interresseret i Bordeline
jeg er en pige på 23 år og har en lille mistanke om jeg har Borderline. Det startede med jeg lige første gang læste om det i nettet og syndes alt hva jeg ikke kunne beskrive med ord stod der og stod så klart. Siden jeg var ca. 12 år har tingene kørt ned af og har haft mange problemer med depression, mindre grad a spiseforstyrrelse, cutting, ensomhed og den store tomhed. Jeg tror det er lidt for kompliceret og skrive om mit liv her, kort sagt jeg har haft altid problem med mine følelser og med mennesker. Siden jeg var 21 år har jeg selv gjord meget for at få det bedre bla. selvhjælps bøger og meditation , men jeg falder altid i den tomme ligegyldehed og er lige for tiden i den sorte hul, igen. Min største problem er når jeg er i dette hul, er mine store humørsvininger. I det øjeblik er jeg glad og elsker min kæreste, smiler og har forhåbninger, i det ene sekundt vender jeg om og nægter næsten at snakke med min kæreste ell. kigger på ham, stort set totalt negativ med store negative tanker. Det påvirker min kæreste, jeg har selvfølgeligt gjordt det før i tiden men som regel kunne jeg bane mig en vej ud men stadigvæk med den sorte hul ved siden af. Jeg syndes selv at jeg ikke har venner men stadigvæk er det nogle gode folk som er der, har altid haft det svært med alt hvad det har kommunikation og gode venskab at gøre. Jeg er vokset op stort set alene og isoleret. Jeg er ret tit forvirret over mine følelser og næsten over alting. Sætter så meget spørgsmål over alt ting og ville analysere alting, men forstår bare aldrig resultaterne. Lige for tiden har jeg det helvede, den gamle sorte hul er begyndt at vokse sig igen og verden syndes bare så tomt lige for tiden. Det der gør det værre er tanken om er at jeg er så ensomt, selvom min kæreste er der for mig og prøver at forstår mig. jeg føler mig meget alene med disse følelser og har brug for at snakke med nogle folk med noglelunde det samme forståelse for hvad jeg mener. Jeg tror jeg har en mindre grad bordeline og paranoid.
Kommentarer
Det er muligt, du har borderline men en diagnose betyder mindre. Den ændrer jo ikke på, hvordan du har det. Men jeg kan godt forstå, at det kan gøre det lettere for dig at forholde dig til, at det altså kan være 'en tilstand' at have det, som du har det.
Borderline eller ej, så har du det svært og det vigtige er, hvad du kan gøre ved det. I forhold til de problemer, du beskriver, så har du brug for terapi for at få det bedre.
Jeg vil forøvrigt lige sige, at jeg fuldstændigt genkender det du skriver. Sådan havde jeg det også tidligere - og jeg startede også som meget ung med at læse selvhjælpsbøger etc. uden, at det hjalp det helt store. Men nu - mange år senere - er jeg meget, meget glad for, at jeg har fået læst alle de bøger, for de har allesammen hjulpet mig hertil, hvor jeg er i dag. Jeg har stadigt min borderline diagnose men efter et terapiforløb og meget arbejde med mig selv, mener jeg ikke, at jeg har borderline længere. Jeg opfylder simpelthen ikke de kriterier, der skal til. Så det kan blive bedre og anderledes, men det er et hårdt arbejde med sig selv og det kan man ikke gøre uden professionel hjælp.
Mange hilsner Helene
Er meget glad for din svar . Ja det er meget hård at arbejde med sådan nogle følelser og problemer. Det støre problem er også jeg stopper ret tit med at læse og meditatere. Har ret svært ved at gære tingene færdig.
Jeg bor i Grønland og vi har ingen pålideligt psykolog her i min by (vi har en psykolog, men jeg og mange andre stoler ikke på hende). Jeg tager ellers til danmark i august for at starte på en uddannelse og overvejer at opsøge en psykolog. Jeg ved ikke meget om hvordan tingene fungere hos jer. Jeg ved det koster og tvivler jeg kommer til at få råd til en psykolog. Er der andre muligheder? Min tilstand er ikke akut eller ligeså slem som andres men som tiden går får jeg kun det værre og en dag ved jeg at jeg ikke længere kan klare det.
Jeg fik en lille brud sidste år mens jeg var i Nuuk (største by), jeg kunne ikke stoppe med græde og var nede på den sorte hul dybere en nogensinde hvor jeg begyndte at skære mig selv igen. Og det var meget svært at få hjælp; jeg opsøgte en læge som sagde at jeg faktisk har det fint nok og da jeg ikke var sindsyg sendte han mig hjem igen; jeg opsøgte min vejleder i min uddannelse som ringede til en psykolog der hjælper studerende gratis i 8 timer, men jeg kunne først få en tid om først 14 dage; jeg ringede til en privat praktiseret psykolog men jeg kunne først få hjælp hvis jeg betalte 850 i timen (når man ikke har pengene er man nok nødt til at sige nej tak) tilsidst lige da jeg mistede håb om hjælp fik jeg et nummer jeg aldrig har hørt om, jeg ringede til dem og da de syndes jeg mere har brug for en telefonråd fik jeg en hurtig tid dagen efter. De vurderede at jeg havde brug for en psykolog og det fik jeg også tilsidst efter at havde forklaret 4 gange til forskellige personer om hvorfor jeg har brug for hjælp.
Jeg vil gerne vide hvordan du fik hjælp og hvordan ved jeg at jeg får den hjælp jeg får brug for ? Jeg har ret svært ved at stole på systemet og bange for at jeg bare har været paranoid hele vejen igennem. Den tid jeg har haft i psykologen (februar til juli) var virkeligt en øjenåbner for mig og lærte den del om mig selv, men ikke nok. Da jeg blev færdig med udd. måtte jeg hjem til min hjemby, nu hvor jeg er. Tiden går og jeg har glemt alt det ting jeg har lært, det er frusterende og nu er jeg næsten tilbage hvor jeg var før jeg søgt hjælp.
Øv, hvor kan jeg blive frustreret over det her system, der kan give folk et nyt hjerte men ikke kan give tilskud til nødvendig behandling mod psykiske lidelser.
Jeg synes, det er klart, at du har svært ved at holde fast i at læse og meditere og det er heller ikke mærkeligt, at du nærmest har glemt alt, hvad du har lært og er tilbage, hvor du startede. Man kan ikke arbejde med det alene så tidligt i et forløb. Det er helt nødvendigt, at man har back-up af en god psykolog eller terapeut, som man har tillid til.
For det første vil jeg sige, at selvom det lykkes dig at få hjælp her i Danmark, så kan det jo blive svært at kombinere et terapiforløb og arbejdet med psyken med at skulle bosætte sig så langt væk hjemmefra sideløbende med, at du også skal starte på uddannelse. Det er meget på én gang.
Jeg vil tro, at den hjælp, du kan få her vil bestå af samtaler med en psykiater og evt. en henvisning til gruppeterapi under distriktpsykiatrien. Jeg håber, at andre vi supplere, hvis jeg har overset nogle muligheder.
Derudover så er mulighederne, at man selv betaler - hvis man har råd.
Under visse forudsætninger kan man af sin læge få en henvisning til 11 psykologtimer med tilskud fra sygesikringen. D.v.s. at man selv skal betale ca. 250 kr. pr. session mod normalt 800-900 kr. Du kan se her, om du kan høre ind under nogle af disse grupper http://www.psykologkontakt.dk/info.asp?id=8.
Desværre rækker 11 psykologtimer jo ikke altid så langt i forhold til behovet.
Hvis du har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, vil du kunne få en henvisning og så kan der måske også være andre muligheder for hjælp, selvom det heller ikke er let at finde. Måske ikke gratis men stadigt betydeligt billigere.
Jeg har heller ingen tillid til systemet, så jeg er rigtigt glad for, at jeg på det tidspunkt havde mulighed for selv at betale for mit terapforløb, hos en terapeut jeg selv valgte. Men det kostede mig også et temmeligt stort banklån - men behandlingen var perfekt og jeg har det godt nu.
Hvordan du ved, om du får den hjælp, du har brug for? Ved at du oplever, at
behandleren er et menneske, du gradvist begynder at få tillid til og tør åbne dig overfor. Det skulle gerne føre til, at der sker forandringer, så du stille og roligt begynder at tænke, føle og dermed kunne handle anderledes, end du plejer at gøre. At du får den rigtige hjælp betyder ikke, at du 'bare lige' får det bedre. Der kan komme mange nedture, før det rigtigt begynder at gå fremad. Det betyder ikke, at behandlingen ikke er rigtig, måske tværtimod. Du skal også gerne kunne mærke, om du selv føler, at behandlingen skaber forandringer i din tilstand.
Jeg var f.eks. engang til visitationssamtale i distriktpsykiatrien. De ville have mig til at konkretisere de overgreb, jeg har været ude for. Det er slet, slet ikke den måde, jeg kan arbejde med tingene på, det gik over mine grænser - så det var ialtfald ikke det rigtige (det er ikke generelt for dist.psyk). Der har været psykiatere, der ville give mig medicin og så blev jeg så angst. Det var heller ikke det rigtige. Jeg var på et éndags kursus i kropsterapi og jeg kunne mærke, at alt i mig blokerede overfor den metode, så det var heller ikke det rigtige.
Men inde hos min terapeut kunne jeg tale frit og jeg følte mig forstået og respekteret og jeg oplevede hele tiden, at der skete noget nyt tankemæssigt og følelsesmæssigt - så jeg var slet ikke i tvivl om, at det var det helt rigtige. Så det handler nok mest om at mærke efter dybt inde i sig selv og lytte til sig selv, om det føles trygt, rigtigt og godt, selvom det også er svært.
Måske kan du indtil videre få lidt glæde af at skrive herinde?
Du skal ialtfald vide, at selvom du lige nu venter på, at du kan komme videre, så er du ikke alene og at vi er mange, der kender til den slags problemer, du har.
Mange hilsner Helene
Jeg kan fuldstændig genkende mig selv i det du siger.
Cirka samme historie med, at det startede, da jeg var tolv med spiseforstyrrelse, humørsvingninger og kæmpe sorte huller og selvskade.
Hvis du melder dig ind i sygesikring Danmark og går til lægen og snakker med ham/hende om, hvordan du har det, kan du helt sikkert få en henvisning til psykolog på baggrund af depression, som du garanteret også udviser symptomer på?
Så vil det "kun" koste dig 200kr pr. besøg hos en psykolog.
En anden mulighed er, at du får en henvisning til psykiater nu, og vælger én i Danmark, og allerede nu bliver skrevet op, fordi der er ½ års ventetid. Det er dog vigtigt, at det er en psykiater, der laver terapi. Kun medicin kan langt fra gøre hele arbejdet.
Men jeg synes, at det er flot, at du selv er kommet så langt, og at du er så motiveret til at få hjælp og arbejde med det. Helene har ret i, at diagnosen ikke ændrer på, hvordan du har det, men den giver dig et fingerpeg om hvilke ting du skal arbejde med. Jeg har været i terapi virkeligt mange gange, og det har ikke hjulpet, fordi de ikke har vist/villet tro på, at jeg har en personlighedsforstyrrelse. Derfor er det vigtigt, at du fremlægger den teori overfor en terapeut, du vil møde i Danmark. For psykologer prøver ofte at bagatelisere ting. Men du ved, at du igennem hele dit liv har levet med det her, og at det måske ikke bare er en kort periode med angst eller depression.
For mig gik det sådan, at jeg kom over spiseforstyrrelsen og så blev deprimeret. Da det var behandlet fik jeg angst osv. Det ene afløser det andet, fordi alle de ting ikke er sygdomme for mig, men symptomer.
Du kunne evt. ringe og snakke med telefonrådgivningen ved Borderline foreningen?
Hvordan har din kæreste og dig det sammen i fht. dine nedture og sådan?
Mange tanker fra Oktober
Jeg har lige skrevet en langt svar men den blev ikke indlagt ell. slettet fordi dt tog mig så lang tid at svare.. hajja, men måske kan jeg lige kort skrive lidt igen.
Jeg takker jer to med svar og psykolog hjælp, jeg vil prøve allerede at skrive mig ind, selv om jeg bor i grl. måske kan ikke lade sig gøre. Jeg overvejer at ringe ell. skrive til Bordeline forening. Jeg er meget lettet over I kan forstår mig og især at finde ud af I har fået det bedre, det giver mig meget håb og motivation. Jeg har troet rigtigt mange gange at jeg nu kunne jeg leve et almindeligt liv uden disse sorte huller men man falder igen og igen og igen. Det giver en billede af at livet kommer til at fungere sådan hele igennem. Det gør det hele mere sort, tomt og håbløs.
Angående om min Kæreste og mig. Vi har kendt hinanden i 2½ år, lige siden bedste venner og on/off kærester. Vi er først lige begyndt at være seriøst med vores forhold for 8 mdr. siden. Jeg snakker ell. diskuterer aldrig med mine følelser og problemer med noget, aldrig og skujler meget af dem. Men når et forhold skal kunne fungere er man også nødt til at åbne sig op og prøve forstår hinanden. Han har været meget tålmodig og tolere mig meget. Jeg har kold sved, klump i halsen, ryster og stammer meget når jeg begynder at snakke om mine problemer og følelser, især da jeg gik til psykolog. Men jeg er blevet efterhånden mere åben for mine nedeture og tanker til ham, det gør os mere tættere. Han kan godt se igennem mig når jeg har det dårligt, nogengange selvom jeg lyver mig frem ved at sige at jeg har meget fint selvom jeg brænder ved han det. Han kan ikke finde ud af at hjælpe mig og jeg vil hellere ikk forlange af ham skulle gøre det. Han prøver at forstår og støtte mig. Hvordan klarede/klarer I jeres forhold? eller. generelt med at ahve en kæreste? Vi flytter også sammen til dk. Og nok derfor jeg tror jeg kna klare at tage uddannelsen samtidig måske en terapiforløb. jeg har sjælden hjemve og glæde mig meget til jeres dejlige land. Jeg tror jeg kommer til at gå igennem mine nedetude bedre hvis jeg er hjulpet og klarer mig også bedre med udd. og måske med socialt livet.
Jeg læste også at splitning er en af symptoner for bordeline. Hvad jeres oplevelse med den ell. har i noget af det ? Jeg forstår ikke rigtigt med splitning, er det en slags personlighedsplatning ell. identitets krise ell. ? Jeg spørge fordi jeg føler mig to forskelige måder at være mig på. Det forklare jeg måske lidt senere, jeg er ikke så glad for at skrive om det da jeg aldrig har drøftet det emne med noget før.
Jeg er meget glad for jeres svar og skrive herind.
hyg hyg, winslet
Jeg har ikke borderline. Jeg tror selv, at det er den tvangsprægede personlighedsforstyrrelse. Men Splitting er normalt for alle typerne.
Det kan faktisk forklares med nogle andre begreber:
Det er sort-hvid tænkning. Også kaldet enten eller tankegang.
Et eksempel der ses hos mange er, at enten elsker de deres kæreste ellers hader de ham. Jeg har det meget med, at enten spiser jeg helt vildt sundt eller også spiser jeg meget usundt. Enten er jeg helt frisk og klar i sociale situationer ellers er jeg helt udkørt og træt. Og Enten hader folk mig ellers kan de rigtig godt li mig.
Altting ligger i hver sin ende af skalaen, der er ikke nogle gråzoner i midten, som der er hos de fleste andre.
Forstår du?
Hvor I danmark skal du bo, og hvad skal du studere?
Du skal helt klart have hjælp :-). Det fedeste terapien kan gøre, er netop at hjælpe dig igennem hverdagen. Min psykiater siger, at det er bedst for tereapien, hvis man kan blive i sin hverdag. På den måde kan man arbejde med de problemer, som opstår i hverdagen og som er meget relevante.
Hvordan klarer jeg det med min kæreste?
Vi havde en periode hvor vi talte om det hele tiden. Og så blev han deprimeret. Så havde vi en periode, hvor vi slet ikke talte om det (det er vist en del af det der splitting igen ;-)). Ikke at tale om det, gav mig angst, fordi jeg skulle prøve at skjule det for ham, fordi jeg var bange for at gøre ham ked af det. Vi har aftalt, at jeg skal være ærlig om, hvordan jeg har det. Og hvis han har overskud, tid og lyst, så spørger han ind. Og hvis ikke, så nøjes han med at respektere, at jeg har det sådan uden at stille spørgsmålstegn ved det. For nu ved vi, at jeg er syg, og hvilke symptomer, der er typiske for "sygdommen". Og det gør det nemmere for ham at forstå, at jeg græder og ryster, når jeg har været ude til en "hyggelig" aften med mine bedste veninder. Eller hvorfor jeg pludseligt nægter at forlade lejligheden.
Jeg vil anbefale dig, at printe en beskrivelse af Bordeline-forstyrrelsen ud, som du selv synes passer godt på dig. Og så vise det til din kæreste. De fleste mænd kan bedst forholde sig til fakta. Og så skal resten nok komme.
Din kæreste skal kun hjælpe dig på ét område. Han skal respektere dig. Han kan ikke garantere, at han kan forstå dig, for det er ekstremt svært at forstå. Han skal heller ikke være den, du taler mest med, for det vil tære på jeres forhold på et tidspunkt. Du skal mest fortælle ham om det, så han kan forstå hvad der sker med dig, og så han kan vise hensyn. Og så er det vigtigt, at du viser ham, at du er åben omkring det (i hvert fald over for ham), så han tør stille spørgsmål og tør tale med dig om det.
Jeg synes du skal tage en lang snak med ham. Men jeg kunne forestille mig, at du har svært ved at skulle forklare ham om det, fordi du stadig har lidt svært ved at forstå diagnosen. Eller hvad?
Kærlig hilsen Oktober
jah, nu forstår jeg bedre hvad det er. Genkender faktisk det hele af det, jeg tror jeg har misforstået bare selve ordet splitning og forveksle det med personlighedssplatning. MEn kender godt den følelse; enten lytter jeg kun til metal eller elysian fields, enten hader mig selv eller forguder mig selv, enten tilgiver jeg verden eller giver den fingeren og ligger i sengen hele dagen, enten bedste ven eller værste fjende. Jah, den bedste tid var også da jeg fik hjælp sidste år. Selvom det var et helvede at skulle komme med alt det problemer og tanker man har haft hele sin liv var det meget befriende.
Vi tager til Århus og jeg skal studere Filosofi i Århus Universitet. Så det blir meget spændende og glæde mig til at starte. Bare generelt at få nyt liv og havde nyt chance for at gøre tingene bedre og møde nye mennesker. hva med dig? Tager du en uddannelse ell. er du færdig ell. arbejder du ?
Jeg har allerede printet masse informtion om Borderline, lige efter jeg læste om dem var jeg nødt til at printe dem ud. Men min intension var aldrig at vise det til min kæreste, han fandt dem et sted på gulvet og begyndte at spurte efter. Jeg fortalte ham om mine tanker og mine underlige opførsel i de sidste par dage og forklare ham om min mistanke om borderline. Han var ihvert fald meget åben over det. vi har ikke snakket om det meget men jeg vil meget gerne prøve at komme mere ind på det også fordi jeg gerne mere vil af med mine følelser og tanker generelt.
Jeg forstår godt hvad borderline er. Jeg er meget usikkert person. Jeg føler mig ikke at have ret til at diagosere mig selv med den personforstyrrelse før en psykolok siger at jeg har det. Men syndes det er tættest på at forklare mine følelser og problem på. Men du har ret jeg skal have en lang snak med min kæreste om det.
En af mine største problemer er at jeg ikke har lyst eller energi til at snakke, diskutere ell. afsløre mine følelser ell. problemer. Jeg har altid været alene med mine følelser; siden jeg var ca. 12 til 18 havde jeg meget svær periode med kommunikation og haft en slags socialtfobi. Jeg har bare aldrig lært at have en alminderlig samtale om min tilstand med en menneske, kun til mig selv. Og jeg har snakket til mig selv meeget, primært samtale omhvordan jeg har det og hvordan jeg kan komme over det. Især cutting har hjulpet mig meget med at være endnu mere isoleret med mine følelser og gøre tinge mere kompliceret. Men jeg tror jeg er i den rette vej og prøver virkeligt at snakke, det er bare så ubehaligt at ryste og stamme samtidig at skulle snakke
hyg hyg, winslet
Først lige en helt plain teknisk ting. Du skrev, at dit indlæg blev slettet, fordi du var for langsom til at få det skrevet. Det samme skete lige for mig i et indlæg til Helene. Når siden kommer frem med, at du skal logge på igen, skal du bare trykke tilbage oppe i hjørnet i din browser. Så kan du markere din tekst, kopiere den og sætte den ind, når du er logget ind på ny.
Undskyld, men jeg er en født problemløser. Jeg kan ikke klare uopklarede mysterier :-)
Nå, nu til sagerne...
Jeg synes, at du primært skal opsøge en psykiater. Jeg bor i Århus, og kan helt klart anbefale min. Han laver nemlig også terapi, og er vildt dygtig. Men som sagt er der et halvt års ventetid på psykiatere. Til gengæld er de gratis!
Jeg bor som sagt i Århus. Men jeg læser til talepædagog i Odense. Lige nu holder jeg pause indtil februar, hvor jeg kan fortsætte hvor jeg slap.
Det lyder som om, det kommer helt af sig selv med din kæreste og dig. Det er fint. Du gør, hvad du føler er nødvendigt, relevant og rigtigt. Og dermed bliver det også det rigtige.
Jeg fornemmer en masse ressourcer i dig. Det imponerer mig ret meget. Jeg er sikker på, at det kommer til at gå dig rigtig godt i dejlige Århus.
Jeg har altså et måske dumt spørgsmål. Er du i Grønland inde i det danske sygesikrings system? For så kan du måske allerede nu blive henvist til en psykiater...
Hvor gammel er du?
Undskyld (og undskyld fordi jeg hele tiden undskylder), men jeg er vildt nysgerrig, sådan helt generelt :-)
Hvordan jeg første kom til at fortælle folk om mine problemer. Det kom vist helt af sig selv, da jeg gik helt ned. Så var jeg ligesom nødt til at forklare mig. Ingen af dem havde set det komme. Faktisk var det kun min chef, der havde det på fornemmelsen. Lidt pudsigt. Men jeg har stadig svært ved at finde balancen i det hele. Dumme dumme balance! Lige nu taler jeg ikke rigtigt så meget om det med mine venner. Jeg synes det er svært. Men jeg er også et svært sted lige for tiden, og har først lige fået lidt perspektiv på sagen, da psykiateren sagde, at det er en personlighedsforstyrrelse.
Så den tygger jeg stadig lidt på, må jeg indrømme.
Mange hilsner fra Oktober
Her er et samlet svar på dine sidste to indlæg.
Det er pudsigt, at du skal studere filosofi. Som stor pige ønskede jeg mig faktisk at blive filosof, hvor jeg så end fik den idé fra :-)
Jeg husker håbløsheden, meningsløsheden og opgivelsen, da jeg troede, at mit liv ville blive én lang ørkenvandring nede i et stort sort hul. Men sådan blev det heldigvis ikke. Jeg har aldrig haft det bedre, end jeg har det nu :-) Der er bestemt håb forude, når man søger hjælp og andre udveje, der kan give én muligheder for forandring.
Jeg har også lavet meget splitting, hvor jeg har svinget som et pendul mellem to yderpunkter. Især har jeg igennem livet delt mennesker op i 'gode' eller 'onde'. Jeg mener ikke, at jeg laver splitting længere. Tværtimod har jeg lært at se, at der altid er uendeligt mange muligheder mellem de to yderligheder.
Personlighedsspaltning er ganske rigtigt noget andet og mere alvorligt men det er ikke så ualmindeligt, som mange tror. Jeg har selv været personlighedsspaltet i min barndom.
Det er en stor overvindelse og meget ubehageligt, når man skal til at 'afsløre' sig selv og begynde at tale om sine tanker og følelser. Men det er nødvendigt. Jeg lærte det først i min terapi som 43 årig. Jeg var ikke engang klar over, hvor lukket jeg var. Jeg troede faktisk, at jeg var et meget åbent menneske. Men jeg kunne ikke rigtigt være åben om noget vigtigt, når jeg havde fortrængt alting og lukket helt af for mine følelser. Så det var rædselsfuldt og grænseoverskridende, da jeg i terapien skulle begynde at sætte ord på mine tanker, følelser og behov. Men jeg kunne godt se idéen i det, så jeg øvede mig – og desuden var det nødvendigt for mig at tale om de ting, der kom frem i terapien. Nu har jeg overhovedet ingen problemer med at være åben og ærlig overfor andre (tværtimod). Jeg omgås ikke ret mange mennesker, for det har jeg ikke brug for og det er ikke godt for mig, men de mennesker jeg vælger at være sammen med kommer til at kende min baggrund. Den er de nødt til at kunne forholde sig til, hvis vi skal være sammen, for den er jo en del af mig og jeg kan ikke skjule de vigtigste sider af mig selv. Jeg kan ikke holde mig selv 'hemmelig' længere. Men okay… jeg skal heller ikke prøve at 'passe ind' nogen steder i og med, at jeg ikke bevæger mig særligt meget ud i samfundet. Så dér splitter jeg måske, hvis man kan kalde det dét: Enten må folk tage hele mig – eller også får de ingenting :-)
I mine unge dage havde jeg mange forhold, der var meget konfliktfyldte, fordi jeg altid faldt for alkoholikere. Jeg blev skilt i 1991. Fra 96-99 boede jeg sammen med en kæreste – igen et meget svært forhold. Siden har jeg ikke haft nogen kæreste. Om jeg engang får det, skal jeg ikke kunne sige, jeg vil ikke udelukke muligheden, men lige nu har jeg bestemt ikke behov for det. Men her spiller det selvfølgeligt også ind, at jeg næsten er 50 år og har været alene i det meste af mit liv og har det godt med det og pt. ikke ønsker det anderledes. Godt nok, for det bliver ikke let at finde en mand, der matcher mig og mine behov :-)
Mange hilsner Helene
Tak råden om de slettede indlæg
jeg kender alt for godt med at sige undskyld, få nærmest skæld for at være så ulta sød og totalt forsigtigt. Men det er bare en del af charmen tror jeg
jah, jeg håber det kommer til at køre i Århus og jeg tror godt jeg kan vente ca. ½ år. Det vil tiden vise, jeg er også lidt bange for at Filosofi vil være for meget for mig, men det er nærmest det eneste uddannelse som passer meget godt til mig og min fremtids visioner.
Jeg er 23år og du ? Vi har en helt anden system her i Grønland. Vi får automatisk sygesingring når vi flytter til danmark, eller vi får det fordi vi er stadigvæk ligger under danmark, tror jeg. Men vi får først alt muligt informationer om alt muligt når vi har flyttet dertil. Eh hvaf bruger man primært sygesikring til ? vi betaller hellere ikke medicin her (tilgengæld meget høje skat) og har hørt man betaler for medicin i dk, er det dyrt ? f.eks. det er gratis at foretage en frivillig abort men koster det hos jer ?
jah jeg tror også jeg er født problemløser, kan ikke få nok informationer og løsninger på alt.
hvornår begyndte du faktisk at få hjælp? jeg mener, hvor langt tid er du blevet behandlet ? jeg håber ikke ihvert fald jeg spørger for meget .. ellers siger du bare til..
hyg hyg, winslet.