Hjælp!!Hvad skal jeg gøre?

Kameliadamen1

Hej Helene og Dagenigen

Ja, Helene, vi har forskellige indfaldsvinkler og forskellige opfattelser.

Den opfattelse, at depression skyldes negative tankemønstre, stammer jo fra den kognitive adfærdsterapi, hvis grundlæggende tankegang jeg opfatter som fejlagtig og overfladisk. Jeg mener sådan set ikke, at de negative tankemønstre er en følge af depressionen. Jeg mener, at de negative tankemønstre er et af de vigtigste symptomer ved depression, altså en integreret del af den alvorlige sygdom depression.

Man kan jo få en depression af mange forskellige typer af belastninger. Jeg har prøvet at få en depression på grund af mit barns død, på grund af min brors selvmord, på grund af stress i forbindelse med en skilsmisse, på grund af alvorlig jernmangel, på grund af kaliummangel og på grund af medicin, som jeg fik for en anden sygdom (betablokkeren Propranolol, som bruges mod forhøjet blodtryk).

Jeg har altid været et optimistisk og konstruktivt menneske, og i ingen af tilfældene havde jeg i perioden op til depressionen tænkt negativt – tværtimod. Ved akutte vanskeligheder plejer jeg at få ekstra energi og gåpåmod. Alligevel fik jeg en depression med meget negative tankemønstre.

For mig at se er det fuldstændig spild af tid at bruge sine dyrebare kræfter på at ændre negative tankemønstre, for de forsvinder jo af sig selv, når depressionen går over.

Hvis det virkelig var sådan, at depression skyldtes negative tankemønstre, hvordan kan det så være, at man kan få en depression (med meget negative tankemønstre) ved at tage medicin som f.eks. betablokkere eller binyrebarkhormon? Hvordan kan det være, at man kan få en depression af D-vitaminmangel eller jernmangel eller lavt stofskifte?

Jeg er ikke ude på at starte en diskussion her i Dagenigens tråd, men jeg tror altså ikke på den om de negative tankemønstre som årsag til depression.

Jeg vil give dig, Dagenigen, ret i, at ingen psykolog vil kunne få dig til at tænke anderledes om livet og verden, end du gør. Dine negative tanker skyldes din depression. Derfor er man efter min opfattelse nødt til at behandle depressionen. Det vil indebære, at du måske er nødt til at tage et antidepressivt middel. Og du er nødt til – helst i samarbejde med en psykolog – at lede efter årsagen og gøre noget ved den, så du ikke får en depression igen.

Jeg forstår udmærket, at de fleste mennesker har svært ved at godtage, at deres tanker er blevet forandrede på grund af mangel på signalstoffer i hjernen – en mangel, der igen kommer af belastninger som stress, traumatiske oplevelser, indlærte adfærdsmønstre, der tapper én for energi, mangel på vigtige næringsstoffer eller forskellige former for medicin, der påvirker hjernens kemi, så der opstår ubalancer i signalstoffer.

Tankerne er jo ens egne, og vi har nok svært ved at godtage, at tanker kan påvirkes af kemi!

Men for mig at se må man gå efter årsagen til problemerne – ikke efter symptomerne. Derfor synes jeg, at du skal skynde dig til læge og blive ordentligt undersøgt. Måske er det så enkelt, at din tilstand skyldes mangel på D-vitamin. Det ville jo være dejligt, for det er nemt at gøre noget ved. Men måske er der noget andet i vejen. Det vigtigste er, at du kommer til læge.

Mange hilsner

Kameliadamen

Helene2

Hej Kameliadamen

Nej, tråden skal ikke handle om vores forskellige synspunker. Jeg vil kun lige sige, at jeg ikke var klar over, at det var kognitiv tankegang, at depression opstår af negative tankemønstre. Det er helt igennem min egen opfattelse, som jeg har fået p.g.a. bearbejdelsen af min egen barndom. Men det er altså min holdning - at nogen og noget tidligt i livet har påvirket én negativt, så man er kommet til at tænke i sortsynede baner og udvikler en meget dårlig selvtillid, hvilket kan give udslag i depression.

M.h.t. depression p.g.a. dødsfald, skilsmisse o.a. så mener jeg, at det er sorg, der bliver blandet med magtesløshed. Når man føler sig fastlåst og ramt af sorte følelser, er der altid risiko for at hænge fast og udvikle en depression.
Kort og meget forenklet sagt: Når livet bliver svært og rammer os og vi ikke kan slippe de negative følelser og finde tilstrækkelige lyspunkter i det skete eller ikke kan se, hvordan vi kommer videre på en ny måde, der kan være god. Det er klart, at det i høj grad kan give sortsyn.

Men nu har Dagenigen fået to forskellige indfaldsvinkler, så håber jeg bare, at noget af det kan bruges.


KH Helene

slettet27117

Hej søde.

Du har måske hørt det før, men nu siger jeg det altså så igen.
Lad for gudsskyld vær med at tro, at livet er dårligt. Jeg har selv haft en depression for 1 år siden, og gik rundt med selvmordstanker hver dag. Du behøver altså ikke at blive indlagt, som var du en eller anden psykisk skadet patient. Hvad der faktisk virkelig hjælper, er at tale om det. Jeg gik rundt og var nedtrykt, følte mig uelsket, anderledes, træt osv. men i det øjeblik jeg fik talt om det med nogen.. Jeg kan næsten ikke beskrive det, men det var som om en kæmpe byrde blev løftet fra mine skuldre, og jeg følte næsten, at jeg kunne flyve. Og jeg mener ikke bare, at du skal skrive i forums, for så føler man ikke rigtig at man får det ordenligt ud. Tal med en psykolog.
Føler du måske, at du alligevel har spildt så meget af dit liv på at være trist, at det kan være ligemeget, så tager du MEGET fejl! For fanden, du er kun 19, du har et helt liv foran dig, og jo, du kan sagtens klare det!
Tro på dig. Elsk dig selv. Vær stolt af dig selv. Tro mig det skal nok komme, mere eller mindre af sig selv, lige så snart du får talt om det.
Hvis du har problemer med din selvtillid, så tag nogle selvtillidskurser hvor du kan lære at tro på dig selv, og stå fast.
For jeg kan love dig, af hele mit hjerte, lige så snart du får talt med nogen, så kommer du over din depression, og lige så snart du er ovre den, så vil hele verden være fantastisk.

kærlig hilsen
En der selv har prøvet det

Helene2

Kære Anonyme Hjælper

Det er dog skønt, at du har fået det så dejligt.
Men jeg må altså lige korrigere dig: Du skriver som om, du har fundet de vises sten og at alle andre 'bare lige' kan gøre det samme. Det er selvfølgeligt dejligt for dig, det forstår jeg udmærket, men det er altså langt fra altid, det går så let.
Det hjælper de fleste at få talt om tingene, men nogle gange skal der tales i mange år, nogle gange er det ikke nok at tale og nogle gange, virker det faktisk ikke. Vi er forskellige som mennesker, vores historier og ressourcer er forskellige og det er forskellige ting, vi har brug for. Det, der virker for den ene, virker ikke nødvendigvis for den anden.

Det er ikke fordi, jeg vil være lyseslukker - bare realistisk :-)


KH Helene