ting som han har lyst til, seksuelt, som jeg ikke har lyst til, og som jeg gør nogengange, fordi han gerne vil have det, men som jeg hader. Disse ting fravælger han jo med mig. Og det tænker jeg også på - for hvis vi skal overveje vores forhold, så skal det hele jo snakkes igennem.
Jeg er 42, har født og ammet tre børn, så hvad kroppe angår kan jeg ikke hamle op mod en ung pige. selv om jeg svømmer og jogger.
De to af børnene er fra mit tidligere ægteskab, men han har været papfar for dem siden de var 4 og 6 år. Den yngste på 6 har vi sammen.
Jeg ved ikke om vi har en fremtid og om jeg ønsker den fremtid.
Men jeg tror det er vigtigt, at du oplever at din mand oprigtigt tager afstand fra det han har gjort, fortryder det hele og ønsker en fremtid med dig og kun dig. Hvis han ikke gør det men oven i købet går i forsvarsposition omkring hans utroskab, så tror jeg ikke på at jeres forhold kan reddes.
Måske har du brug for at tale med en professionel terapeut, og få styr på alle de følelser, som selvfølgelig raser i dig. Det kan ofte være en hjælp at få sat nogle ord på i det virvar af vrede og skuffelser som du lige nu oplever.
Med hensyn til det seksuelle så mener jeg ikke at man skal gøre noget man hader, der skal du turde sige fra uden at være bange for, at han går andre veje for at få det opfyldt. Det er en del af det at være to, og en del af det at tage hensyn til hinandens grænser.
I et forhold kan vi aldrig få det hele, vi må give og tage men aldrig noget hvor vi ikke kan være tro mod os selv. Vi skal altid bibeholde vores selvrespekt, og den anden skal respektere vores grænser.
Når dine børn er så store så mener jeg, at du bliver nød til at fortælle dem at I har en krise, selvfølgelig skal du ikke gå i detaljer, men børn er ikke dumme, så hvis du bare lader som om alt er godt gennemskuer de dig, og det kan gøre dem meget utrygge. De skal kunne stole på at det de fornemmer, er sandt nok, hvis du benægter og siger at intet er galt sår du tvivl om deres dømmekraft og følelser.
Jeg håber at du med tiden kan få bearbejdet det hele, så du kan komme videre på den ene eller anden måde.
Hilsen Sofie
Ja, jeg må i tænkebox.
Jeg tror vi må starte med at snakke det hele igennem, mens vi sidder overfor hinanden, og så evt få hjælp af en parterapeut. Det er nok det hele, både utroskaben, vores hverdag og det seksuelle der skal op og vende.
Jeg kan bare slet ikke forstå, at min mand har gjort det - han er ellers så moralsk og forsigtig. Øv, jeg ku´skrige.
Tak for ordene. De hjalp.
Selvfølgelig kan du ikke forstå din mands utroskab, for det er vel noget af det værste vi kan blive udsat for. Vi føler jo at vi hører sammen, deler det hele også når det går mindre godt i parforholdet.
Men jeg tror altid er der er en grund, ikke for at tage din mand i forsvar, men et lykkeligt forhold ender jo ikke med utroskab.
Vi er meget pressede i vores hverdag, stiller store krav både til os selv og vores partner, vil gerne det perfekte liv, men tænker ikke altid over at parforholdet skal passes og plejes for at bestå. Heri har begge som regel en fejl, hvis man da kan kalde det en fejl. Derfor bør vi også med jævne mellemrum tage vores parforhold op til revision. Når vi når til hyggen med manden er vi ofte så trætte at vi kun kan klare at sidde foran TV og det er altså ikke at være sammen, og jeg tænker absolut ikke kun på det seksuelle, men også at vi giver hinanden omsorg og husker at fortælle og vise hinanden, hvor meget vi elsker og holder af.
Jeg taler ikke af erfaring omkring utroskab, har selv været gift med min drømmemand i over 40 år, men vi har været gode til at nå hinanden inden det gik galt, har været gode til at tale sammen, har været gode til at fornemme den anden, men det tror jeg er en gave vi begge har fået.
Døm ham ikke så hårdt, selvom jeg godt kan følge dig, vi mennesker er ikke fejlfri, vi begår ting som vi kan fortryde, tænk på vores børn når og hvis de har trådt ved siden af, dem tilgiver vi, fordi vi elsker dem, det samme må gælde manden:-)
Når jeg hører en historie som din, tænker jeg altid kæmp for fanden giv ikke op, denne indstilling tror jeg kunne redde mange parforhold. Det er så nemt at smide håndklædet i ringen, men det kræver selvfølgelig at der er to til at kæmpe:-)
Hilsen Sofie
Jeg føler med dig. Lige nu er alt i oprør og det er umådeligt svært at se en vej ud/igennem.
Jeg taler desværre af bitter erfaring.
Jeg/vi har haft god erfaring med parterapi og jeg tror, at jeg med sikkerhed kan sige, at uden terapi havde vores ægteskab ikke kunnet overleve krisen. Vi har haft brug for en udenforstående der kunne hjælpe os med af forstå hinanden og "oversætte" handlinger, tanker og ord. Ofte taler vi helt forbi hinanden og tolker ord og handlinger helt forkert.
Det er nu et halvt år siden, at jeg opdagede min mands utroskab og alt er stadig umådeligt svært. Vi arbejder hårdt på at nå hinanden. Selvom vi er et par, føler jeg mig meget ensom og jeg har en følelse af, at der er et filter imellem os. Min mand prøver at komme mig i møde og vise at han elsker mig, men jeg stoler ikke på ham som menneske og har altid et stille forbehold inden i mig. Jeg tør ikke give mig helt hen i tillid.
For den svigtede forsvinder følelsen af svigt og afmagt ikke bare. Dette siger jeg ikke for at tage modet fra dig, men for at forberede dig på at vejen er hård at gå.
Jeg tror at nogle ægteskaber kan overleve utroskab, men det bliver en sej kamp. Du må virkelig prøve at mærke efter inden i dig selv om du elsker ham nok, om du er villig til at bringe det store offer der er at leve med smerten. Hvis du kan dette, tror jeg også at noget kan blive bedre. I kan, med støtte, blive bedre til at tale sammen og dermed forstå hinanden. I kan blive bedre til at priotere hinanden og tale om fælles mål og drømme.
Jeg er dog ret sikker på at det vil være en god ide at opsøge en erfaren parterapeut.
Jeg håber for dig at du finder styrken til at komme hel igennem. Du virker som en klog og stærk kvinde!