Hjælp!!Hvad skal jeg gøre?

dagenigen40

Indlæg fjernet efter brugerens eget ønske, Netdoktors redaktion.

0ktober

Kære ulykkelige.

Tror du på mig, hvis jeg fortæller dig, at der en vej ud af det, du er i?
Du har lige taget første skridt, og det viser, at du har en kriger gemt i dig, der er parat til at tage kampen op!

Så hvordan skal du kæmpe. Det er det, du vil vide.

Jeg vil helt klart råde dig til din læge, og tale med ham/hende. Hvis du ikke er tryg ved din læge, eller han ikke tager dig seriøst, skal du skifte læge, så du kan få hjælp.

Lægen har en række forskellige måder at hjælpe dig. En del læger vil vælge at give dig medicin, så du kan komme hurtigt ovenpå. De fleste vil også sende dig til psykolog, så du kan få bearbejdet dine problemer.

Har du fortalt dine forældre, hvordan du har det?

Mange tanker fra Oktober

Kameliadamen1

Hej Dagenigen

Du spørger, hvor du kan indlægges. For det første er det nok ikke muligt at blive indlagt. Man skal være meget syg, for at det kan lade sig gøre. For det andet tror jeg ikke, at det ville være løsningen for dig. Psykiatriske hospitaler har normalt ikke ressourcer til at hjælpe folk i din situation.

Jeg synes, at du skal gå til din praktiserende læge og forklare, hvordan du har det. Meget af det, du skriver, kunne godt tyde på, at du har en depression, f.eks. når du skriver, at du har fejlet, og at du aldrig vil kunne skabe dig dit eget liv. Jeg er ikke læge eller på anden måde sundhedsuddannet, og selv om jeg var det, kunne jeg selvfølgelig ikke stille nogen diagnose på grundlag af dit indlæg. Men under alle omstændigheder er jeg sikker på, at du kunne have glæde af at få psykologhjælp.

Jeg tror sådan set, at jeg havde det lidt ligesom dig, da jeg var 19 år. Jeg lagde umådelig vægt på, at jeg ikke var så god til at begå mig blandt andre. Jeg spekulerede voldsomt over små fejltagelser, som jeg havde begået. Jeg syntes, at jeg var anderledes, hvad jeg nok også var.

Jeg havde faktisk – ligesom du - planer om at komme væk. Og realiserede disse planer. Jeg rejste til et andet land. Jeg havde en ide om, at hvis jeg kastede mig ud i samvær med andre, mødte mange udfordringer i et fremmed miljø, hvor ingen kendte mig, så ville jeg kunne forandre mig og blive ligesom andre. Det gik selvfølgelig ikke.

Efterhånden lærte jeg, at der ikke er noget galt i at være anderledes. Det, der er vigtigt er, at man tager hensyn til sin anderledeshed og skaber et liv, der tager hensyn til det. I dag er jeg ganske godt tilfreds med min anderledeshed. Det er jo den, der gør, at jeg er mig.

I stedet for at fokusere på, at du er anderledes, er det en god ide at sige, at du har din helt specielle måde at være på, som er lige så god som andres.

Alle mennesker begår fejl, kommer til at sige noget dumt eller begår små fejltagelser. I stedet for at fokusere så meget på det, er det en god ide at tænke på, hvordan du i højere grad kan opfylde dine behov og ønsker. Hvad har du lyst til? Hvad interesserer dig her i livet? Det er det, der er det vigtigt i forhold til at blive gladere. Det er ikke så vigtigt, om du ligner andre mennesker.

MEN… hvis du faktisk har en depression, er det nok ikke muligt at tænke sådan. Så må du først have helet din psyke. Derfor må du en tur til lægen og fortælle om dine problemer. Husk at blive tjekket for ernæringsmæssige mangler, som f.eks. jernmangel eller D-vitaminmangel. Den slags kan godt være årsag til eller medvirkende årsag til depression.

Jeg er sikker på, at der også er en løsning for dig. Men jeg er enig med dg i, at det hele godt kan se uoverskueligt ud. Skriv igen og fortæl, hvordan det går.

Mange hilsner

Kameliadamen

Helene2

Kære Ulykkelige

Det er det rigtige forum, du har henvendt dig til.

Først vil jeg starte med at sige til dig, at selvfølgeligt er du anderledes - vi er alle sammen anderledes. Anderledes betyder intet andet end forskellige og alle mennekser er forskellige. Anderledes er ikke lig med dårligere. Absolut ikke. Jeg er selv anderledes og har altid været det og det er faktisk min styrke i dag.
Desuden kommer det an på, hvem du sammenligner dig med: Sammenligner du dig med en tilsyneladende succesrig erhvervsmand, så er du meget anderledes. Sammenligner du dig med mig, som jeg var som 19 årig, så er du ikke det fjerneste anderledes. Man kan ikke bruge sammenligninger til noget som helst. Det eneste, det handler om, er, at du når frem til at have det godt med at være dig.

Jeg har altid selv følt mig anderledes, jeg har aldrig haft let ved at finde venner og er ikke særligt social, jeg har haft rigtigt mange problemer. Jeg har ikke kunne holde livet ud, fordi jeg ikke kunne holde verdens ondskab og uretfærdighed ud. Jeg har fejlet mange gange i mit liv. Min teenagetid var meget ulykkelig og bestemt ikke sjov og jeg var bestemt ikke populær. Jeg var ekstremt genert og turde derfor slet ikke sige noget i skolen og klarede mig middelmådigt. Jeg var alt for alvorlig, forstod ikke de andres former for morskab og jeg var ekstremt usikker og turde ikke åbne munden. Jeg havde svært ved at finde kærester og dem jeg fandt var altid alkoholikere og det var nogle forfærdelige forhold. Jeg havde en (tilsyneladende) normal familie og det var mig, der var anderledes og forkert. Jeg var kort sagt født som en fiasko. Jeg har i højeste grad følt, at livet var noget opreklameret lort (undskyld), der ikke var nogen mening i, når det hele bare var lidelse og jeg kunne ikke finde anden løsning end at dø – men det kunne jeg ikke engang finde ud af. Hvilket kun bekræftede, at jeg virkeligt var en fiasko.

Så som du ser, er du ikke alene og hvis du følger med her på Netdoktor debatterne vil du se, at du ialtfald ikke er anderledes end rigtigt mange andre. Anderledeshedsfølelsen bliver større, fordi du aldrig har talt med nogen om, hvordan du virkeligt har det og har hørt, at andre også kender til disse følelser og har haft samme oplevelser.

Jeg tror ikke, du kan blive indlagt, men du har da ialtfald brug for hjælp til at få det bedre. I forhold til denne slags problemer, handler det om terapi. Så i første omgang skal du en tur omkring din læge, så du kan få en henvisning til psykolog eller psykiater.

Hvorfor mener du ikke, at du kan skabe dit eget liv?
Du har bestemt brug for at komme væk hjemmefra. Hvis ikke du kan klare at bo alene, så må der sættes noget i værk med kommunen og en behandler, så der kan blive lagt en plan for, hvad der skal ske og hvor du så kan bo henne.
Jeg forstår din håbløshed og opgivelse, men du skal vide, at når du siger, at du aldrig vil kunne skabe dit eget liv, så har du allerede gjort det til en sandhed. Det du siger, bliver sandt. Så når du siger, du ikke kan det – så kan du ikke. Hvis du i stedet siger til dig selv, at det bliver svært, men du VIL skabe dit eget liv, så bliver det sandheden og virkeligheden. Uanset om du mener, at du kan eller ej, så bliver det til din sandhed.
Du er allerede i gang med at skabe dit eget liv. Når du siger, du ikke kan, så skaber du præcist dit eget liv, der føles som om, at du ikke kan. Du skaber dit eget liv – uanset om du kan, vil eller tror det. Vi skaber alle vores egne liv med vores tanker og de beslutninger og valg vi træffer. Hvis du vælger ikke at kæmpe for at få det bedre, så skaber du også det liv. Du kan også vælge at tro på, at du måske kan. Så vil dit liv forandre sig og det vil vise sig, at du kan mere, end du tror. Det hele afhænger rigtigt meget af din tankegang.

Du kan godt få det bedre. Du er kun 19 år. Jeg ved godt, at det kan være rigeligt slemt, men jeg er næsten 50 og jeg har haft det som dig og jeg har et godt liv nu, der er præcist som jeg ønsker det. Måske fordi jeg altid har VILLET have et godt liv og har kæmpet for at få det. Jeg søgte den nødvendige hjæp og gik i terapi og har arbejdet meget med mig selv. Det har ikke været let men det har været det hele værd. Jeg håber, at du når dertil, hvor du kan søge den nødvendige hjælp, så du også kan få et godt liv.

Mange hilsner Helene

Heart2Heart

Vil bare lige ønske dig godt.

Der er andre alternativer end at blive indlagt, de kan alligevel ikke fjerne din smerte, den må du finde ud af hvor stammer fra. Og husk Kærligheden.

Det der sker er forbigående, din tid nu, de oplevelser du har vil gå over.
Bliv stærkere af dine erfaringer. Evt dele dine tanker, skrive male tale udtryk dig.. det er jo det du gør nu.

Må du være tålmodig nok til forandringen.

Vær ved godt mod.

Namasté

dagenigen40

Indlæg fjernet efter brugerens eget ønske, Netdoktors redaktion.

Helene2

Kære Ulykkelige

Jeg forstår, at du er ulykkelig og magtesløs, men din indfaldsvinkel til den hjælp og støtte, vi har prøvet at give dig, er så negativ, så jeg ikke tror, at du er modtagelig for nogle in-put herfra. Jeg ved ikke, hvad du søger, for det vi har givet dig, kunne du tydeligvis ikke bruge.

Hvem i himlens navn har bildt dig ind, at teenageårene skulle være blandt de bedste i éns liv. Lige på stående fod, kan jeg ikke komme på én eneste, jeg har talt med, der har haft den oplevelse.

Hvad der er tilbage? Resten af dit liv. Men du skaber selv dit liv. Lige nu føler du dig åbenbart som et offer og det er højst sandsynligt, at du har været offer – men du bestemmer selv, om du vil blive ved med at være offer eller om du vil være overlever. Hvis du vil have et bedre liv i fremtiden, så er det med at smøge ærmerne op og komme i gang med at få noget hjælp og arbejde med dig selv. Der er ingen, der kan tage din smerte fra dig – der er kun den hårde vej – selv at arbejde dig ud af den.

Du tåler åbenbart ikke andres glæde - hvad med at bruge den som et mål, så du kan stræbe efter i fremtiden at blive glad og få det sjovt?

Selvom du skulle blive indlagt… Hvad vil du opnå? Tror du, at det vil løse dine problemer? Det vil det ikke. Vil du være indlagt på livstid? Det er umuligt. Du vil stå med præcist de samme problemer, når du kommer ud igen, om der går 1 dag eller 1 år. Du står midt i livet og du er forbandet nødt til at forholde dig til det.

Være vidne til det her lorteliv? Du er ikke bare vidne til det – du er aktiv deltager i det. Du bestemmer selv, om det skal blive ved med at være et lorteliv eller om du gennem hårdt arbejde med dig selv vil prøve at forandre det, så det kan blive bedre i fremtiden. Din vrede og forurettelse mod livet og andre mennesker hjælper dig absolut ikke til at få det bedre.

Du har uden tvivl ret i, at der ikke er nogen psykolog, der kan få dig til at indse noget andet. For sådan har du besluttet, det skal være og så vil det blive sådan. Dine tanker skaber dit liv. Men du har selv ansvaret for at få det bedst mulige ud af dit liv.

Kærlige (men triste) hilsner
Helene

dagenigen40

Indlæg fjernet efter brugerens eget ønske, Netdoktors redaktion.

Helene2

Kære du

Jeg forstår godt, at du har det frygteligt svært men du trænger altså til et gevaldigt skub bagi. Du låser dig selv fuldstændigt fast i opgivelse og sortsind. Har du slet ikke en lille gnist af håb?

Det er simpelthen ikke sandt, at 'alle andre' på din alder og yngre har været populære og har haft gode teenageår. Ved du, at 10% af alle børn i Danmark udsættes for seksuelt misbrug (d.v.s. ca. 2-3 børn i hver eneste skoleklasse)? Det er altså over ½ million mennesker, der konstant lider af senfølger i større eller mindre grad. 122.000 børn vokser op i familier med alkoholmisbrug. 75% af alle børnene på en skole, havde oplevet vold i hjemmet – enten mod dem selv eller andre i familien. Dertil kommer alle de børn, der lever med psykisk syge forældre eller med f.eks. forældrenes stofmisbrug eller medicinmisbrug. Dertil er der alle de børn, der 'kun' er ude for almindelige omsorgssvigt. Dette er oven i købet 'sorte tal', der altid er lavere end det reelle tal. Jeg kan love dig for, at der ikke er ét eneste af alle de her børn, der har haft en god og let barndom og et godt teenageliv og rigtigt mange af dem får et meget svært voksenliv. Visse steder siges det, at kun ca. 5% af alle familier er egentligt sunde og funktionelle og det, tror jeg på, er rigtigt.
Så nej – det er ikke 'alle de andre', der har haft det godt og dig der bare er den evige taber. Men du gør sørme dig selv til taber med den tankegang du har. Du har besluttet dig for at være taber og bitter i stedet for at kæmpe for at få det bedre med dig selv.

Du er nødt til at forholde dig til dig selv i stedet for til 'alle de andre'. DU har det af Helvedes til og det er, hvad du har at forholde dig til og spørgsmålet er så, hvad du vil gøre ved det? Sætte dig i et hjørne og forbande verden resten af dit liv? Eller arbejde på at forandre det? Du kan græde og du kan rase over, at du ikke har haft et godt liv indtil nu, men det forandrer ikke kendsgerningerne. Du har ikke noget godt liv. Hvad vil du gøre ved det? Du har spurgt os om råd herinde men du lytter og reflekterer tydeligvis ikke over dem.
Ja, gu' gør det da ondt. Det ved jeg alt om. Læs min profil og se, hvad jeg har været igennem. Du er altså ikke den eneste, der ikke har haft det godt.

Hvordan man kan fungere? Det kan man ikke, når man har det, som du har det LIGE NU. Første skridt til at kunne fungere er at søge hjælp hos din læge og få en henvisning til en psykiater eller en psykolog. Jeg tror ikke meget på medicin men det kunne måske hjælpe dig til at ændre dine tankemønstre. Under alle omstændigheder har du brug for hjælp. Men du kan ikke hjælpes, hvis du ikke er indstillet på at blive hjulpet. Du skal selv VILLE det og være indstillet på at forandre dig selv og dine tankemønstre. Og det lyder det ærligt talt ikke som om, at du er indstillet på. Du har tydeligvis defineret dig selv som offer og ingen kan få dig ud af den tankegang. Kun dig selv.

Du kan ikke blive fri for at være en del af denne verden ved at lade dig indlægge. Der er ingen steder, du kan flygte hen, så du ikke er en del af livet. Men du kan arbejde på at gøre dit liv en hel del bedre, end det er nu. Hvorfor er det så farligt? Du tror, at der er noget galt med dig og at det er 'hele verden mod dig'. Men sådan er virkeligheden ikke. Kun inde i dit hoved. Hvem i himlens navn har dog givet dig så negativ en selvopfattelse og livsopfattelse?

Kærlig hilsen Helene

Kameliadamen1

Hej Dagenigen og Helene

Jeg ved godt, at jeg har skrevet, at du, Dagenigen, må prøve at fokusere på dine egne ønsker og behov, og du skriver nu i dit nye indlæg, at du ønsker at blive indlagt.

Den havde jeg ikke lige regnet med. Jeg tror, at det er, fordi du har nogle urealistiske forestillinger om psykiatriske afdelinger. Normalt er der ikke ro og fred sådan et sted. Der er meget psykotiske patienter, der vandrer rundt og opfører sig støjende. Det kan de jo ikke gøre for, når de er så syge, men det er ikke rart for de ikke-psykotiske patienter. Personalet har alt for travlt, og den eneste behandling er medicin, som bliver givet i store mængder.

Men o.k. For at blive indlagt må du gå via din læge. Når du kommer til læge, kan du prøve at fortælle, at du ønsker at blive indlagt. Så må du jo se, om lægen også synes, at det er en god ide. Det er den vej, du er nødt til at gå for at få dit ønske realiseret.

Men jeg tror altså ikke, at det er en god løsning for dig.

Og så bliver jeg desværre nødt til at gå lidt i rette med dig, Helene. Hvad i alverden foregår der? Er du blevet tilhænger af kognitiv terapi? ;o)

Du har sikkert 100 % ret i alt, hvad du skriver. F.eks. synes jeg også, at teenage-årene er temmelig opreklamerede. Det er en tid, hvor de fleste endnu ikke har fundet deres egen identitet og derfor er meget usikre. Jeg kan garantere for, Dagenigen, at der efter ungdomsårene bliver masser af tid til at opleve de gode ting, som livet har at byde på, også selv om man måske ikke længere er helt ung og dejlig længere.

Som før skrevet, så tror jeg, at du, Dagenigen, har en grim depression. Og det nytter altså ikke, Helene, at skælde en depressiv ud. Det er da sikkert rigtigt, at Dagenigen trænger til at få ændret sine tankemønstre, men det er jo depressionen, der er skyld i de negative tankemønstre. Derfor må behandlingen rettes mod at hele psyken. Derefter vil de negative tankemønstre forsvinde af sig selv.

Man skælder jo heller ikke ud på en person, der har høj feber, vel? Man behandler sygdommen. På samme måde med depression.

Ud over at jeg selv har haft talrige depressioner (20 i alt), har jeg været pårørende til alvorligt depressive (begge mine forældre, min daværende mand, min bror). Og jeg har da også somme tider haft lyst til at skælde ud på dem og fortælle dem, at deres tanker var negative og ikke havde hold i virkeligheden. Men jeg vidste, at den slags kun gør ondt værre. Jeg kendte det jo fra mig selv. Jeg har engang under en svær depression af min tidligere læge fået at vide, at jeg trængte til et spark bagi. Den slags snak virker meget sårende og dermed meget forværrende på depressionen.

Og så vil I sikkert spørge mig, hvordan jeg mener, at en depression skal helbredes. Jeg vil mene, at en kombination af et antidepressivt middel og psykoterapi er det bedste. Ved de første depressioner havde jeg gavn af de lægeordinerede antidepressiver (Saroten), men jeg fik ikke psykoterapi. Så kom en periode, hvor jeg forsøgte mig udelukkende med terapi. Det virkede ikke tilstrækkeligt – måske også fordi jeg til at begynde med ikke fandt kvalificerede psykologer. I den periode lod jeg depressionerne gå over af sig selv. Det kan ikke anbefales, for en svær depression er alt for belastende for organismen – og dertil alt for pinefuld. Derefter kom en periode, hvor jeg forsøgte mig med de nyere lægeordinerede antidepressiver (SSRI’er), som overhovedet ikke virkede. Derefter kurede jeg med held mine depressioner med naturmedicinen perikon, og derudover fik jeg kropsorienteret psykoterapi, som jeg har haft meget gavn af. Det er nu 8 ½ år siden, at jeg sidst har haft en depression.

Men det er individuelt, hvad der virker. Derfor må behandlingen tilrettelægges efter den enkelte. Men at skælde ud på den depressive er i hvert fald at gøre ondt værre!

Derfor, Dagenigen, må du til læge. Det er typisk for en depression, at man tror, at verden ikke er værd at leve i. Sådan tænker man, når man har en svær depression. Du vil opfatte det anderledes, når du har fået hjælp til at blive helbredt. Tro mig på mit ord. Jeg har prøvet det!

Mange hilsner

Kameliadamen

Helene2

Kære Dagenigen og Kameliadamen

Jeg undskylder mange gange, hvis jeg var for hård og 'skældte ud'.

Og nej, jeg er ikke blevet tilhænger af kognitiv terapi. Men vi har jo nogle forskellige indfaldsvinkler til tingene. Det handler jo om, hvad man mener, der kommer først. Du, Kameliadamen, mener, at de negative tankemønstre kommer som følge af depressionen. Jeg mener, at depressionen kommer som følge af de negative tankemønstre.
Men under alle omstændigheder er det en rædselsfuld fastlåst tilstad, så forudsætningen for fremgang at søge hjælp. Men det er jo svært, hvis man ikke tror, at noget kan hjælpe én.

KH Helene