Skal jeg smutte før det for sent?
Kære Netdoktor
Jeg skriver fordi jeg er i total vildrede. Jeg er kvinde, 35 år og har boet sammen med min kæreste i 3 1/2 år.
Vi mødte hinanden i udlandet hvor vi begge arbejdede. I de år oplevede vi mange fantastiske og eventyrlige ting og kørte samtidig karriere. Vi returnerede til DK for mere end 1 år siden efter længe at have diskuteret pros og cons. Særligt jeg var ikke sikker på jeg ønskede at forlade en succesfuld karriere og et skønt liv i varmen for at bo i DK med den jobmæssige usikkerhed det skabte og livet i DK generelt. Jeg spurgte dengang min kæreste om han som jeg ønskede at blive gift og få børn snart og det svarede han ja til. Mine overvejelser vedr. at forlade min karriere i udlandet osv. afhang meget af dette. Vi har nu boet i DK i 1 1/2 år og har begge fundet gode jobs (ikke så prestigefulde som dem vi efterlod, men ok). Vi har et dejligt hjem og økonomisk stabilitet. Det sidste år har vi flere gange diskuteret æfteskab og børn, og min kæreste siger at han ønsker at blive gift og få børn med mig en dag, men ikke nu og han ved ikke hvornår han får lyst til at få børn. Men skal det være - skal det være med mig. Han siger han elsker mig højt men han ikke er klar endnu og ikke ved hvornår han bliver det.
Det ville for så vidt være ok med mig, men jeg er 35 år og må indrømme at jeg er begyndt at panikke meget over den biologiske klokke og over at han ikke kan sætte tid på hvornår han er klar. Det kan være om 2 mdr, 1 år om 3 år - hvem ved..han gør ikke. Jeg er simpelthen så bange for jeg spilder min tid med ham og risikere jeg aldrig får børn min alder taget i betragtning.
Jeg tænker ofte på jeg burde være stærk nok til at forlade ham og komme videre, selvom jeg elsker ham og vi har det rigtig godt sammen det meste af tiden, men det sidste år har vi skændes meget over dette. Jeg har forsøgt at glemme det og tænker at hvis jeg ikke bringer det på banen mere bliver han nok klar: først med en frielse og så børn :-) men der sker ikke rigtig noget og det fylder mere og mere af mine tanker og mit humør.
Er rigtig bange for jeg bruger min 'ungdom' med ham og ender barnløs og bitter. Hvis jeg alligevel ikke skulle have børn vil jeg hellere rykke på en karriere og eventyrligt liv ude, som det er nu har jeg ingen af delene.
Håber meget på gode råd og et realitycheck - skal jeg gå nu eller?
Mange hilsner
Isabella
Jeg skriver fordi jeg er i total vildrede. Jeg er kvinde, 35 år og har boet sammen med min kæreste i 3 1/2 år.
Vi mødte hinanden i udlandet hvor vi begge arbejdede. I de år oplevede vi mange fantastiske og eventyrlige ting og kørte samtidig karriere. Vi returnerede til DK for mere end 1 år siden efter længe at have diskuteret pros og cons. Særligt jeg var ikke sikker på jeg ønskede at forlade en succesfuld karriere og et skønt liv i varmen for at bo i DK med den jobmæssige usikkerhed det skabte og livet i DK generelt. Jeg spurgte dengang min kæreste om han som jeg ønskede at blive gift og få børn snart og det svarede han ja til. Mine overvejelser vedr. at forlade min karriere i udlandet osv. afhang meget af dette. Vi har nu boet i DK i 1 1/2 år og har begge fundet gode jobs (ikke så prestigefulde som dem vi efterlod, men ok). Vi har et dejligt hjem og økonomisk stabilitet. Det sidste år har vi flere gange diskuteret æfteskab og børn, og min kæreste siger at han ønsker at blive gift og få børn med mig en dag, men ikke nu og han ved ikke hvornår han får lyst til at få børn. Men skal det være - skal det være med mig. Han siger han elsker mig højt men han ikke er klar endnu og ikke ved hvornår han bliver det.
Det ville for så vidt være ok med mig, men jeg er 35 år og må indrømme at jeg er begyndt at panikke meget over den biologiske klokke og over at han ikke kan sætte tid på hvornår han er klar. Det kan være om 2 mdr, 1 år om 3 år - hvem ved..han gør ikke. Jeg er simpelthen så bange for jeg spilder min tid med ham og risikere jeg aldrig får børn min alder taget i betragtning.
Jeg tænker ofte på jeg burde være stærk nok til at forlade ham og komme videre, selvom jeg elsker ham og vi har det rigtig godt sammen det meste af tiden, men det sidste år har vi skændes meget over dette. Jeg har forsøgt at glemme det og tænker at hvis jeg ikke bringer det på banen mere bliver han nok klar: først med en frielse og så børn :-) men der sker ikke rigtig noget og det fylder mere og mere af mine tanker og mit humør.
Er rigtig bange for jeg bruger min 'ungdom' med ham og ender barnløs og bitter. Hvis jeg alligevel ikke skulle have børn vil jeg hellere rykke på en karriere og eventyrligt liv ude, som det er nu har jeg ingen af delene.
Håber meget på gode råd og et realitycheck - skal jeg gå nu eller?
Mange hilsner
Isabella
Kommentarer
Hvis du virkelig elskede ham, så ville du jo slet ikke tænke tanken, at du spildte din tid, vel?
Og nej, sådan som du beskriver det, så vil han givet ikke være til bryllup, børn, "villa, volvo og vovse" før det er for sent, hvilket han som gammel muligvis vil fortryde, men sådan er det jo med valg her i livet.
Hvis jeg var dig, så ville jeg tage kontrol og sætte en dead-line for kæresten. Netop fordi du ikke har så meget tid at løbe på. Efter alt at dømme tror jeg ikke, at du skal satse på at få børn med ham. Jeg kan kun opfatte det sådan, at han næppe bliver interesseret i at få børn, når han ikke er det endnu. Desuden mener jeg, at han manipulerer dig ved ikke at melde klart ud. Han holder dig fast ved at love noget, der aldrig bliver til noget og ved at trække beslutningen i langdrag. Du lader ham tage kontrollen og styre dig. Du bliver passiviseret med hans halve løfter og en dag er det bare for sent.
Så selvom det er svært, så tror jeg, at du bliver nødt til at træffe et drastisk valg om, hvordan du ønsker, at din fremtid skal forme sig.
Hilsen Helene
I skal ha en stille og rolig snak om hvad jeres drømme og mål er i livet, og du skal få ham til at fortælle, hvorfor han ikke føler sig klar til at få et barn. Men denne snak skal foregå uden at det ender i skænderier, for det opnår du ikke noget ved.
Hvis han stadig ikke kan give dig en ordentlig og god forklaring, så tror jeg at jeg ville trumfe ham med at fortælle, at du respekterer, at han ikke føler sig klar, men at du føler dig meget klar. Og hvis det ikke bliver med ham, må det blive med en anden.
Så enkelt tror jeg nok at jeg ville reagere, for ellers kan i snakke om det her i en uendelighed.
Men jeg tror samtidig at mænd ikke har den samme længsel efter et barn, som vi kvinder naturligt har. De har heller ikke brug for at tænke så meget ud i fremtiden andet end hvis det drejer sig om job, for det at skulle være far er nok ikke konkret og håndgribeligt nok. Jeg tror at mænd har svært ved at sætte sig ind i, hvordan det er at være far, og hvordan det vil blive at være far. Jeg kender flere unge mænd, som har været bange for om de ville og kunne blive en god far.
Dette er kun nogle gætterier, ved slet ikke om det eventuelt er derfor din kæreste ikke føler sig klar, men du skal vide at nogle mænd aldrig bliver klar.
Kærlige tanker Sofie
Det jeg læser du skriver ligner til forveksling præcist de samme tanker, som de fleste af mine veninder går rundt med i deres forhold. Og jeg havde selv indtil for ikke så længe siden meget de samme tanker og overvejelser i mit eget parforhold. Jeg kan tilslutte mig Sofie med det at mænd og kvinder bare har helt forskellige tanker og følelser i forhold til det med børn. Mit råd til dig er, at du ikke skal presse din kæreste til noget sådan direkte, som han måske ikke er klar til lige nu nu – eller vigtigst af alt som han måske ikke har reflekteret ordentligt over. Som jeg læser det du skriver, er han klar over dine ønsker og han skal ganske sikkert bare have lidt tid til at fordøje det og indstille sig på en omvæltning i hans liv – for han skal jo også være indstillet på, at det er noget nyt og stort der skal ske. I er jo to mennesker, som skal være parat og kunne få det til at fungere med jer selv og hinanden. Og hvis han siger, at han gerne vil have børn – så vil han det også. Snak med ham stille og roligt og giv ham plads – for næsten alle mænd (og det er min egen erfaring fra flere forhold!) lukker helt af, hvis de føler pres og ikke selv er herre over store beslutninger i livet.
Det lyder som om, at I har et dejligt forhold og liv og historie sammen – og pas på med at risikere det. Og hvis I har det godt sammen, skal han nok også blive parat til det hele, når han selv føler det.
Sine
Tusind tak for jeres kloge tilbagemeldinger. Jeg sluger alt det i skriver med stor interesse og tænker meget over jeres svar og råd. I må endelig gerne sende flere, fordi jeg ærligt talt endnu ikke er sikker på hvordan jeg skal tackle det. Jeg har prøvet det meste af det i skriver. Første skændes vi en del det første efter efter hjemkomst men for nogle mdr. sider kunne jeg godt se det var en dårlig tilgang, så jeg har forsøgt med den stille og rolige og åbne og lyttende samtale og det gav også bonus. Han var nemlig ærlig (de andre gange har han sagt han nok blev klart snart osv) men denne gang sagde han: 'Jeg har ikke lyst nu, jeg ved ikke hvornår. Jeg vil gerne med dig en dag, jeg forstår godt du er højt oppe i alderen ift graviditet, men jeg kan ikke overskue det nu og ved ikke hvornår' han sagde også og det bekymrede havde skændes så meget og han derfor også var nervøs for vi ville skændes når vi fik børn' (det jo ironisk for vi skændes jo over det med manglende lyst til børn pt) Han var total ærlig og han forstod mig godt med min alder osv, men han kunne jo ikke rigtig gøre noget ved det sagde han. Og jeg spurgte om det var ok vi risikerede vi ikke fik børn sammen, og det var jo svært at forholde sig til sagde han da han jo ofte ikke tænkte over min alder. Det er nu 6 mdr. siden vi havde den samtale og siden har jeg ikke nævnt noget Jeg afsluttede vores samtale med at sige jeg måtte tænke over det den kommende tid og måske afslutte når jeg engang var klar. Han synes det ville være en dum ide og var meget ked, men jeg tror i bund og grund ikke han tror jeg forlader ham nogenside uanset..og tiden er bare gået hvor jeg håbet han ville blive klar fordi jeg er bange for at forlade forholdet og blive ked.
Det jo heller ikke fordi jeg ønsker barn med en mand der ikke selv ønsker det. Og uanset hvor meget man elsker og har det dejligt sammen så elsker jeg mig selv mest og synes det er alt for høj en pris at betale at risikere ikke at få børn. Den risiko løber jeg jo også hvis jeg forlader ham for man ved jo slet ikke om jeg møder den rette mand inden tiden er løbet fra mig, men så min chance måske lidt større og samtidig kan jeg måske realisere andre drømme ude i den store verden hvor det handler om mig og ikke altid os. Han vil pt. gerne købe ejendom sammen, så det kigger vi lidt på, men det har jeg fundet ud jeg ikke vil før vi er enige om at lave børn for så vi ligesom forpligtet på det, og jeg jo usikker på om jeg tør blive i det her med risiko for et liv uden børn.
Jeg ved han gerne vil have børn, men han tænker han har masse tid selv. Han er 35 år men jo mand. Jeg synes det er så mærkelig at han siger han vil med mig når han kender min alder og alt om biologi, men det er som om han ikke for alvor forstår hvad det vil sige at jeg faktisk er 35 år og hvad det betyder ift. muligheder for gravidet. Han lever meget nu og her undtagen med jobbet.
Jeg synes virkelig det er svært det her.
Birgitte
Som signeporsborg1 skriver:
Det lyder som om, at I har et dejligt forhold og liv og historie sammen – og pas på med at risikere det. Det vil jeg give hende så inderligt ret i. At finde en person man elsker og som elsker en tilbage, det er en stor ting her i livet. Hvor ville det være synd at miste det for at finde en at få børn med, som du måske ikke elsker så højt. Det kan på længere sigt også komme til at betyde, at du en dag bliver alene med børnene, fordi det ikke er ægte kærlighed.
Jeg forstå godt at du længes efter at komme ud at rejse igen, men måske I kunne snakke om, at hvis han ikke mener han vil have børn det næste lange stykke tid, så kunne I i stedet tage til udlandet, som du gerne vil, som et kompromis..... hvis du kan acceptere det i stedet.
Jeg synes, du skal gøre op med dig selv, hvad du vil med dit liv. Hvis du overlader ansvaret for de store valg i dit liv til andre, så risikerer du at blive bitter over det valg andre har truffet for dig - og så er det for sent at vælge om.
Som jeg ser det, så står dit valg mellem din mand og et barn, for det er ikke sikkert, at du kan få begge dele. Måske kan du, men som det ser ud nu, er det usikkert og tiden går.
Hvis barnet er vigtigst, så handler det om barnet - uanset om du har en mand hos dig eller ej. Du kan aldrig nogensinde være sikker på, at dit og faderens forhold varer ved. Der kan ske uforudsete ting, så I skilles (ultimativt dødsfald). Så ønsker og vælger du at få et barn, så skal det være for barnets skyld. Et barn kan du godt nå at få. Der behøver ikke nødvendigvis at være knyttet en far og et nyt parforhold til (selvom det sikkert vil være det optimale).
Vælger du din mand, så vælger du også, at det er en mulighed, at I aldrig får børn sammen, fordi han ikke når at blive parat, mens du stadigt er i stand til at få børn. Det nytter ikke noget, at du så bagefter fortryder, at du blev hos ham og bliver bitter over dine forspildte muligheder og giver ham skylden for, at du ikke nåede at få børn.
I har talt om det og du ved, hvor han står. Så som jeg ser det, må du finde ud af, hvor du selv står. Om du vil ofre ham for et barn eller om du vil ofre barnet for ham - for det kan blive valget i den sidste ende. Et 'pest-eller-kolera-valg' og endda af den slags, der former éns liv uanset, hvad man vælger. Jeg ved, at det er et frygteligt dilemma.
Hilsen Helene
Jeg synes du skal slå HELT koldt vand i blodet. Du har en mand, som du elsker og han dig. Han siger han vil have børn – og så skal det nok også ske – og med dig – og så bliver det med dig. Jeg forstår godt uret tikker…jeg er selv 36 og er netop blevet gravid for ganske nyligt. Jeg havde selv en kæreste (og har fortsat) som var afholdende fra at lave børn. Og han er 45 nu! Og guderne skal vide, at jeg også overvejede at lede efter en anden potentiel far til et barn. Jeg kan kun sige, at det er den bedste beslutning i mit liv at jeg blev hos ham og holdt fast i vores forhold. Jeg gav ham lidt plads og efter at tanker om børn var bundfældet lidt i ham så var han parat. Elsker du din kæreste og føler, at han vil være en god far og i kan finde ud af det sammen (også hvis i måske ikke skulle være sammen ude i fremtiden) så bliv noget tid endnu og giv det en chance. Hvis han siger han vil have børn er sandsynligheden for at du får det med ham SÅ meget større end hvis du går ud og prøver at finde en ny mand (og desuden KENDER du din kæreste godt nu efter et længere forhold…det ville ikke være tilfældet med en ny mand…og der kan være rigtig mange ubehagelige overraskelser, skulle jeg hilse at sige fra mange af mine venner og bekendte!). Kort sagt er mit råd at blive – giv det en chance – og vær med til at gøre jeres forhold dejligt og gøre ham tilpas i det også. Så kommer det hele af sig selv.
Kærlig hilsen Sarah
Jeg vil prøve om jeg kan hjælpe dig ved at fortælle dig lidt om mine valg da jeg sad i nogenlunde samme situration som dig.
Først vil jeg lige sige, at jeg rigtig godt forstår dine stærke følelser for at skal have barn nu! dine følelser kommer jo dybt inde fra det der virkelig er dig og man værken kan eller skal kæmpe imod sine følelser og slet ikke når det handler om børn. (syntes jeg)
når det så er sagt vil jeg også lige huske at sige at ens følelser godt kan kræve så meget, at en bestemt begivenhed indtræffer i ens liv i dit tilfælde handler det jo om, at din krop fortæller dig at det er på tide at tænke på børn nu.
Nå min lille pointe med min beskrivelse af de stærke følelser, handler om at du endelig skal huske at kroppen kan spille en et pus nogle gange, med det mener jeg at du skal lige have i baghovedet at det godt kan være derfor du har fået lyst til at forlade din dejlige kæreste (sådan lyder det til at han har været bortset fra når i har skæntes om børn og tro mig der er ikke noget i verden der kan starte stører skænderier i et parforhold end børnesnakken kan.
så når du for alvor skal træffe din beslutning om at forlade din kæreste eller ej syntes jeg at du skal undlade at lade skænderierne om børnesnakken fylde !!!
Det vad jeg godt at en del nok ville være uenige med mig i, men jeg syntes ikke du behøver se jeres fremtid så sort og jeg syntes bestemt ikke der er grund til at tro at jeres skænderier også vil fortsætte ind i fremtiden, bare ford i har skæntes om børn det seneste år.
tingene lyder jo som om at at de næsten er perfekte for jer, så hvis du stadig er forelsket i ham er der ingen grund til at løbe væk nu (hværtfald ikke før du har kæmpet for det du vil have! (alser børn med din skønne kæreste)
Du er også nødtil at se i øjnene at du skal ikke udskyde dit behov mere (så fik vi det på det rene) du bliver nød til at stå ved inden i dig selv hvad du føler og du føler at du skal have børn nu og ja det skal sku være nu hvis du skal nå det.
( tænker på at der jo også skal være taget højde for at det kan være svært og før man har prøvet ved man ikke om man skal have hjælp til det og så kan det jo godt tage lidt længre tid igen! så han har massere af tid din søde man til at forberede sig fra i går igang af ! smiler
Nu lige nogle ord om mænd gennerelt.
De vil jo altid blive ved med at føle at de ikke er helt klar fordi de ikke har et biologisk ur inden i deres kroppe der siger til dem når tiden er kommet. lige som vi har!
mit første råd til dig er overvej og føl efter om du virkelig aller helst vil have børn med ham hvis du selv kunne vælge eller om du så ville finde en anden mand! og dit svar til dette må ikke være at du lige så gerne ville på eventyr igen for selvfølig vil du da det lige nu hvor du er opslidt efter at have skæntes i så lang tid om noget der betyder så meget for dig.
Hvis dit svar til dig selv er at du vælger eventyret så tror jeg mere det handler om at du er blevet i tvivl om du entlig skal have børn med ham
for selv om eventyret (og det ved jeg af personlig erfaring)
trækker volsomt i en så husk på at
i virkeligheden så er eventyret = 0 børn
og det at blive (kampen med manden alser er = moske mange børn
så selv om eventyret moske trækker stærkest i dig lige nu så kan det også godt være fordi at du lige nu ser det som den letteste løsning
(men det behøver det bestemt ikke at være når vi snakker projekt baby
for sådan som din beskrivelse lyder af jeres tidliger liv så har du jo fundet (moske) den perfekte man. I fungerer godt sammen i samme job i kan finde ud af at rejse ud, det vil sige at så har i udsigt til mange gode børnefamilie rejser og desuden lyder det bare som om i ellers går rigtigt godt i spænd sammen og det vil sige at så er der langt mindre at skændes om når lille baby kommer til!
som kvinde må du gerne tænke at du ikke længre gider at udskyde dit behov og det er helt okay at prøve at lokke ham i den retning du gerne vil ( her mener jeg brug din sjarme lidt (drop den lysserøde forstilling om at han først skal fri til dig og så se da om du ikke kan lokke ham med i kanen!
din mand kan først blive klar når du er blevet gravid og moske ende først når barnet er født og hvis du mener du har fundet den perfekte far så behøver du ikke vente på ham, du har ventet så længe dit biologiske ur kunne vente, du er ikke noget dårligt menneske fordi du smider tøjet og springer let hænd over prævationen , først bliver han nok bange men hvis det gentager sig så er der stor chance for han pludslig ville syntes at tanken om usikker sex bliver spændende. Sådan en kærste har jeg. (en mand af få ord der aldrig rigtig føler sig klar til noget som helst, men når han står i det er jeg aldrig blevet skuffet eller svigtet. skænderier må ikke forveksles med svigt osv. bare så du ved det
inden jeg vil ønske dig alt held og lykke vil jeg lige sende en trå med min
her er min fortsættelse.
Jeg var guide og rejste rundt på samos, jeg elskede friheden ved at rejse og sol gør mig så glad.
Da jeg kom til danmark mødte jeg min kæreste (dejlig fyr)
Jeg følte mig meget lykkelig
Min kæreste og jeg fik arbejde samme sted og vi gik også vildt godt i spænd sammen.
Her fra ligner min historie ikke så meget din mere men moske kan du bruge det til noget af lige vælget!
Jeg havde på nuværende kændt min kærste i ca 6 måneder da de første problemer kom ind i vores forhold. Jeg blev mobbet på arbejdspladsen og det endte med at jeg måtte holde om, jeg var synderknust over at han stadig skulle der ud, og jeg blev følsesmæssigt meget forviret over at jeg syntes han rejste tilbage til fjenden hvær dag og sad tilbage med følelsen af at han svigtet mig så det gav jo anledning til de første skænderier!
ca et par måneder senere da mit forhold ikke var lysserødt mere stod jeg pludselig med en positiv graviditetstest i hånden!
Jeg behøvede ingen gang at spørge om det var et dårligt tidspungt for efter at have kommet sammen i 7-8 måneder havde jeg ikke haft mange oplevelser med ham og de sidste 3 måneder på arbejdet havde været et helvede.
jeg elskede ham men savnede selvfølgelig spændeningen ved at rejse og det var da også det eneste jeg havde i hovedet, hvordan skulle jeg nu komme ud at rejse igen. hvor var mit liv dog kaotisk.
Der var dog en del der stod knivskarpt for mig i min rodede tilværelse og det var at drømmen om hvordan jeg gerne ville have det med ham her fyren, den var ikke blevet mindre.
Det var entlig nok den største grund til at jeg ikke tog ud og rejste væk eller fik en abort.
Som du jo nok kan gætte så var fyren hværfald ikke klar til at blive far, men der følte jeg mit biologiske ur der talte til mig.
Ham her han skulle nok blive en god far og uanset hvordan vores tilværelse så ud eller hvor mange skænderier vi havde haft så var det jo entlig også et eventyr i sig selv at blive i det og se hvad der skete.
Min kærste nåede aldrig at blive så moden at jeg fik ham med ud at kikke på babytøj en eneste gang.
vi var heller ikke forlåget og jobbet og økonomi var stadig noget rod.
min mor var den eneste der havde støttet os hele vejen igennem og havde sagt til mig at han nok skulle nå at blive moden.
Min kærste var meget glad for min mor især fordi at han ikke selv fik nogen støtte af sin mor, hun havde valgt os far hvis han skiftede job og derved valgte mig og barnet (for det var sådan vores tilværelse var den gang(hanstod i et valg.
Efter som han valgte mig (se ingen svigt når det virkelig gjalt) så har hans mor ikke ville se os eller barnet siden.
Nå nu tilbage til min historie. Min umodne kæreste kunne ikke forstå de følelser jeg havde som gravid kvinde og jeg forstod dem jo heller ikke selv. (her er du bedre hjulpet end mig for du ved du ønsker graviditeten hurtigst muligt!så den kan ikke kome bag på dig.
jeg elskede min kæreste højt (trods skænderigerne)
da jeg kom i 6 måned kom vi endelig begge helt væk fra det lorte job.
Jeg gik selvfølgelig glip af mange ting som at glæde sig osv da vi slet ikke følte vi havde en base og det havde slået os så hårdt at hans mor havde vendt os ryggen.
Så da jeg kom i måned 8 kørte en ambulance pludselig forbi mig, senere fik jeg avide at der var sket noget frygligt (min mor var lige død)
Hun havde aldrig været sy og bang nu var hun væk med et hjertestop.
Min verden gik i stykker og jeg husker desvære ikke rigtigt så meget fra fødslen osv. Men jeg ved at da jeg begyndte at kome til mig selv blev jeg langsomt i stand til at tænke på min lile baby , men jeg var selvfølig ikke i stand til at overskue ham. Der sad vi så 2 mennesker i en lile bitte lejlighed med kun 1 intægt uden nogen til at støtte os og med min sorg og et nyfødt spædbarn.
Jeg husker bæst tiden som at jeg sov den væk. Jeg tror det var fordi min krop lukkede ned, så sov jeg hele tiden. Jeg stod ikke op om natte for at se til den lille og jeg ammede ham ikke. Min kæreste så på mig og spurgte mig nu om jeg vidste hvordan han skulle få mad ned i sådan et lille menneske når han ikke havde bryster.
Jeg sagde til ham at jeg vidste at man kunne få noget erstatning til nyfødte som man kunne give dem på flaske, så stenede jeg igen og kunne slet ikke forholde mig til at det handlede om at rede den lille. Jeg husker ikke ret meget andet fra den tid end det jeg skriber her. Men nu kom fader instinktet pludselig op i min vidunderlige kæreste. Han tog den lille i en barnevogn min mor og farmor havde købt til os vi havde stående. (jeg mistede både farmor og mor med ca 1 uges mellemrum. på det tidspungt.
Min kæreste kom nu hjem med lillemanden der sov trygt og blandet hans første sutteflaske. min søn var 1 døgn på daværende tidspungt. Min kærste sad i sofan og vuggede en lille bitte baby frem og tilbage fortsættes